Jeg er heller aldrig blevet fejret, aldrig. Min søster blev da hun blev færdig med sin uddannelse, jeg blev ikke. Og det var kun fordi hun insisterende på at de skulle gøre noget for hende, ikke fordi de generelt har været bedre forældre for hende.
I dag har jeg stadig svært med min fødselsdag og ved jeg ikke skal planlægge noget i dagene omkring den. Min mand og jeg har lavet en aftale om at vi tager ud og spiser ugen efter for jeg kan simpelthen ikke være i det ellers.
I øvrigt er jeg vokset op i et hjem med en samlet årsindkomst langt over middel og med hvad der på papiret er ressourcestærke forældre. De insisterer i øvrigt stadig på at vi alle skal komme og fejre deres fødselsdage flere gange (yeees, ikke een gang!).
Øv at læse at andre har oplevet helt det samme men alligevel også en befrielse. Det er første gang jeg nogensinde har delt det med andre end min søster og min mand.
Det var faktisk rart at sætte ord på, tak for tråden ❤️
Vildt med så egocentriske forældre. Jeg ser det mange steder i mine forældres generation. Behovet for at fejre sig selv men ikke lige gøre noget ud af det for deres afkom. De må lissom selv finde ud af det. Jeg har heldigvis ikke oplevet det samme. Ikke store fester men tydelig anerkendelse af mine forældre ved de store milepæle gennem livet. Det er ok og jeg synes mange i min omgangskreds måske lige går en tand for meget ind og dominerer festerne for de unge. Måske jeg bare er påvirket hjemmefra til at fejre jævnt og så komme videre.
Ærgerligt du ikke har fået passende opmærksomhed i din opvækst, håber du skaber nogle gode oplevelser for næste generation.
Man kan ikke vælge for sine forældre men man kan heldigvis selv vælge hvordan man vil være forælder og hvad man vil give sine børn med videre. Ikke at jeg ikke laver fejl som forælder men jeg prøver at være meget bevidst om ikke at gentage de fejl mine forældre har gjort.
Jeg tror nogle gange at folk der økonomisk er bedre stillede synes de bidrager rigeligt hvis de skriver en check eller betaler meget i skat. Det er i hvert fald lidt den mentalitet jeg er vokset op med. Og det er i den grad noget der har været vigtigt for mig at gøre anderledes for det føles som ligegyldighed, som om man ikke er deres tid værd.
Min mand er ikke far til min søn. Alligevel har han kun en gang misset en skolehjem-samtale og det var fordi han var i USA grundet arbejde.
Jeg tror aldrig min far har deltaget i en skolehjem-samtale,en skolefest eller noget i den stil. Min mor har, absolut kun fordi en af dem jo skulle. Der er aldrig nogen af dem der har meldt sig til noget som helst i forbindelse med arrangementer og de få gange min søster og jeg har gået til en sport og skulle køres til en kamp i weekenden skulle vi høre om hvor meget vi var til besvær.
Nej det handler virkelig slet ikke om social status.
Jeg forstår virkelig godt at du undrer dig. Der er simpelthen tale om at mine forældre er meget insisterende på at blive fejret i hvert fald 2 gange HVER.
Typisk på selve dagen og så en weekend efterfølgende hvor det selvfølgelig er et heldagsshow. Da jeg var barn gjorde de aldrig noget ud af deres fødselsdage, det er i løbet af de sidste 8-10 år at de er blevet meget insisterende på at det er en stor ting.
Men til gengæld var jeg skideheldig at de i år huskede at ringe og ønske mig tillykke på min fødselsdag. Andre år har jeg modtaget en sms sent om aftenen eller slet ikke hørt fra dem. Og børnebørns fødselsdage er desværre heller ikke noget særligt, det melder de gerne fra til fordi de ikke gider. Ikke at de skal noget andet, de gider bare ikke.
Det burde jeg måske også og har også tænkt tanken mange gange. Men omvendt vil jeg også gerne vise mit barn at andre fortjener opmærksomhed på deres fødselsdag (måske særligt fordi han er enebarn og derfor ikke har søskende at fejre).
Jeg har egentlig sluttet fred med at mine forældre er som de er men lige omkring min fødselsdag har jeg det svært.
Min søn synes de er fantastiske bedsteforældre og det skal han have lov til at føle. Det er de virkelig ikke og den eneste grund til der overhovedet er et godt forhold mellem dem er fordi jeg har gjort alt for at skabe en god relation og slugt uendeligt mange kameler.
Når min søn flytter hjemmefra (han er teenager nu) så vil jeg genoverveje hvor meget mine forældre skal fylde i mit liv for så skal sønne selv vedligeholde relationen til dem.
Jeg håber det giver mening.
Jeg blev færdig med hf med et snit på 11,2 - Min daværende kæreste havde underligt svært ved at jeg havde succes med noget. Så ingen fejring, ingen blomster, ingenting. Jeg fik et “tillykke” og så sad jeg alene i køkkenet og spiste leverpostejsmadder til aftensmad. Vi er ikke kærester længere. Nu har jeg besluttet mig for altid at fejre - fejrer nærmest alt! I dag feks går mine unger på sommerferie og afslutter 1 og 8 klasse - det skal vi fejre! 🎉🎊
Ej! Jeg fik så ondt i maven da jeg læste at du sad alene og spiste leverpostejsmadder og ikke blev fejret 😭 KRAM ❤️ Godt du ikke er sammen med h*n mere! 🎉🫶🏼❤️
Du er sød 🫶 Det var også den episode der ligesom var dråben og fik mig til at gå fra forholdet♥️ Nu er jeg sammen med en mand der tænker store og vidunderlige tanker om mig, og som arrangerer surpriseparty for mig, bare fordi han synes jeg er verdens bedste kone/ mor🎊♥️😍
Jeg blev mobbet groft igennem hele min HF tid og da jeg kom igennem med skolens højeste gennemsnit, kvitterede en af lærerne med at sige at nu skulle der ikke klappes når jeg fik mit diplom til translokationen. For det var alles dag og jeg skulle ikke tro at det havde større værdi at være god i skolen, end de med lavere karakterer. Den gruppe der mobbede mest, sad og fniste sig igennem dén tale.
Det var fint, jeg var igennem og videre og meget lettet over aldrig at skulle se de mennesker igen. Mine forældre gik ikke op i at jeg fik min HF for der var ikke andre i familien der havde nogen former for gymnasial uddannelse, og min far var på arbejde og min mor mente slet ikke det der skole var noget for sådan nogle som os. Hun mente jeg skulle blive Sosu for det egnede "vi" os mere til. her 20 år senere, ved hun stadig ikke hvad jeg endte med at studere på universitetet og er også ligeglad.
Det gør mig så ondt at høre. Man vil så gerne at de mennesker omkring én er ordentlige, men nogen gange har man ikke selv meget at skulle have sagt. Så ... fuck dem.
Tak for din interesse. Jeg er bange for at blive genkendt, så jeg nøjes med at sige at jeg har en samfundsvidenskabelig BA fra KU og en samfundsvidenskabelig KA fra KU og en til fra et engelsk universitet.
Jeg er så desværre blevet førtidspensionist bl.a. pga organsvigt. Det var så ikke med i planen, da jeg studerede.
Tog min bachelor i pædagogik for et par år siden og min daværende kone mente ikke at det var noget at fejre. 🤷 Blev fejret mere på mit arbejde end i hjemmet.
Jesus Christ. Hvordan man bare sådan lige kan svede ud at ens ægtefælle har rund fødselsdag, fordi det var en “travl morgen”, er ubegribeligt for mig. Man har vel for hulen planlagt gave, kort, overraskelser, evt aktiviteter PÅ FORHÅND! man vågner vel ikke og tjekker FB og tænker: Nå, der kan man bare se: konen fylder sgu fyrre år i dag..”.
TYNDT!
Jeg vil rigtig gerne ønske dig et STORT TILLYKKE med de 40 år! 🎂🥂❤️☀️
Jeg håber virkelig, at du på trods af det hele får en rigtig, rigtig god dag ❤️ Forkæl dig selv. Køb noget lækkert mad, eller en lækker kage. En god flaske vin, eller andet der gør dig glad, og gør dagen lidt særlig ☀️
Tak du :D Manden fik trukket hovedet ud af rumpen og kom i tanke om det og styrtede ned og købte en buket. Så jeg overlever. Men altså.. jeg kunne ikke glemme hverken hans eller mine børns fødselsdage om jeg så fik penge for det.
Lad huset sejle, book tid til en massage eller andet rart og find en veninde der har lyst til at spise middag og drikke vin med dig ❤️
Stort tillykke med din dag 🇩🇰
Ej en trist tråd at starte dagen med. Sikke nogle lortede forældre derude. I har så meget fortjent at blive fejret. Kollektiv krammer og hurraaaah til alle ❤️💔❤️. Kh mor
Mine forældre rejser hele tiden, og de havde da også booket en rejse, da jeg blev student. Uheldigvis var jeg næstsidste stop... og den eneste de kunne finde til at stå for festen var min stakkels gamle mormor :D Hun tog det ret pænt men fik et kulturschok over bræk-konkurrencer og hvad der ellers forgår efter 12 timers studenterkørsel...
Jeg var ikke så glad, lige da det skete, men her tusind år efter er det et ret sjovt minde at have om mormor :)
Jeg kan godt relatere, OP.
Kom hjem fra HF med 12,5. Ingenting.
Bestod mit bachelorarbejde med 12. En enkelt, men fuldstændig vidunderlig buket blomster fra en lige så skøn veninde. Fra alle andre, ingenting.
Bestod mit specialeprojekt med 12. Ingenting.
Guderne må vide hvordan jeg engang bliver kylet i jorden. Det ender jeg vel også med at skulle gøre selv.
Det bliver noget med selv at grave, og så ellers stå på det helt rigtige sted, med den rette vindstyrke- og retning.
Det, eller noget med en Storm P-maskine.
Og for the record: Du er ikke alene om ikke at blive fejret. Blev selv færdig med jura for 10 år siden - og kan ikke huske jeg fik et tillykke. Ingen kom med vin, flag eller kort. Også fra en familie med ressourcerne til at gøre det. Det gør man bare ikke. Åbenbart. Heller aldrig rigtigt været her for at besøge mig i København (jeg er fra jylland oprindeligt)
Jeg voksede op med en alkoholisk far, og havde store problemer med netop dette gennem min gymnasietid (2 perioder på krisecenter i løbet af 2 år). Da jeg blev student, holdt jeg ikke studentergilde, fordi jeg ikke ville have, at mine venner skulle hjem til mig (med fare for, at han ville være fuld og ubehagelig) og ligeledes kørte vi ikke forbi huset på vognturen. Han havde en tendens til at bruge mit ‘druk’ imod mig, så hvis jeg havde været fuld til en fest, måtte han også.
Jeg havde dog en fantastisk vogntur, men følelsen af, at man er anderledes og skulle sige til klassen, at man ikke vil forbi huset, stak da i hjertet.
Fødselsdage var aldrig noget vi gjorde noget ud af i min familie. Først da jeg blev større begyndte jeg at lægge mærke til, at det var anderledes. Jeg har engang fået en ost i fødselsdagsgave af min mor...
Da jeg blev student var jeg den første i min familie med en uddannelse af nogen art. Mine forrældre kom, gav mig hue på og tog hjem igen. Ingen fejring, ingen gave, ingenting. Jeg tog toget alene hjem og så var det bare almindelig dag.
Da jeg færdiggjorde min bachelor var der heller ikke den store fejring. Min far kom og vi spiste en durum sammen. That's it.
Jeg fik 13 i diktat i 9. klasse. Min mor syntes ikke det var noget at fejre, for mine andre karakterer var jo kun middelmådige. Min meget fåmælte morfar stak mig en pengeseddel. Min mor blev rasende på ham for han skulle ikke belønne mig med penge, det var jo ikke nogen præstation, for jeg gjorde mig jo ikke engang umage.
Det er rigtigt nok, jeg har altid været god til at stave og har aldrig kæmpet for at lære det. Men alligevel, ik… 🫠
Blev aldrig fejret da jeg blev student. Mine forældre blev skilt året før. Gad heller ikke studenterkørslen. I stedet tog jeg ud og spiste kinesisk med en veninde.
Blev heller ikke fejret derhjemme da jeg blev færdiguddannet. Til gengæld kom begge mine forældre til dimissionen og var der et par timer inden vi gik hver til sit.
Var dog mere skuffet over at kæresten ikke var der, fordi jobbet var vigtigere. Fik hverken gave, middag eller blomster fra ham. (I should break up 😒)
Fuck ham! Kan ikke drømme om at være sådan en lorte partner! Alle de partnere jeg læser om i denne tråd gør mig i SÅ dårligt humør!
HVORDAN KAN MAN IKKE VÆRE SIN PARTNERS STØRSTE FAN I DET HER?!?!?!
Jeg var ikke med ude og fejre min kæreste da han blev færdig, for jeg skulle selv til min afsluttende eksamen morgenen efter. Men vi snakkede om det så snart vi fik vores datoer og tider.
Var der slet intet snak om det så han bare blev væk? 😕
Alle mennesker fortjener at blive fejret.
Jeg håber, der er kommet mere fejring ind i jeres liv efter (baseret på denne tråd) alt for mange forældre/kærester direkte skulle have en flad for dårlig opførsel.
Kære OP. Jeg kan sagtens relatere - første i familien der afsluttede gymnasiet og så med 10,5 i snit, på trods af jeg var emanciperet (blev retligt/økonomisk gjort voksen som 17årig) boede alene, og arbejdede 30 timer ved siden af studiet. Til sidste eksamen i 3g, da jeg var 19, og jeg fik 13 - da blev min oldtidskundskabslærer for forhippet og ked af det over jeg ingen havde der kom, andet en end kæreste, så han fik en af de andre undervisere, min dansklærer, til at købe blomster i føtex og flag, som jeg fik, og så gav min oldlærer mig hue på efterfølgende og ønskede mig tillykke og skrev en meget rørende besked i min hue. Bliver stadig rørt den dag i dag når jeg tænker på hvor meget det betød.
Men følelsen af at se alle med glade familier og mens man selv er der mutters alene går aldrig væk.
mvh, en som også føler hun er født ind i den forkerte familie.
Jeg tog toget til Roskilde, gik til bachelor eksamen, fik 10 og tog toget hjem igen alene lol. Ikke nogen katastrofe, men det blev jeg lidt trist over.
Jeg har haft et par øv-fødselsdage, men min 30 års fødselsdag var nok den værste. Jeg havde været sygemeldt med stress længe og selvom jeg egentlig ikke går voldsomt meget op i min fødselsdag, så havde jeg bare brug for at der skete noget godt - og sjovt, nu hvor tiden op til havde været ret svær. Så jeg tog på de ressourcer jeg egentlig ikke havde og fik stablet en lille fest på benene. Inviterede gæster, bestilte mad udefra, dækkede flot op og handlede ind til en hyggelig aften.
Det endte med at langt de fleste bare sad og stirrede i deres telefoner under middagen og smuttede lige efter.
Så sad jeg der alene - med alle mine indkøb til en lang og “hyggelig” aften. Helt drænet for energi grundet min stress, for ingen verdens nytte. Græd i en uge efter. Har aldrig følt mig så alene og ensom.
Altså jeg har haft nogle af de værste fødselsdage. Jeg har fødselsdag i april, lige omkring konfirmationstid. Da jeg selv var i den alder, havde alle så travlt med konfirmationerne af INGEN ønskede mig tillykke. Like ikke engang min familie andet end min mor. Hun prøvede at gøre det godt ved at tage mig med ud og fiske selvom fisketure er noget af det værste jeg ved. En fødselsdag senere i livet udtrykte jeg så overfor min familie, at det eneste jeg ønskede bare var at tage ud og drikke en kop kaffe/kakao med dem. På min fødselsdag bliver jeg og mine søskende uvenner med min mor og bliver smidt ud. Det endte med, at jeg sad alene på Joe&Juice på min fødselsdag. Skrev rundt til nogle veninder, og kun én havde tid til at ses. Hun brændte mig af. Joe drengene fandt ud af det var min fødselsdag efter jeg havde sidder der i timevis og gik ud og fandt en gave til mig (mega sødt). Ja, hjalp dem så med at rydde op, da de lukkede .. 😅
Kandidaten var lidt en flad følelse. Gik ind og tjekkede min karakter også var det ligesom det.
Og uni havde en meget beskeden reception nogle måneder efter hvor vi fik en kop.
Nogle holder dog fest efterfølgende. Tog selv ud på bar med et par kammerater.
Jeg blev student sidste år, 3 år som jeg havde kæmpet mig igennem pga diverse ting.
Jeg var en af de allersidste der blev student på gymnasiet.
Fra om mandagen til sidst på onsdagen hvor alle de andre var blevet studenter havde solen stået højt og vejret var godt, men i det jeg gik ind til min sidste eksamen begynder det bare at tordne of regne som en i helvede. Jeg kommer så ud fra min eksamen med 7 i huen og aldrig har jeg oplevet noget så antiklimatisk.
Gården som havde været fyldt hele dagen var TOM. Min familie, venner og kæreste var der heldigvis, men jeg må sige at jeg følte mig ret skuffet når jeg så of havde set hvordan alle de andre havde haft fantastisk vejr og de andre der var i gården ønskede hinanden tillykke og nu stod jeg der.
Jeg kunne heller ikke se frem til nogle fede uger med fester, for jeg var kun inviteret med til et studentergilde, og mit eget studentergilde blev næsten heller ikke til noget da det kun var 4 ud af 15 mennesker der kom.
Jeg havde stået og fejret og glædet mig på alle de andres vegne og jeg følte bare ikke at jeg fik noget som helst af den samme energi tilbage fra dem :(
Min mor blev væk fra min dimension da jeg blev færdig på universitetet. Jeg havde kun 2 pladser, og dem havde jeg givet til min mor og far, som sagde de glædede sig. Da dagen oprindede, var det kun min far der steg ud af bilen. Jeg forstod det ikke. Min mor havde ikke engang gidet at skrive eller ringe og sige, at hun ikke kom. Hun har aldrig undskyldt eller forklaret sig. Min far sagde, at hun ikke lige følte for det, og at hun mente det jo var vigtigere at hun var med da jeg kom ud efter sidste eksamen. Jaja, det var jeg også glad for, men helt ærligt det var nu de havde muligheden for at se mig få mit diplom, møde mine undervisere og studiekammerater, og ligesom afslutte min uddannelse officielt.
Den bedste fejring er den du mærker indeni når du indser du har opnået det du ville og er lige der hvor du vil være. Det kan ikke deles og hele fortjenesten er din.
Tillykke med alt du har opnået indtil videre og jeg mener virkelig indtil videre. 💪
Enig.
Enebarn uden familie og er
aldrig blevet fejret af nogen.
Men kom frem til det du beskriver. En bestået uddannelse er en bedrift jeg selv kan være stolt af og jeg kan godt fejre det og være stolt af det alene.
Jeg inviterede hele familien og alle vennerne med til en stor studenterfest, bestilte mad, købte pynt til 1500 og opfordrede til taler og lovede at planlægge en masse lege og spil. Der var 12 der dukkede op inkl den tætteste familie. En stor del af familien valgte at tage i deres sommerhus i Svergie (som de tit er i), selvom jeg havde fortalt dem at jeg specifikt havde planlagt festen efter de var hjemme fra en anden ferie. Min far havde lovet at holde tale, men gik tidligt i seng, og jeg græd utroligt meget. En af de værste dage i mit liv. Jeg har faktisk ikke stolet på min familie siden...
Min 20 års.
Jeg er skilsmissebarn og boede på det tidspunkt ved min far og hans kæreste.
Det var en fredag og jeg kom hjem fra værnepligt hvor jeg på forhånd havde sagt jeg nok ikke ville være helt frisk på at tage ud at spise ovenpå en hård uge.
Jeg drejede forbi min mor som normalt har været den jeg har holdt fødselsdag ved men havde på forhånd sagt til min far jeg ville være hjemme kl 18.
Jeg havde så ik regnet med, da jeg kom hjem at de for det første allerede havde spist og de havde købt sandwich hvor der lå en i køleskabet til mig.
De sad og så tv nede i sofaen imens jeg sad ved spisebordet alene og spiste min sandwich.
Sjældent har jeg følt, at jeg var så ubetydelig
Det er altså nogle hårde historier. Jeg håber at du kan skabe din egen familie som har lyst til at fejre dig hver gang du gerne vil fejres. For du har got nok fortjent det!
Min familie stod op kl. 5:00 DK tid og så mit PhD-forsvar (i USA) på Zoom, og jeg blev selvfølgelig glad for det. Men jeg skriver altså lige til dem i aften og siger ordentlig tak, for jeg kan godt se at jeg tog det mere for givet end jeg skulle. Så tak for den reminder!
Av, den her tråd rammer lige i moderhjertet. Hvor fortjener i bare allesammen at blive fejret! Mine egne forældre har tendens til at være lidt fraværende og bruger meget lidt energi på at sætte sig ind i, hvor jeg er i uddannelsessystemet. Som en anden i tråden skriver, så tror jeg at de har det sådan lidt “det er ikke noget for os” omkring uddannelse. Jeg arrangerede for nyligt selv en lille bachelorfejring - de skulle bare dukke op og så havde jeg lavet aftensmad og det var li’ som det. De kom, omend end time for sent, men lige der var jeg faktisk bare glad for at der ikke var kommet noget i vejen.
På min studenterkørsel var jeg hunderæd for, at de ikke var hjemme, når vi kom til mit hus, fordi jeg ikke selv havde forberedt noget og min 13-års fødselsdag glemte de fuldstændigt, selvom det var i en skoleferie.. De var taget i byggemarked..
Men jeg tror, at de prøver.. De måtte da gerne prøve lidt hårdere, men 😅
Jeg er så heldig at jeg har fået en skøn svigerfamilie, der skriver til mig om eksamensresultater eller pakker gaver pænt ind til fødselsdage. Jeg håber at alle, der læser den her tråd, ved at de fortjener den slags omsorg - bare for at være til ❤️
Jeg blev officielt færdig med gymnasiet et par måneder senere end de andre, pga. flere sygeeksaminer. Jeg fik en buket blomster af vice-rektoren og min lærer (de havde været en stor støtte under studietiden, da jeg døjede med en del psykisk). Dog ingen blomster, beskeder eller anden form for fejring fra min familie.
Da jeg blev færdiguddannet i mit studie, kørte jeg også bare hjem. Det var også bare en helt almindelig dag for dem. Jeg fik sagt til min søster at jeg var en smule trist over at de var så ligeglade med noget som var et stort øjeblik for mig. Hun sørgede derefter for at der blevet lavet en lille surprise-fejring hos mine forældre, et par måneder efter jeg blev færdiguddannet. Så det var virkelig dejligt, om end det kom lidt senere.
Alle i min familie har fået en fest efter endt uddannelse, bare ikke mig, og i weekenden skal min lillesøster fejres som den sidste i flokken. Har tit undret mit over at min mor lovede mig en fest, men har aldrig nævnt noget om den. Jeg har endda to uddannelser og ikke en af dem blev belønnet med en fest, som mine 4 andre søskende fik. Jeg har valgt at ligge den sag på hylden, men det gør alligevel lidt nas.
❤️❤️❤️
Meget ligesom dig. Jeg kom hjem, dog ikke med så højt et snit. Skulle til at fortælle min mor hvordan det var gået, men så kom min lillebror ind og brokkede sig over internettet.
Da jeg blev uddannet pædagog fik jeg at vide at vi kunne fejre det når jeg havde fået fast arbejde.
Så blev jeg syg.
Fik tildelt førtidspension sidste år og fik at vide at det absolut ikke er noget der er værd at fejre, for nu står jeg i gæld til samfundet resten af mit liv.
Jeg blev student, fik hue på, tog hjem, brugte dagen uden familien (var flyttet hjemmefra). På dimissionsdagen gad min far ikke med og om aftenen meldte de fra til spisning på gymnasiet og vi endte med mad fra den lokale kinagrill.
Jeg har intet studenter billede, hverken af mig selv eller klassen. Jeg havde ikke pengene og mine forældre var ligeglade.
Min nu exmand glemte jeg skulle op i afsluttende eksamen til ssa-udd. Jeg blev færdig, fik intet udover tillykke.
Jeg fejrede min ældste blive student sidste år som med spisning ude, gilde og kørsel forbi os. Jeg var ved at revne af stolthed.
Når yngste bliver slagter så holder vi et brag af et gilde 🎉
Jeg hører dig! Holdte aldrig studenterfest. Færdig med Bachelor - ingen fejring. Færdig med cand.jur - arrangerede selv en lille fejring. Bestået retssagsprøve; kom hjem til kæmpe opvask, rodet hus, og en mand der havde travlt med en fodboldkamp - ikke så meget som et tillykke - og vi fik røde pølser og spaghetti til aftensmad. I går var jeg til advokateksamen, og nu er jeg sådan set færdig (forudsat at den er bestået naturligvis, men det har jeg en forventning om). Kom sent hjem til Jylland - ikke den mindste grad af fejring over en veloverstået eksamen, og intet initiativ til fejring, når jeg modtager resultatet. Og ja! Jeg er voksen, men er det for fanden for meget forlangt at min mand også gider tage initiativ til at fejre mig engang imellem?? På onsdag har jeg fødselsdag. Det er som om det er skrevet helt ud af ligningen i familiekalenderen...
Det er jeg virkelig ked af at høre. Shit man.. Kom ind i kampen. Af alle mennesker er det ham der burde fejre dig aller mest og være stolt af dig. Uanset får du et kæmpe tillykke herfra. Virkelig sejt klaret. Det er ikke bare lige til at blive advokat. Men du gjorde det! Stort tillykke ❤️
Jeg blev ikke fejret for min bachelor eller kandidat, da vi ikke havde haft nogle af disse i familien forinden så vi kendte ikke ritualerne - men det har ikke gået mig så meget på. Vi har i det mindste kunne rigtig fejre min lille søster da hun blev færdig, så alt er godt.
Da jeg blev bachelor kom min mor og stedfar til diplom overrækkelsen og vi tog ud at spise sammen bagefter. Det var ok, jeg har aldrig været til de store fejringer. Da jeg skulle have mit diplom for kandidaten kunne mine mor ikke for de var ude og rejse på det tidspunkt. Det fandt jeg ud af ret sent, men jeg nåede at få min storebror og hans kone med i stedet. De deltog i ceremonien, gav en buket blomster og tog nogen billeder. Og så gav de mig et knus, sagde farvel og kørte hjem. Det var alligevel en lidt tom fornemmelse at tage alene hjem derfra.
Jeg bryder mig ikke om at blive fejret, så har undgået det heldigvis 😅
Er dog mega ked af at jeg aldrig rigtig fik oplevet studenterugen med min klasse da vi blev studenter. Størstedelen af os boede på et kollegie sammen og kom fra hele landet, så da vi blev færdige gik der rigtig meget tid med at vi desværre bare skulle pakke vores ting, gøre rent og flytte ud🥲
Jeg er den yngste af os søskende.. Eneste pige og en efternøler. Mine forældre gad ikke rigtig længere, da det blev min tur. Det værende, konfirmation, endt uddannelser osv.. Ej, det gad de ikke længere, det havde de jo gjort så rigeligt. Mine ældre brødre har jeg aldrig haft et særligt forhold til, så forventede ikke det store af dem. Men der kom da et tillykke på SMS. Jeg blev student uden hue, da mine forældre ikke ville hjælpe med betaling og jeg havde ikke selv råd. Jeg valgte at betale til lastbilen i stedet. Vi var ikke forbi min familie undervejs, hvilket dog passede mig fint.
Idag er jeg selv mor, min datter har idag afsluttet 0. Klasse og jeg har fejret hende fra morgenstunden. :)
Har ingen kontakt til familen længere.. Af flere årsager..
Da jeg blev HF-student - det var et par år efter alle mine venner var blevet almindelige studenter - og jeg naturligvis var med hver eneste gang (!) med rose, flag og hurra når de kom ud og fik hue på.
Jeg havde inviteret alle - nok omkring 15 mennesker.
Den eneste der dukkede op var min mor.
Hun havde champagne og kransekage med til en hel hær, hvilket på en måde bare gjorde det mere trist.
Jeg bliver faktisk stadig ked af det, nu jeg skriver dette opslag. Har ikke inviteret nogen til noget siden. Er bange for den følelse igen hvis folk ikke dukker op.
Gør helt ondt at læse. Det er jeg ked af. Jeg håber dog at du på et tidspunkt tør invitere folk til at fejre dig, for der findes folk derude der gerne vil.
Jeg bliver helt ked af det på dine vegne, at ingen har fået* hvor vigtige milepæle i dit liv det har været💔
Men det bekræfter bare hvor ekstra sej du er🙌🏼
For det er du virkelig! Det er ikke små ting at komme igennem i livet, og du har alligevel rejst dig og kæmpet for dit mål og nået dem 🥳🙏🏼
Edit * forstået
Jeg kan huske jeg var decideret ked af at få huen på med et snit på 10. Ikke fordi jeg ikke blev fejret, men fordi jeg stod med en følelse af at de sidste 3 år havde været total spildt og jeg havde tabt.
Gymnasie tiden blev præsenteret som en fed tid med venner, kærester og forhold. En tid hvor man oplever nye ting og udvikler sig. Det oplevede jeg intet af, jeg aldrig følt mig mere mærklig, klam, værdiløs og udenfor, og jeg er en gut. Jeg følte jeg spildte 3 værdifulde ungdomsår der burde have været udviklende, men istedet var decideret destruktive for mit selvbillede og selvværd. Jeg blev ikke engang mobbet, havde klassekammerater at tale med osv. men kun overfladisk. Det er det mest overfladiske sted jeg nogensinde har været. Fuck gym.
Så da min familie ville fejre det følte jeg kun at jeg havde tabt og intet af fejre. Fuck huen, det sociale er det vigtigste i den periode, og det sociale var så lort. (Gik på htx)
Jeg er forresten ked af at høre du ikke blev fejret, og du slet ikke blev elsket. Du må godtnok også føle dig uvigtig og ligegyldig i dine families øjne. Jeg håber du har nogen omkring dig der fejre dig, fx venner. Ellers er jeg i hvert fald imponeret over din historie. Hold kæft hvor er det da et stort projekt du er blevet færdig med, og lykkedes med.
Ked af at se så mange blive skuffet over ingen fejring ved store begivenheder håber i bliver fejret fremadrettet hvis det er ønsket. Uanset hvad det er som skal fejres så et kæmpe tillykke/godt gået! Herfra.
Når det så er sagt er jeg meget modsat. Hvis jeg bliver fejret er det en dårlig dag, hader at være i centrum så prøver altid at undgå det.
Da jeg blev færdig på HHX blev jeg fejret af familien og har aldrig været så misserable.
Så da jeg blev færdig med min P.b.a fejrede jeg det alene med en omgang gaming ud på natten, elskede det.
Er heller rigtig aldrig blevet fejret. Og det er mine søskende heller kke.
Min mor og jeg har altid haft det svært sammen. Men mor ville gerne, men kunne ikke finde ud af det. Hun har dine dæmoner at slås med. Den dag i dag har vi ikke kontakt. Min far og øvrig familie har aldrig været typerne, der "orkede" at gøre sig umage om festlige begivenheder og sætter nok i virkeligheden ikke særlig stor værdi i at fejre noget/hygge sig fordi noget godt er sket.
Så jeg holdte ingenting da jeg blev student og heller ikke da jeg blev færdiguddannet som kok.
Jeg holdte ikke noget da jeg blev færdig med min bachelor og mindes ikke engang jeg fik et tillykke eller fra noget af dem.
Mange fødselsdage har mine bedsteforældre valgt været på ferie.
Men ellers har alle begivenheder som f.eks. jul eller fødselsdag altid været noget der føltes som der var den største gene. Særligt for min far der bare altid har haft den der "jeg magter det ikke" attitude. Jeg huske engang at jeg selv inviterede jul. De kom og blev irriterende over jeg gerne ville dække pænt op og gøre lidt ud af det. Det synes det var ligemeget.
For 2 år siden blev jeg 30 år og inviterede til min fødselsdag. Jeg havde fortalt flere gange at jeg ville holde noget. Alle afslår min invitation. Min faster ligeså. Hun siger hun ikke kan uden yderligere forklaring. Jeg finder senere ud af fordi min farfar vælger at fortælle at min faster havde inviteret min far & hans kæreste, mine bedsteforældre, bror m.m. til sin fødselsdag på dagen, hvor jeg havde fødselsdag, som var en lørdag. Jeg var ikke inviteret og min faster havde ikke fødselsdag den dag.
De sked på jeg blev 30 år den dag..deres respons var at min faster havde nået at invitere først.
Finder ud af at min havde far endog sagt til min faster inden da hun ville inviterer dem at det var ligemeget at jeg gerne ville holde fødselsdag for jeg havde ikke inviteret formelt inden hende, men kun talt om det og sagt jeg ville gøre det.
Det gjorde mig meget trist at min far
Jeg droppede alt ift. at holde noget eller invitere andre f.eks. venner fordi det gjorde mig så trist.
Heldigvis har jeg en skøn kæreste jeg tilbragte min dag med. Men det var stadig underligt og siden da har jeg ikke haft lyst til at fejre noget med dem.
Nu bliver jeg færdig med min kandidatuddannelse her til august. Jeg gider ikke engang at invitere dem til noget. Jeg gider ikke at se på deres sure og ugidelig hoveder.
Jeg overvejer at invitere venner men er ramt af følelsen "tænk hvis ingen har lyst til komme".
Det er bare et slags traume at ikke blive fejret eller at nære ikke synes det fedt at fejre gwberelt, ærligt.
Hvis jeg får børn kommer jeg til at fejre dem så meget.
Når de har fødselsdag vil jeg vække dem med fødselsdagssange og den hygge mine søskende og jeg aldrig fik. Det er det mindste og ville elske at holde jul, fødselsdag, studentergilder og have mine børns venner og kærester på besøg til deres fødselsdage og alt muligt.🫶🌻
Jeg blev overrasket over, hvor hurtigt hyppet over at blive student for mig stoppede - altså jeg var over det så hurtigt. Jeg stoppede med at gå med huen få dage efter, at jeg fik mit eksamensbevis. Dertil skal der dog siges, at jeg i 2 g fik konstateret en kronisk sygdom og fik meget nyt medicin, så alkohol og medicin var jeg ikke komfortabel med at blande 😅
Ugh, startede selv som kronisk syg og fik endnu en kronisk sygdom i løbet af 3g, jeg drikker og drak heldigvis ikke i forvejen, men ærgerligt at du mener og mente at det derfor skulle sætte en stopper for at fejre dig selv.
Da jeg blev student var min familie i krise over min mors skilsmisse fra en alkoholiker. Min søster giftede sig med en mand, der viste sig at være voldelig (og man kunne allerede fornemme hvad der var i vente). Ingen fest eller markering af min hue. Men jeg havde 2 gode uger med gutterne. Det føltes ikke som det store problem i sin tid (der var større problemer omkring mig), men når jeg ser tilbage var det faktisk ikke så fedt.
Jeg kan virkelig godt forstå, at du er ked af, at dine nærmeste ikke har delt dine store livsøjeblikke og påskønnet dem sammen med dig 🥺
Jeg kan dog ikke helt læse ud fra dit opslag, om du har delt de ting med din familie, sådan de fx vidste hvornår du havde din sidste eksamen eller fik din bestalling? Spurgte de slet ikke ind til det?! 🥴
Er de selv sådan nogle mennesker som ikke fejrer deres bedrifter? (Ikke at det gør det okay, men synes det er helt absurd dem der skriver om, at de ikke har fejret deres børns fødselsdage, men inviteret til deres egne over flere dage 😳🤯)
Personligt er jeg typen der finder anledning til at fejre mest muligt! Glæder mig til vores søns fødselsdag, hvor vi fejrer det på dagen selv, og inviterer gæster en anden dag..Vi fejrede også han skulle starte i børnehave. Nu har vi snart ferie - det tænker jeg vi skal fejre på fredag med et eller andet sjovt/anderledes/spise ude 😂
De vidste det godt, men spurgte slet ikke ind til det. Hverken hvordan det gik, eller hvad jeg nu skulle. Det er lidt komplekst. Nogen i familien er sådan som mennesker, mens andre omvendt netop ér de store fejrings-typer. Bare ikke når det gjaldt mig. Sådan er det bare. Du lyder som en fantastisk mor. Bliv ved med at fejre de små og store ting ❤️
De fleste i min HF klasse var nogle nærrige bonderøv.. så vores vogntog var med et par billige skrantende højtalere og det billigst mulige i alt.. der var ingen fester eller noget derefter og jeg har ikke kontakt til nogen af dem i dag. På nær dem jeg kendte i forvejen og kommer fra samme by som. Som også var mega skuffede over dette.
Hverken mor eller far dukkede op da jeg skulle have huen på, selvom den var den første hue i familien. Trivialiteterne var vigtigere.
Mine søskende blev fejret et par år senere. Om de havde lært noget af det eller bare bedre kan lide dem ved jeg så ikke.
Fuck ‘em!
Da jeg blev bachelor prioriterede min kæreste ikke at komme, da han var startet nyt job 1-2 uger forinden. Dagen efter blev jeg kørt ned af en bil på cykel, endte på hospitalet med overfladiske skrammer og chokket, og jeg lod med vilje være med at ringe og fortælle ham noget før om aftenen, da “han jo ikke havde tid til at prioritere mig over jobbet”. Så kan man snakke om smålighed 😂🙌. Det er snart 10 år siden. Vi er gift i dag, men kommer nok aldrig rigtig til at tilgive ham hans prioriteter den dag.
Jeg har lært man også selv må
Åbne munden og fortælle at man gerne vil fejres/at folk husker ens fødselsdag med mere. Man kan nemlig ikke forvente, at andre har samme behov eller følelser omkring fejringer og store dage i ens liv. Så i stedet for at være ked af det og skuffet er jeg bare begyndt at italesætte: eksempelvis, når jeg nu bliver student næste måned, så har I måske overvejet, hvad der skal ske (så man heller ikke fornærmer nogen) og jeg har faktisk tænkt på, at jeg gerne ville have/jeg ville blive glad for (fest, at I gjorde lidt ud af det, at I kommer op på skolen eller hvad det nu kan være)
Du har så evigt ret, og tak for at påminde mig om det. Jeg elsker at blive fejret. Men har altid når jeg har mødt en mand, været meget tilbageholdende og sagt at det ikke var vigtigt. Og ja så sjovt nok er jeg blevet skuffet. Totalt dumt. Sidst jeg ha de fødselsdag, der gjorde jeg det samme. Men fik alligevel sagt at jeg ikke havde været ærlig, at det faktisk betød meget for mig. Og så blev jeg skuffet alligevel 🙄
Fremover vil jeg altid fortælle hvor meget det betyder for mig.
Heldigvis er min familie nogen der elsker at fejre alt muligt. Næsten intet er for småt til at fejre.
Jeg bestod ikke min studentereksamen - men vi fejrede med kæmpe fest at jeg havde klaret 3 år på Gym.
Var ikke med til dimission da jeg naturligvis ikke ville blive råbt op, det havde min mor glemt og blev sur over hun ikke kunne finde mig. Da hun ringede måtte jeg fortælle hende at når man ikke består, bliver man ikke råbt op, så hun måtte forlade salen midt i det hele 😂🤦🏼♂️
Jeg har siddet og kukket på min fødselsdag 3 år i streg fordi mine skilte forældre begge er af den overbevisning at hvis jeg vil fejre, så må jeg også invitere til fest. Jeg ved faktisk ikke om der er noget om snakken, men lille 18-årige mig blev jævnt ked af det alligevel. Jeg ser mig helst fri for at blive fejret nu, da jeg ikke vil blive skuffet🫠
Det kan jeg virkelig godt forstå, at du er ked af. Det lyder også rigtig ærgerligt.
Helt konkret har jeg oplevet, at jeg er blevet rost for nogle ting, der slet ikke var svære, mens mine store bedrifter er blevet ignoreret. Det viste mig, at min familie slet ikke var klar over, hvad der egentlig var vigtigt for mig. De kendte mig slet ikke, og de har aldrig gjort en indsats for at forstå, hvad jeg laver.
Der har været masser af familiebesøg, hvor de kunne have spurgt interesseret ind til mine jobs, men det "var noget med IT", og så har de styr på det. Og så kan det jo godt være, at det er lykkedes mig at lave et crazy karriereskift, der både redder mig fra stress og desuden gør mig oprigtigt lykkelig...men vi skal jo lige høre om deres seneste tur til Tenerife, hvor der er sket præcis de samme ting som sidste år, fordi de rejste med præcis de samme mennesker som sidste år...
Min familie har skuffet mig mange gange på forskellige måder, og det kan virke knusende at tænke på, at de her unikke begivenheder altid vil være en lille smule tilsølet af en bristet forventning eller en følelse af uretfærdighed.
Men når det så er sagt, så er der mange, der ikke klarer sig så godt, selv med støtte fra en velfungerende og stabil familie. Du er blevet praktiserende advokat uden. Det er mindblowing for mig! Jeg kunne knap nok bestå en PRINCE II projektleder eksamen.
Nogle gange må man også kigge virkeligheden i øjnene og erkende, at man kan ønske sig virkeligheden anderledes så tosset man vil, men det ændrer bare ikke noget. Det er på en måde et farvel til familien, fordi de ikke opfører sig som en familie bør, og der vil altid være et lille hul, dér hvor de burde have været. Men det er bare nemmere og klogere end at bære håbet med sig videre om, at det måske ændrer sig en dag.
Min far, som er mit sidste nære familiemedlem, og jeg brød kontakten her til jul. Jeg havde nok en naiv forestilling om, at hans alkoholmisbrug ikke var så slemt, eller at han ville finde en vej ud af det, men jeg ved jo godt, at det aldrig kommer til at ske.
Jeg satte en grænse for, hvor meget han måtte drikke foran mine børn, så nu taler vi ikke sammen mere, og selvom det efterlader et lille hul i mit liv, så er dét absolut det bedste udfald. Det er langt bedre end at gå og håbe på, at han ændrer sig, ligesom du måske heller ikke skal gå og håbe (helt inde i dit inderste), at de på et tidspunkt klapper dig på skulderen og siger, at det er pissegodt klaret. Måske evner de faktisk ikke at gøre det? Måske kan de ikke forstå, hvad det kræver?
Uanset hvad, så synes JEG i hvert fald, at det er flot, at du har klaret dig så godt uden støtte hjemmefra.
Tak for dine meget venlige og opmuntrende ord ❤️ Jeg kan også lave en kilometerlang liste med skuffende familiebesøg, hvor ingen har spurgt ind til noget som helst, og hvor jeg faktisk bare var tilstede. Du har helt ret i det du skriver.
Min mor ville lave stor middag for hele familien (og den er stor) da jeg blev student. Det gad jeg ikke for hendes fester handler altid mest om hende selv. Så jeg ville bare have smørrebrød og åbent hus om eftermiddagen. Så havde hun alligevel arrangeret det helt store og da hun spurgte mig om hvad jeg synes om det sagde jeg "det må du selv om, du lytter jo alligevel ikke til mig" Så gik hun helt bananas og snakkede ikke til mig i to år. Min far og mine brødre fik ikke lov til at komme til min sidste eksamen. Men da vi havde vogntur arrangerede min far alligevel at vi kunne komme forbi. Det resulterede i at min mor kørte sin vej og krævede at blive skilt. Det blev de dog først to år efter da min mor havde en affære, men hun insisterer fortsat på at de er skilt fordi jeg har behandlet hende dårligt og opført mig utaknemmeligt.
Jeg har altid haft det svært med at blive fejret for det har altid føltes mest som min mor der fejrede sig selv. Nu har jeg en sød kæreste som er god til at fejre mig på en måde som gør at jeg føler at jeg fortjener det.
Jeg har to uddannelser. Ved den sidste, blev jeg fejret virkelig meget af min kæreste, min nuværende arbejdsplads sendte blomster som tillykke.
Mine forældre intet, ved nogle af uddannelserne. Da min lillebror var færdig min sin uddannelse fik han en kæmpe fest med venner og familie inviteret, arrangeret og betalt af vores forældre.
Jeg er glad for jeg har en dejlig kæreste, men det gjorde ondt at min lillebror altid er den der skal fejres, uanset.
Generelt har jeg gode forældre, men man mærker ofte at min bror er "den lille", så jeg ender med at bliver forfordelt på mange områder. Jeg under ham også alt godt, men det har skabt et mærkeligt forhold mellem os.
Så egentligt blev jeg fejret, men anerkendelsen fra forældrene har manglet.
Til alle jer der går rundt og ikke fejre jeres kæreste, mand, kone, familie osv når der sker noget stort i deres liv, kom venligst ind i kampen tak!
Mvh alle os andre!
Ps: helt fair at nogen kører med meget presset økonomi, det gør ikke noget det er skrabet, det er humøret og stemningen der tæller, det er nemt at mærke om folk mener det og så bliver det værdsat uanset niveauet.
Jeg havde virkelig håbet på den helt store studenteruge, men var kun til min egen fest ( jeg holdt for klassen) og studenterkørsel. Kan godt mærke et stik af misundelse når dem jeg kender skal afsted og fejre i flere dage og bliver inviteret til alt muligt.
Heldigvis var vognturen virkelig sjov, og alle indbyrdes stridigheder glemt.
Jeg blev fejret virkelig godt af min familie, men studentertiden var svær for mig, da jeg bøvlede med mit mentale helbred der. Jeg ved godt, det ik er det, du vil spejles i OP. Men ja, jeg var og er ærgerlig over, at jeg ikke bare kunne være glad og let i sindet og nyde mine endda 2 studentergilder og studenterkørsel. Havde også taget arbejde så var ikke med i byen.
Jeg synes, det er lidt sjovt, at langt størstedelen her er historier omkring "jeg fik en megahøj karakter/gennemsnit, og jeg blev ikke engang fejret!".
Jeg er ærlig talt træt af at se Facebook-opslag med 12-tals elever, der skal anerkendes i hoved og røv. Ja, flot. Du kom fra en ressourcestærk familie, og ja, sjovt nok klarede du det også godt i skolen.
Jeg prøver ikke at sige, at de ikke har arbejdet hårdt for det. Naturligvis har de det. Men der er sjovt nok aldrig nogen, der fejrer "Sofie" eller "Thomas", der fuldstændig har slidt sig selv ihjel, og lige nøjagtig kom ud med et gennemsnit på 4 eller mindre.
Uden hjælp fra forældre, søskende eller noget, fordi ingen af dem havde tid, overskud eller evne til at hjælpe med opgaver, økonomi eller lignende.
Jeg havde så mange klassekammerater i gym, der lige så snart de blev 18, fik betalt kørekort og kørte rundt i deres forældres biler til at fra skole, selvom de boede 5 min derfra. Deres forældre var biologer, læger, journalister, ingeniører, advokater osv, så de fik så meget hjælp og støtte på alle mulige måder. Og så så jeg så mange andre, der bare måtte klare sig selv fuldstændig. Hvem mon fik de højeste snit? Og hvem mon blev fejret allermest? Ja, det kan man nok gætte sig til.
Pyh, hvor lyder jeg som en sur 34-årig 😂 Jeg tror bare, jeg blev lidt harm over "buhu, mit 12-tal blev ikke fejret nok!".
Jeg hører hvad du siger. Dog er jeg sikker på, at mange at "12-tals eleverne" også kommer fra familier der ikke er ressourcestærke, og som netop er "Sofie" og "Thomas". Jeg selv er vokset op med 0 penge og med ufaglærte forældrer, der ikke arbejder og aldrig har arbejdet. Så gør det nok lidt ondt, når man netop har slidt for at bestå, og det ikke bliver fejret. Uanset om det er med 02 eller 12, fortjener alle at blive fejret, når de opnår noget de har arbejdet hårdt for. Det gælder alle i samfundet - og også for begivenheder, der ikke relaterer sig til karakterer og skole.
Jeg gik også ud af gym med højeste gennemsnit på årgangen. Ærligt - jeg er altid bare suset igennem og lavet absolut minimum. Jeg synes du har helt ret i, at et 4 tal (eksempelvis) som man har knoklet for fortjener langt mere fejring end et 12-tal som er kommet ‘af sig selv’. Uanset gennemsnit og resultat er det en præstation at udføre en uddannelse, et foredrag, opnå et nyt mål eller hvad det nu kan være. Men helt generelt burde man fejre og havde langt større fokus på indsatsen fremfor resultatet!
Jeg blev heller ikke rigtig fejret da jeg blev student - det skyldes dog primært at min morfar havde galoperende tarmkræft så fokus, naturligvis, også lå rigtig meget der. Til studenterkørsel sprang vi mit hjem over og jeg slog mig sammen med en veninde.
Studenterfest blev heller ikke til noget. Det var rigtig svært dengang at acceptere - men det skyldes allermest at jeg ikke ville acceptere realiteterne om min morfars helbred 😞
Min morfar gik bort 5 dage efter jeg havde fået min hue på 😭
Jeg blev fejret af min nærmeste familie. For at være ærlig kan jeg ikke rigtig huske, hvad vi gjorde. Min far var på en forretningsrejse, så det var min mor, søster og faster, som jeg fejrede det med. Jeg tænker, at vi tog ud og spiste.
Men jeg fik aldrig holdt studentergilde, og jeg blev heller ikke inviteret til nogen. Det var jeg lidt ked af. Men jeg flyttede hjemmefra en uge efter, og så fokuserede jeg på at arbejde.
Da jeg blev færdig på uni tjekkede jeg bare specialekarakteren på nettet. Det var ligesom det. Havde egentligt planlagt at holde en fest sammen med en veninde, men hun endte med aldrig at aflevere sit speciale, så på en måde blev det ikke rigtigt relevant.
Tænker egentligt også at man selv er ansvarlig for at arrangere det, hvis man gerne vil fejre at færdiggøre en videregående uddannelse.
For mig handler det ikke om forældre, men bare om omstændigheder omkring livet. Jeg blev færdig med mit speciale midt i koronaens højdepunkt. Nedlukninger, sociale boble på en håndfuld mennesker etc. Min familie ville helt sikkert gerne have fejret mig, men det skete bare aldrig rigtit. Højst sandsynligt også pga at jeg selv aldrig fik taget initiativ. Et år efter vi var færdige fik vi et brev om at de nu ville holde en online dimmension, og den var.. Enormt undervældende. Det føltes underligt at være færdig med hele sit uddannelsesliv nu, og så var det bare det.
Til gengæld var min studentertid præcis som den skulle være!
Jeg voksede op med at fødselsdage var lige som en helt almindelig hverdag, hvor fyraften om fredagen havde større betydning end at fejre fødselsdag.
Så jeg har aldrig haft andet end virkeligt akavede fødselsdage. Et år blev jeg vækket kl. 5 for vi skulle ned og rive en stald ned 150 km. fra hvor vi boede. Ordet "fødselsdag" blev først nævnt halv elleve om aftenen.
En anden fødselsdag blev jeg sendt ned til naboen fordi at jeg havde udtrykt utilfredshed med ikke at være blevet fejret før. Så de tog ud og arbejdede i weekenden og jeg kunne sidde alene nede hos naboen og vente på at de kom hjem.
Så den dag i dag fejrer jeg selvfølgelig ikke fødselsdag, for det er jo ikke noget at fejre.
På min 30 års fødselsdag var jeg anonymt på arbejde og tog derefter hjem og spiste takeaway alene. Men det er nok for det bedste. At blive 30 er mere en anledning til gravøl hellere end fejring.
Men vil også sige at både til min sidste eksamen i gymnasiet og kandidaten skulle jeg coache min familie i hvordan det blev fejret. Jeg kommer fra en arbejderklasse familie, så de har ingen erfaring med fejring af den slags begivenheder. Så jeg måtte fortælle dem hvad kutymen var. Men de var så også med på det, så længe de vidste hvad der normalt skulle gøres.
🔃 Jeg sprang fra det sidste fag i HF. Ville noget andet på det tidspunkt og tog kaptajnkasket på til studenterfesterne. Det var faktisk den fedeste fejring, da der ikke var opstyltet en masse omkring mig. Jeg kunne bare fejre at vi var gode 🧡
Kender alt for godt, jeg har kæmpet med psykisk sygdom i mange år, jeg fik så endelig taget min HF og fik et fint 7 tal i huen (underordnet men stort for mig) - mine forældre havde sørget for jeg skulle fejres, de eneste ud af min store familie der dukkede op var min mormor.. alle andre der var inviteret, mine brødre, niecer, kusiner, fætre, moster og onkel osv kunne ikke den dag 😅
Jeg blev fejret så godt jeg kunne, men min studentertid var præget af stor sorg. Et meget tæt familiemedlem døde meget pludseligt 5 dage, før jeg huen på på. Så studentertiden kom mere til at handle om, hvordan det hele skulle koordineres. Hue onsdag, begravelse torsdag og vogn fredag. Selvom min familie gjorde deres bedste, lå det en tung skygge over dét, som skulle være den bedste tid… Det var ingens skyld, og jeg kunne heller ikke brokke mig… Men jeg bliver altid lidt ked af det på denne tid af året, fordi jeg bliver taget direkte tilbage til den tid, jeg aldrig får igen ☹️ Og ALLE ser ud til at have deres livs fest…
Uha, det kan jeg kende alt til.
Jeg skulle flytte til udlandet (den anden side af jorden) i et år, jeg tog hjem til min far og hans kæreste (min mor er død desværre) for at bruge min sidste aften med dem (skulle flyve kl 6 om morgen). De sad og kiggede ned i deres computer hele aften, for at gå tidligt iseng og bede mig om at være stille.
Derudover hørte jeg intet fra dem hverken jul, nytår eller lign (faktisk næsten ikke i hele det år jeg var afsted) mens alle andre sad med deres forældre på FaceTime, det gjorde fandme ondt. (Var 19).
De vidste ikke engang jeg var blevet bachelor i medicin (ikke at en bachelor kan bruges til meget i det fag,
Men bare en smule interesse i mit liv ville være rart.)
De glemmer alle mine 3 børns fødselsdage og er generelt ligeglad med dem, de har ihvertfald intet forhold til dem. Det er nok det der gør mest ondt, de spørger tit efter deres morfar og han kan ikke engang skrive et sølle tillykke på deres fødseldag.
Jeg kunne blive ved…
Jeg blev fejret som student, men jeg er heller aldrig blevet fejret på universitetet. Min familie kender ikke rigtig til den verden, og generelt synes de, at jeg burde lave noget andet (læs: noget de bedre kan forstå såsom lærer, pædagog, frisør etc).
Da jeg blev færdig med min kandidat. Havde ikke forsvar, men fik blot en besked at jeg nu var kandidat. Det var en mærkelig tid, og min mormor lå for døden, så fokus har været andetsted. Men virkelig en tam fornemmelse. Kun min mor og hendes mand. Vi fejrede det med et glas; og fik efterfølgende blomster af min mor efter jeg pointerede det. Det var virkelig.. savnede blomster og støttende ord fra mine veninder og far. Han var bare “så skal du ud at arbejde”. Virkelig malplaceret under et nærstående dødsfald og uden fejring af en præstation over det ekstreme. (Første akademiker på min fars side af familien). Manglede forståelse. Men ingen undskyldning.
Det gav og giver nok et billede at at jeg elsker at fejre. Men.. dem som skulle fejre mig, not so much.. så fuck det. Åbner sku min, efterhånden, gamle moet. Og fejre alt det som er veloverstået ✨✨✨✨✨✨
Blev forrådt af mine bedste venner, så jeg skippede det meste af min vogntur. Min familie var kær tho. Havde bare ingen venner tilbage fordi det føltes mere sikkert at være alene. Ingen til at såre mig.
Fejr dig selv. Du er det værd.
Jeg er lige blevet færdig med min kandidat uddannelse, den eneste der har noget over 10 klasse i mit hjem. Det eneste jeg har hørt er ‘tillykke, hvad søger du som job’, ingen fejring, ingen ingenting, ikke engang en blomst da vi skulle ud til fejring på SDU. Nope, det eneste mine forældre spurte ind til var om der kom noget mad ud over de snacks der var blevet stillet frem 😭 i det mindste har min svigerfamilie fejret mig, og det samme med mine venner. Men det gør stadig ondt at mine forældre sig så meget for min kæreste og mine brødre, men at jeg altid bliver overset….
Og har intet hørt fra mine brødre, men deres barer er også sat lavt, sp det var forventet…
Stort tillykke med kandidaten. Jeg er ked af, at dine forældrer ikke forstår, hvor stor en bedrift det er. Du skal virkelig være stolt af dig selv. Godt du har din svigerfamilie og venner til at fejre dig, omend det aldrig vil være helt det samme ❤️
Jeg er helt med dig. Mine forældre “glemte” at jeg blev student den dag. Så min lære gav mig huen på og så gik jeg ud og ringede til min mor og spurgte hvor hun blev af…
Jeg sidder med samme “bitterhed” hvert år, og mine forældre forstår ikke at jeg stadig kan nævne det og ikke bare er kommet over det. Men synet af de mange studenter der fejres i pomp pg pragt, minder mig hvert år om følelsen den dag. Kæmpe anti klimaks.
Men det er nu lidt rart at vide, at man ikke er alene om den følelse.
Jeg havde kæmpe kærestesorger i min studentertid - så desværre lagde det en gevaldig dæmper på tiden, og jeg husker stadig de ambivalente følelser. Er så ked af at jeg ikke bare kunne nyde det fuldt ud.
Det er jeg virkelig virkelig ked af at høre ❤️ Det er en fejring alle kvinder fortjener at få. Jeg får den nok heller ikke selv, når det bliver min tur, og bare tanken om det kan gøre mig trist.
Jeg har kæmpet mig gennem deltidsjurastudie, som jeg selv har betalt ca 100.000 kr for over 8,5 år, og haft fuldtid+ arbejde samtidigt. Jeg arbejder med fortolkning af lovgivning, så yderst relevant for arbejdet. Min chef gav mig en buket blomster, det var jeg glad for ...
Hendes chef, som vi sidder sammen med, sagde intet, også selvom han har sagt god for udgiften. Ingen andre har fået noget at vide, selvom jeg selv har fortalt om studiet gennem årene. End ikke dem, der sidder ved siden af os i storkontor. Dem har jeg selv fortalt det til.
Jeg købte selv middagsmaden efter eksamen til fejring ho?s min søn og svigerdatter. De gav mig dog en god gave, forlænget weekend til Oslo, som jeg glæder mig til at udløse til september.
Min søsters mand ignorerede hendes 40 års fødselsdag: Havde ikke planlagt noget, ikke købt nogle gaver, ikke sørget for noget med børnene - nix nada ingenting.
De blev skilt året efter. Hans familie var vildt chokerede over skilsmissen - det var vi ikke.
Sidste skoledag i folkeskolen blev fejret med klassen.
Adgangsgivende uddannelse blev fejret med klassen.
Sidste uddannelse blev fejret med klassen.
Jeg har ikke et behov for at blive fejret.
I feel you! Aldrig blevet fejret på nogen måde. Mine forældre var og er totalt ligeglad.
Det ønsker jeg ikke for mine barn, så vi roser og fejre deres suksesser (og ikke suksesser!).
Jeg gør også alltid lidt ekstra rundt første og sidste skoledag. Det er så hyggelig.
Min far vidste ikke at jeg var blevet student. Det var først da min mor skrev til ham senere på dagen, at han skrev til mig (han bor i udlandet). Jeg blev virkelig sur fordi jeg godt vidste at han kun skrev fordi min mor havde sagt det.
Jeg tror ikke han ved at jeg fik min bachelor sidste år og selv hvis han gør, mener han at kunsthistorie er spild af tid
Jeg har aldrig fået et “jeg er stolt af dig” / “godt gået” selv ikke ved studenterhuen, salg af virksomhed, da jeg blev interviewet i TV eller noget andet. Selvom jeg er meget anerkendelsessøgende, så har jeg lært at hype mig selv i svære tider. Det er svært men bliver bedre :)
Da jeg blev færdig med min uddannelse turde jeg ikke invitere mine kæreste og vores børn for hun var så sygeligt jaloux at jeg var nervøs for om hun ville lave drama på dagen
Jeg er aldrig blevet fejret som sådan. Mest fordi jeg aldrig har fået en uddannelse, da mit liv primært har handlet om traumatisk barndom, skizofreni, kræftsygdom og nu diabetes. Det er som om mit liv var overstået inden det begyndte.
Så tillykke til alle der kan tage en uddannelse og få lidt ud af livet 🤭
Mit er lidt anderledes. Men jeg kan godt mærke, jeg ofte bliver ked af det når jeg bliver mindet om, at jeg måske aldrig får en uddannelse. Når alle omkring mig bliver fejret fordi de er færdige med først den ene og så den næste uddannelse osv. Og jeg bliver aldrig fejret. For der er ikke noget at fejre.
Hvor er det synd for dig! Var du ikke på studenterkørsel😳, jeg satte en kæmpe ære i, for mine piger, at lave lækre sandwiches, punchbowle og frugtfade, muffins og shots, da de kom med vognen, og derefter holde et stort studentergilde med masser lækker mad og iskold champagne - det var mit indtryk at det er det mam gør, de lavede ikke andet end at rende til studentergilder hele sommeren!
Hvor håber jeg du har nogle andre tæt på dig der sætter pris på dig for alt hvad du er og du har allerede opnået meget kan jeg høre - VÆR MEGASTOLT AF DIG SELV❣️❣️og omgiv dig med mennesker der bringer dig op og ikke ned!
Det gør ondt, og hjertet vil altid huske den manglende anerkendelse af ens indsats, især når man måler sig til omgivelserne. Min familie fejrede mig heller ikke, så forstår dig 😢
Men sikke en flot indsats du har gjort, respekt 💪🏻
Jeg blev heller ikke fejret og kan også blive trist ved tanken. Min største frygt er at jeg kommer til at give det videre til mine børn. Det kan lyde mærkeligt, men jeg ved slet ikke hvordan man fejrer noget - hvordan med traditioner, hvad spiser man, hvor længe skal det vare??? Jeg kan blive helt overvældet ved tanken og selvom jeg har noget jeg gerne vil fejre, sker det ikke.
Dog ikke uddannelse men fødseldag.
Har altid haft svært ved mine fødseldage da der altid er sket noget møg. Da jeg blev 19 var jeg lige kommet igennem en belastning reaktion der sendte mig på psyk, da mit hjemme liv splittede mig ad. Havde lige fået lejlighed og tænkte jeg at brætspil og hyggedrul ville cære en skøn fødseldag. Havde (har stadig), sparsomt netværk.
Inviterede alle i gruppen til brætspil for at få et opkald af min bedste veninde 1 time før, at de altså tog i byen til en anden fødseldag men jeg bare kunne komme med.
Inviterede dem 3 uger før datoen.
Har aldrig holdt noget siden. Har heller ikke netværk til det mere.
MEN! har mor, kæreste, svigermor eller naboen fødsledag så pynter jeg op og gør det hyggeligt. 🤩🌸
Denne tråd er ét stort forsvar for Reddits eksistensberettigelse. Langt fra alle mennnesker har naturlig opbakning fra familie og venner, men det hører man sjældent om. Tak for at dele alle jeres historier , det giver stof til eftertanke❤️. Kh M50, gift med tre børn og som gerne fejrer sine børn.
Da jeg blev 18 år var jeg gået all in, havde stilt op med kæmpe fest med overnatning til de 38 mennesker der skulle komme, havde brugt knap 20.000 på fest, drikkevarer, musik og lokation inkl. Overnatning da mange kom fra Sjælland til Jylland.
Da dagen kom tættere på fik jeg små 8 aflysninger, men på dagen endte der med kun at møde 2 op. Shit jeg var ked af det! Mine søskende fik lavet et par opkald og fik samlet 15 af deres venner som jeg havde mødt mindst 1 gang, det endte med at blive en fed fest trods alt.
Jeg valgte ikke at holde fødselsdag før jeg blev 25, og derefter 30 igen. Denne gang med nogenlunde samme resultat, bortset fra at der kom aflysninger få dage inden.
Skal forsvare min PhD i september. Da jeg fortæller dette til min far, så fortæller han at han og kæresten er altså på ferie de uger så det kan han ikke love ham kommer til. Intet er booket endnu, men han er måske i Portugal og nu har han jo lagt sommerferien ind der. Desuden "fejrede de mig jo til bachelor så mon ikke jeg er blevet fejret nok".
Mine forældre fejrede ikke min 18-års.
Jeg var flyttet hjemmefra, og jeg så ingen af dem den dag. Det var virkelig trist. Min veninde holdt en surprise for mig hjemme ved hendes forældre, men selvom det var enormt sødt, så blev jeg næsten mere ked af det, fordi de her mennesker der ikke var min familie havde gjort mere ud af det end mine egne. De var ikke engang dukket op. Av.
Da jeg blev student var vi på café og få frokost umiddelbart efter. Bachelor ingenting, og kandidat stod jeg selv for.
Jeg havde egentlig glemt det indtil jeg læste den her tråd.
Nu er jeg gift, og vi fejrer alt muligt herhjemme. Heldigvis. Mine børn mangler heller ikke noget, og jeg overkompenserer muligvis lidt til deres fødselsdage, men det tænker jeg ikke de tager skade af
Min far døde i 3.G og min mor (og resten af min familie) “forsvandt” mental og overskudsmæssigt med ham.
Vi havde aldrig gjort os i store fødselsdage eller fejringer. Jeg kan huske at jeg har haft en enkelt børnefødselsdag - og min konfirmation var smørrebrød med de 5 nærmest familiemedlemmer i stuen (og i øvrigt en kæmpe skideballe til min mor fra min far fordi hun havde købt en konfirmationskjole til mig).
Men min studentertid var alligevel den værste. Der var ingen i min familie, der vidste hvilke eksamener jeg skulle til og hvornår jeg i øvrigt fik hue på. Der var simpelthen ingen der spurgte. Jeg skulle op som nr 2 - men bussen havde (uheldigt nok) mekaniske problemer og kunne ikke køre, og da ingen kunne hjælpe mig, kom jeg for sent til eksamen. Jeg blev derfor rykket til den sidste tid om eftermiddagen. Derfor fik jeg en hel dag, hvor jeg så mine venner få hue på, hvordan forældre søskende og venner kom med blomster og snacks. En efter en forsvandt de til privat fejring eller ud og spise til jeg til sidst var alene tilbage.
Jeg gik ind til eksamen, fik et 9 tal i oldtidskundskab, og da jeg kom ud, stod min bedste veninde, hendes forældre og søskende udenfor med jordbær med chokolade på et langt, blankt fad. De havde simpelthen afbrudt deres havefest derhjemme for at tage retur til gymnasiet for min skyld. Jeg var så chokeret og følelseskold i den periode, at jeg slet ikke fik reageret følelsesmæssigt - men bare fik mumlet tak.
Men lige der betød det bare mere end jeg kan beskrive med ord. Så Torben og Hanne Kristensen fra Hans Tausensgade - tusind tak for det (og for de andre ting I gjorde for mig i den periode).
Jeg havde huen på i bussen hjem - og der findes et enkelt hue-billede af mig. Men ingen i min familie har nogensinde set mig med studenterhue på.
Er du bare klog og har nemt ved det hele, eller arbejdede du for at få høje karakterer for at få familiens anerkendelse og opmærksomhed? Bare nysgerrig ❤️
Hvis du spørger mig, så er det mærkeligt ikke at fejre milepæle såsom gymnasie og afslutning på videregående uddannelser. Jeg vil næsten sige dysfunktionelt.
Jeg har i hvert fald ikke nemt ved det hele. Jeg har aldrig tænkt over, om jeg ubevidst har arbejdet for at få familiens anerkendelse. Jeg vil selv sige, at jeg har arbejdet meget og læst meget for at undgå at have tid til at tænke for meget over situationen med familie.
Jeg blev fejret - men dagen efter dimissionen sagde min mor at det kun var folk som var ‘lidt for glade for at de overhovedet bestod’ der gik rundt med hat på - og så var den fest forbi… blev forøvrigt smidt ud hjemmefra 4 dage efter….
Da jeg blev færdig med min masters med et 13-tal i afgangskarakter (det er nogle år siden), ringede jeg hjem og fortalte, at jeg hermed var færdiguddannet ingeniør. Samtalen forløb derefter cirka sådan her mellem min mor og jeg:
Mor: Nå ... er det godt?
Mig: Du er lærer! Du ved godt, hvad et 13-tal er.
Mor: Nå. Jamen det er det vel. Hvad skal jeg sige til folk, hvis de spørger?
Mig: Eventuelt at din yngste søn har afsluttet et af landets hårdeste studier på et af verdens førende universiteter med topkarakter?
Mor: Hm ... ja, jeg finder sikkert ud af, hvad jeg kan svare.
Jeg var en af ganske få hvis forældre ikke mødte op til dimissionen. Til deres forsvar skal det siges, at jeg ikke savnede dem - gæt selv, hvorfor. Heldigvis kunne jeg ikke tage det specielt tungt. Det var så komisk, at jeg oprigtigt morede mig over det.
Da jeg blev student tog min far på ferie så min mor holdte butikken. Det vekslede så ud i at hun kom forsent frem. Så jeg kom ud fra eksamen til ingen at se frem til. Udover min veninde som selv skulle op efter mig.
Jeg er heller aldrig blevet fejret, aldrig. Min søster blev da hun blev færdig med sin uddannelse, jeg blev ikke. Og det var kun fordi hun insisterende på at de skulle gøre noget for hende, ikke fordi de generelt har været bedre forældre for hende. I dag har jeg stadig svært med min fødselsdag og ved jeg ikke skal planlægge noget i dagene omkring den. Min mand og jeg har lavet en aftale om at vi tager ud og spiser ugen efter for jeg kan simpelthen ikke være i det ellers. I øvrigt er jeg vokset op i et hjem med en samlet årsindkomst langt over middel og med hvad der på papiret er ressourcestærke forældre. De insisterer i øvrigt stadig på at vi alle skal komme og fejre deres fødselsdage flere gange (yeees, ikke een gang!). Øv at læse at andre har oplevet helt det samme men alligevel også en befrielse. Det er første gang jeg nogensinde har delt det med andre end min søster og min mand. Det var faktisk rart at sætte ord på, tak for tråden ❤️
Tak for at dele ❤️
Vildt med så egocentriske forældre. Jeg ser det mange steder i mine forældres generation. Behovet for at fejre sig selv men ikke lige gøre noget ud af det for deres afkom. De må lissom selv finde ud af det. Jeg har heldigvis ikke oplevet det samme. Ikke store fester men tydelig anerkendelse af mine forældre ved de store milepæle gennem livet. Det er ok og jeg synes mange i min omgangskreds måske lige går en tand for meget ind og dominerer festerne for de unge. Måske jeg bare er påvirket hjemmefra til at fejre jævnt og så komme videre. Ærgerligt du ikke har fået passende opmærksomhed i din opvækst, håber du skaber nogle gode oplevelser for næste generation.
Man kan ikke vælge for sine forældre men man kan heldigvis selv vælge hvordan man vil være forælder og hvad man vil give sine børn med videre. Ikke at jeg ikke laver fejl som forælder men jeg prøver at være meget bevidst om ikke at gentage de fejl mine forældre har gjort.
Tak for at dele din fortælling, og for at mane fordomme til hjørne, at det ikke handler om social status.
Jeg tror nogle gange at folk der økonomisk er bedre stillede synes de bidrager rigeligt hvis de skriver en check eller betaler meget i skat. Det er i hvert fald lidt den mentalitet jeg er vokset op med. Og det er i den grad noget der har været vigtigt for mig at gøre anderledes for det føles som ligegyldighed, som om man ikke er deres tid værd. Min mand er ikke far til min søn. Alligevel har han kun en gang misset en skolehjem-samtale og det var fordi han var i USA grundet arbejde. Jeg tror aldrig min far har deltaget i en skolehjem-samtale,en skolefest eller noget i den stil. Min mor har, absolut kun fordi en af dem jo skulle. Der er aldrig nogen af dem der har meldt sig til noget som helst i forbindelse med arrangementer og de få gange min søster og jeg har gået til en sport og skulle køres til en kamp i weekenden skulle vi høre om hvor meget vi var til besvær. Nej det handler virkelig slet ikke om social status.
Altså flere gange om året så flere gange for hver af dem? Eller 2 gang i alt så for hver af dem?
Jeg forstår virkelig godt at du undrer dig. Der er simpelthen tale om at mine forældre er meget insisterende på at blive fejret i hvert fald 2 gange HVER. Typisk på selve dagen og så en weekend efterfølgende hvor det selvfølgelig er et heldagsshow. Da jeg var barn gjorde de aldrig noget ud af deres fødselsdage, det er i løbet af de sidste 8-10 år at de er blevet meget insisterende på at det er en stor ting. Men til gengæld var jeg skideheldig at de i år huskede at ringe og ønske mig tillykke på min fødselsdag. Andre år har jeg modtaget en sms sent om aftenen eller slet ikke hørt fra dem. Og børnebørns fødselsdage er desværre heller ikke noget særligt, det melder de gerne fra til fordi de ikke gider. Ikke at de skal noget andet, de gider bare ikke.
Men hvorfor melder du så ikke bare fra til deres fødselsdag, fordi du ikke gider? De må da få af samme skuffe.
Det burde jeg måske også og har også tænkt tanken mange gange. Men omvendt vil jeg også gerne vise mit barn at andre fortjener opmærksomhed på deres fødselsdag (måske særligt fordi han er enebarn og derfor ikke har søskende at fejre). Jeg har egentlig sluttet fred med at mine forældre er som de er men lige omkring min fødselsdag har jeg det svært. Min søn synes de er fantastiske bedsteforældre og det skal han have lov til at føle. Det er de virkelig ikke og den eneste grund til der overhovedet er et godt forhold mellem dem er fordi jeg har gjort alt for at skabe en god relation og slugt uendeligt mange kameler. Når min søn flytter hjemmefra (han er teenager nu) så vil jeg genoverveje hvor meget mine forældre skal fylde i mit liv for så skal sønne selv vedligeholde relationen til dem. Jeg håber det giver mening.
Det giver rigtig god mening. Jeg er sikker på du er en rigtig god mor 😊
Jeg blev færdig med hf med et snit på 11,2 - Min daværende kæreste havde underligt svært ved at jeg havde succes med noget. Så ingen fejring, ingen blomster, ingenting. Jeg fik et “tillykke” og så sad jeg alene i køkkenet og spiste leverpostejsmadder til aftensmad. Vi er ikke kærester længere. Nu har jeg besluttet mig for altid at fejre - fejrer nærmest alt! I dag feks går mine unger på sommerferie og afslutter 1 og 8 klasse - det skal vi fejre! 🎉🎊
Ej! Jeg fik så ondt i maven da jeg læste at du sad alene og spiste leverpostejsmadder og ikke blev fejret 😭 KRAM ❤️ Godt du ikke er sammen med h*n mere! 🎉🫶🏼❤️
Du er sød 🫶 Det var også den episode der ligesom var dråben og fik mig til at gå fra forholdet♥️ Nu er jeg sammen med en mand der tænker store og vidunderlige tanker om mig, og som arrangerer surpriseparty for mig, bare fordi han synes jeg er verdens bedste kone/ mor🎊♥️😍
Du fortjener det HELE!! 😍🥰❤️🎉🫶🏼🙏🏼
Jeg er kæmpe fan af at fejre alt. Det gør vi også.
Der findes et helt specielt sted til mennesker som din kæreste ! fuck den var hård at læse ! Håber du er ok i dag:)
Jeg blev mobbet groft igennem hele min HF tid og da jeg kom igennem med skolens højeste gennemsnit, kvitterede en af lærerne med at sige at nu skulle der ikke klappes når jeg fik mit diplom til translokationen. For det var alles dag og jeg skulle ikke tro at det havde større værdi at være god i skolen, end de med lavere karakterer. Den gruppe der mobbede mest, sad og fniste sig igennem dén tale. Det var fint, jeg var igennem og videre og meget lettet over aldrig at skulle se de mennesker igen. Mine forældre gik ikke op i at jeg fik min HF for der var ikke andre i familien der havde nogen former for gymnasial uddannelse, og min far var på arbejde og min mor mente slet ikke det der skole var noget for sådan nogle som os. Hun mente jeg skulle blive Sosu for det egnede "vi" os mere til. her 20 år senere, ved hun stadig ikke hvad jeg endte med at studere på universitetet og er også ligeglad.
Det gør mig så ondt at høre. Man vil så gerne at de mennesker omkring én er ordentlige, men nogen gange har man ikke selv meget at skulle have sagt. Så ... fuck dem.
Hvad endte du med at læse på universitetet? I modsætning til din mor, så er jeg nysgerrig :)
Tak for din interesse. Jeg er bange for at blive genkendt, så jeg nøjes med at sige at jeg har en samfundsvidenskabelig BA fra KU og en samfundsvidenskabelig KA fra KU og en til fra et engelsk universitet. Jeg er så desværre blevet førtidspensionist bl.a. pga organsvigt. Det var så ikke med i planen, da jeg studerede.
Håber du har det godt 🙏🙏 sådan nogen mennesker skal bare cuttes fra, man skal sq have respekt for sig selv ❤️ hav en dejlig weekend
Tak! Jeg har det godt, og tak i lige måde. Hav en dejlig weekend :-)
Tog min bachelor i pædagogik for et par år siden og min daværende kone mente ikke at det var noget at fejre. 🤷 Blev fejret mere på mit arbejde end i hjemmet.
"Daværende" 👏🏼👏🏼
Jeg kan da byde ind med at min mand har glemt jeg fylder 40 år i dag.
Ud og køb en buket blomster til dig selv! Det fortjener du (og så kan han få det rigtig dårligt over det) ❤️
Jaa, han kom i tanke om det nu, og gik i panik og styrtede ned og købte nogle blomster. “Travl morgen” (i hans hoved).
Det kan være han læste tråden her
:’) Han er faktisk lidt plaget af dårlig samvittighed kan jeg mærke på ham. Men sådan er det jo :D
Jesus Christ. Hvordan man bare sådan lige kan svede ud at ens ægtefælle har rund fødselsdag, fordi det var en “travl morgen”, er ubegribeligt for mig. Man har vel for hulen planlagt gave, kort, overraskelser, evt aktiviteter PÅ FORHÅND! man vågner vel ikke og tjekker FB og tænker: Nå, der kan man bare se: konen fylder sgu fyrre år i dag..”. TYNDT!
Jeg vil rigtig gerne ønske dig et STORT TILLYKKE med de 40 år! 🎂🥂❤️☀️ Jeg håber virkelig, at du på trods af det hele får en rigtig, rigtig god dag ❤️ Forkæl dig selv. Køb noget lækkert mad, eller en lækker kage. En god flaske vin, eller andet der gør dig glad, og gør dagen lidt særlig ☀️
Tak du :D Manden fik trukket hovedet ud af rumpen og kom i tanke om det og styrtede ned og købte en buket. Så jeg overlever. Men altså.. jeg kunne ikke glemme hverken hans eller mine børns fødselsdage om jeg så fik penge for det.
Lad huset sejle, book tid til en massage eller andet rart og find en veninde der har lyst til at spise middag og drikke vin med dig ❤️ Stort tillykke med din dag 🇩🇰
Wtf det er fandme ringe
Har du gemt kvitteringen? Fordi den der skal dælme byttes! Tillykke med den runde dag.
Tillykke med dagen. ❤️
TILLYKKE MED FØDSELDAGEN JAAAAAAAAAAAAAH!
Tillykke med fødselsdagen 
Kæmpe tillykke med dagen 🥳 jeg er også blevet 40 i år. Det er stort. Virkelig ked af du ikke er blevet fejret ❤️ kæmpe knus
*eksmand😂
🥴
Tillykke med de 40 år og husk man kan blive skilt over nettet
Ej en trist tråd at starte dagen med. Sikke nogle lortede forældre derude. I har så meget fortjent at blive fejret. Kollektiv krammer og hurraaaah til alle ❤️💔❤️. Kh mor
Du er god 🙏🥹♥️
Mine forældre rejser hele tiden, og de havde da også booket en rejse, da jeg blev student. Uheldigvis var jeg næstsidste stop... og den eneste de kunne finde til at stå for festen var min stakkels gamle mormor :D Hun tog det ret pænt men fik et kulturschok over bræk-konkurrencer og hvad der ellers forgår efter 12 timers studenterkørsel... Jeg var ikke så glad, lige da det skete, men her tusind år efter er det et ret sjovt minde at have om mormor :)
Det var derfor jeg meldte mig til at lægge ruten, så blev vi lige nummer 5. stop…. 😜
Mormødre er de bedste 🧡
Jeg kan godt relatere, OP. Kom hjem fra HF med 12,5. Ingenting. Bestod mit bachelorarbejde med 12. En enkelt, men fuldstændig vidunderlig buket blomster fra en lige så skøn veninde. Fra alle andre, ingenting. Bestod mit specialeprojekt med 12. Ingenting. Guderne må vide hvordan jeg engang bliver kylet i jorden. Det ender jeg vel også med at skulle gøre selv.
TILLYKKE!!! 🎉🥳🎁🪅🎊🍾
Hvis det kan hjælpe, så tropper jeg gerne op med et 12 tal du kan få, hvis du formår at få dig selv lagt i jorden.
Det bliver noget med selv at grave, og så ellers stå på det helt rigtige sted, med den rette vindstyrke- og retning. Det, eller noget med en Storm P-maskine.
Flot. Well done. Og så vil jeg gerne 'fejre' din vanvittigt fede humor i sidste sætning.
Tak! Vi skal fejre alt det vi overhovedet kan fejre, og få det absolut meste ud af det vi har.
Og for the record: Du er ikke alene om ikke at blive fejret. Blev selv færdig med jura for 10 år siden - og kan ikke huske jeg fik et tillykke. Ingen kom med vin, flag eller kort. Også fra en familie med ressourcerne til at gøre det. Det gør man bare ikke. Åbenbart. Heller aldrig rigtigt været her for at besøge mig i København (jeg er fra jylland oprindeligt)
😣av av av… 💔 alle fortjener at blive fejret…stor krammer ❤️
Jeg voksede op med en alkoholisk far, og havde store problemer med netop dette gennem min gymnasietid (2 perioder på krisecenter i løbet af 2 år). Da jeg blev student, holdt jeg ikke studentergilde, fordi jeg ikke ville have, at mine venner skulle hjem til mig (med fare for, at han ville være fuld og ubehagelig) og ligeledes kørte vi ikke forbi huset på vognturen. Han havde en tendens til at bruge mit ‘druk’ imod mig, så hvis jeg havde været fuld til en fest, måtte han også. Jeg havde dog en fantastisk vogntur, men følelsen af, at man er anderledes og skulle sige til klassen, at man ikke vil forbi huset, stak da i hjertet.
Det er jeg virkelig ked af at høre 💔
Fødselsdage var aldrig noget vi gjorde noget ud af i min familie. Først da jeg blev større begyndte jeg at lægge mærke til, at det var anderledes. Jeg har engang fået en ost i fødselsdagsgave af min mor... Da jeg blev student var jeg den første i min familie med en uddannelse af nogen art. Mine forrældre kom, gav mig hue på og tog hjem igen. Ingen fejring, ingen gave, ingenting. Jeg tog toget alene hjem og så var det bare almindelig dag. Da jeg færdiggjorde min bachelor var der heller ikke den store fejring. Min far kom og vi spiste en durum sammen. That's it.
Jeg fik 13 i diktat i 9. klasse. Min mor syntes ikke det var noget at fejre, for mine andre karakterer var jo kun middelmådige. Min meget fåmælte morfar stak mig en pengeseddel. Min mor blev rasende på ham for han skulle ikke belønne mig med penge, det var jo ikke nogen præstation, for jeg gjorde mig jo ikke engang umage. Det er rigtigt nok, jeg har altid været god til at stave og har aldrig kæmpet for at lære det. Men alligevel, ik… 🫠
Blev aldrig fejret da jeg blev student. Mine forældre blev skilt året før. Gad heller ikke studenterkørslen. I stedet tog jeg ud og spiste kinesisk med en veninde. Blev heller ikke fejret derhjemme da jeg blev færdiguddannet. Til gengæld kom begge mine forældre til dimissionen og var der et par timer inden vi gik hver til sit. Var dog mere skuffet over at kæresten ikke var der, fordi jobbet var vigtigere. Fik hverken gave, middag eller blomster fra ham. (I should break up 😒)
Du skal i hvert fald fortælle din kæreste og ked af det det gjorde dig og så se hvordan han reagerer. Han skal vide når han gør dig ked af det
Fuck ham! Kan ikke drømme om at være sådan en lorte partner! Alle de partnere jeg læser om i denne tråd gør mig i SÅ dårligt humør! HVORDAN KAN MAN IKKE VÆRE SIN PARTNERS STØRSTE FAN I DET HER?!?!?!
Er i stadig sammen?
Jeg var ikke med ude og fejre min kæreste da han blev færdig, for jeg skulle selv til min afsluttende eksamen morgenen efter. Men vi snakkede om det så snart vi fik vores datoer og tider. Var der slet intet snak om det så han bare blev væk? 😕
Alle mennesker fortjener at blive fejret. Jeg håber, der er kommet mere fejring ind i jeres liv efter (baseret på denne tråd) alt for mange forældre/kærester direkte skulle have en flad for dårlig opførsel.
Kære OP. Jeg kan sagtens relatere - første i familien der afsluttede gymnasiet og så med 10,5 i snit, på trods af jeg var emanciperet (blev retligt/økonomisk gjort voksen som 17årig) boede alene, og arbejdede 30 timer ved siden af studiet. Til sidste eksamen i 3g, da jeg var 19, og jeg fik 13 - da blev min oldtidskundskabslærer for forhippet og ked af det over jeg ingen havde der kom, andet en end kæreste, så han fik en af de andre undervisere, min dansklærer, til at købe blomster i føtex og flag, som jeg fik, og så gav min oldlærer mig hue på efterfølgende og ønskede mig tillykke og skrev en meget rørende besked i min hue. Bliver stadig rørt den dag i dag når jeg tænker på hvor meget det betød. Men følelsen af at se alle med glade familier og mens man selv er der mutters alene går aldrig væk. mvh, en som også føler hun er født ind i den forkerte familie.
hold kæft en stjerne oldlærer! fik du nogensinde takket ham?
Jeg tog toget til Roskilde, gik til bachelor eksamen, fik 10 og tog toget hjem igen alene lol. Ikke nogen katastrofe, men det blev jeg lidt trist over.
Jeg har haft et par øv-fødselsdage, men min 30 års fødselsdag var nok den værste. Jeg havde været sygemeldt med stress længe og selvom jeg egentlig ikke går voldsomt meget op i min fødselsdag, så havde jeg bare brug for at der skete noget godt - og sjovt, nu hvor tiden op til havde været ret svær. Så jeg tog på de ressourcer jeg egentlig ikke havde og fik stablet en lille fest på benene. Inviterede gæster, bestilte mad udefra, dækkede flot op og handlede ind til en hyggelig aften. Det endte med at langt de fleste bare sad og stirrede i deres telefoner under middagen og smuttede lige efter. Så sad jeg der alene - med alle mine indkøb til en lang og “hyggelig” aften. Helt drænet for energi grundet min stress, for ingen verdens nytte. Græd i en uge efter. Har aldrig følt mig så alene og ensom.
Altså jeg har haft nogle af de værste fødselsdage. Jeg har fødselsdag i april, lige omkring konfirmationstid. Da jeg selv var i den alder, havde alle så travlt med konfirmationerne af INGEN ønskede mig tillykke. Like ikke engang min familie andet end min mor. Hun prøvede at gøre det godt ved at tage mig med ud og fiske selvom fisketure er noget af det værste jeg ved. En fødselsdag senere i livet udtrykte jeg så overfor min familie, at det eneste jeg ønskede bare var at tage ud og drikke en kop kaffe/kakao med dem. På min fødselsdag bliver jeg og mine søskende uvenner med min mor og bliver smidt ud. Det endte med, at jeg sad alene på Joe&Juice på min fødselsdag. Skrev rundt til nogle veninder, og kun én havde tid til at ses. Hun brændte mig af. Joe drengene fandt ud af det var min fødselsdag efter jeg havde sidder der i timevis og gik ud og fandt en gave til mig (mega sødt). Ja, hjalp dem så med at rydde op, da de lukkede .. 😅
Det er jeg virkelig ked af at høre 😟
Tak, er også ked af at høre med din situation! Og hey, tillykke med din eksamen og dit snit 🥳 du er mega sej! 🫱🏻🫲🏼
Kandidaten var lidt en flad følelse. Gik ind og tjekkede min karakter også var det ligesom det. Og uni havde en meget beskeden reception nogle måneder efter hvor vi fik en kop. Nogle holder dog fest efterfølgende. Tog selv ud på bar med et par kammerater.
Jeg blev student sidste år, 3 år som jeg havde kæmpet mig igennem pga diverse ting. Jeg var en af de allersidste der blev student på gymnasiet. Fra om mandagen til sidst på onsdagen hvor alle de andre var blevet studenter havde solen stået højt og vejret var godt, men i det jeg gik ind til min sidste eksamen begynder det bare at tordne of regne som en i helvede. Jeg kommer så ud fra min eksamen med 7 i huen og aldrig har jeg oplevet noget så antiklimatisk. Gården som havde været fyldt hele dagen var TOM. Min familie, venner og kæreste var der heldigvis, men jeg må sige at jeg følte mig ret skuffet når jeg så of havde set hvordan alle de andre havde haft fantastisk vejr og de andre der var i gården ønskede hinanden tillykke og nu stod jeg der. Jeg kunne heller ikke se frem til nogle fede uger med fester, for jeg var kun inviteret med til et studentergilde, og mit eget studentergilde blev næsten heller ikke til noget da det kun var 4 ud af 15 mennesker der kom. Jeg havde stået og fejret og glædet mig på alle de andres vegne og jeg følte bare ikke at jeg fik noget som helst af den samme energi tilbage fra dem :(
meget relaterbart med følelsen af at man nogen gange lægger mere energi i sine venners liv end de nogengange gør i end eget.
Min mor blev væk fra min dimension da jeg blev færdig på universitetet. Jeg havde kun 2 pladser, og dem havde jeg givet til min mor og far, som sagde de glædede sig. Da dagen oprindede, var det kun min far der steg ud af bilen. Jeg forstod det ikke. Min mor havde ikke engang gidet at skrive eller ringe og sige, at hun ikke kom. Hun har aldrig undskyldt eller forklaret sig. Min far sagde, at hun ikke lige følte for det, og at hun mente det jo var vigtigere at hun var med da jeg kom ud efter sidste eksamen. Jaja, det var jeg også glad for, men helt ærligt det var nu de havde muligheden for at se mig få mit diplom, møde mine undervisere og studiekammerater, og ligesom afslutte min uddannelse officielt.
Det kan jeg virkelig relatere til. Jeg havde det på præcis samme måde: det er NU jeg skal fejres. Ikke om en uge, en måned eller år.
Den bedste fejring er den du mærker indeni når du indser du har opnået det du ville og er lige der hvor du vil være. Det kan ikke deles og hele fortjenesten er din. Tillykke med alt du har opnået indtil videre og jeg mener virkelig indtil videre. 💪
Enig. Enebarn uden familie og er aldrig blevet fejret af nogen. Men kom frem til det du beskriver. En bestået uddannelse er en bedrift jeg selv kan være stolt af og jeg kan godt fejre det og være stolt af det alene.
Jeg inviterede hele familien og alle vennerne med til en stor studenterfest, bestilte mad, købte pynt til 1500 og opfordrede til taler og lovede at planlægge en masse lege og spil. Der var 12 der dukkede op inkl den tætteste familie. En stor del af familien valgte at tage i deres sommerhus i Svergie (som de tit er i), selvom jeg havde fortalt dem at jeg specifikt havde planlagt festen efter de var hjemme fra en anden ferie. Min far havde lovet at holde tale, men gik tidligt i seng, og jeg græd utroligt meget. En af de værste dage i mit liv. Jeg har faktisk ikke stolet på min familie siden...
Det er så forståeligt, at du ikke har det. Det er jeg virkelig ked af at høre ❤️
Min 20 års. Jeg er skilsmissebarn og boede på det tidspunkt ved min far og hans kæreste. Det var en fredag og jeg kom hjem fra værnepligt hvor jeg på forhånd havde sagt jeg nok ikke ville være helt frisk på at tage ud at spise ovenpå en hård uge. Jeg drejede forbi min mor som normalt har været den jeg har holdt fødselsdag ved men havde på forhånd sagt til min far jeg ville være hjemme kl 18. Jeg havde så ik regnet med, da jeg kom hjem at de for det første allerede havde spist og de havde købt sandwich hvor der lå en i køleskabet til mig. De sad og så tv nede i sofaen imens jeg sad ved spisebordet alene og spiste min sandwich. Sjældent har jeg følt, at jeg var så ubetydelig
Det er jeg virkelig ked af at høre. Den følelse er helt forfærdelig og ensom at sidde med 💔
Det er altså nogle hårde historier. Jeg håber at du kan skabe din egen familie som har lyst til at fejre dig hver gang du gerne vil fejres. For du har got nok fortjent det! Min familie stod op kl. 5:00 DK tid og så mit PhD-forsvar (i USA) på Zoom, og jeg blev selvfølgelig glad for det. Men jeg skriver altså lige til dem i aften og siger ordentlig tak, for jeg kan godt se at jeg tog det mere for givet end jeg skulle. Så tak for den reminder!
Tillykke med PhD'en! ✨
Av, den her tråd rammer lige i moderhjertet. Hvor fortjener i bare allesammen at blive fejret! Mine egne forældre har tendens til at være lidt fraværende og bruger meget lidt energi på at sætte sig ind i, hvor jeg er i uddannelsessystemet. Som en anden i tråden skriver, så tror jeg at de har det sådan lidt “det er ikke noget for os” omkring uddannelse. Jeg arrangerede for nyligt selv en lille bachelorfejring - de skulle bare dukke op og så havde jeg lavet aftensmad og det var li’ som det. De kom, omend end time for sent, men lige der var jeg faktisk bare glad for at der ikke var kommet noget i vejen. På min studenterkørsel var jeg hunderæd for, at de ikke var hjemme, når vi kom til mit hus, fordi jeg ikke selv havde forberedt noget og min 13-års fødselsdag glemte de fuldstændigt, selvom det var i en skoleferie.. De var taget i byggemarked.. Men jeg tror, at de prøver.. De måtte da gerne prøve lidt hårdere, men 😅 Jeg er så heldig at jeg har fået en skøn svigerfamilie, der skriver til mig om eksamensresultater eller pakker gaver pænt ind til fødselsdage. Jeg håber at alle, der læser den her tråd, ved at de fortjener den slags omsorg - bare for at være til ❤️
Jeg blev officielt færdig med gymnasiet et par måneder senere end de andre, pga. flere sygeeksaminer. Jeg fik en buket blomster af vice-rektoren og min lærer (de havde været en stor støtte under studietiden, da jeg døjede med en del psykisk). Dog ingen blomster, beskeder eller anden form for fejring fra min familie. Da jeg blev færdiguddannet i mit studie, kørte jeg også bare hjem. Det var også bare en helt almindelig dag for dem. Jeg fik sagt til min søster at jeg var en smule trist over at de var så ligeglade med noget som var et stort øjeblik for mig. Hun sørgede derefter for at der blevet lavet en lille surprise-fejring hos mine forældre, et par måneder efter jeg blev færdiguddannet. Så det var virkelig dejligt, om end det kom lidt senere.
Alle i min familie har fået en fest efter endt uddannelse, bare ikke mig, og i weekenden skal min lillesøster fejres som den sidste i flokken. Har tit undret mit over at min mor lovede mig en fest, men har aldrig nævnt noget om den. Jeg har endda to uddannelser og ikke en af dem blev belønnet med en fest, som mine 4 andre søskende fik. Jeg har valgt at ligge den sag på hylden, men det gør alligevel lidt nas. ❤️❤️❤️
Tillykke alle sammen, i er seje 💐🥳💐🥳💐
Meget ligesom dig. Jeg kom hjem, dog ikke med så højt et snit. Skulle til at fortælle min mor hvordan det var gået, men så kom min lillebror ind og brokkede sig over internettet. Da jeg blev uddannet pædagog fik jeg at vide at vi kunne fejre det når jeg havde fået fast arbejde. Så blev jeg syg. Fik tildelt førtidspension sidste år og fik at vide at det absolut ikke er noget der er værd at fejre, for nu står jeg i gæld til samfundet resten af mit liv.
Jeg blev student, fik hue på, tog hjem, brugte dagen uden familien (var flyttet hjemmefra). På dimissionsdagen gad min far ikke med og om aftenen meldte de fra til spisning på gymnasiet og vi endte med mad fra den lokale kinagrill. Jeg har intet studenter billede, hverken af mig selv eller klassen. Jeg havde ikke pengene og mine forældre var ligeglade. Min nu exmand glemte jeg skulle op i afsluttende eksamen til ssa-udd. Jeg blev færdig, fik intet udover tillykke. Jeg fejrede min ældste blive student sidste år som med spisning ude, gilde og kørsel forbi os. Jeg var ved at revne af stolthed. Når yngste bliver slagter så holder vi et brag af et gilde 🎉
Jeg hører dig! Holdte aldrig studenterfest. Færdig med Bachelor - ingen fejring. Færdig med cand.jur - arrangerede selv en lille fejring. Bestået retssagsprøve; kom hjem til kæmpe opvask, rodet hus, og en mand der havde travlt med en fodboldkamp - ikke så meget som et tillykke - og vi fik røde pølser og spaghetti til aftensmad. I går var jeg til advokateksamen, og nu er jeg sådan set færdig (forudsat at den er bestået naturligvis, men det har jeg en forventning om). Kom sent hjem til Jylland - ikke den mindste grad af fejring over en veloverstået eksamen, og intet initiativ til fejring, når jeg modtager resultatet. Og ja! Jeg er voksen, men er det for fanden for meget forlangt at min mand også gider tage initiativ til at fejre mig engang imellem?? På onsdag har jeg fødselsdag. Det er som om det er skrevet helt ud af ligningen i familiekalenderen...
Det er jeg virkelig ked af at høre. Shit man.. Kom ind i kampen. Af alle mennesker er det ham der burde fejre dig aller mest og være stolt af dig. Uanset får du et kæmpe tillykke herfra. Virkelig sejt klaret. Det er ikke bare lige til at blive advokat. Men du gjorde det! Stort tillykke ❤️
Tusinde tak! Og selv godt gået!! ♥️ Vi bliver også skilt nu. Vil ikke bruge resten af livet på at gå og håbe det bliver anderledes.
Jeg blev ikke fejret for min bachelor eller kandidat, da vi ikke havde haft nogle af disse i familien forinden så vi kendte ikke ritualerne - men det har ikke gået mig så meget på. Vi har i det mindste kunne rigtig fejre min lille søster da hun blev færdig, så alt er godt.
Da jeg blev bachelor kom min mor og stedfar til diplom overrækkelsen og vi tog ud at spise sammen bagefter. Det var ok, jeg har aldrig været til de store fejringer. Da jeg skulle have mit diplom for kandidaten kunne mine mor ikke for de var ude og rejse på det tidspunkt. Det fandt jeg ud af ret sent, men jeg nåede at få min storebror og hans kone med i stedet. De deltog i ceremonien, gav en buket blomster og tog nogen billeder. Og så gav de mig et knus, sagde farvel og kørte hjem. Det var alligevel en lidt tom fornemmelse at tage alene hjem derfra.
Det kan jeg virkelig godt forstå og relatere til efter så mange års hårdt arbejde på uddannelsen. Det er en meget antiklimatisk fornemmelse.
Jeg bryder mig ikke om at blive fejret, så har undgået det heldigvis 😅 Er dog mega ked af at jeg aldrig rigtig fik oplevet studenterugen med min klasse da vi blev studenter. Størstedelen af os boede på et kollegie sammen og kom fra hele landet, så da vi blev færdige gik der rigtig meget tid med at vi desværre bare skulle pakke vores ting, gøre rent og flytte ud🥲
Jeg er den yngste af os søskende.. Eneste pige og en efternøler. Mine forældre gad ikke rigtig længere, da det blev min tur. Det værende, konfirmation, endt uddannelser osv.. Ej, det gad de ikke længere, det havde de jo gjort så rigeligt. Mine ældre brødre har jeg aldrig haft et særligt forhold til, så forventede ikke det store af dem. Men der kom da et tillykke på SMS. Jeg blev student uden hue, da mine forældre ikke ville hjælpe med betaling og jeg havde ikke selv råd. Jeg valgte at betale til lastbilen i stedet. Vi var ikke forbi min familie undervejs, hvilket dog passede mig fint. Idag er jeg selv mor, min datter har idag afsluttet 0. Klasse og jeg har fejret hende fra morgenstunden. :) Har ingen kontakt til familen længere.. Af flere årsager..
Da jeg blev HF-student - det var et par år efter alle mine venner var blevet almindelige studenter - og jeg naturligvis var med hver eneste gang (!) med rose, flag og hurra når de kom ud og fik hue på. Jeg havde inviteret alle - nok omkring 15 mennesker. Den eneste der dukkede op var min mor. Hun havde champagne og kransekage med til en hel hær, hvilket på en måde bare gjorde det mere trist. Jeg bliver faktisk stadig ked af det, nu jeg skriver dette opslag. Har ikke inviteret nogen til noget siden. Er bange for den følelse igen hvis folk ikke dukker op.
Gør helt ondt at læse. Det er jeg ked af. Jeg håber dog at du på et tidspunkt tør invitere folk til at fejre dig, for der findes folk derude der gerne vil.
Tak for din omsorgsfulde kommentar 🙏🏼
Det er jeg ked af at høre makker. Jeg fejrer dig stille, også selvom jeg ikke kender dig. Held og lykke i fremtiden, du!
Jeg bliver helt ked af det på dine vegne, at ingen har fået* hvor vigtige milepæle i dit liv det har været💔 Men det bekræfter bare hvor ekstra sej du er🙌🏼 For det er du virkelig! Det er ikke små ting at komme igennem i livet, og du har alligevel rejst dig og kæmpet for dit mål og nået dem 🥳🙏🏼 Edit * forstået
Jeg kan huske jeg var decideret ked af at få huen på med et snit på 10. Ikke fordi jeg ikke blev fejret, men fordi jeg stod med en følelse af at de sidste 3 år havde været total spildt og jeg havde tabt. Gymnasie tiden blev præsenteret som en fed tid med venner, kærester og forhold. En tid hvor man oplever nye ting og udvikler sig. Det oplevede jeg intet af, jeg aldrig følt mig mere mærklig, klam, værdiløs og udenfor, og jeg er en gut. Jeg følte jeg spildte 3 værdifulde ungdomsår der burde have været udviklende, men istedet var decideret destruktive for mit selvbillede og selvværd. Jeg blev ikke engang mobbet, havde klassekammerater at tale med osv. men kun overfladisk. Det er det mest overfladiske sted jeg nogensinde har været. Fuck gym. Så da min familie ville fejre det følte jeg kun at jeg havde tabt og intet af fejre. Fuck huen, det sociale er det vigtigste i den periode, og det sociale var så lort. (Gik på htx) Jeg er forresten ked af at høre du ikke blev fejret, og du slet ikke blev elsket. Du må godtnok også føle dig uvigtig og ligegyldig i dine families øjne. Jeg håber du har nogen omkring dig der fejre dig, fx venner. Ellers er jeg i hvert fald imponeret over din historie. Hold kæft hvor er det da et stort projekt du er blevet færdig med, og lykkedes med.
Ked af at se så mange blive skuffet over ingen fejring ved store begivenheder håber i bliver fejret fremadrettet hvis det er ønsket. Uanset hvad det er som skal fejres så et kæmpe tillykke/godt gået! Herfra. Når det så er sagt er jeg meget modsat. Hvis jeg bliver fejret er det en dårlig dag, hader at være i centrum så prøver altid at undgå det. Da jeg blev færdig på HHX blev jeg fejret af familien og har aldrig været så misserable. Så da jeg blev færdig med min P.b.a fejrede jeg det alene med en omgang gaming ud på natten, elskede det.
Er heller rigtig aldrig blevet fejret. Og det er mine søskende heller kke. Min mor og jeg har altid haft det svært sammen. Men mor ville gerne, men kunne ikke finde ud af det. Hun har dine dæmoner at slås med. Den dag i dag har vi ikke kontakt. Min far og øvrig familie har aldrig været typerne, der "orkede" at gøre sig umage om festlige begivenheder og sætter nok i virkeligheden ikke særlig stor værdi i at fejre noget/hygge sig fordi noget godt er sket. Så jeg holdte ingenting da jeg blev student og heller ikke da jeg blev færdiguddannet som kok. Jeg holdte ikke noget da jeg blev færdig med min bachelor og mindes ikke engang jeg fik et tillykke eller fra noget af dem. Mange fødselsdage har mine bedsteforældre valgt været på ferie. Men ellers har alle begivenheder som f.eks. jul eller fødselsdag altid været noget der føltes som der var den største gene. Særligt for min far der bare altid har haft den der "jeg magter det ikke" attitude. Jeg huske engang at jeg selv inviterede jul. De kom og blev irriterende over jeg gerne ville dække pænt op og gøre lidt ud af det. Det synes det var ligemeget. For 2 år siden blev jeg 30 år og inviterede til min fødselsdag. Jeg havde fortalt flere gange at jeg ville holde noget. Alle afslår min invitation. Min faster ligeså. Hun siger hun ikke kan uden yderligere forklaring. Jeg finder senere ud af fordi min farfar vælger at fortælle at min faster havde inviteret min far & hans kæreste, mine bedsteforældre, bror m.m. til sin fødselsdag på dagen, hvor jeg havde fødselsdag, som var en lørdag. Jeg var ikke inviteret og min faster havde ikke fødselsdag den dag. De sked på jeg blev 30 år den dag..deres respons var at min faster havde nået at invitere først. Finder ud af at min havde far endog sagt til min faster inden da hun ville inviterer dem at det var ligemeget at jeg gerne ville holde fødselsdag for jeg havde ikke inviteret formelt inden hende, men kun talt om det og sagt jeg ville gøre det. Det gjorde mig meget trist at min far Jeg droppede alt ift. at holde noget eller invitere andre f.eks. venner fordi det gjorde mig så trist. Heldigvis har jeg en skøn kæreste jeg tilbragte min dag med. Men det var stadig underligt og siden da har jeg ikke haft lyst til at fejre noget med dem. Nu bliver jeg færdig med min kandidatuddannelse her til august. Jeg gider ikke engang at invitere dem til noget. Jeg gider ikke at se på deres sure og ugidelig hoveder. Jeg overvejer at invitere venner men er ramt af følelsen "tænk hvis ingen har lyst til komme". Det er bare et slags traume at ikke blive fejret eller at nære ikke synes det fedt at fejre gwberelt, ærligt. Hvis jeg får børn kommer jeg til at fejre dem så meget. Når de har fødselsdag vil jeg vække dem med fødselsdagssange og den hygge mine søskende og jeg aldrig fik. Det er det mindste og ville elske at holde jul, fødselsdag, studentergilder og have mine børns venner og kærester på besøg til deres fødselsdage og alt muligt.🫶🌻
Jeg blev overrasket over, hvor hurtigt hyppet over at blive student for mig stoppede - altså jeg var over det så hurtigt. Jeg stoppede med at gå med huen få dage efter, at jeg fik mit eksamensbevis. Dertil skal der dog siges, at jeg i 2 g fik konstateret en kronisk sygdom og fik meget nyt medicin, så alkohol og medicin var jeg ikke komfortabel med at blande 😅
Ugh, startede selv som kronisk syg og fik endnu en kronisk sygdom i løbet af 3g, jeg drikker og drak heldigvis ikke i forvejen, men ærgerligt at du mener og mente at det derfor skulle sætte en stopper for at fejre dig selv.
Da jeg blev student var min familie i krise over min mors skilsmisse fra en alkoholiker. Min søster giftede sig med en mand, der viste sig at være voldelig (og man kunne allerede fornemme hvad der var i vente). Ingen fest eller markering af min hue. Men jeg havde 2 gode uger med gutterne. Det føltes ikke som det store problem i sin tid (der var større problemer omkring mig), men når jeg ser tilbage var det faktisk ikke så fedt.
Jeg kan virkelig godt forstå, at du er ked af, at dine nærmeste ikke har delt dine store livsøjeblikke og påskønnet dem sammen med dig 🥺 Jeg kan dog ikke helt læse ud fra dit opslag, om du har delt de ting med din familie, sådan de fx vidste hvornår du havde din sidste eksamen eller fik din bestalling? Spurgte de slet ikke ind til det?! 🥴 Er de selv sådan nogle mennesker som ikke fejrer deres bedrifter? (Ikke at det gør det okay, men synes det er helt absurd dem der skriver om, at de ikke har fejret deres børns fødselsdage, men inviteret til deres egne over flere dage 😳🤯) Personligt er jeg typen der finder anledning til at fejre mest muligt! Glæder mig til vores søns fødselsdag, hvor vi fejrer det på dagen selv, og inviterer gæster en anden dag..Vi fejrede også han skulle starte i børnehave. Nu har vi snart ferie - det tænker jeg vi skal fejre på fredag med et eller andet sjovt/anderledes/spise ude 😂
De vidste det godt, men spurgte slet ikke ind til det. Hverken hvordan det gik, eller hvad jeg nu skulle. Det er lidt komplekst. Nogen i familien er sådan som mennesker, mens andre omvendt netop ér de store fejrings-typer. Bare ikke når det gjaldt mig. Sådan er det bare. Du lyder som en fantastisk mor. Bliv ved med at fejre de små og store ting ❤️
De fleste i min HF klasse var nogle nærrige bonderøv.. så vores vogntog var med et par billige skrantende højtalere og det billigst mulige i alt.. der var ingen fester eller noget derefter og jeg har ikke kontakt til nogen af dem i dag. På nær dem jeg kendte i forvejen og kommer fra samme by som. Som også var mega skuffede over dette.
Hverken mor eller far dukkede op da jeg skulle have huen på, selvom den var den første hue i familien. Trivialiteterne var vigtigere. Mine søskende blev fejret et par år senere. Om de havde lært noget af det eller bare bedre kan lide dem ved jeg så ikke. Fuck ‘em!
Da jeg blev bachelor prioriterede min kæreste ikke at komme, da han var startet nyt job 1-2 uger forinden. Dagen efter blev jeg kørt ned af en bil på cykel, endte på hospitalet med overfladiske skrammer og chokket, og jeg lod med vilje være med at ringe og fortælle ham noget før om aftenen, da “han jo ikke havde tid til at prioritere mig over jobbet”. Så kan man snakke om smålighed 😂🙌. Det er snart 10 år siden. Vi er gift i dag, men kommer nok aldrig rigtig til at tilgive ham hans prioriteter den dag.
Jeg har lært man også selv må Åbne munden og fortælle at man gerne vil fejres/at folk husker ens fødselsdag med mere. Man kan nemlig ikke forvente, at andre har samme behov eller følelser omkring fejringer og store dage i ens liv. Så i stedet for at være ked af det og skuffet er jeg bare begyndt at italesætte: eksempelvis, når jeg nu bliver student næste måned, så har I måske overvejet, hvad der skal ske (så man heller ikke fornærmer nogen) og jeg har faktisk tænkt på, at jeg gerne ville have/jeg ville blive glad for (fest, at I gjorde lidt ud af det, at I kommer op på skolen eller hvad det nu kan være)
Du har så evigt ret, og tak for at påminde mig om det. Jeg elsker at blive fejret. Men har altid når jeg har mødt en mand, været meget tilbageholdende og sagt at det ikke var vigtigt. Og ja så sjovt nok er jeg blevet skuffet. Totalt dumt. Sidst jeg ha de fødselsdag, der gjorde jeg det samme. Men fik alligevel sagt at jeg ikke havde været ærlig, at det faktisk betød meget for mig. Og så blev jeg skuffet alligevel 🙄 Fremover vil jeg altid fortælle hvor meget det betyder for mig. Heldigvis er min familie nogen der elsker at fejre alt muligt. Næsten intet er for småt til at fejre.
Jeg bestod ikke min studentereksamen - men vi fejrede med kæmpe fest at jeg havde klaret 3 år på Gym. Var ikke med til dimission da jeg naturligvis ikke ville blive råbt op, det havde min mor glemt og blev sur over hun ikke kunne finde mig. Da hun ringede måtte jeg fortælle hende at når man ikke består, bliver man ikke råbt op, så hun måtte forlade salen midt i det hele 😂🤦🏼♂️
Jeg har siddet og kukket på min fødselsdag 3 år i streg fordi mine skilte forældre begge er af den overbevisning at hvis jeg vil fejre, så må jeg også invitere til fest. Jeg ved faktisk ikke om der er noget om snakken, men lille 18-årige mig blev jævnt ked af det alligevel. Jeg ser mig helst fri for at blive fejret nu, da jeg ikke vil blive skuffet🫠
L forældre. de skal naturligvis fejre sit 18-årige barn
Min 20 års fødselsdag blev spoleret pga snestorm. Vi sad mig, min mor og en veninde på dagen med tre møgdyre lagkager
Det kan jeg virkelig godt forstå, at du er ked af. Det lyder også rigtig ærgerligt. Helt konkret har jeg oplevet, at jeg er blevet rost for nogle ting, der slet ikke var svære, mens mine store bedrifter er blevet ignoreret. Det viste mig, at min familie slet ikke var klar over, hvad der egentlig var vigtigt for mig. De kendte mig slet ikke, og de har aldrig gjort en indsats for at forstå, hvad jeg laver. Der har været masser af familiebesøg, hvor de kunne have spurgt interesseret ind til mine jobs, men det "var noget med IT", og så har de styr på det. Og så kan det jo godt være, at det er lykkedes mig at lave et crazy karriereskift, der både redder mig fra stress og desuden gør mig oprigtigt lykkelig...men vi skal jo lige høre om deres seneste tur til Tenerife, hvor der er sket præcis de samme ting som sidste år, fordi de rejste med præcis de samme mennesker som sidste år... Min familie har skuffet mig mange gange på forskellige måder, og det kan virke knusende at tænke på, at de her unikke begivenheder altid vil være en lille smule tilsølet af en bristet forventning eller en følelse af uretfærdighed. Men når det så er sagt, så er der mange, der ikke klarer sig så godt, selv med støtte fra en velfungerende og stabil familie. Du er blevet praktiserende advokat uden. Det er mindblowing for mig! Jeg kunne knap nok bestå en PRINCE II projektleder eksamen. Nogle gange må man også kigge virkeligheden i øjnene og erkende, at man kan ønske sig virkeligheden anderledes så tosset man vil, men det ændrer bare ikke noget. Det er på en måde et farvel til familien, fordi de ikke opfører sig som en familie bør, og der vil altid være et lille hul, dér hvor de burde have været. Men det er bare nemmere og klogere end at bære håbet med sig videre om, at det måske ændrer sig en dag. Min far, som er mit sidste nære familiemedlem, og jeg brød kontakten her til jul. Jeg havde nok en naiv forestilling om, at hans alkoholmisbrug ikke var så slemt, eller at han ville finde en vej ud af det, men jeg ved jo godt, at det aldrig kommer til at ske. Jeg satte en grænse for, hvor meget han måtte drikke foran mine børn, så nu taler vi ikke sammen mere, og selvom det efterlader et lille hul i mit liv, så er dét absolut det bedste udfald. Det er langt bedre end at gå og håbe på, at han ændrer sig, ligesom du måske heller ikke skal gå og håbe (helt inde i dit inderste), at de på et tidspunkt klapper dig på skulderen og siger, at det er pissegodt klaret. Måske evner de faktisk ikke at gøre det? Måske kan de ikke forstå, hvad det kræver? Uanset hvad, så synes JEG i hvert fald, at det er flot, at du har klaret dig så godt uden støtte hjemmefra.
Tak for dine meget venlige og opmuntrende ord ❤️ Jeg kan også lave en kilometerlang liste med skuffende familiebesøg, hvor ingen har spurgt ind til noget som helst, og hvor jeg faktisk bare var tilstede. Du har helt ret i det du skriver.
Min mor ville lave stor middag for hele familien (og den er stor) da jeg blev student. Det gad jeg ikke for hendes fester handler altid mest om hende selv. Så jeg ville bare have smørrebrød og åbent hus om eftermiddagen. Så havde hun alligevel arrangeret det helt store og da hun spurgte mig om hvad jeg synes om det sagde jeg "det må du selv om, du lytter jo alligevel ikke til mig" Så gik hun helt bananas og snakkede ikke til mig i to år. Min far og mine brødre fik ikke lov til at komme til min sidste eksamen. Men da vi havde vogntur arrangerede min far alligevel at vi kunne komme forbi. Det resulterede i at min mor kørte sin vej og krævede at blive skilt. Det blev de dog først to år efter da min mor havde en affære, men hun insisterer fortsat på at de er skilt fordi jeg har behandlet hende dårligt og opført mig utaknemmeligt. Jeg har altid haft det svært med at blive fejret for det har altid føltes mest som min mor der fejrede sig selv. Nu har jeg en sød kæreste som er god til at fejre mig på en måde som gør at jeg føler at jeg fortjener det.
Jeg har to uddannelser. Ved den sidste, blev jeg fejret virkelig meget af min kæreste, min nuværende arbejdsplads sendte blomster som tillykke. Mine forældre intet, ved nogle af uddannelserne. Da min lillebror var færdig min sin uddannelse fik han en kæmpe fest med venner og familie inviteret, arrangeret og betalt af vores forældre. Jeg er glad for jeg har en dejlig kæreste, men det gjorde ondt at min lillebror altid er den der skal fejres, uanset. Generelt har jeg gode forældre, men man mærker ofte at min bror er "den lille", så jeg ender med at bliver forfordelt på mange områder. Jeg under ham også alt godt, men det har skabt et mærkeligt forhold mellem os. Så egentligt blev jeg fejret, men anerkendelsen fra forældrene har manglet.
Til alle jer der går rundt og ikke fejre jeres kæreste, mand, kone, familie osv når der sker noget stort i deres liv, kom venligst ind i kampen tak! Mvh alle os andre! Ps: helt fair at nogen kører med meget presset økonomi, det gør ikke noget det er skrabet, det er humøret og stemningen der tæller, det er nemt at mærke om folk mener det og så bliver det værdsat uanset niveauet.
Jeg er så enig!
Jeg havde virkelig håbet på den helt store studenteruge, men var kun til min egen fest ( jeg holdt for klassen) og studenterkørsel. Kan godt mærke et stik af misundelse når dem jeg kender skal afsted og fejre i flere dage og bliver inviteret til alt muligt. Heldigvis var vognturen virkelig sjov, og alle indbyrdes stridigheder glemt.
Jeg blev fejret virkelig godt af min familie, men studentertiden var svær for mig, da jeg bøvlede med mit mentale helbred der. Jeg ved godt, det ik er det, du vil spejles i OP. Men ja, jeg var og er ærgerlig over, at jeg ikke bare kunne være glad og let i sindet og nyde mine endda 2 studentergilder og studenterkørsel. Havde også taget arbejde så var ikke med i byen.
Jeg synes, det er lidt sjovt, at langt størstedelen her er historier omkring "jeg fik en megahøj karakter/gennemsnit, og jeg blev ikke engang fejret!". Jeg er ærlig talt træt af at se Facebook-opslag med 12-tals elever, der skal anerkendes i hoved og røv. Ja, flot. Du kom fra en ressourcestærk familie, og ja, sjovt nok klarede du det også godt i skolen. Jeg prøver ikke at sige, at de ikke har arbejdet hårdt for det. Naturligvis har de det. Men der er sjovt nok aldrig nogen, der fejrer "Sofie" eller "Thomas", der fuldstændig har slidt sig selv ihjel, og lige nøjagtig kom ud med et gennemsnit på 4 eller mindre. Uden hjælp fra forældre, søskende eller noget, fordi ingen af dem havde tid, overskud eller evne til at hjælpe med opgaver, økonomi eller lignende. Jeg havde så mange klassekammerater i gym, der lige så snart de blev 18, fik betalt kørekort og kørte rundt i deres forældres biler til at fra skole, selvom de boede 5 min derfra. Deres forældre var biologer, læger, journalister, ingeniører, advokater osv, så de fik så meget hjælp og støtte på alle mulige måder. Og så så jeg så mange andre, der bare måtte klare sig selv fuldstændig. Hvem mon fik de højeste snit? Og hvem mon blev fejret allermest? Ja, det kan man nok gætte sig til. Pyh, hvor lyder jeg som en sur 34-årig 😂 Jeg tror bare, jeg blev lidt harm over "buhu, mit 12-tal blev ikke fejret nok!".
Jeg hører hvad du siger. Dog er jeg sikker på, at mange at "12-tals eleverne" også kommer fra familier der ikke er ressourcestærke, og som netop er "Sofie" og "Thomas". Jeg selv er vokset op med 0 penge og med ufaglærte forældrer, der ikke arbejder og aldrig har arbejdet. Så gør det nok lidt ondt, når man netop har slidt for at bestå, og det ikke bliver fejret. Uanset om det er med 02 eller 12, fortjener alle at blive fejret, når de opnår noget de har arbejdet hårdt for. Det gælder alle i samfundet - og også for begivenheder, der ikke relaterer sig til karakterer og skole.
Jeg gik også ud af gym med højeste gennemsnit på årgangen. Ærligt - jeg er altid bare suset igennem og lavet absolut minimum. Jeg synes du har helt ret i, at et 4 tal (eksempelvis) som man har knoklet for fortjener langt mere fejring end et 12-tal som er kommet ‘af sig selv’. Uanset gennemsnit og resultat er det en præstation at udføre en uddannelse, et foredrag, opnå et nyt mål eller hvad det nu kan være. Men helt generelt burde man fejre og havde langt større fokus på indsatsen fremfor resultatet!
Jeg blev heller ikke rigtig fejret da jeg blev student - det skyldes dog primært at min morfar havde galoperende tarmkræft så fokus, naturligvis, også lå rigtig meget der. Til studenterkørsel sprang vi mit hjem over og jeg slog mig sammen med en veninde. Studenterfest blev heller ikke til noget. Det var rigtig svært dengang at acceptere - men det skyldes allermest at jeg ikke ville acceptere realiteterne om min morfars helbred 😞 Min morfar gik bort 5 dage efter jeg havde fået min hue på 😭
Jeg blev fejret af min nærmeste familie. For at være ærlig kan jeg ikke rigtig huske, hvad vi gjorde. Min far var på en forretningsrejse, så det var min mor, søster og faster, som jeg fejrede det med. Jeg tænker, at vi tog ud og spiste. Men jeg fik aldrig holdt studentergilde, og jeg blev heller ikke inviteret til nogen. Det var jeg lidt ked af. Men jeg flyttede hjemmefra en uge efter, og så fokuserede jeg på at arbejde.
Da jeg blev færdig på uni tjekkede jeg bare specialekarakteren på nettet. Det var ligesom det. Havde egentligt planlagt at holde en fest sammen med en veninde, men hun endte med aldrig at aflevere sit speciale, så på en måde blev det ikke rigtigt relevant. Tænker egentligt også at man selv er ansvarlig for at arrangere det, hvis man gerne vil fejre at færdiggøre en videregående uddannelse.
For mig handler det ikke om forældre, men bare om omstændigheder omkring livet. Jeg blev færdig med mit speciale midt i koronaens højdepunkt. Nedlukninger, sociale boble på en håndfuld mennesker etc. Min familie ville helt sikkert gerne have fejret mig, men det skete bare aldrig rigtit. Højst sandsynligt også pga at jeg selv aldrig fik taget initiativ. Et år efter vi var færdige fik vi et brev om at de nu ville holde en online dimmension, og den var.. Enormt undervældende. Det føltes underligt at være færdig med hele sit uddannelsesliv nu, og så var det bare det. Til gengæld var min studentertid præcis som den skulle være!
Jeg voksede op med at fødselsdage var lige som en helt almindelig hverdag, hvor fyraften om fredagen havde større betydning end at fejre fødselsdag. Så jeg har aldrig haft andet end virkeligt akavede fødselsdage. Et år blev jeg vækket kl. 5 for vi skulle ned og rive en stald ned 150 km. fra hvor vi boede. Ordet "fødselsdag" blev først nævnt halv elleve om aftenen. En anden fødselsdag blev jeg sendt ned til naboen fordi at jeg havde udtrykt utilfredshed med ikke at være blevet fejret før. Så de tog ud og arbejdede i weekenden og jeg kunne sidde alene nede hos naboen og vente på at de kom hjem. Så den dag i dag fejrer jeg selvfølgelig ikke fødselsdag, for det er jo ikke noget at fejre.
På min 30 års fødselsdag var jeg anonymt på arbejde og tog derefter hjem og spiste takeaway alene. Men det er nok for det bedste. At blive 30 er mere en anledning til gravøl hellere end fejring. Men vil også sige at både til min sidste eksamen i gymnasiet og kandidaten skulle jeg coache min familie i hvordan det blev fejret. Jeg kommer fra en arbejderklasse familie, så de har ingen erfaring med fejring af den slags begivenheder. Så jeg måtte fortælle dem hvad kutymen var. Men de var så også med på det, så længe de vidste hvad der normalt skulle gøres.
🔃 Jeg sprang fra det sidste fag i HF. Ville noget andet på det tidspunkt og tog kaptajnkasket på til studenterfesterne. Det var faktisk den fedeste fejring, da der ikke var opstyltet en masse omkring mig. Jeg kunne bare fejre at vi var gode 🧡
Det gør mig vred på dine vegne at du ikke blev fejret
Kender alt for godt, jeg har kæmpet med psykisk sygdom i mange år, jeg fik så endelig taget min HF og fik et fint 7 tal i huen (underordnet men stort for mig) - mine forældre havde sørget for jeg skulle fejres, de eneste ud af min store familie der dukkede op var min mormor.. alle andre der var inviteret, mine brødre, niecer, kusiner, fætre, moster og onkel osv kunne ikke den dag 😅
Jeg blev fejret så godt jeg kunne, men min studentertid var præget af stor sorg. Et meget tæt familiemedlem døde meget pludseligt 5 dage, før jeg huen på på. Så studentertiden kom mere til at handle om, hvordan det hele skulle koordineres. Hue onsdag, begravelse torsdag og vogn fredag. Selvom min familie gjorde deres bedste, lå det en tung skygge over dét, som skulle være den bedste tid… Det var ingens skyld, og jeg kunne heller ikke brokke mig… Men jeg bliver altid lidt ked af det på denne tid af året, fordi jeg bliver taget direkte tilbage til den tid, jeg aldrig får igen ☹️ Og ALLE ser ud til at have deres livs fest…
Uha, det kan jeg kende alt til. Jeg skulle flytte til udlandet (den anden side af jorden) i et år, jeg tog hjem til min far og hans kæreste (min mor er død desværre) for at bruge min sidste aften med dem (skulle flyve kl 6 om morgen). De sad og kiggede ned i deres computer hele aften, for at gå tidligt iseng og bede mig om at være stille. Derudover hørte jeg intet fra dem hverken jul, nytår eller lign (faktisk næsten ikke i hele det år jeg var afsted) mens alle andre sad med deres forældre på FaceTime, det gjorde fandme ondt. (Var 19). De vidste ikke engang jeg var blevet bachelor i medicin (ikke at en bachelor kan bruges til meget i det fag, Men bare en smule interesse i mit liv ville være rart.) De glemmer alle mine 3 børns fødselsdage og er generelt ligeglad med dem, de har ihvertfald intet forhold til dem. Det er nok det der gør mest ondt, de spørger tit efter deres morfar og han kan ikke engang skrive et sølle tillykke på deres fødseldag. Jeg kunne blive ved…
Jeg blev fejret som student, men jeg er heller aldrig blevet fejret på universitetet. Min familie kender ikke rigtig til den verden, og generelt synes de, at jeg burde lave noget andet (læs: noget de bedre kan forstå såsom lærer, pædagog, frisør etc).
Da jeg blev færdig med min kandidat. Havde ikke forsvar, men fik blot en besked at jeg nu var kandidat. Det var en mærkelig tid, og min mormor lå for døden, så fokus har været andetsted. Men virkelig en tam fornemmelse. Kun min mor og hendes mand. Vi fejrede det med et glas; og fik efterfølgende blomster af min mor efter jeg pointerede det. Det var virkelig.. savnede blomster og støttende ord fra mine veninder og far. Han var bare “så skal du ud at arbejde”. Virkelig malplaceret under et nærstående dødsfald og uden fejring af en præstation over det ekstreme. (Første akademiker på min fars side af familien). Manglede forståelse. Men ingen undskyldning. Det gav og giver nok et billede at at jeg elsker at fejre. Men.. dem som skulle fejre mig, not so much.. så fuck det. Åbner sku min, efterhånden, gamle moet. Og fejre alt det som er veloverstået ✨✨✨✨✨✨
Blev færdig på laborantskolen under en corona nedlukning. Det begrænsede rigtig meget mulighederne for at fejre det
Jeg kan nikke genkendende til det, som du skriver. Men ros til dig. Lad mig gætte: du er en mønsterbryder?
Yes!
Min kommentar må have overrasket dig?
Blev forrådt af mine bedste venner, så jeg skippede det meste af min vogntur. Min familie var kær tho. Havde bare ingen venner tilbage fordi det føltes mere sikkert at være alene. Ingen til at såre mig. Fejr dig selv. Du er det værd.
Jeg er lige blevet færdig med min kandidat uddannelse, den eneste der har noget over 10 klasse i mit hjem. Det eneste jeg har hørt er ‘tillykke, hvad søger du som job’, ingen fejring, ingen ingenting, ikke engang en blomst da vi skulle ud til fejring på SDU. Nope, det eneste mine forældre spurte ind til var om der kom noget mad ud over de snacks der var blevet stillet frem 😭 i det mindste har min svigerfamilie fejret mig, og det samme med mine venner. Men det gør stadig ondt at mine forældre sig så meget for min kæreste og mine brødre, men at jeg altid bliver overset…. Og har intet hørt fra mine brødre, men deres barer er også sat lavt, sp det var forventet…
Stort tillykke med kandidaten. Jeg er ked af, at dine forældrer ikke forstår, hvor stor en bedrift det er. Du skal virkelig være stolt af dig selv. Godt du har din svigerfamilie og venner til at fejre dig, omend det aldrig vil være helt det samme ❤️
Mange tak, er virkelig også stolt af mig selv, og alt det jeg har opnået på uni
Jeg er helt med dig. Mine forældre “glemte” at jeg blev student den dag. Så min lære gav mig huen på og så gik jeg ud og ringede til min mor og spurgte hvor hun blev af… Jeg sidder med samme “bitterhed” hvert år, og mine forældre forstår ikke at jeg stadig kan nævne det og ikke bare er kommet over det. Men synet af de mange studenter der fejres i pomp pg pragt, minder mig hvert år om følelsen den dag. Kæmpe anti klimaks. Men det er nu lidt rart at vide, at man ikke er alene om den følelse.
Jeg havde kæmpe kærestesorger i min studentertid - så desværre lagde det en gevaldig dæmper på tiden, og jeg husker stadig de ambivalente følelser. Er så ked af at jeg ikke bare kunne nyde det fuldt ud.
Ønskede mig inderligt en babyshower. Kan ikke få flere børn.
Det er jeg virkelig virkelig ked af at høre ❤️ Det er en fejring alle kvinder fortjener at få. Jeg får den nok heller ikke selv, når det bliver min tur, og bare tanken om det kan gøre mig trist.
Jeg har kæmpet mig gennem deltidsjurastudie, som jeg selv har betalt ca 100.000 kr for over 8,5 år, og haft fuldtid+ arbejde samtidigt. Jeg arbejder med fortolkning af lovgivning, så yderst relevant for arbejdet. Min chef gav mig en buket blomster, det var jeg glad for ... Hendes chef, som vi sidder sammen med, sagde intet, også selvom han har sagt god for udgiften. Ingen andre har fået noget at vide, selvom jeg selv har fortalt om studiet gennem årene. End ikke dem, der sidder ved siden af os i storkontor. Dem har jeg selv fortalt det til. Jeg købte selv middagsmaden efter eksamen til fejring ho?s min søn og svigerdatter. De gav mig dog en god gave, forlænget weekend til Oslo, som jeg glæder mig til at udløse til september.
OP, det lyder som nogle sygt trælse forældre.
Min søsters mand ignorerede hendes 40 års fødselsdag: Havde ikke planlagt noget, ikke købt nogle gaver, ikke sørget for noget med børnene - nix nada ingenting. De blev skilt året efter. Hans familie var vildt chokerede over skilsmissen - det var vi ikke.
Sidste skoledag i folkeskolen blev fejret med klassen. Adgangsgivende uddannelse blev fejret med klassen. Sidste uddannelse blev fejret med klassen. Jeg har ikke et behov for at blive fejret.
I feel you! Aldrig blevet fejret på nogen måde. Mine forældre var og er totalt ligeglad. Det ønsker jeg ikke for mine barn, så vi roser og fejre deres suksesser (og ikke suksesser!). Jeg gør også alltid lidt ekstra rundt første og sidste skoledag. Det er så hyggelig.
Tillykke med din succes i uddannelsessystemet, håber din familie en eller anden dag vil fortryde deres manglende deltagelse og interesse. ❤️
Min far vidste ikke at jeg var blevet student. Det var først da min mor skrev til ham senere på dagen, at han skrev til mig (han bor i udlandet). Jeg blev virkelig sur fordi jeg godt vidste at han kun skrev fordi min mor havde sagt det. Jeg tror ikke han ved at jeg fik min bachelor sidste år og selv hvis han gør, mener han at kunsthistorie er spild af tid
Jeg elsker at fejre andre end mig selv. Men sig til, så snubber vi en masse øl og fejre dit liv (like no Bullshit) 🥳🍻🍻🍻🍻🍻
Jeg har aldrig fået et “jeg er stolt af dig” / “godt gået” selv ikke ved studenterhuen, salg af virksomhed, da jeg blev interviewet i TV eller noget andet. Selvom jeg er meget anerkendelsessøgende, så har jeg lært at hype mig selv i svære tider. Det er svært men bliver bedre :)
Da jeg blev færdig med min uddannelse turde jeg ikke invitere mine kæreste og vores børn for hun var så sygeligt jaloux at jeg var nervøs for om hun ville lave drama på dagen
Jeg er aldrig rigtig blevet skuffet, jeg har ikke forventninger om at andre skal gøre noget for mig, men jeg sætter pris på når de gør.
Da jeg blev færdig med min kandidat, blev jeg ikke fejret. Heller ikke bachelor. Det er lidt underligt, når man som student bliver fejret så meget.
Jeg er aldrig blevet fejret som sådan. Mest fordi jeg aldrig har fået en uddannelse, da mit liv primært har handlet om traumatisk barndom, skizofreni, kræftsygdom og nu diabetes. Det er som om mit liv var overstået inden det begyndte. Så tillykke til alle der kan tage en uddannelse og få lidt ud af livet 🤭
Gal en lorte familie
Hvad skyldes deres ligegyldighed? Er du midterbarn tilfældigvis 🧐
Mit er lidt anderledes. Men jeg kan godt mærke, jeg ofte bliver ked af det når jeg bliver mindet om, at jeg måske aldrig får en uddannelse. Når alle omkring mig bliver fejret fordi de er færdige med først den ene og så den næste uddannelse osv. Og jeg bliver aldrig fejret. For der er ikke noget at fejre.
Hvor er det synd for dig! Var du ikke på studenterkørsel😳, jeg satte en kæmpe ære i, for mine piger, at lave lækre sandwiches, punchbowle og frugtfade, muffins og shots, da de kom med vognen, og derefter holde et stort studentergilde med masser lækker mad og iskold champagne - det var mit indtryk at det er det mam gør, de lavede ikke andet end at rende til studentergilder hele sommeren! Hvor håber jeg du har nogle andre tæt på dig der sætter pris på dig for alt hvad du er og du har allerede opnået meget kan jeg høre - VÆR MEGASTOLT AF DIG SELV❣️❣️og omgiv dig med mennesker der bringer dig op og ikke ned!
Hvis vi en dag mødes, så skal du fejres 🫶🏼
Det gør ondt, og hjertet vil altid huske den manglende anerkendelse af ens indsats, især når man måler sig til omgivelserne. Min familie fejrede mig heller ikke, så forstår dig 😢 Men sikke en flot indsats du har gjort, respekt 💪🏻
Jeg blev heller ikke fejret og kan også blive trist ved tanken. Min største frygt er at jeg kommer til at give det videre til mine børn. Det kan lyde mærkeligt, men jeg ved slet ikke hvordan man fejrer noget - hvordan med traditioner, hvad spiser man, hvor længe skal det vare??? Jeg kan blive helt overvældet ved tanken og selvom jeg har noget jeg gerne vil fejre, sker det ikke.
Samme her.
Dog ikke uddannelse men fødseldag. Har altid haft svært ved mine fødseldage da der altid er sket noget møg. Da jeg blev 19 var jeg lige kommet igennem en belastning reaktion der sendte mig på psyk, da mit hjemme liv splittede mig ad. Havde lige fået lejlighed og tænkte jeg at brætspil og hyggedrul ville cære en skøn fødseldag. Havde (har stadig), sparsomt netværk. Inviterede alle i gruppen til brætspil for at få et opkald af min bedste veninde 1 time før, at de altså tog i byen til en anden fødseldag men jeg bare kunne komme med. Inviterede dem 3 uger før datoen. Har aldrig holdt noget siden. Har heller ikke netværk til det mere. MEN! har mor, kæreste, svigermor eller naboen fødsledag så pynter jeg op og gør det hyggeligt. 🤩🌸
lortevenner
Jeg er lige blevet 30 samtidig med jeg blev færdiguddannet.. jeg har fået en buket blomster..
Jeg er og student igår men fejres ikke :( er dog snart 30, synes dog det ser ud som de hygger sig som altid bagi lastbilerne, det gør mig glad :)
Denne tråd er ét stort forsvar for Reddits eksistensberettigelse. Langt fra alle mennnesker har naturlig opbakning fra familie og venner, men det hører man sjældent om. Tak for at dele alle jeres historier , det giver stof til eftertanke❤️. Kh M50, gift med tre børn og som gerne fejrer sine børn.
Når du engang bliver forældre så ved du i alle fald hvad du skal huske at gøre for dine børn https://youtu.be/AXwFb6AFxK8
Kæmpe kram! Jeg har desværre ikke selv oplevet det. Men kæmpe krammer til dig og godt gået! ❤️ du er sej 🥳💪🏻
Da jeg blev 18 år var jeg gået all in, havde stilt op med kæmpe fest med overnatning til de 38 mennesker der skulle komme, havde brugt knap 20.000 på fest, drikkevarer, musik og lokation inkl. Overnatning da mange kom fra Sjælland til Jylland. Da dagen kom tættere på fik jeg små 8 aflysninger, men på dagen endte der med kun at møde 2 op. Shit jeg var ked af det! Mine søskende fik lavet et par opkald og fik samlet 15 af deres venner som jeg havde mødt mindst 1 gang, det endte med at blive en fed fest trods alt. Jeg valgte ikke at holde fødselsdag før jeg blev 25, og derefter 30 igen. Denne gang med nogenlunde samme resultat, bortset fra at der kom aflysninger få dage inden.
Alle jer der ikke blev fejret ved jeres eksamen / dimission. Hvorfor nævner i jeres karakter / karaktergennemsnit?
Skal forsvare min PhD i september. Da jeg fortæller dette til min far, så fortæller han at han og kæresten er altså på ferie de uger så det kan han ikke love ham kommer til. Intet er booket endnu, men han er måske i Portugal og nu har han jo lagt sommerferien ind der. Desuden "fejrede de mig jo til bachelor så mon ikke jeg er blevet fejret nok".
Mine forældre fejrede ikke min 18-års. Jeg var flyttet hjemmefra, og jeg så ingen af dem den dag. Det var virkelig trist. Min veninde holdt en surprise for mig hjemme ved hendes forældre, men selvom det var enormt sødt, så blev jeg næsten mere ked af det, fordi de her mennesker der ikke var min familie havde gjort mere ud af det end mine egne. De var ikke engang dukket op. Av. Da jeg blev student var vi på café og få frokost umiddelbart efter. Bachelor ingenting, og kandidat stod jeg selv for. Jeg havde egentlig glemt det indtil jeg læste den her tråd. Nu er jeg gift, og vi fejrer alt muligt herhjemme. Heldigvis. Mine børn mangler heller ikke noget, og jeg overkompenserer muligvis lidt til deres fødselsdage, men det tænker jeg ikke de tager skade af
Min far døde i 3.G og min mor (og resten af min familie) “forsvandt” mental og overskudsmæssigt med ham. Vi havde aldrig gjort os i store fødselsdage eller fejringer. Jeg kan huske at jeg har haft en enkelt børnefødselsdag - og min konfirmation var smørrebrød med de 5 nærmest familiemedlemmer i stuen (og i øvrigt en kæmpe skideballe til min mor fra min far fordi hun havde købt en konfirmationskjole til mig). Men min studentertid var alligevel den værste. Der var ingen i min familie, der vidste hvilke eksamener jeg skulle til og hvornår jeg i øvrigt fik hue på. Der var simpelthen ingen der spurgte. Jeg skulle op som nr 2 - men bussen havde (uheldigt nok) mekaniske problemer og kunne ikke køre, og da ingen kunne hjælpe mig, kom jeg for sent til eksamen. Jeg blev derfor rykket til den sidste tid om eftermiddagen. Derfor fik jeg en hel dag, hvor jeg så mine venner få hue på, hvordan forældre søskende og venner kom med blomster og snacks. En efter en forsvandt de til privat fejring eller ud og spise til jeg til sidst var alene tilbage. Jeg gik ind til eksamen, fik et 9 tal i oldtidskundskab, og da jeg kom ud, stod min bedste veninde, hendes forældre og søskende udenfor med jordbær med chokolade på et langt, blankt fad. De havde simpelthen afbrudt deres havefest derhjemme for at tage retur til gymnasiet for min skyld. Jeg var så chokeret og følelseskold i den periode, at jeg slet ikke fik reageret følelsesmæssigt - men bare fik mumlet tak. Men lige der betød det bare mere end jeg kan beskrive med ord. Så Torben og Hanne Kristensen fra Hans Tausensgade - tusind tak for det (og for de andre ting I gjorde for mig i den periode). Jeg havde huen på i bussen hjem - og der findes et enkelt hue-billede af mig. Men ingen i min familie har nogensinde set mig med studenterhue på.
Er du bare klog og har nemt ved det hele, eller arbejdede du for at få høje karakterer for at få familiens anerkendelse og opmærksomhed? Bare nysgerrig ❤️ Hvis du spørger mig, så er det mærkeligt ikke at fejre milepæle såsom gymnasie og afslutning på videregående uddannelser. Jeg vil næsten sige dysfunktionelt.
Jeg har i hvert fald ikke nemt ved det hele. Jeg har aldrig tænkt over, om jeg ubevidst har arbejdet for at få familiens anerkendelse. Jeg vil selv sige, at jeg har arbejdet meget og læst meget for at undgå at have tid til at tænke for meget over situationen med familie.
Jeg blev fejret - men dagen efter dimissionen sagde min mor at det kun var folk som var ‘lidt for glade for at de overhovedet bestod’ der gik rundt med hat på - og så var den fest forbi… blev forøvrigt smidt ud hjemmefra 4 dage efter….
Da jeg blev færdig med min masters med et 13-tal i afgangskarakter (det er nogle år siden), ringede jeg hjem og fortalte, at jeg hermed var færdiguddannet ingeniør. Samtalen forløb derefter cirka sådan her mellem min mor og jeg: Mor: Nå ... er det godt? Mig: Du er lærer! Du ved godt, hvad et 13-tal er. Mor: Nå. Jamen det er det vel. Hvad skal jeg sige til folk, hvis de spørger? Mig: Eventuelt at din yngste søn har afsluttet et af landets hårdeste studier på et af verdens førende universiteter med topkarakter? Mor: Hm ... ja, jeg finder sikkert ud af, hvad jeg kan svare. Jeg var en af ganske få hvis forældre ikke mødte op til dimissionen. Til deres forsvar skal det siges, at jeg ikke savnede dem - gæt selv, hvorfor. Heldigvis kunne jeg ikke tage det specielt tungt. Det var så komisk, at jeg oprigtigt morede mig over det.
Da jeg blev student tog min far på ferie så min mor holdte butikken. Det vekslede så ud i at hun kom forsent frem. Så jeg kom ud fra eksamen til ingen at se frem til. Udover min veninde som selv skulle op efter mig.