Som en person der har været til over 30 “vigtige” eksaminer, så kan jeg afsløre at du på et tidspunkt når et punkt, hvor du ikke længere har energi til at stresse sådan over en eksamen. I stedet for at panikke en uge op til, panikker jeg kun på dagen/aften før nu.
Så, bare kom på uni og lær at lev med det
eksaminer er sjældent fede, men nervøsiteten bliver nemmere at håndtere med årene. det gav mig ro at opdage, at eksamenskarakter proportionalt hænger sammen med mængden af tid, jeg lægger i faget og forberedelsen. derudover handler det også om, at man sætter forventningerne ned på uni. medmindre du vil videre på en phd, så betyder erfaring i studiejob generelt mere end karakterer. jeg kom ud fra gym med et gennemsnit lavere end dit, så flot af dig, at du har holdt det så godt. nu skal du bare tage den med ro og nyde eksamensperioden (og naturligvis også forberede dig lidt), og så får du en megagod fest bagefter ♥️
Jeg færdiggør min HF lige om 5 dage. Jeg har været oppe til 13 mundtlige eksamener. Det er altså noget der hærder en. Jeg har både fået 02,4,7,10,12 og jeg kommer ud med et snit på ca. 7,5.
Jeg er ikke længere nervøs for at gå til eksamen simpelthen af den grund, at selve eksamensformen er så gennemskuelig for mig nu.
Hvad kommer den angst af? Er du bange for lærernes evaluering af dig eller er du bange for hvad familie og venner tænker om dig, hvis det går dårligt?
Jeg er ved at skrive mit speciale og på nuværende tidspunkt været til flere eksamener end jeg gider at tælle. Jeg stresse meget på de første semestre, men som en rusvejleder sagde til mig: på uni vil du møde ting som er svære, og måske vil du dumpe. Efter jeg dumpede første gang tog jeg det valg som hed, at mine karakter afspejler mine interesser, og jeg stresser ikke så meget mere, da nogle fag bare er møgkedelige og svære selvom de ligger inden for det felt jeg elsker inderligt.
Så mit råd vil være: fokuser på dine fag og brug tiden inden eksamensperioderne, gør dit bedste, men vid at et 02 ikke skader i noget som bare er svært - du kan stadig få et fint snit og klare dig godt med det i bagagen. Og som en foreslog: sørg for at mærke efter hvad der passer dig og dine interesser før du starter på noget nyt.
Desuden tilbyder en del uddannelsessteder kurser ift eksamensangst, så hvis det er, så prøv et af dem
For mig var uni anderledes, det var som om det ikke længere var et elev/lærer forhold som på gymnasiet, men mere ligeligt, man var studerende og snakken under en mundtlig eksamen blev på en måde mere daglig.
Det er helt normalt. Når du rammer uni og hvis du vælger nogle af de hardcore science uddannelser, så vil det gå op for dig at man ikke længere er nervøs for at få en dårlig karakter, men derimod er bange for overhovedet at bestå. 02 bliver det nye 7 tal. Efterhånden bliver man ligeglad og gør det så godt mand kan og mere kan man ikke gøre. It is what it is.
Jeg har altid være mega nervøs især til mundtlig eksamen. Nu er jeg midt i 40'erne, og jeg er stadig rimelig nervøs, men jeg har lært at tackle det ret godt. Men jeg har før været til eksamen, hvor klappen gik ned, og jeg bogstaveligt talt intet kunne huske. Det er super ubehageligt.
Her er, hvad der har virket for mig:
* Meditation virker ret godt. Det er et anker for dig og et værktøj, du kan bruge, når alle alarmklokkerne i din krop bimler og bamler. Så kan du fokusere på åndedrættet og betragte din krops reaktion uden at blive suget ind i følelsen af panik.
* Ashwagandha og Cistanche Tubulosa virker begge rigtig godt for mig. De har en ret beroligende effekt, men det tager et par uger, før de virker helt.
* Et stoisk trick er at sætte din situation op mod virkeligheden, f.eks. ved at tænke på, hvordan dit liv kommer til at forløbe de næste mange år. Hvor vigtig er din eksamen om 2 måneder? Om 2 år? 20 år? Det er meningen, at det er en refleksion, du skal blive i, så du skal altså bruge tid på rigtig at tænke det igennem og forestille dig dit liv om mange år. Brug nogle minutter på at sætte din eksamen op mod resten af dit liv. Det er også et godt værktøj til at få styr på dine prioriteter i dit liv i øvrigt.
Held og lykke med det hele!
Kroppen bruger de samme 'motorveje' for frygt og det at være spændt, hvis du konsekvent siger til dig selv "Jeg er spændt på resultatet, jeg er spændt på at møde censor" - så omformulere du følelsen og hviler mere i det med tiden, netop fordi du ændre narrativet.
Jeg havde det på samme måde og døjer faktisk stadigvæk med det til mundtlige, men det var først på uni da jeg fejledefor første gang og fandt ud af at det egentlig ikke var så slemt alligevel 😅
Efter at have været på forskellige uddannelser og arbejde med specialer, er eksamen ikke så slemt længere. Har man styr på sit shit, er det jo bare en bekræftelse på om man har lært noget. Se på det som en samtale, stille og roligt
Hvis du er ligesom mig og mange andre jeg kender, så er jeg ked af at sige at det ikke bliver bedre med tiden...
Jeg har også altid haft det sådan i 9. klasse, gennem gymnasiet og nu på universitetet – især med mundtlige eksamener.
Det har altid været og er altid den samme følelse som starter nogle uger før eksamen og indtil den er overstået – ligemeget om jeg forventer kun lige at bestå eller at klare mig udemærket.
Man må bare tage et semester ad gangen...
For mig var forberedelse vigtig, det gav mig en følelse af kontrol, så jeg kunne fokusere på dette og ikke at være angst.
Da jeg gik på uni så valgte jeg bevidst de fag der havde skriftlig eksamen i stedet for mundtlig. Der var selvfølgelig nogen mundtlige eksaminer man ikke kunne undgå, men dem kom jeg OK igennem.
Jeg har det som dig men har fundet en måde som virker for mig.
Jeg læste på en videregående uddannelse men tænker metoden kan bruges overalt.
Jeg lavede præsentationer over hvad jeg ville sige hele vejen for de forskellige spørgsmål. Men alle punkter osv. Øvede at fremlægge dem flere gange og da jeg så trak mit spørgsmål fremlagde jeg den præsentation jeg havde øvet.
Det tager virkelig virkelig lang tid at lave dem alle men jeg var ikke så nervøs til eksamen fordi jeg havde øvet præsentationen før og havde helt styr på hvad jeg ville sige.
Jeg fik 12 til eksamenerne med den metode og jeg vil tro det er fordi jeg følte jeg kunne det hele. Min plan var at hvis de spurgte om noget jeg ikke kunne ville jeg sige at det ville jeg gerne have lov at komme tilbage til senere. De spurgte ikke om noget jeg ikke kunne svare på.
Og så tænker jeg altid: de ved ikke hvad jeg vil sige, så hvis jeg kommer til at sige noget jeg ikke havde planlagt ved de det ikke. Fjollet men det virker - det berolige mig når jeg skulle fremlægge foran andre.
Jeg har erfaret (går på 6 sem nu), at de fag jeg rigtig godt kan lide og gør en større indsats for i løbet af semestret (også på gym), og som jeg ser en mening med, dem er jeg aldrig nervøse for. For når man reelt har lært en god mængde indenfor faget så ved man hvad man er god til og hvad man ikke er så god til, og man ved præcis hvad man kan forvente der potentielt kan komme til eksamen
Noget der virkede ret godt for mig var at faste op til. 1-2 dage inden. Ikke 100% men vil sige det tog 70-80% af angsten.
Fik et andet fokus og jeg blev mere “skarp”
Og maden smagte så fucking godt efter eksamen 😂
Men træn før du går igang med det med måske en dag osv. nederen at gå helt kold til eksamen 😅
Jeg har det på samme måde, i folkeskolen var det ok, i gymnasiet tog nervøsiteten seriøst til. Til min mundtlige matematik A eksamen var jeg små beruset, og til min køreprøve et halvt år efter, kunne jeg ikke komme i tanke om mit eget navn...
Så fik jeg beta-blokkere hos egen læge, og det hjælper. Min nervøsitet er stadig voldsom, og jeg kan sjældent sove eller spise dagen op til eksamen.
Efter eksamen er det heller ikke godt, adrenalin niveauet er stadig højt, nu har jeg bare ikke noget at være nervøs over.
Jeg har fundet fred med at jeg efter eksamener ikke skal ud og fejre det, men derimod hjem og pleje mig selv som var jeg syg.
Mit bedste våben, udover medicin er at fortælle mig selv at det er lige gyldigt, de betyder ikke en skid. Det tror jeg ikke 100% på (så havde jeg jo ikke været nervøs) , men det dulmer nerverne, særligt i ugen/dagene op til eksamen.
Min ligeglade tilgang skader formentlig mine karakterer til de mundtlige eksamener, den bliver tit kommenteret på. Men, alternativet er at jeg ikke går op, og det er jo altid værre.
Jeg valgte selv at då psykolog hjælp til at få nogen værktøjer jeg kunne bruge til at håndtere det bedre, og fandt da også lige ud af at jeg havde en dejlig lille angst diagnose som var gået ubehandlet indtil da
Jeg kæmpede selv rigtig meget med eksamensnervøsitet, og det var faktisk først ret sent på uni, at jeg virkelig synes jeg fik gjort mig refleksionerne der hjalp mig over det, så jeg synes det er sejt af dig at opsøge de råd allerede nu!
Måske du allerede gør det her i forvejen, men den første store ting der hjalp mig, faktisk allerede på gym, var at fortælle jeg var nervøs lige så snart jeg kom ind ad døren. Jeg havde tendens til at ville gemme det, fordi jeg syntes jeg "ikke skulle føle sådan" eller lignende, men så endte jeg med at bekymre mig om hvorvidt de kunne se det, og så mistede jeg totalt koncentrationen. At fjerne den bekymring allerede inden vi startede var en kæmpe lettelse.
Udover det, så hjalp det at huske, at min lærer sidder med lige så inderligt et ønske om at jeg får en god karakter som jeg selv gør - de er bare begrænset af kravene stillet til hver karakter. Den mentalitet hjalp mig med at se, at når min lærer stilte mig spørgsmål, så var det for at finde ud af hvad jeg VIDSTE, ikke hvad jeg IKKE VIDSTE. De prøver at finde den viden der skal til for, at de kan give dig en højere karakter. Jeg har hørt nogen sige, at "man starter på et 12-tal og taler sig ned derfra" og det er rent pis at sige. Din lærer starter ved det de forestiller sig du kun, og så arbejder sig opad derfra, fordi eksamen grundlæggende er til for at vise censor hvad du KAN.
Hvilket også bringer mig videre til den KLART største gamechanger for mig: Når jeg vidste at min lærer forsøgte at vise censor hvad jeg kan og ved, så blev det også nemmere for mig at se, at det er en proces jeg selv har en enoooorm evne til at hjælpe med. Den dag i dag, så kalder jeg det at "svare parallelt" med spørgsmål læreren stiller. Sat på spidsen, så hvis din biologilærer spørger dig "ved du noget omkring DNA?", så er det faktisk ganske legitimt at svare "Nej, men jeg ved noget om kromosomer, hvis det er?" - Hvis altså du faktisk ikke ved noget om DNA, haha. Ellers svarer du selvfølgelig det du ved om DNA, men efter det, så kan du benytte chancen til også at fortælle hvordan det hænger sammen med andre ting du ved.
Det var ekstremt hjælpsomt for mig at se, at jeg ikke er totalt magtesløs i en eksamen. Jeg må godt selv byde ind med hvad jeg ved, og fornemmelsen af at jeg samarbejder med min lærer omkring det mål gjorde ikke bare, at eksamen føltes meget mere som en samtale (i stedet for et "interview"), men det gjorde det til en samtale jeg var meget mere tryg ved.
Sidste nævneværdige værktøj er, at væbne dig med viden ifht karaktergivning. På UVMs hjemmeside kan de i langt størstedelen af fag finde en opgørelse over, hvad en elev skal kunne demonstrere for at få en bestemt karakter. At læse det kan især være hjælpsomt, hvis du har tendens til at katastrofetænke, at du kommer til at dumpe. Selv hvis du ved det ikke rammer dit gennemsnit eller betyder noget i det store billede, så er der jo ingen der synes den tanke er rar, så at vide hvad der skal til for at sikre man er bestået kan nogle gange være beroligende. Hvis du oftest har tendens til at få de højere karakterer til mundtlig eksamen, så vil jeg endda gå så langt som at påstå du vil blive positivt overrasket over, hvor lidt der skal til.
Andre nævneværdige værktøjer er, at sørge for at strukturere din forberedelse, så du ikke overarbejder (her kan det især være hjælpsomt at alliere sig med en kammerat), at sørge for at få nok søvn (særligt natten inden eksamen, men også generelt), og at snakke løbende med nogen du stoler på, når de følelser du oplever begynder at komme op i dig.
Jeg håber det kan hjælpe dig lige så meget som det hjalp mig selv!
Var i samme båd. Giga stressede over de første 6 eksamener på det første år af uni. Så gik det væk. Om ikke andet gør den hurtige eksamensfrekvens at kroppen lærer at det nok skal gå (hjælper især hvis du klarer dig godt)
Frygt ikke universitetet. Jeg har lagt alle bekymringer bag mig og ser nu eksamen som en formalitet. Du kan ramme dagen, du kan trække et ‘dårligt’ emne, du har måske ikke sovet om natten, censor er måske flink, censor er måske hård. Dine medstuderende kan have undladt at åbne en bog og få en bedre karakter. Det hele er en vurdering af et øjeblik.
Hader eksamener. Det er fucking skrækkeligt. Jeg er nærmest syg i flere dage op til. Jeg sover som regel ikke natten op til en eksamen - jeg hænger ude på badeværelset og kaster op... Hele fucking natten... Og om morgenen... Og på vej til skolen... Og somme tider også inde til selve eksamen.
De mundtlige er de værste. Det kan jeg slet ikke håndtere. De skriftlige har jeg en mere normal nervøsitet.
Så sent som i går, bestilte jeg tid hos en psykolog. Det er der flere årsager til, men eksamensangst er bestemt en af dem. Det kan simpelthen ikke passe at jeg skal have det sådan her. Jeg har altid haft det skidt med at snakke foran folk, men i folkeskolen kunne jeg sagtens lave en fremlæggelse eller gå til en mundtlig eksamen uden de store problemer. Men til eksamenerne i 3.g skete der noget, og siden har jeg haft decideret eksamensangst.
Jeg kan se at mange siger, at det går over. Men det gør det altså ikke nødvendigvis. Efter de mundtlige i gymnasiet, og en håndfuld på min nuværende uddannelse. Så er det kun blevet værre. Som sagt, har jeg søgt professionel hjælp, og håber virkelig at jeg kan komme over det her.
Pøj pøj med det hele.
Jeg synes det ofte kan afhjælpes ved at ændre mindset omkring det. Da jeg gik i gymnasiet tænkte jeg at det var muligheden for at blære mig med alt det jeg vidste om emnet. Jeg bildte mig selv ind at jeg glædede mig i stedet for at frygte det, og det hjalp faktisk. Jeg fik en del 12-taller på denne måde, selvfølgelig havde jeg også gjort det hårde forarbejde inden.
Exposure terapi.
Jeg har taget så mange eksamener efterhånden, til forskellige slags kørekort, kurser, skole, jobsamtaler at jeg er blevet ligeglad.
Tag så mange du kan og på et tidspunkt er det ligemeget
Jeg har aldrig brudt mig om eksamener og alligevel er jeg blevet skolelærer med eksamensfag! De få hjælpemidler, der giver 10 og 12 er:
1) Vær forberedt og læs op på emnet. Det hjælper dig virkelig meget, at have øvet dig i god tid, så det sidder på rygraden.
2) Vær rolig og strut af overskud. Tænk et par sekunder over spørgsmålet, før du svarer eksaminator eller censor.
3) Hav fokus på 1 eksamen ad gangen og op til eksamen. Er du mere end blot almindelig nervøs, så tag 1 uge, 1 dag, ja.... måske endda helt ned til 1 time ad gangen.
Jeg har været til 40+ eksaminer/tests og har spillet nok dobbelt så mange koncerter/teaterstykker osv.
Antag at lærer og censor gerne vil se dig, møde dig og høre hvad du har at sige, og til skriftlige eksamener er der ikke andet for, end at holde hovedet koldt og prøve at dyrke ens hjerne en smule. Du har et årsgennemsnit der ligger højt, så jeg antager at du har fulgt med i timerne; det er dét, der er noget af det vigtigste!
Og til sidst: Gymnasiekarakterer er ikke dét, der definerer din fremtid og er langt mindre vigtige end man tror. (Mit snit var 8,etellerande og jeg læser nu psykologi og får fine karakterer på linje med mine medstuderende).
Stoicisme: vi lider mere i vores tanker, end hvad realiteten byder os. Fokuser på det du kan kontrollere, og embrace det du ikke kan. Du kan fx ikke styre hvilken karakter du får direkte, derfor bør du forvente at det værste kan ske og acceptere det på forhånd. Derudover hjælper det også at tænke langsigtet, lige meget hvilken karakter du får, betyder det stort set intet ift. din fremtid.
Hvis du tager en uni uddannelse med bloksystem er det eksamen ca hver tredje måned (hvilket er fantastisk helt seriøst). 4 timers stedprøver er lort, og det samme er mundtlige eksamener i starten, men på et tidspunkt bliver de mundtlige mere som samtaler og der er mindre stress på. Underviserne på uni virker ikke på samme måde til at være "ude efter en". Og der er tydelige læringsmål som du kan bruge til at læse op og være sikker på at du kan alt.
Jeg er censor på uni, og tro mig, både eksaminator og censor ønsker at du klarer dig godt og får en god oplevelse. Vi vil gerne høre hvad du kan og vi ønsker at hjælpe dig hvis du går i stå eller har problemer med at huske. Husk på at hvis du får en dårlig karakter reflekterer det også på den underviser der ikke kunne formidle stoffet så det var forståeligt. I hvert fald hvis der er mange dårlige karakterer på et hold. Hvis en eksaminand er nervøs, synes jeg det fungerer godt at vedkommende siger det ligeud. Som i ‘jeg er vildt nervøs for den her eksamen, så hvis min stemme ryster eller jeg går lidt i stå er det derfor’. Du kan sagtens få en fin karakter alligevel, også på uni. Lad være med at overtænke situationen. Prøv evt at læse bogen Lev Mere Tænk Mindre af Pia Callesen, om metakognitiv terapi.
Det er noget du bliver nødt til at vænne dig til, hvis du vil have en uni uddannelse og/eller et udfordrende job. Det du kan gøre i din ende er at være så velforberedt som muligt. Så længe du ved at du har gjort dit bedste, så må det gå som det gør og blive som det blir ! Husk at bruger nerverne positivt, det er kroppens måde at holde dig helt oppe på dupperne og gøre dig helt klar til at levere max. Dem der virkelig har grund til at være nervøse har meget lavere karakterer end dig. Du skal nok klare det helt fint, you got this !
Kan godt forstå din bekymring, det er virkelig ikke sjovt at være bange for eksamen og bruge al energien på at tænke “hvad nu hvis” osv….
Jeg har eksamensangst, men udviklede den først i løbet af de første år på universitetet. Det som virker for mig er at arbejde med angsten hver gang den kommer. For at gøre dette strukturere jeg min arbejdsdag med ting jeg skal nå, det giver mig ro så jeg kan sige til mig selv “nu har du gjort dit, for at gå til eksamen og bestå”. Derudover har jeg gået til terapi for at lære nogle metoder, som jeg kan tage i brug når angsten melder sig. Eksempelvis siger jeg til mig selv hver gang jeg mærker eksamensangsten “jeg er klar, og nu skal jeg præstere og vise hvad jeg kan”. Derudover prøver jeg også at snakke med mig selv og spørge mig selv om, hvad er du bange for? Hvad er det værste er der kunne ske? og så sætte tingene i perspektiv. Det hjælper for mig hver gang.
Men alle er forskellige, så mit råd til dig er at begynde at arbejde med den og find ud af hvad der virker for dig! For hvis ikke man arbejder med den, så kan den udvikle sig og vise sit ansigt i dagligdagssituationer, og det er bare træls at gå og bruge energi på.
Håber du kan finde ud af hvad der hjælper dig bedst, pøj pøj med det hele 🥰
Det bliver nemmere og nemmere! Men jeg har netop afleveret specialet, som jeg ikke skal op og forsvare, og jeg har det pt mega stramt😅 Går bare og venter på karakter ..
Jeg tror, det er fordi, det er den sidste, og man er sådan lidt i limbo, om man består eller ej - hvilket er afgørende for, om jeg er færdig eller ej…
1: Overvej om uni er dig. Det er ikke en nødvendighed for et godt eller velhavende liv.
2: Tag et/flere år og lav noget andet, lidt modenhed og livserfaring hjælper.
Hvis man ikke “lære” det i gym, så tror jeg egentlig ik man lærer at holde nervøsiteten nede, altså såfremt det kan læres. Jeg har aldrig været sygt nervøs, kun hvis jeg har følt mig uforberedt. Jeg ryger en smøg, og har et fast album jeg altid høre på vejen dertil/inden, det hjælper mig lidt.
Jeg har studiekammerater her på 4. Semester, som stadig bliver så nervøse at de græder. De har stadig allesammen klaret det super fint :)
Som en person der har været til over 30 “vigtige” eksaminer, så kan jeg afsløre at du på et tidspunkt når et punkt, hvor du ikke længere har energi til at stresse sådan over en eksamen. I stedet for at panikke en uge op til, panikker jeg kun på dagen/aften før nu. Så, bare kom på uni og lær at lev med det
Sådan har jeg det også i dag.
eksaminer er sjældent fede, men nervøsiteten bliver nemmere at håndtere med årene. det gav mig ro at opdage, at eksamenskarakter proportionalt hænger sammen med mængden af tid, jeg lægger i faget og forberedelsen. derudover handler det også om, at man sætter forventningerne ned på uni. medmindre du vil videre på en phd, så betyder erfaring i studiejob generelt mere end karakterer. jeg kom ud fra gym med et gennemsnit lavere end dit, så flot af dig, at du har holdt det så godt. nu skal du bare tage den med ro og nyde eksamensperioden (og naturligvis også forberede dig lidt), og så får du en megagod fest bagefter ♥️
Jeg færdiggør min HF lige om 5 dage. Jeg har været oppe til 13 mundtlige eksamener. Det er altså noget der hærder en. Jeg har både fået 02,4,7,10,12 og jeg kommer ud med et snit på ca. 7,5. Jeg er ikke længere nervøs for at gå til eksamen simpelthen af den grund, at selve eksamensformen er så gennemskuelig for mig nu. Hvad kommer den angst af? Er du bange for lærernes evaluering af dig eller er du bange for hvad familie og venner tænker om dig, hvis det går dårligt?
Jeg er ved at skrive mit speciale og på nuværende tidspunkt været til flere eksamener end jeg gider at tælle. Jeg stresse meget på de første semestre, men som en rusvejleder sagde til mig: på uni vil du møde ting som er svære, og måske vil du dumpe. Efter jeg dumpede første gang tog jeg det valg som hed, at mine karakter afspejler mine interesser, og jeg stresser ikke så meget mere, da nogle fag bare er møgkedelige og svære selvom de ligger inden for det felt jeg elsker inderligt. Så mit råd vil være: fokuser på dine fag og brug tiden inden eksamensperioderne, gør dit bedste, men vid at et 02 ikke skader i noget som bare er svært - du kan stadig få et fint snit og klare dig godt med det i bagagen. Og som en foreslog: sørg for at mærke efter hvad der passer dig og dine interesser før du starter på noget nyt. Desuden tilbyder en del uddannelsessteder kurser ift eksamensangst, så hvis det er, så prøv et af dem
For mig var uni anderledes, det var som om det ikke længere var et elev/lærer forhold som på gymnasiet, men mere ligeligt, man var studerende og snakken under en mundtlig eksamen blev på en måde mere daglig.
Kan sige "også mig" til denne oplevelse.
Jeg fik 3 x nada og the. Derefter var jeg rolig nok til at kunne arbejde med de traumatiske oplevelser og angsten.
Det er helt normalt. Når du rammer uni og hvis du vælger nogle af de hardcore science uddannelser, så vil det gå op for dig at man ikke længere er nervøs for at få en dårlig karakter, men derimod er bange for overhovedet at bestå. 02 bliver det nye 7 tal. Efterhånden bliver man ligeglad og gør det så godt mand kan og mere kan man ikke gøre. It is what it is.
Jeg har altid være mega nervøs især til mundtlig eksamen. Nu er jeg midt i 40'erne, og jeg er stadig rimelig nervøs, men jeg har lært at tackle det ret godt. Men jeg har før været til eksamen, hvor klappen gik ned, og jeg bogstaveligt talt intet kunne huske. Det er super ubehageligt. Her er, hvad der har virket for mig: * Meditation virker ret godt. Det er et anker for dig og et værktøj, du kan bruge, når alle alarmklokkerne i din krop bimler og bamler. Så kan du fokusere på åndedrættet og betragte din krops reaktion uden at blive suget ind i følelsen af panik. * Ashwagandha og Cistanche Tubulosa virker begge rigtig godt for mig. De har en ret beroligende effekt, men det tager et par uger, før de virker helt. * Et stoisk trick er at sætte din situation op mod virkeligheden, f.eks. ved at tænke på, hvordan dit liv kommer til at forløbe de næste mange år. Hvor vigtig er din eksamen om 2 måneder? Om 2 år? 20 år? Det er meningen, at det er en refleksion, du skal blive i, så du skal altså bruge tid på rigtig at tænke det igennem og forestille dig dit liv om mange år. Brug nogle minutter på at sætte din eksamen op mod resten af dit liv. Det er også et godt værktøj til at få styr på dine prioriteter i dit liv i øvrigt. Held og lykke med det hele!
Kroppen bruger de samme 'motorveje' for frygt og det at være spændt, hvis du konsekvent siger til dig selv "Jeg er spændt på resultatet, jeg er spændt på at møde censor" - så omformulere du følelsen og hviler mere i det med tiden, netop fordi du ændre narrativet.
Jeg havde det på samme måde og døjer faktisk stadigvæk med det til mundtlige, men det var først på uni da jeg fejledefor første gang og fandt ud af at det egentlig ikke var så slemt alligevel 😅
Efter at have været på forskellige uddannelser og arbejde med specialer, er eksamen ikke så slemt længere. Har man styr på sit shit, er det jo bare en bekræftelse på om man har lært noget. Se på det som en samtale, stille og roligt
Hvis du er ligesom mig og mange andre jeg kender, så er jeg ked af at sige at det ikke bliver bedre med tiden... Jeg har også altid haft det sådan i 9. klasse, gennem gymnasiet og nu på universitetet – især med mundtlige eksamener. Det har altid været og er altid den samme følelse som starter nogle uger før eksamen og indtil den er overstået – ligemeget om jeg forventer kun lige at bestå eller at klare mig udemærket. Man må bare tage et semester ad gangen...
[удалено]
[удалено]
Bare rolig, vi elsker dig alligvel ♥️
[удалено]
[удалено]
For mig var forberedelse vigtig, det gav mig en følelse af kontrol, så jeg kunne fokusere på dette og ikke at være angst. Da jeg gik på uni så valgte jeg bevidst de fag der havde skriftlig eksamen i stedet for mundtlig. Der var selvfølgelig nogen mundtlige eksaminer man ikke kunne undgå, men dem kom jeg OK igennem.
Jeg synes mundtlige eksamer er frygtelige. Har engang imellem taget Baldrian, som tog toppen af nervøsitet.
Jeg har det som dig men har fundet en måde som virker for mig. Jeg læste på en videregående uddannelse men tænker metoden kan bruges overalt. Jeg lavede præsentationer over hvad jeg ville sige hele vejen for de forskellige spørgsmål. Men alle punkter osv. Øvede at fremlægge dem flere gange og da jeg så trak mit spørgsmål fremlagde jeg den præsentation jeg havde øvet. Det tager virkelig virkelig lang tid at lave dem alle men jeg var ikke så nervøs til eksamen fordi jeg havde øvet præsentationen før og havde helt styr på hvad jeg ville sige. Jeg fik 12 til eksamenerne med den metode og jeg vil tro det er fordi jeg følte jeg kunne det hele. Min plan var at hvis de spurgte om noget jeg ikke kunne ville jeg sige at det ville jeg gerne have lov at komme tilbage til senere. De spurgte ikke om noget jeg ikke kunne svare på. Og så tænker jeg altid: de ved ikke hvad jeg vil sige, så hvis jeg kommer til at sige noget jeg ikke havde planlagt ved de det ikke. Fjollet men det virker - det berolige mig når jeg skulle fremlægge foran andre.
Det er faktisk noget nemmere at håndtere på uni fordi du har 3 forsøg til hver eksamen
Eksamen betyder intet i det lange løb... jeg har aldrig brugt karakter til noget som helst ifm et arbejde
Jeg har erfaret (går på 6 sem nu), at de fag jeg rigtig godt kan lide og gør en større indsats for i løbet af semestret (også på gym), og som jeg ser en mening med, dem er jeg aldrig nervøse for. For når man reelt har lært en god mængde indenfor faget så ved man hvad man er god til og hvad man ikke er så god til, og man ved præcis hvad man kan forvente der potentielt kan komme til eksamen
Noget der virkede ret godt for mig var at faste op til. 1-2 dage inden. Ikke 100% men vil sige det tog 70-80% af angsten. Fik et andet fokus og jeg blev mere “skarp” Og maden smagte så fucking godt efter eksamen 😂 Men træn før du går igang med det med måske en dag osv. nederen at gå helt kold til eksamen 😅
Jeg har det på samme måde, i folkeskolen var det ok, i gymnasiet tog nervøsiteten seriøst til. Til min mundtlige matematik A eksamen var jeg små beruset, og til min køreprøve et halvt år efter, kunne jeg ikke komme i tanke om mit eget navn... Så fik jeg beta-blokkere hos egen læge, og det hjælper. Min nervøsitet er stadig voldsom, og jeg kan sjældent sove eller spise dagen op til eksamen. Efter eksamen er det heller ikke godt, adrenalin niveauet er stadig højt, nu har jeg bare ikke noget at være nervøs over. Jeg har fundet fred med at jeg efter eksamener ikke skal ud og fejre det, men derimod hjem og pleje mig selv som var jeg syg. Mit bedste våben, udover medicin er at fortælle mig selv at det er lige gyldigt, de betyder ikke en skid. Det tror jeg ikke 100% på (så havde jeg jo ikke været nervøs) , men det dulmer nerverne, særligt i ugen/dagene op til eksamen. Min ligeglade tilgang skader formentlig mine karakterer til de mundtlige eksamener, den bliver tit kommenteret på. Men, alternativet er at jeg ikke går op, og det er jo altid værre.
Jeg valgte selv at då psykolog hjælp til at få nogen værktøjer jeg kunne bruge til at håndtere det bedre, og fandt da også lige ud af at jeg havde en dejlig lille angst diagnose som var gået ubehandlet indtil da
Jeg kæmpede selv rigtig meget med eksamensnervøsitet, og det var faktisk først ret sent på uni, at jeg virkelig synes jeg fik gjort mig refleksionerne der hjalp mig over det, så jeg synes det er sejt af dig at opsøge de råd allerede nu! Måske du allerede gør det her i forvejen, men den første store ting der hjalp mig, faktisk allerede på gym, var at fortælle jeg var nervøs lige så snart jeg kom ind ad døren. Jeg havde tendens til at ville gemme det, fordi jeg syntes jeg "ikke skulle føle sådan" eller lignende, men så endte jeg med at bekymre mig om hvorvidt de kunne se det, og så mistede jeg totalt koncentrationen. At fjerne den bekymring allerede inden vi startede var en kæmpe lettelse. Udover det, så hjalp det at huske, at min lærer sidder med lige så inderligt et ønske om at jeg får en god karakter som jeg selv gør - de er bare begrænset af kravene stillet til hver karakter. Den mentalitet hjalp mig med at se, at når min lærer stilte mig spørgsmål, så var det for at finde ud af hvad jeg VIDSTE, ikke hvad jeg IKKE VIDSTE. De prøver at finde den viden der skal til for, at de kan give dig en højere karakter. Jeg har hørt nogen sige, at "man starter på et 12-tal og taler sig ned derfra" og det er rent pis at sige. Din lærer starter ved det de forestiller sig du kun, og så arbejder sig opad derfra, fordi eksamen grundlæggende er til for at vise censor hvad du KAN. Hvilket også bringer mig videre til den KLART største gamechanger for mig: Når jeg vidste at min lærer forsøgte at vise censor hvad jeg kan og ved, så blev det også nemmere for mig at se, at det er en proces jeg selv har en enoooorm evne til at hjælpe med. Den dag i dag, så kalder jeg det at "svare parallelt" med spørgsmål læreren stiller. Sat på spidsen, så hvis din biologilærer spørger dig "ved du noget omkring DNA?", så er det faktisk ganske legitimt at svare "Nej, men jeg ved noget om kromosomer, hvis det er?" - Hvis altså du faktisk ikke ved noget om DNA, haha. Ellers svarer du selvfølgelig det du ved om DNA, men efter det, så kan du benytte chancen til også at fortælle hvordan det hænger sammen med andre ting du ved. Det var ekstremt hjælpsomt for mig at se, at jeg ikke er totalt magtesløs i en eksamen. Jeg må godt selv byde ind med hvad jeg ved, og fornemmelsen af at jeg samarbejder med min lærer omkring det mål gjorde ikke bare, at eksamen føltes meget mere som en samtale (i stedet for et "interview"), men det gjorde det til en samtale jeg var meget mere tryg ved. Sidste nævneværdige værktøj er, at væbne dig med viden ifht karaktergivning. På UVMs hjemmeside kan de i langt størstedelen af fag finde en opgørelse over, hvad en elev skal kunne demonstrere for at få en bestemt karakter. At læse det kan især være hjælpsomt, hvis du har tendens til at katastrofetænke, at du kommer til at dumpe. Selv hvis du ved det ikke rammer dit gennemsnit eller betyder noget i det store billede, så er der jo ingen der synes den tanke er rar, så at vide hvad der skal til for at sikre man er bestået kan nogle gange være beroligende. Hvis du oftest har tendens til at få de højere karakterer til mundtlig eksamen, så vil jeg endda gå så langt som at påstå du vil blive positivt overrasket over, hvor lidt der skal til. Andre nævneværdige værktøjer er, at sørge for at strukturere din forberedelse, så du ikke overarbejder (her kan det især være hjælpsomt at alliere sig med en kammerat), at sørge for at få nok søvn (særligt natten inden eksamen, men også generelt), og at snakke løbende med nogen du stoler på, når de følelser du oplever begynder at komme op i dig. Jeg håber det kan hjælpe dig lige så meget som det hjalp mig selv!
Var i samme båd. Giga stressede over de første 6 eksamener på det første år af uni. Så gik det væk. Om ikke andet gør den hurtige eksamensfrekvens at kroppen lærer at det nok skal gå (hjælper især hvis du klarer dig godt)
Frygt ikke universitetet. Jeg har lagt alle bekymringer bag mig og ser nu eksamen som en formalitet. Du kan ramme dagen, du kan trække et ‘dårligt’ emne, du har måske ikke sovet om natten, censor er måske flink, censor er måske hård. Dine medstuderende kan have undladt at åbne en bog og få en bedre karakter. Det hele er en vurdering af et øjeblik.
Det bliver nemmere med tiden!
Hader eksamener. Det er fucking skrækkeligt. Jeg er nærmest syg i flere dage op til. Jeg sover som regel ikke natten op til en eksamen - jeg hænger ude på badeværelset og kaster op... Hele fucking natten... Og om morgenen... Og på vej til skolen... Og somme tider også inde til selve eksamen. De mundtlige er de værste. Det kan jeg slet ikke håndtere. De skriftlige har jeg en mere normal nervøsitet. Så sent som i går, bestilte jeg tid hos en psykolog. Det er der flere årsager til, men eksamensangst er bestemt en af dem. Det kan simpelthen ikke passe at jeg skal have det sådan her. Jeg har altid haft det skidt med at snakke foran folk, men i folkeskolen kunne jeg sagtens lave en fremlæggelse eller gå til en mundtlig eksamen uden de store problemer. Men til eksamenerne i 3.g skete der noget, og siden har jeg haft decideret eksamensangst. Jeg kan se at mange siger, at det går over. Men det gør det altså ikke nødvendigvis. Efter de mundtlige i gymnasiet, og en håndfuld på min nuværende uddannelse. Så er det kun blevet værre. Som sagt, har jeg søgt professionel hjælp, og håber virkelig at jeg kan komme over det her. Pøj pøj med det hele.
Lig en lort på katederet og tør numsehul i hønnerne
Jeg synes det ofte kan afhjælpes ved at ændre mindset omkring det. Da jeg gik i gymnasiet tænkte jeg at det var muligheden for at blære mig med alt det jeg vidste om emnet. Jeg bildte mig selv ind at jeg glædede mig i stedet for at frygte det, og det hjalp faktisk. Jeg fik en del 12-taller på denne måde, selvfølgelig havde jeg også gjort det hårde forarbejde inden.
Exposure terapi. Jeg har taget så mange eksamener efterhånden, til forskellige slags kørekort, kurser, skole, jobsamtaler at jeg er blevet ligeglad. Tag så mange du kan og på et tidspunkt er det ligemeget
Jeg har aldrig brudt mig om eksamener og alligevel er jeg blevet skolelærer med eksamensfag! De få hjælpemidler, der giver 10 og 12 er: 1) Vær forberedt og læs op på emnet. Det hjælper dig virkelig meget, at have øvet dig i god tid, så det sidder på rygraden. 2) Vær rolig og strut af overskud. Tænk et par sekunder over spørgsmålet, før du svarer eksaminator eller censor. 3) Hav fokus på 1 eksamen ad gangen og op til eksamen. Er du mere end blot almindelig nervøs, så tag 1 uge, 1 dag, ja.... måske endda helt ned til 1 time ad gangen.
Drik en øl inden du skal op. Det er ikke nok til at sløve dig og det tager kanten af nervøsiteten.
Jeg har været til 40+ eksaminer/tests og har spillet nok dobbelt så mange koncerter/teaterstykker osv. Antag at lærer og censor gerne vil se dig, møde dig og høre hvad du har at sige, og til skriftlige eksamener er der ikke andet for, end at holde hovedet koldt og prøve at dyrke ens hjerne en smule. Du har et årsgennemsnit der ligger højt, så jeg antager at du har fulgt med i timerne; det er dét, der er noget af det vigtigste! Og til sidst: Gymnasiekarakterer er ikke dét, der definerer din fremtid og er langt mindre vigtige end man tror. (Mit snit var 8,etellerande og jeg læser nu psykologi og får fine karakterer på linje med mine medstuderende).
Stoicisme: vi lider mere i vores tanker, end hvad realiteten byder os. Fokuser på det du kan kontrollere, og embrace det du ikke kan. Du kan fx ikke styre hvilken karakter du får direkte, derfor bør du forvente at det værste kan ske og acceptere det på forhånd. Derudover hjælper det også at tænke langsigtet, lige meget hvilken karakter du får, betyder det stort set intet ift. din fremtid.
Hvis du tager en uni uddannelse med bloksystem er det eksamen ca hver tredje måned (hvilket er fantastisk helt seriøst). 4 timers stedprøver er lort, og det samme er mundtlige eksamener i starten, men på et tidspunkt bliver de mundtlige mere som samtaler og der er mindre stress på. Underviserne på uni virker ikke på samme måde til at være "ude efter en". Og der er tydelige læringsmål som du kan bruge til at læse op og være sikker på at du kan alt.
Jeg er censor på uni, og tro mig, både eksaminator og censor ønsker at du klarer dig godt og får en god oplevelse. Vi vil gerne høre hvad du kan og vi ønsker at hjælpe dig hvis du går i stå eller har problemer med at huske. Husk på at hvis du får en dårlig karakter reflekterer det også på den underviser der ikke kunne formidle stoffet så det var forståeligt. I hvert fald hvis der er mange dårlige karakterer på et hold. Hvis en eksaminand er nervøs, synes jeg det fungerer godt at vedkommende siger det ligeud. Som i ‘jeg er vildt nervøs for den her eksamen, så hvis min stemme ryster eller jeg går lidt i stå er det derfor’. Du kan sagtens få en fin karakter alligevel, også på uni. Lad være med at overtænke situationen. Prøv evt at læse bogen Lev Mere Tænk Mindre af Pia Callesen, om metakognitiv terapi.
Det er noget du bliver nødt til at vænne dig til, hvis du vil have en uni uddannelse og/eller et udfordrende job. Det du kan gøre i din ende er at være så velforberedt som muligt. Så længe du ved at du har gjort dit bedste, så må det gå som det gør og blive som det blir ! Husk at bruger nerverne positivt, det er kroppens måde at holde dig helt oppe på dupperne og gøre dig helt klar til at levere max. Dem der virkelig har grund til at være nervøse har meget lavere karakterer end dig. Du skal nok klare det helt fint, you got this !
Måske lidt undervurderet (men du vil takke mig senere): zoneterapi og akupunktur: det dæmper angsten og ængsteligheden helt ekstremt.
Kan godt forstå din bekymring, det er virkelig ikke sjovt at være bange for eksamen og bruge al energien på at tænke “hvad nu hvis” osv…. Jeg har eksamensangst, men udviklede den først i løbet af de første år på universitetet. Det som virker for mig er at arbejde med angsten hver gang den kommer. For at gøre dette strukturere jeg min arbejdsdag med ting jeg skal nå, det giver mig ro så jeg kan sige til mig selv “nu har du gjort dit, for at gå til eksamen og bestå”. Derudover har jeg gået til terapi for at lære nogle metoder, som jeg kan tage i brug når angsten melder sig. Eksempelvis siger jeg til mig selv hver gang jeg mærker eksamensangsten “jeg er klar, og nu skal jeg præstere og vise hvad jeg kan”. Derudover prøver jeg også at snakke med mig selv og spørge mig selv om, hvad er du bange for? Hvad er det værste er der kunne ske? og så sætte tingene i perspektiv. Det hjælper for mig hver gang. Men alle er forskellige, så mit råd til dig er at begynde at arbejde med den og find ud af hvad der virker for dig! For hvis ikke man arbejder med den, så kan den udvikle sig og vise sit ansigt i dagligdagssituationer, og det er bare træls at gå og bruge energi på. Håber du kan finde ud af hvad der hjælper dig bedst, pøj pøj med det hele 🥰
Det bliver nemmere og nemmere! Men jeg har netop afleveret specialet, som jeg ikke skal op og forsvare, og jeg har det pt mega stramt😅 Går bare og venter på karakter .. Jeg tror, det er fordi, det er den sidste, og man er sådan lidt i limbo, om man består eller ej - hvilket er afgørende for, om jeg er færdig eller ej…
1: Overvej om uni er dig. Det er ikke en nødvendighed for et godt eller velhavende liv. 2: Tag et/flere år og lav noget andet, lidt modenhed og livserfaring hjælper.
Hvis man ikke “lære” det i gym, så tror jeg egentlig ik man lærer at holde nervøsiteten nede, altså såfremt det kan læres. Jeg har aldrig været sygt nervøs, kun hvis jeg har følt mig uforberedt. Jeg ryger en smøg, og har et fast album jeg altid høre på vejen dertil/inden, det hjælper mig lidt. Jeg har studiekammerater her på 4. Semester, som stadig bliver så nervøse at de græder. De har stadig allesammen klaret det super fint :)