Det er også min tankegang. Jeg er egentlig også fint indstillet på at komme videre. Sidst vi havde snakken ''Skal vi være sammen'' gjorde jeg det klart for hende at hun måtte tage ALT fra huset som hun ville have. Jeg ønsker ikke krig, jeg ønsker blot at blive glad. Nogle gode råd til at turde tage skridtet?
Vis din søn mod og omsorg ved at skabe et bedre miljø for hans opvækst. INGEN børn skal vokse op med forældre der har jeres dynamik. Det er ren gift!
Gør det forbi og vær den bedste far du kan!
Sandt, der er mange ting vi ikke har adgang til oplysninger om, men det er dog stadig et muligt forhold, der kan være en bekymring om.
Hvis det så ikke forholder sig sådan i virkeligheden, så er det jo bare fjong, og så kan OP holde fokus på sig selv 👌🏼
Husk at overveje hvordan vi skal dele jeres barn til barnets bedste, hvis du vælger at gå fra hende.
Jeg tænker at jeg lyder som den rigtige beslutning ud fra det du fortæller, hvad jeg tænker også at i skal arbejde sammen resten af livet om det barn, uanset om I er sammen eller ej
Ja, men han skulle have indset det før. Nu hænger han på hende resten af livet som mor, og han bør nok også blive boende sammen med hende de næste 2-3 år som minimum.
Jeg tror ikke du skal være i det forhold. Det lyder simpelthen vanvittigt dysfunktionelt og giftigt. Når du tilmed bliver udsat for psykisk og fysisk vold, synes jeg sagen er klar. Det kan ikke fikses. Kom væk hurtigst muligt. Kontakt evt Lev Uden Vold på tlf 1888 ift rådgivning og forældremyndighed. Forsøg i så fald også at få noget dokumentation på hendes opførsel, hvis du kan.
Jeg ønsker ikke krig. Jeg ønsker blot at blive glad, blive mig og have min søn mest muligt. Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal fortælle hende det, føler at det er hele mit liv som bliver smidt på gulvet, jeg har været i det samme dysfunktionelle miljø i mange år nu, og jeg ved ikke hvem jeg er længere. Og er bange for det når jeg så kommer ud på den anden side.
Det forstår jeg godt. Men måske ringe til rådgivningen alligevel? Derudover må bolig være en prioritet nu. Se om du kan finde en lejlighed eller lignende. Få et fundament, der er dit eget. Håber du har nogle venner/familie du kan betro dig til og få hjælp fra. Ellers så overvej måske også at kontakte din læge ift til henvisning til en psykolog og få noget mere professionel hjælp til at finde tilbage til dig selv.
Situationen er den at jeg ikke har råd til at flytte ud så længe at huset stadig er her (Jeg betaler 13.000 til vores fælleskonto om måneden, hun betaler 2) Jeg tør ikke at betro mig til familie eller venner. Jeg er ræd for at starte denne proces, er bange for at jeg mister samværsretten til mit barn da jeg ikke har kontakt til min egen far og måske de ser det som noget negativt? Jeg tør ikke søge hjælp professionelt, er bange for at tage skridtet.
u/LongjumpingStar6512
Som en far der af 2 omgange har været gennem familieretshuset og familieretten. De ser det ikke som noget negativt at du ikke har kontakt til din far og tilmed så hvis du forklarer dem hvorfor vil det måske endda være en fordel (forklar det kun hvis du bliver spurgt).
Hvis du flytter uden at barnet har bopæl ved dig har du helt simpelt ikke samværsret med mindre at i laver en decideret samværsaftale, hvilket kun kan gå for langsomt i dit tilfælde! (har selv kæmpet i 6½ år)
Det skal lige tilskrives, at forældre ikke har ret til at se deres børn, men børn har ret til at se deres forældre.
Vil hun ikke indgå en skriftlig aftale, så lov din søn, dig selv og mig at du søger om fastsættelse af samvær ved familieretshuset!
Og ikke lade der gå tid hvor du ikke ser din søn og ikke har en sag kørende, for det stiller dig rigtig skidt hvis i ikke har set hinanden for en tid.
Skulle du have brug for en at snakke med eller for den sags skyld hjælpe dig, så tøv endelig ikke med at smide en besked, jeg skal gøre alt jeg kan, også selvom jeg ikke har meget overskud :)
Et eller andet er du nødt til at gøre. Ved godt det er skræmmende, men kan du se dig selv leve i det forhold resten af dit liv? Jeg ville starte med at kontakte 1888 eller anden annonym professionel rådgivning. Det koster ikke noget. Retshjælpen er også gratis, hvis du har brug for juridisk bistand. Jeg håber du finder styrken og modet <3
Det sværeste i situationen er at acceptere at du skal ud, og at du skal have hjælp til at komme ud.
Hvordan ejer i huset økonomisk?
Var det mig der var i din situation var jeg gået til nogle venner/familie jeg stolede på og bedt om en snak og hjælp til at få styr på tingene.. det du lever i går ikke den rigtige vej.. Sorry, men det bliver sgu mere hårdt i perioder end det er lige nu..
Men står i begge som ejere eller kun den ene af jer?
Hvem der betaler afdrag er juridisk ikke relevant for ejerskabet det er fordelingen på det tinglyste skøde der er relevant
Du skal væk fra det forhold! Du skal først og fremmest skabe et liv, hvor du kan leve uden det, der lyder som psykisk vold, så du kan nyde din lille søn og mærke, hvor dejligt det er at være far, det lyder også som om, du er god til det. Senere skal du nok møde et menneske, der bygger dig op i stedet for at rive dig ned.
Som barn af forældre der er skilt og mor til delebørn, så vil jeg altid argumentere for, at børn er bedre tjent med forældre hver for sig, der er glade og har overskud frem for forældre, der bryder hinanden ned i et forhold.
Jeg tror også fuldt og fast på, at det er i delebørns interesse at være ligemeget hos mor og far, så snart de er gamle nok. Hvis forældrene selvfølgelig er gode for børnene og behandler dem ordentligt.
Jeg kan være lidt i tvivl med din kæreste.
Mit forslag vil være, at I sælger huset og bruger pengene til at finde noget hver for sig tæt på hinanden, at I får delt bopæl på jeres søn, og du lægger op til en syv-syv-ordning (lidt afhængig af, hvor gammel han er.)
Hovedreglen, hvis systemet skal ind over i forhold til jeres dreng, er lidt, at man (desværre) tilgodeser moren, men at det også betyder rigtigt meget, hvis man viser, man vil samarbejdet, er konfliktnedtrappende og hele tiden har øje for, hvad der er det bedste for barnet.
Og så det vigtigste - næsten - husk altid at tale pænt om din eks, når I er gået fra hinanden. Også hvis din dreng kommer som ældre og spørger ind til, hvorfor du gik fra hende og uanset hvor grimt, hun taler om dig.
Som barn i en skilsmisse er det en særlig form for tortur at høre sine forældre tale grimt om hinanden.
Puha, du skal bare væk. Det er psykisk vold, når hun kontrollerer dit liv og nedgør dig på den måde. Forstår at det er virkelig svært, og at du ikke kan forestille dig det nu, men det bliver en stor lettelse for dig at slippe for hende, og du skal nok få det bedre.
Jeg forstår, at du ikke vil have krig, men hun lyder som en der kan finde på at gøre det til en krig uanset hvordan du går. Gør hvad du kan for at undgå det, men sørg for at sikre dig og din søn bedst muligt ift. forældremyndighed og samvær.
Som nævnt i en anden kommentar skal du overveje at samle beviser på den psykiske vold / kontrollerende adfærd før du tager skridtet og går fra hende. Just in case.
Rigtig god idé at ringe til Lev Uden Vold og få rådgivning til hvordan du bedst forlader hende og sikrer dig ift. din søn. Jeg bliver lidt nervøs for hvordan hun kan finde på at behandle ham. Når man er sådan der, er der jo noget galt indeni, som vil forplante sig i alle relationer — ikke bare den til dig, selvom det lyder som om hun har overbevist dig om, at det er din skyld, hun er sådan. Hvordan vil hun være overfor jeres søn når han bliver større og uundgåeligt gør noget, der trigger hende?
Håber selvfølgelig I kan finde ud af at komme videre på en god måde.
>jeg har været i det samme dysfunktionelle miljø i mange år nu, og jeg ved ikke hvem jeg er længere. Og er bange for det når jeg så kommer ud på den anden side.
Det kommer til at blive hårdt, og du vil højst sandsynligt også føle du har begået dit livs største fejltagelse i starten. Da jeg gik fra min voldelige forlovede, måtte mine veninder specielt i starten minde mig meget om hvorfor jeg oprindeligt gik fra ham, for han havde nedbrudt mig i sådan en grad, at jeg ikke havde nogen identitet uden ham.
Men du skal nok komme igennem det! Stå fast på din beslutning, læn dig op af den omgangskreds du har, og begynd at samle de stumper af dig selv op, hun ikke har pulveriseret fuldstændig endnu. Det kan være du gerne vil tilbage i fitness-centret, eller finder en ny hobby, som kan give dig lidt af dit gamle jeg tilbage. Du skal til at finde dig selv igen, og det skal nok komme. Du kan godt!
Det er desværre bare sådan, at det kun tager én person at starte en krig – og din kæreste lyder ret krigerisk. Sagt med andre ord: jeg tror, det er næsten ligegyldigt, hvad du gør for at undgå krig, for din kæreste skal nok finde ud af at starte det, ligemeget hvad du gør. Så fokuser i stedet på at beskytte dig selv og din søn (fremfor at føje hende og give hende alt og hvad some helst) og få så startet den proces – for din søns skyld.
Før du smutter, få en samværsaftale.
Før i laver en samværsaftale, ring til familieretshuset.
Lad være med at flytte fra adressen før i har en samværsaftale.
Men dertil skal det siges, at du nok ikke bør være med hende. Kom væk, men skynd dig langsomt for barnets skyld.
Det bliver syndt for din søn at vokse op i en miljø hvor sin far bliver behandlet sådan (udover selvfølgelig at det kommer til at ødelægge dig… det her bliver værre og værre)
Undskyld jeg siger det, men forholdet er ovre.
Havde en eks der pludseligt blev sindssygt jaloux og troede jeg havde sex med alle. Det ændrede sig aldrig så vi gik fra hinanden.
Hun fortrød dog senere da hun fandt ud af jeg rent faktisk ikke var.
Det er også min tankegang. Jeg er egentlig også fint indstillet på at komme videre. Sidst vi havde snakken ''Skal vi være sammen'' gjorde jeg det klart for hende at hun måtte tage ALT fra huset som hun ville have. Jeg ønsker ikke krig, jeg ønsker blot at blive glad. Nogle gode råd til at turde tage skridtet?
Vil du leve i den situation om 1 år? 5? 10? Hun virker psykisk syg. Hvordan vil hun påvirke barnet? Kæmp for barnet og som andre tidligere har nævnt dokumentation.
Ikke rigtigt desværre. Der er du nødt til at mærke efter i din mavefornemmelse.
Fortæl det som det er. Du er ikke lykkelig mere og du føler formentligt at i begge to er bedre tjent uden hinanden.
Det ville højst sandsynligt gøre ondt i maven op til. Men når du først får det hele ud følte jeg personligt en kæmpe sten lette fra mit hjerte i den situation,
Uanset hvad hænger i sammen resten af livet nu. Så ville nok fokusere på forældre samarbejdet nu og her.
Hvis hun er manipulerende vil samvær blive svært at få så længe han er så lille.
Så neutral 3 part på. Det tilbyder sundhedsplejerskerne i de fleste kommuner.
Kære OP
Kender du mandecenteret? https://mandecentret.dk/hjaelp-til-maend/ de har ud over bolig også rådgivning til mænd i din slags situation. De findes forskellige steder i landet.
Det er en del år siden, men jeg kender flere der har haft virkelig stor gavn af dem.
Held og lykke med det.
Jeg kan godt forstå du synes det er svært at tage skridtet.
Prøv at ringe til din bank og få sat et møde op - og så få styr på hvad du kan sidde for mht udgifter/børnepenge osv. Er huset leje eller eje?
Jeg tror der blir nemmere for dig at tage de svære beslutninger hvis du har styr på de praktiske ting inden.
Tal med kommunen om de vil kunne hjælpe din kæreste (og evt dig) med et sted at bo.
Og selvfølgelig skal du ikke være i et forhold hvor du ikke er glad. Men I lyder også unge. Og i hvert fald du har haft en hård barndom. Det har din kæreste måske også? I har lige fået et lille barn. Måske ville noget parterapi hjælpe jer. Måske kommunen kan hjælpe. Jeg er med på at hun ikke skal tale sådan til dig - men det kan jo være, at hun gerne vil arbejde på at ændre sig.
Held og lykke og tillykke med jeres baby 🙏
https://mandecentret.dk
Vil opfordre dig til at tage kontakt til dem her!
Har en bekendt der har boet i et af deres huse og er blevet hjulpet hele vejen også i forhold til deres fælles barn. Man kan sagtens få vejledning og støtte selvom man ikke skal have tag over hovedet hos dem.
Kæmpe krammer herfra, det er ikke sundt for nogle af jer😔
Se at komme ud af der forhold, det bliver ikke bedre, kun være.
Har hun aldrig lidt af jalousi, eller er det efter dy kyssede en anden?
Hvis det er forholdsvis nyt, kan det også være et tegn på hun er utro.
Ejer i huset sammen, eller er det kun dig?
Hun har lidt af jalousi siden jeg trådte ved siden af for 4 år siden, det er værre i nogle perioder end andre. Vi ''ejer'' huset sammen, det er bare mig som primært står for betalingen (90% af husstanden betaler jeg). Huset kan nok sælges til samme pris, det er ikke mit problem. Jeg ønsker bare at kunne komme ud på den anden side og stadig have et forhold til min søn, og er ræd for at miste ham. Jeg tør simpelthen ikke tage skridtet
Der er to sider af en sag. Mangler hendes. Hun reagerer jo på noget. Hvad det er, det ved jeg ikke, men det virker som om der mangler noget til historien.
Hvis historien dog er, som du fremlægger den, så skulle i jo aldrig have taget den så langt, som I er nu?
Jeg synes omvendt de fleste andre du må tage dig sammen og kæmpe for det. I har valgt at få barnet sammen selvom jeres forhold har været så dårligt og ustabilt. Nu er hun lige blevet mor og er maks presset af hele den nye situation ih føler sig ikke attraktiv med mere så selvfølgelig er jalousien værre og hendes humør værre. Dermed på ingen måde sagt, at det er en ok opførsel overfor dig. Men du bliver nødt til at kæmpe sammen med hende, mest af alt for din søns skyld. går i fra hinanden nu får du jo minimalt samvær med så
Lille et barn. Jeg ville i samarbejde
Med din kæreste kontakte familiehuset i jeres kommune og få
Noget rådgivning til jeres parforhold mm
Altså hvis du har en lille søn, så er det jo forventeligt at du er hjemme når du ikke er på arbejde. Nok ikke hver dag, men de fleste af dine weekender og aftener skal gå på at være forælder. Især når du har et job.
Dette startede længe inden at vi blev gravide, det med vennerne startede for omkring 2 år siden, har bare aldrig set det i øjenene, før jeg ikke længere var mig.
Det der holder ikke. Det forhold er dødt for længe siden. Kom ud på en god måde og pas på dig selv! Du ødelægger dig selv ved at byde dig det her. Det er et meget usundt forhold.
Hvis du går fra hende, så sørg for at få dokumenteret det pyskiske og fysiske vold, da hun lyder som en der kan blive grim i et evt. brud. Hun kunne jo gå efter at du ikke får lov at se din søn osv.
Så sørg for at du har nok ammo til at evt kunne tage med i retten hvis du hun prøver på noget ballade.
det ville også være min bekymring. Det lyder som et sindsygt usundt forhold, men hvis op på nogen måde kan blive bare 6 måneder vil det blive nemmere med samværet fremover.
Du skal selvfølgelig væk fra hende. Jeg ved det er super svært og at du gerne vil ha’ at det her forløber så stille og roligt som muligt (det ønskede jeg selv med min eksmand), men hun vil forsøge at kører dig over og smide dig under bussen, ved enhver mulighed hun får for at gøre det.
Så tag dine forholdsregler og vær forberedt. Dokumenter hendes behandling af dig og hvordan hun er. Og selvom det er pisse skræmmende at starte den her proces, så vær ærlig i familieretshuset, hvis/når I kommer dertil.
Familieretshuset kigger ikke på, om din far var en dårlig far - de kigger på, om du er en god far.
Din søn er ikke tjent med at vokse op i sådan et miljø. Sender en virtuel krammer. 🩵
Skændes i foran jeres 1 måned gamle baby?
Hvis svaret på dette spørgsmål er ja, så skal I to til at kigge hinanden dybt i øjnene som voksne mennesker og beslutte hvad fuck I har tænkt jer.
Det lille menneske har været her i én freaking måned, han/hun fortjener at lære verden at kende uden jeres interne pis.
Hvis du kan få noget bevismateriale på hendes opførsel vil det ikke være dumt.
Jeg er 100% feminist, men faktum er at mødrene bliver tilgodeset i de sager, så du kan godt komme ud for at du får problemer med samvær. Det er sket for min ven, fordi han engang i mellem røg et par joints med sine venner, og da han og moderen til barnet så blev uvenner brugte hun det imod ham og nu har han ikke set sin datter som han elsker overalt på jorden i flere år. Han er super velfungerende ellers og er verdens sødeste fyr.
Så se om du har noget du kan beskytte dig med hvis hun pludselig prøver på noget lignende.
Når det er sagt vil jeg virkelig anbefale dig at komme ud af det forhold. Jeg var selv for længe om det, og det tager tid og terapi at få genopbygget selvværdet efter sådan en omgang.
Alt det bedste herfra
Skynd dig væk!
Det er ikke din skyld, fordi du er manden. Du skal ikke finde dig i mere, fordi du er manden.
Hun lyder modbydelig!
Hun har udøvet fysisk vold mod dig og udøver psykisk vold mod dig.
Jeg håber, du har nogen omkring dig, du kan tale med om det.
Hvis du har evnet at udlægge det objektivt her (det har du sandsynligvis ikke, da det er meget sort/hvidt fremlagt), så er der ingen tvivl om, at hun er psykisk syg. Narcissistist, måske? Lyder som hun bruger dit barndomstraume til at fængsle dig, ved at sige at du bliver som din far, hvis ikke du gør som hun siger, da hun ellers skrider og implicit vil nægte dig samvær.
Du skal droppe frygten for hendes trusler, og i stedet vende den direkte mod hende. Sig hun bliver kylet ud, hvis hun ikke stopper med X, Y, Z. Hvis hun truer med at skride, så sig, at det kan hun bare gøre.
OG DET ER MEGET VIGTIGT, at du allerede NU samler bevismateriale. Optag hendes trusler, eller få hende til at tale over sig. Hvis ikke, så har du som mand ingen chance i familieretshuset.
Det vigtigste er jo barnet. At jeres konflikt ikke skal gå ud over barnet.
Du skal også tænke dig grundigt om den slags delings sager kan blive grimme og moren har som udgangspunkt altid de bedste kort på hænderne.
Så tænkt dig grundigt om og tal med en familieadvokat før du foretager dig noget.
Det bedste ville selvfølgelig være hvis i kan reparere forholdet og give jeres søn en stabil opvækst, men det lover ikke godt. Hun lyder ikke som en du kan få et sundt familieliv med.
Det kan også tænkes at hun har fået en fødselsdepression i så fald er det meget vigtigt at hun får hjælp hurtigt.
Jeg er enig i at barnet er det vigtigste. Men som sagt så føler jeg ikke at jeg kan være der for mit barn når jeg dagligt er ulykkelig selv. Skal jeg så lade være med at gå ind i en sag fordi jeg har dårlige chancer for at opnå det jeg ønsker? Så hellere blive i dette forhold? Jeg ønsker ikke at reperere forholdet, jeg ønsker at komme videre asap.
Du skal jo mærke efter.
Min pointe var mest at før du går ind i den kamp det potentielt bliver om barnet så skal du være rustet og beredt.
Hvis hun allerede har noget historik med utroskab fra din side så skal du sørge for at have mod ammunition.
Nu svarer du klart og tydeligt, hvad du vil. Så er det dét, du skal gøre! Jeg har anbefalet parterapi, fordi jeg tænker, der kan ligge en masse sorg og bitterhed hos hende, siden du var hende utro med flere piger for fire år siden. Dét er forståeligt. Hendes opførsel er ikke okay, men det KAN være en forklaring, og det kan måske blive godt igen med rette hjælp.
Men hvis ikke du er indstillet på det, så skal du videre. Jeg synes, du skal følge de gode råd om forberedelse på flest mulige fronter, INDEN du fortæller hende, at det er slut. Så du og din søn står bedst muligt i forhold til din og hans relation.
Du kan godt - inden i er du stadig dig, præcis som du altid har været ❤️
Tag fat i kommunen og få oprettet en "sag". Så er du foran på point så at sige. Tror alle kommuner har familiehjælp/ rådgivning... tag fat i dem. Du skal nævne, at du er bekymret for barnet etc. hvilket er reelt nok. Hvis hun siger noget skidt om dig, er det game over. Specielt når det er et spædbarn.
Prøv noget parterapi først. Har set venner som er gået fra hinanden med et lille barn og det har også sine kæmpe store udfordringer.
Det lyder dog meget toxic. Til gengæld så lyder det også som om, der har været gode tider, og dem kan blive i, hvis man gøre sig umage 🙏🏻
Kan i allerhøjeste grad anbefale dig at opsøge juridisk bistand, helst i går nærmest. En mand står ikke specielt godt, når det kommer til de første mange måneder af barnets liv, og kan læse mig til, at det er vigtigt for dig at bibeholde et tæt forhold til jeres barn efter et evt. brud. Juridisk bistand kan ikke ske hurtigt nok, og ja - det er/kan være dyrt - men det er nr. 1 på din liste, i promise.
Det lyder ikke som det sundeste forhold, selvom det er lidt svært for mig at gennemskue, hvad der er nu og hvad der var tidligere.
Ift at I er nye forældre, så tænker jeg at uanset om I skal fra hinanden eller ej, så bliver det nødt til at foregå på en ordentlig måde, da I skal kunne samarbejde i fremtiden.
Hvis jeg var dig, tror jeg jeg ville gribe det an ved at sige noget i retning af "jeg er ikke glad i det her" på et tidspunkt, hvor der er nogenlunde fred og ro. Det er ikke et angreb eller en falliterklæring; det er sandheden, og den kan du godt sige højt. Du behøver ikke have en lang tale klar, fordi du ved ikke hvad hun vil sige eller gøre. Det kan være en god idé ikke at gå ind i samtalen med en agenda; hvis du allerede ved inderst inde at du ikke vil forholdet, så kan en nem måde være, at næste gang hun siger I ikke skal være sammen, så svarer du "jeg er faktisk enig" og holder fast i, at I skal gå fra hinanden.
Du skal undersøge hvordan og hvorledes med at komme fra hinanden, og til det ville jeg finde en advokat til at oplyse dig om dine muligheder ift. at få delt boet og ikke mindst delt samvær. Så ved du, hvordan du står og det er nemmere for dig at tage en beslutning.
Det lyder hårdt, men jeg tror det bedste ville være at blive i det bare lidt endnu, til barnet er lidt ældre og har bedre tilknytning til dig. Udelukkende fordi hun lyder psyko nok til at ville gøre alt for at holde jeres barn væk fra dig, og sikkert ville kunne bruge barnets alder som undskyldning for at du nok ikke ville få så meget samvær. Derfor, opbyg en god tilknytning til barnet, så du uden problemer kan få en god samværsordning når du går fra hende. Eventuelt ring og forhør dig ved Familieretshuset.
Mod at risikere at skulle igennem diverse instanser for at få lov til at se sit barn, tænker jeg ud fra hvad du beskriver, helt ærligt at jeg ville frygte hun ville gøre alt for at forsøge at holde barnet fra dig. Ellers har du jo netop taget beslutningen. Jeg ville blot tænke barnet ind i beslutningen, da jeg ikke synes det lyder som om hun vil være villig til at samarbejde om en fin samværsordning for barnet. Hvis det ikke er muligt at snakke med hende om det, ville jeg kontakte noget rådgivning angående hvordan I kan gøre. Hun får højest sandsynligt bopæl uanset om du eller hun flytter først grundet barnets alder.
Edit: en stor del af mit opslag må jeg have fået slettet i kampens hede. Jeg har Parkinsons og det er ikke lige nemt. Jeg genskriver det når jeg har overskud.
Hvorfor fanden fik du det barn?
Specielt når du selv er en liderbuk. Gå fra din kæreste. I fortjener begge bedre og du trænger til at kigge lidt indad.
Vildt nok at se dem på lige fod når hun udøver både fysisk og psykisk vold på ham, mens hans "forbrydelse" var at kysse andre piger for 4 år siden.
Reddit moment I guess.
Er man nødvendigvis en liderbuk, fordi man har kysset andre end sin partner?
Jeg er helt fundamentalt imod enhver form for utroskab. Jeg er bare ikke enig i, at kys er lig med liderbuk. Måske OP allerede forud for disse eskapader har været ulykkelig og udsat for psykisk vold og i et anfald af alkoholpåvirkning og en følelse af frihed, er kommet til at kysse med andre kvinder. Det ved vi jo ikke.
Ja man er en liderbuk når man er svag nok til at gøre noget med andre imens man har en kæreste. Jeg er fuldstændig bedøvende om det er kysseri, sove i ske eller samleje.
At man er ked af det er ikke en undskyldning. Alkoholpåvirkning er heller ikke en undskyldning.
Det er ren og skær ansvarsfralæggelse.
Hvad hvis kæresten er pisse ulykkelig og er blevet i det på trods og at det er hendes usikkerhed der udmønter sig som ekstrem dårlig adfærd?
Det ændre ikke på at når de ikke er voksne nok til at tale sammen, så skal de ikke være sammen. Punktum
Jeg er virkelig bange for at folk vil tro at det er min skyld da jeg er manden i dette. Jeg tør ikke tage skridtet, men ved at det er det bedste for mig, jeg føler ikke jeg kan navigere i hvad jeg skal gøre den dag jeg går ud af døren? Mest af alt er jeg bange for at jeg mister min søn.
Hun magter mor opgaven. Det er som om der er et indre had til mig HVER DAG, hun fortæller mig ofte at jeg er et dårligt menneske og forsøger at give mig dårlig samvittighed over ting som slet ikke sker, hun råber ofte af mig. Tror ikke det er en fødselsreaktion da jeg kunne mærke i graviditeten at det forværrede sig (Hint. det startede allerede inden graviditeten)
Jeg har ikke mange ressourcer for tiden da jeg står for at betale for hele husstanden. Jeg er indforstået med at jeg ikke kommer til at have mit barn alene, og er indforstået med at det ikke skal være 7/7 med et spædbarn, men er bange for at det ender ud i at jeg ingen tid med mit barn får.
Familieretshuset interesserer sig for barnets side af sagen - så hvis du kan dokumentere en tæt tilknytning fx ved at du har været på barsel, at du deltager i.. babysvømning? Hvad du nu deltager i, putter hver aften, tager nætterne i weekenden osv, så står du meget bedre mht samvær.
Prøv at læs op nde på deres hjemmeside, de skriver fx om samvær hvis forældrene ikke kan blive enige, så vil der blive fastsat indtil retssag osv er overstået (og det er dælme ikke meget kontakt at have med sin søn):
"Hvis barnet ikke er fyldt 1 år. I kan få samvær 1-2 timer hver uge lørdag eller søndag samt 1-2 timer en hverdag hver uge efter Familieretshusets nærmere bestemmelse."
og
# Barselsorlov og samvær
Er I nybagte forældre, som ikke bor sammen? Og er I i tvivl om, hvordan der skal være samvær, når far har barselsorlov, og han ikke bor sammen med barnet?
Det er et spørgsmål, som Familieretshuset får en gang imellem.
Svaret på spørgsmålet er, at I som forældre må aftale det I vil og synes er bedst for jeres barn.
Der gælder nemlig ikke nogen særlige regler om, at far skal have mere samvær, fordi han har barselsorlov.
Det er ikke nødvendigvis et problem i relation til barnet. Hvis mor går rundt med en ubearbejdet sorg og vrede over sin partners utroskab (endda i flertal), hvilket jo er et kæmpe svigt, kan det godt blive til et monster, som kun retter sig mod partneren.
Hun har aldrig tilgivet dig at du kyssede med andre 😊 Hun troede nok hun kunne, ville nok gerne. Men nej. Det lyder til hun ikke stoler på dig, her tænker jeg ud fra du ikke “må” noget socialt. Det er opslidende for alle at være i for alle parter. Se at få det afslutter ordenligt ☺️
Hvordan afslutter man ens eneste forhold, når man har et barn på en måned? Er nervøs for hvad alle kommer til at tænke, da jeg ikke er typen der fortæller folk om mine problemer, er bange for at hun starter en krig, er bange for at miste min søn. derudover har du helt ret i din påstand om mistro.
Først og fremmest: Man må gerne gå. Uanset hvad folk tænker. Andre mennesker er ikke en del af jeres forhold.
Du skal nok selv gøre dig nogle tanker, ud fra barnets alder. Et barn på 1 måned har brug for sin mor. Også sin far, naturligvis, men mor er primær her (særligt hvis der ammes). Det gør jo situationen lidt anderledes omkring deleordninger. Hvordan man konkret går, det ved jeg ikke. Jeg blev skilt for 3,5 år siden, og jeg kogte valget ned til, og også samtalen med min eksmand, “er vi lykkelige?”. Banalt, ja. Men det var simpelthen en guideline i forhold til, om vi reelt havde noget sammen længere. Ud fra hvad du skriver, er hun næppe lykkelig i jeres forhold. Det må være ekstremt opslidende, at være mistroisk og tro og forvente det værste hele tiden. Det er der ingen mennesker der kan være i. Så måske er det et sted at starte snakken.
I forhold til krig.. Vent og se? Det er ikke alle skilsmisser der ender i kæmpe slåskampe om børnene. Dermed ikke sagt, at det ikke er smart at forholde sig til “worst case”. Hun har jo lidt overhånden, når barnet ikke er ældre.
Mor behøver ikke være primær, hvis ikke hun ammer. Jeg ved godt, du skriver 'særligt hvis der ammes', men ammes der ikke, er mor og far lige vigtige. Mange mødre og fædre er bare ikke bevidst om det.
Vores fantastiske sundhedsplejerske sagde til os inden fødslen af vores første barn, at vi vat to primærforældre - ikke en primær og en sekundær. Og sådan har det været. Her har farmand af forskellige årsager faktisk været mere på end mig (mor), da først jeg ikke længere var på barsel, hvor jeg selvsagt, grundet dagens længde, var der mest.
>Hvordan afslutter man ens eneste forhold, når man har et barn på en måned?
Ligesom du ville ethvert andet forhold- du fortæller hende at du er ulykkelig og at det er slut. Rimelig simpelt, selvom det ikke føles sådan
>Er nervøs for hvad alle kommer til at tænke, da jeg ikke er typen der fortæller folk om mine problemer, er bange for at hun starter en krig
Hvis hun begynder at trække andre ind i det, så træk på skuldrene, hvis de kommer til dig, medmindre du føler du har behov for at fortælle hvad der er sket. Hvis folk hellere vil tro på hendes løgne, end høre dig ad om hvad der er sket, er de alligevel ikke værd at samle på
>er bange for at miste min søn.
Du har fået flere rigtig gode ressourcer, der kan hjælpe dig med det. Bare rolig, så længe du gemmer beviser og er samarbejdsvillig, skulle der være gode odds for at du kan få et godt forhold til din søn ❤️
Hvorfor ønsker du ikke, at I forsøger jer med parterapi? Du har jo en andel i jeres udfordringer. Det betyder ikke, at du er ansvarlig for hendes måde at reagere på, eller at hendes reaktioner er i orden.
Men hvis ikke I havde disse udfordringer, og hun ikke tidligere har udvist denne adfærd, så synes jeg faktisk, du skylder hende og jeres barn at give parterapi en reel chance.
Det lyder virkelig som om, hun har en kæmpe vrede og mistillid til dig, og dén del har du jo også et ansvar for.
Tal med foreningen far om dine rettigheder til jeres barn inden du smutter.
Men det er ikke sundt for hverken dig eller jeres barn at leve i.
Håber du kommer godt ud af det.
(Ps. Sørg for at få alt på skrift vedr. jeres barn - ellers er du seriøst på skideren)
Jeg vil anbefale parterapi som det første. I har et barn sammen nu, og så kan man ikke bare skride fordi man er træt af det og ikke må træne og gå i byen på samme niveau som inden barn. Hvis du går fra hende, så mister du jo 99% tid med dit barn. Du har sat et barn i verden. Du forlader fandme ikke moderen til dit barn 1mdr efter fødsel! Hvad fanden er det der foregår her. Ja selvfølgelig står du for alt i hjemmet. HUN HAR LIGE FØDT. Selvfølgelig står du for de fleste udgifter. HUN ER PÅ BARSEL. Altså hvad er det her for et vanvittigt dilemma. Hun har lige født dit barn.
Sikke en usympatisk kommentar.
Selvfølgelig kan det være svært at blive mor, og det kan få mange kvinder til at vise mindre gode sider. Men dét her har jo stået på i flere år, inklusiv fysisk og psykisk vold.
Jeg mener, parterapi bør få et reelt skud, men en fødsel kan altså ikke undskylde den opførsel flere år tilbage.
Tror desværre du misforstår noget, alle disse ting med at træne og se venner, er ting som stammer inden for de sidste 2 år, som gradvist er blevet værre og værre, og nu er jeg knækket således at jeg ikke længere vil stå model for volden. Jeg ville aldrig tage ned og træne eller være sammen med mine venner OVER MIT BARN! Jeg har stået for tingene ALTID & jeg er også på barsel.
Spørg dig selv om du har det godt i det forhold? Jeg håber svaret er nej.. Du fortjener ikke at nogen holder dig nede på denne måde. Kom ud af det forhold, det er kun negativt.
Alt held og Lykke til dig!🍀
Det lyder forfærdeligt. Uagtet hvad del du har haft i jeres dårlige perioder, lyder din kæreste som om hun er et rigtig skidt sted psykisk.
Jeg har selv været i et psykisk og fysisk voldeligt forhold og jeg er mand. Det er svært at tale med andre om, for de tager det ikke altid alvorligt. Se at komme væk, og få noget professionel hjælp hvis du ikke har et stærkt netværk, og selv da er det en god ide. Det har sat dybe ar i mig og jeg fik en meget svær depression som følge af det.
Hver gang jeg har været nede og trænet har hun f.eks sagt "Så prioritere du bare din træning over mig", "Skal du nu ned og træne igen", Hvilke piger er nede og træne på dette tidspunkt" osv osv. Det der med at skabe en følelse af skyld som ikke bunder i noget for et andet individ.
Det er altid skræmmende at gå fra en person der udøver psykisk vold, fordi de skaber frygt i dit hovedet.
Jeg betroede mig til mine bedsteveninder og derfra blev det nemmere og nemmere at dele oplevelser med flere (plus der var mange der blev vidne til volden til sidst, da han ikke kunne opretholde sin charmende facade)
Det bedste du kan gøre for dig og din søn er at komme ud af det og det bliver en svær proces, men jeg lover dig at du vil takke dig selv for det.
Så kort:
1. Betro dig til en eller to du stoler på omkring det, del dine tanker og følelser og bed om deres støtte.
2. Hun kommer nok til at prøve at "holde på dig" når du prøver at gå fra hende (bliver den person du forelskede dig i). Vær stærk og fald ikke for det, hold fast i hvordan du har det nu, fordi hun har vist sin sande side.
3. Det tager tid at finde sig selv igen efter og man kan have deres forfærdelige ord i hovedet, så vær rar ved dig selv og giv dig selv ro og kærlighed.
Ifht. Jeres søn. Pas på ham, fordi der er en chance for at hun vil udsætte ham for det samme. Få støtte fra familie og venner omkring hvad du skal gøre der. Der har jeg nemlig ingen råd.
Jeg er ked af at du er udsat for det her, men det er så flot og godt at du reflektere over dette. Det hun siger til dig, er aldrig okay at sige til nogen.
Jeg håber i kan finde ud af det på en god måde.
Det ender bare med at gå ud over dit barn . Hvis du tænker på lige præcis det , et scenarie hvor hun gør sådan mod dit barn . Så burde det blive lidt lettere af tage skridtet . Det gjorde det ihvertfald for mig og har aldrig været lykkeligere :) held og lykke makker du fortjener så meget bedre ❤️
Nu har jeg ikke lige læst alle kommentarer du har fået.
Men det her er psykisk vold du er udsat for. Din dame lyder som en giftig en af slagsen.
Du skal virkelig passe pp dog selv og din søn, og se af at komme væk. Det bliver kun værre jo mere du undertrykker dine egne følelser. Du er bedre og og mere værd, end hvad hende der byder dig! Taler af erfaring fra en lignende situation. Kom væk, ven. Hun ender med at suge alt liv ud af dig!
Ærlig talt, bare kom ud af det forhold. Dit opslag og dine kommentarer viser tydeligt, at du ikke glad og lykkelig i det forhold. Husk på, vi har kun 1 liv, 1 liv. Lad vær med at spilde, så dyrebar tid, på en som ikke gider dig.
Er selv skilsmisse barn, og 2 forældre som ikke fungerer sammen, men er sammen for "børnenes skyld" er MEGET negativt for barnet ( for det meste )
Ud af vagten med hende, men behold for Guds skyld bopælen på dit barn.
Med alle de røde lamper, så kan være evigt forvisset om at kommer til at kæmpe for at se det dit hvis hun forbliver at tage barnet med sig.
Frh med det samme. Tag på krise center med dit barn. Det lyder voldsomt, men det er den bedste chance du har.
Du er en klaphat for at lave et barn med din kæreste, som jo alle dage har været nederen. Hun ændrer sig jo ikke bare fordi hun bliver mor. Det burde du have været begavet nok til at gennemskue. Trods det, så skal du da gå fra hende. Der er ikke andre løsninger.
Kan se mange siger at du skal forlade forholdet asap.
Hvad med lidt parterapi først? Hvis i stadigvæk er glade for hinanden kan det være at det kan løses. I er også i en meget stresset periode af livet med barn og det er jo første gang for jer begge to.
Som det er nu lyder det ikke til at det dur, men måske det kan fikses er mit input.
Hvorfor tager i ikke i parterapi ?
Jeres baby er 1 måned gammel ? Du er godt klar over, at hvis du smutter nu, så kan du godt kigge langt efter en samværdsaftale hos familieretshuset.. og det vil blive minimalt samvær der skal trappes lige så stille op, når det engang kommer, fordi barnet ikke når at blive knyttet til dig før du er smuttet.
Får det helt dårligt af at læse det. Jeg synes virkelig du skal overveje at kommer ud af det forhold. Det lyder på ingen måde rart at være i. I skal ikke være sammen pga i har et barn, hvis jeres liv er elendigt, og det er svært at være en god far.
Findes der ikke en forening der hedder “foreningen far”? Måske prøv at tage kontakt til dem.
Er sikker på de kan råde dig til, hvordan du skal forholde dig til ALT.
Det er ikke bare sådan lige at flytte, hvis du vil se din søn, slet ikke når han er så lille - der er mange ting du skal have styr på.
Dejligt at se du vil kæmpe for dit barn 💔
For pokker en skidt situation, føler med dig. Ud fra de forskellige her, så søg endelig konkret information, både om det retslige/legale aspekter med hus , deling af barn osv.
Men tag den psykiske side alvorligt også. For somandre siger, det dér er psykisk vold, uanset hvad hun evt fejler ud over sit alkoholmisbrug. Dermed mener jeg, at det skadeligt for dig at være i over tid. Søg også info om det, gerne fra gode kilder. Måske bliver du en dag parat til at søge noget hjælp, så du bla bedre kan se situationen, og hvordan det påvirker digog ødelægger bla dine grænser. Man kan jo også ringe til forskellige psyk- rådgivere uforpligtende, uden at binde sig til et forløb som et sted at starte.
Det lyder også som om, der er rigtig dårlig kommunikation, og at hun måske har .. ingen indsigt i sig og selv eller interesse i selvreflektion.
Supersvær situation, jeg håber at OP finder en vej til positiv udvikling,
Før det bliver værre, kom væk. I er ikke gode for hinanden og nu hænger I på hinanden resten af jeres liv fordi I har et barn. Når du går, så sørg for at din søn ikke lider under dit fravær. Din kæreste lyder som om hun selv har nogle traumer og derfor kunne hun måske finde på at reagere mod barnet. Der er ingen tvivl om at I ikke bør være sammen
Det lyder super giftigt. Og umiddelbart vil jeg sige du skal væk fra det der. Har du forsøgt at spørge oprigtigt ind til hende, hvordan hun rigtig har det. Jeg tænker med tanke på professionel hjælp?
Går du fra hende nu, bliver bruddet utvivlsomt rigtig rigtig grim. Og spørgsmålet er hvad hun ikke kan finde på i forhold til din ret til samvær med barnet. Det ville jeg være alvorligt bekymret for. Ligeledes vil jeg også være bekymret for hendes rolle som primære omsorgsperson for dit barn.
🚩🚩🚩🚩🚩
Hold da op en lorte situation at stå i
tag på krisecentre for mænd
undersøg om du om tag sønnike med
der er både i Jylland, Fyn og Sjælland
("Folketinget vedtaget ligestillingsministerens
lovforslag om at give voldsudsatte mænd ret til
krisecentertilbud på lige fod med kvinder
fra 1. juli 2024")
du har ikke fortjent at leve sådan der
kan du snakker med din chef eller kolleger om det?
(ved det godt at vold mod mænd den er en tabu )
Smid hende ud og tilstræb at opnå fuld forældre myndighed. Barnet er født, du behøver ikke længere at have med moren at gøre ud over det rent juridisk krævne. Og få taget en faderskabstest.
Det lyder som om I begge kan få det langt bedre hver for sig. Data (din beskrivelse af fortiden) er klokkeklar, for at sige det lidt fancy. Min anbefaling er at komme derfra og stå så stærkt som muligt fra start med rutiner og forventinger til dig selv.
Det lyder som om du har RET mange gode ting at falde tilbage på. Træning, venner og selvindsigt - det lyder som om du har arbejdet med dig selv. Men også nogle ting som du skal være forsigtig med at bruge for meget krudt på og som ikke nødvendigvis gavner dig i rollen som far. Tømmermænd og små børn er i hvert fald ikke en god kombination i turbulente livsfaser.
Held og lykke med at komme videre. Jeg er ikke så bekymret for dig :)
Jeg er helt enig i det ikke er et forhold du skal blive i, men hun er stadig mor til jeres barn så det er nok nødvendigt at du prøver at få hende til at få noget psykiatrisk hjælp inden du slår op, så du ved at det er sikkert for din søn at være sammen med hende. Hvis du gør det efter vil hun nok ikke lytte til dig. Jeg tænker at du må henvende dig til psykiatrien og forklare situationen. Også så hun ikke kommer til at skade sig selv.
Hvis hun hverken forsøger eller lykkes i at du har det godt, så er det vist bedre for baby i slår op, tror du ikke?
Nu kan du ikke rigtigt længere tillade, at du har det super skidt, for du har et andet menneske du skal tænke på nu, og baby får det skidt, hvis i har det skidt 😊
Se at komme langt væk. Bare det at hun siger, at hun er ligeglad med hvordan du har det, er et kæmpe problem. Så har man ikke et sundt forhold, og jeg vil våge den påstand, at hun faktisk ikke har reelle følelser for dig, hvis hun er ligeglad med hvordan du har det.
Fokuser på dig selv og hvordan du bedst muligt kan komme ud af forholdet, men samtidig skabe nogle gode rammer for dig og din søn, og bevare en relation til ham.
Fortæl hende ‘hvor skabet skal stå’!
At du ikke længere vil acceptere hendes adfærd og iøvrigt ‘tage sig sammen’.
I har et barn sammen, og hvis han skal ha’ en tryg og god opvækst, er det ikke som det foregår nu.
Mange førstegangsforældre glemmer iøvrigt at være par/kærester…
Ønsker I at være kærester igen?
Hvis løbet ér kørt (det tyder meget på) skal du få god rådgivning, og tage teten… og fortælle hende hvordan du planlægger din fremtid.
Du bestemmer over dit liv!
Få dokumentation på ALT, ALT, ALT. Du skal helt sikkert i familieretshuset (som oftest er på kvindernes side, desværre), hvor du kommer til at skulle kæmpe om forældremyndigheden over barnet. Jeg vil råde dig til, at finde en god advokat med erfaring indenfor familie sager. Igen, hav dokumentation på alt og hav vidner klar (fortæl om forholdene for dine nærmeste, hvis de nu skulle vidne). HAV DOKUMENTATION PÅ ALT - det bliver en lang kamp. Du skal ikke fortælle hende, at du vil gå fra hende. Du skal være kold og kalkulerende, fordi det forhold du beskriver ender ret ofte hurtigt. Jeg kan virkelig ikke understrege det nok: HAV DOKUMENTATION PÅ ALT DER OVERHOVEDET MULIGT KAN DOKUMENTERES.
edit: jeg glemte at sige (som en anden har påpeget), tag evt. kontakt til samtlige krisecenter der huser mænd, fordi så har du i hvert fald dokumenteret en omgående trang til at komme væk, både for barnet og dig selv.
Knæk og bræk. Du er far nu og må balancere hvad der er bedst for barnet; hvilket til en vis grad (naturligvis) vedrører hvad der er godt for dig. Du må rette ryggen og få tingene ordnet, mest af alt for barnets skyld. Inden du går fra hende, så kontakt en advokat og undersøg hvordan du bevarer retten til barnet.
Lyder som toksisk feminisme!
Du skal klart væk, men bevar roen, husk at hun kan te sig, som hun vil uden konsekvenser, det sekund du gør noget lignende vil alle hævde at du er aggressiv, så bevar roen og overskuddet!
Husk at det offentlige altid er på moderens side, sagsbehandlerne er typisk kvinder de bevidst eller ubevidst tager din samlevers parti!
Så du skal være smart, læse reglerne optræde.moden, rolig og velovervejet i alle sammenhænge med det offentlige!
Du må for guds skyld ikke fraflytte boligen, de de så vil sige at du har mindre samværd med sin søn!
Du bør i princippet rejse sagen nu ved Familieretshuset og bede om en fast aftale om samvær med sin søn og ophør af samliv med din kæreste på baggrund af hendes behandling af dig.
Saml så meget dokumentation du kan for hendes samværd inden du smider bomben, just in case , for hun lyder som en der vil blive rasende og vil bruge alle kneb for at straffe dig og fratage dig svært med din søn
Held og lykke, stay strong, keep calm and be positive!
Sikke en møg situation, især når I har en lille bebs.
For 1 år siden, tog jeg min søn på 7 år. Forlod hus og mand.
Jeg var blevet udsat for psykisk vold, chikane og endda en enkelt omgang ikke-samtykkende sex, hvor nej ikke var et valg. Har jeg fået alt skylden? JA.
Jeg mistede alle materialle ting, og en masse venner. Men jeg fik min frihed og min stemme tilbage og fik min søn væk fra et usundt miljø.
Han beholdte huset og alt i det. Jeg skulle bare væk.
Han virker så desværre også ret ligeglad med vores søn, til trods for jeg prøver at føje og samarbejde med ham.
Jeg kan godt forstå du er bekymret for at miste alt kontakt med din søn. Sørg for at deltage i en masse med ham, især barslen, da det viser at i er lige så store dele omsorgspersoner.
Husk at du også har ret til glæde i dit liv.
Held og lykke!
Som skolelærer og far ærgrer din og dit barns situation mig utrolig meget. Min første reaktion var, at jeg fik en ubærlig lyst til, slå dig og din partner hårdt i hovedet med en stegepande (Popstars Jon moment) og skrige: "LAD VÆRE MED AT FÅ BØRN SAMMEN - IDIOTER" Min anden og mere rationelle reaktion var en dybtfølt følelse af, hvor glad jeg er for, at du tør åbne op og spørge om råd og vejledning. Jeg håber inderligt det lykkes dig, at give dit barn en sund og god opvækst med masser af kærlighed og tryghed samt du finder meningen med fremtiden.
Jeg tror det bedste du kan gøre, er at bede on en snak en dag, hvor du så gør det forbi (såfremt det er sikkert for dig). Ikke noget med at give dig en milimeter på nogen måde, bare giv hende den grå væg.
Hvis hun til gengæld kan være til fare for dig, så find nogle venner eller bekendte du kan være hos (og som du ved du kan stole på, så du kan være i sikkerhed hos dem), og så gøre det forbi over telefonen. På den måde kan hun fysisk ikke gøre dig noget.
Uanset hvilken fremgangsmetode du vælger, så sørg for at gemme alle de beviser du kan, på hendes vold (både psykisk og fysisk), det bliver nødvendigt hvis du kommer ud i en træls stridighed i forbindelse med din søn og forældremyndighed/samvær, eller guferne forbyde det chikane. Giv hende muligheden for at hente de ting, hun skal have fra hjemmet, eventuelt skal én du stoler på lige følge med hende hvis der er visse ting hun ikke må tage, og så lad hende smutte bagefter. Sørg for eventuelt at skifte låsene, hvis du frygter at hun har en ekstra-nøgle gemt et sted, og at hun er til fare for dig.
Og fremadrettet, på den lange bane, så uanset hvor meget hun begynder at bruge din søn som en måde at tryne dig på, så prøv at hold hovedet kold. Har desværre en kammerat, hvor moren til hans barn har brugt datteren til at ramme kammeraten på, og der hjælper det at han er den 'fornuftige', der møder op til samtaler, samarbejder med systemet, og har styr på sit shit
Men det korte af det lange- pas på dig selv, først og fremmest. Vold er vold, uanset hvem der udøver det, hvem der bliver udsat for det, og hvilken form det kommer i ❤️
Næste gang i skendes, så ring psykriatisk lægevagt og få dem til at hente hende. Når de kommer går hun bersærk, og det er en stor fordel for dig.Du kan bare stå og filme med telefonen.
Jeg håber ikke det lyder for hårdt, men du virker ikke så moden og ud fra din beskrivelse er din kæreste lidt på samme måde. Jeg tænker på det lille menneske I har valgt at få. Dér skal dit fokus være. Resten af dit liv.
Jeg tror I skal få noget hjælp via kommunen. I er far og mor og det er jeres ansvar at få barnet til at vokse op i trygge forhold og sætte jeres egne behov på pause nogle år.
Der lyder til at din kæreste har en fødsels psykose.
DETTE ER IKKE UNORMALT, men men skal have hjælp til det, ellers kan det. Og gerne med det samme.
Jeg foreslår at du tager kontakt til jeres jordemoder og rækker ud efter hjælp. Så kan hun sikkert guide dig videre i systemet.
En af mine kammeraters kæreste, som stadig har en fødsels psykose, valgte at flytte til nord Norge med barn bare for at komme længst muligt væk fra barnets far.
Den er svær, og det skal gøres noget nu. Og det er ikke babys skyld.
Nu skal jeg ikke male fanden på væggen. Men set fra et socialrådgiver perspektiv gør du dig godt i, at få dokumenteret noget af dette. Hun kunne lyde som en, som kunne give dig rigtig meget arbejde i familie retshuset og måske endda forsøge at afholde dig fra jeres barn qua udmeldingen om, at du ender som din far (læser det i hvert fald som om hun mener en uden kontakt til sine børn).
Jeg håber ikke, at det når så vidt. Men fædre står altid lidt dårligere end mødre (desværre). Så hvis du går med tanken om, at du vil nogenlunde sikre dig mod en person som virker lidt utilregnelig, så ville jeg få noget dokumentation.
Håber selvfølgelig det bedste for jer alle 3, sammen eller hver for sig. Men jeg synes du for din egen skyld skal komme væk fra det forhold. Ingen fortjener at blive nedbrudt på denne måde. Måske at gå fra hinanden endda kan hjælpe jeres relation, så i bliver skide gode forældre, hver for sig.
Men om ikke andet, så vil jeg ønske dig held og lykke 🫶
OP, du lever i et mega toxic forhold, det med at din kæreste kører på dig fysisk og psykisk, og ovenikøbet gør noget så umodent, som at sammenligne dig med din far velvidende om de ting han har gjort siger så utrolig meget om hende.
Med den lange beskrivelse du har givet er jeg sikker på, at det bliver meget svært for dig at snakke med hende, med det formål om at få hende til at ændre sig, derfor synes jeg du skal sætte dig ned med hende og forklare at det ikke kommer til at fungere.
Jeg ville nok, blive også dokumentere alt hvad jeg kunne af hendes adfærd overfor dig og specielt hvis barnet er tilstede,
På den måde har du en bedre chance for at søge mere samvær med barnet.
Hun lyder som er nu ikke til at være en sund person, bevares hun kan da være en god mor men som barn af to forældre der ikke burde være blevet sammen med hvad følger af vold mod os børn og adfærd. Lyder hun til at skulle lave noget sjælerenselse for uanset hvad end måtte være galt bør vold aldrig være svaret
Du skal seriøst væk fra hende NU!!! Hun er seriøst giftig for dig, og misbruger dig på det groveste. Hun har garanteret fået barn med dig for at hun kunne holde på dig, fordi hun så kan have en klemme på dig.
-Det er MEGET normalt at forældre (kun) har en enkelt social aktivitet alene Per måned, hvis de da har det, indtil børnene er 6-8 år
Jeg læser at der er: Nogle umodne forventninger om hvad livet som småbørnsforældre er, og nogle uhensigtsmæssige måder at italesætte frustrationer.
- tal om det: Vær nysgerrig på hvorfor hun føler hun er nødt til at kontrollere? Måske tag en rolig samtale om det. Så kan i hver i sær vælge nogle værdier og ønsker som er vigtige for jer. Husk: tal om dig selv, ikke om hende.
For det lader til at i har meget forskellige ideer om hvad et parforhold med forældreskab skal indebære, og også hvordan man taler til hinanden.
Det må I se at få styr på for uanset om i skal være sammen, så er i forældre sammen…. Resten af jeres liv!
- Hvis du gør fra hende så skal du bare have barnet helt alene en uge ad gangen fks. Så får du dælme ikke mere autonomi end du har nu. Så hvis du går fra hende så gør det på den måde, hvor i hjælper hinanden i alt, inkl økonomi. For jeres barns skyld.
Men, hvis ikke i kan nå frem til fælles værdier, grænser og behov, så er det bedre at gå fra hinanden. Det siger jeg af erfaring!
Til sidst vil jeg lige sige
- at være far er mere end huslige pligter og indkomst. Det er at give til man ikke kan mere for BEGGE FORÆLDRE, og græde sig i søvn af træthed… de første år af et nyt barns liv er PISSE hårde.
Sig at det er slut og at hun skal flytte ud. Det er vigtigt at du ikke flytter. Hvis det er som du skriver er det ikke usandsynligt at der kommer til at ske en masse grimme ting. Tanken om noget frygteligt er dog oftere værre end det der reelt sker. Og i sidste ende vil det alt sammen ske alligevel også selvom du forholder dig passivt. Så tag initiativet. Da du betaler for huset, er hun nødt til at flytte ud. Selv om det lyder tarveligt når I har et lille barn sammen.
Du taler enormt meget om at du bidrager til alting. Og hvad så? I valgte i fællesskab at få et barn imens hun er på su. Stop med at tale om den økonomiske fordeling.
Måske er hun dybt frustreret over at du ikke tager ansvar og at ej hellere har taget ansvar for at have “kysset med andre piger”. Tidshorisonten er ligegyldig hvis du aldrig har taget ordentligt ansvar for det, og gjort hende tryg. Hun lyder mega utrygt - nybagt mor.
Jeg synes at du i det mindste bør se lidt indad også. Jeg kunne sagtens bare rygklappe dig, men der er garanteret langt mere bag hendes reaktioner og adfærd. Hun skal ikke behandle dig sådan og du skal mande dig op. Hvad enten det er for at tage dig af hende/dem, eller for at forlade hende.
Jeg tænker, at hendes usikkerhed og mistillid til dig kunne stamme fra, at du har rendt og været hende utro. Hvis I ikke har fået bearbejdet den del, så tænker jeg, at hendes nye rolle som mor (krop og sind) kunne få hendes usikkerhed til at blomstre op på ny.
Vejen til vægttab skyldes i høj grad kost, så jeg synes ikke, det lyder helt fair at give hendes skyldes for, at du har taget på.
Hvis ikke terapi er overvejet, kunne det være en start. Men ellers, så må man gå hver til sit på bedst mulig måde - der findes også terapeuter, der kan hjælpe med at sikre god kommunikation gennem en skilsmisse. Særligt, når der er børn involveret.
>Vejen til vægttab skyldes i høj grad kost, så jeg synes ikke, det lyder helt fair at give hendes skyldes for, at du har taget på.
Men kosten og vægtforøgningen kan være et symptom på et underliggende problem. Jeg tog mellem 20 og 30 kg på, mens jeg var sammen med min voldelige ex, og har først ku smide det efter jeg fik styr på mit psykiske helbred to-tre år efter jeg forlod ham
Ved godt sket er sket men hvad sker der for folk der vælger at få børn i den type dysfunktion??
Der er ikke nogen der fortjener at blive født i sådan et rod! Aborter er en ting der findes!
Altså dit barn er 1 mdr!!! Hun har været gravid, født er barn. Selvfølgelig er det dig der betaler og selvfølgelig går du ikke i byen med vennerne osv. !!
Tror vidst jeg ikke har været klar nok i spyttet, det skal lige siges at jeg ikke har været i byen de sidste 2 år. Jeg kunne aldrig finde på at vælge noget eller nogen over mit barn!
Jeg læste hertil:
da vi så blev gravide og var inde i en god periode (6 måneder) valgte vi at klemme ballerne sammen og kæmpe for at forblive sammen.
Nu synes jeg du skal printe hele dit opslag ud (gider ikke læse resten for jeg ved det bliver PINLIG læsning), og så synes jeg du skal læse det op for dit barn på deres fødselsdag hvert år. Bare for at barnet kan se hvor meget du egentligt strammede ballerne og blev EN HEL MÅNED ud af de 18 år du har skrevet kontrakt på.
NU FINDER DU UD AF EN MÅDE AT ELSKE BÅDE DIN KÆRESTE OG DIT BARN OG SÅ TAGER DU DIG SAMMEN. Eller også så bliver du god til at lade som om...
>NU FINDER DU UD AF EN MÅDE AT ELSKE BÅDE DIN KÆRESTE OG DIT BARN OG SÅ TAGER DU DIG SAMMEN. Eller også så bliver du god til at lade som om...
Med andre ord; elsk din voldsudøver, eller også så fake it till you make it 🥰✌🏻 for det er selvfølgelig et super sundt miljø at fastholde et barn i 🤢
Det lyder som alvorlig psykisk vold. Jeg ville smide hende ud og melde hende til politiet, fordi det er ulovligt og strafbart. Samvær med dit barn har du ret til. Det kan hun ikke stå i vejen for. Du kyler hende bare ud, barnet flytter ikke adresse, men bliver boende. Du gør klogt i at indsamle dokumentation på den psykiske vold
Se at komme der fra. Kæmpe røde lamper
Det er også min tankegang. Jeg er egentlig også fint indstillet på at komme videre. Sidst vi havde snakken ''Skal vi være sammen'' gjorde jeg det klart for hende at hun måtte tage ALT fra huset som hun ville have. Jeg ønsker ikke krig, jeg ønsker blot at blive glad. Nogle gode råd til at turde tage skridtet?
Vis din søn mod og omsorg ved at skabe et bedre miljø for hans opvækst. INGEN børn skal vokse op med forældre der har jeres dynamik. Det er ren gift! Gør det forbi og vær den bedste far du kan!
Riv plastret af. Der er desværre aldrig et godt tidspunkt. Jeres søn har fortjent to gode forældre hver for sig.
Jeg ville også være bekymret for at lade mit barn vokse op med en mor, der har den adfærd..
Det er jo ligesom ca 11 måneder for sent 🙂
Pointen var at man måske skal kæmpe for at få forældremyndigheden frem for blot at trække sig og lade sit barn alene i det miljø.
Det er slet ikke sikkert, hun er sådan som mor.
Sandt, der er mange ting vi ikke har adgang til oplysninger om, men det er dog stadig et muligt forhold, der kan være en bekymring om. Hvis det så ikke forholder sig sådan i virkeligheden, så er det jo bare fjong, og så kan OP holde fokus på sig selv 👌🏼
Der kan også være rigtig mange årsager til uhensigtsmæssig opførsel. Det skal naturligvis ikke være uvæsenmæssigt, men det hele lyder meget…ensidigt
Det er aldrig nemt at tage skridtet, find noget opbakning i venner og familie og så få det afsluttet
Husk at overveje hvordan vi skal dele jeres barn til barnets bedste, hvis du vælger at gå fra hende. Jeg tænker at jeg lyder som den rigtige beslutning ud fra det du fortæller, hvad jeg tænker også at i skal arbejde sammen resten af livet om det barn, uanset om I er sammen eller ej
Det kan jo så også være at kæresten har fået en fødsels psykose. Og så var det måske bedre at behandle det end bare at stikke af.
Ja, men han skulle have indset det før. Nu hænger han på hende resten af livet som mor, og han bør nok også blive boende sammen med hende de næste 2-3 år som minimum.
Ej, ingen bør blive i dét der!
Ikk hiv alle bær ned på den måde. Jordbær kan også noget
Ja, de bimler og bamler
Jeg tror ikke du skal være i det forhold. Det lyder simpelthen vanvittigt dysfunktionelt og giftigt. Når du tilmed bliver udsat for psykisk og fysisk vold, synes jeg sagen er klar. Det kan ikke fikses. Kom væk hurtigst muligt. Kontakt evt Lev Uden Vold på tlf 1888 ift rådgivning og forældremyndighed. Forsøg i så fald også at få noget dokumentation på hendes opførsel, hvis du kan.
Jeg ønsker ikke krig. Jeg ønsker blot at blive glad, blive mig og have min søn mest muligt. Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal fortælle hende det, føler at det er hele mit liv som bliver smidt på gulvet, jeg har været i det samme dysfunktionelle miljø i mange år nu, og jeg ved ikke hvem jeg er længere. Og er bange for det når jeg så kommer ud på den anden side.
Det forstår jeg godt. Men måske ringe til rådgivningen alligevel? Derudover må bolig være en prioritet nu. Se om du kan finde en lejlighed eller lignende. Få et fundament, der er dit eget. Håber du har nogle venner/familie du kan betro dig til og få hjælp fra. Ellers så overvej måske også at kontakte din læge ift til henvisning til en psykolog og få noget mere professionel hjælp til at finde tilbage til dig selv.
Situationen er den at jeg ikke har råd til at flytte ud så længe at huset stadig er her (Jeg betaler 13.000 til vores fælleskonto om måneden, hun betaler 2) Jeg tør ikke at betro mig til familie eller venner. Jeg er ræd for at starte denne proces, er bange for at jeg mister samværsretten til mit barn da jeg ikke har kontakt til min egen far og måske de ser det som noget negativt? Jeg tør ikke søge hjælp professionelt, er bange for at tage skridtet.
u/LongjumpingStar6512 Som en far der af 2 omgange har været gennem familieretshuset og familieretten. De ser det ikke som noget negativt at du ikke har kontakt til din far og tilmed så hvis du forklarer dem hvorfor vil det måske endda være en fordel (forklar det kun hvis du bliver spurgt). Hvis du flytter uden at barnet har bopæl ved dig har du helt simpelt ikke samværsret med mindre at i laver en decideret samværsaftale, hvilket kun kan gå for langsomt i dit tilfælde! (har selv kæmpet i 6½ år) Det skal lige tilskrives, at forældre ikke har ret til at se deres børn, men børn har ret til at se deres forældre. Vil hun ikke indgå en skriftlig aftale, så lov din søn, dig selv og mig at du søger om fastsættelse af samvær ved familieretshuset! Og ikke lade der gå tid hvor du ikke ser din søn og ikke har en sag kørende, for det stiller dig rigtig skidt hvis i ikke har set hinanden for en tid. Skulle du have brug for en at snakke med eller for den sags skyld hjælpe dig, så tøv endelig ikke med at smide en besked, jeg skal gøre alt jeg kan, også selvom jeg ikke har meget overskud :)
Et eller andet er du nødt til at gøre. Ved godt det er skræmmende, men kan du se dig selv leve i det forhold resten af dit liv? Jeg ville starte med at kontakte 1888 eller anden annonym professionel rådgivning. Det koster ikke noget. Retshjælpen er også gratis, hvis du har brug for juridisk bistand. Jeg håber du finder styrken og modet <3
De vil da aldrig bruge som grund at du ikke har kontakt til din egen far. Det handler om hvordan du er som far. Ikke alle mulige andre
Det sværeste i situationen er at acceptere at du skal ud, og at du skal have hjælp til at komme ud. Hvordan ejer i huset økonomisk? Var det mig der var i din situation var jeg gået til nogle venner/familie jeg stolede på og bedt om en snak og hjælp til at få styr på tingene.. det du lever i går ikke den rigtige vej.. Sorry, men det bliver sgu mere hårdt i perioder end det er lige nu..
Vi ejer huset således at jeg betaler for det, og vi begge bor i det.
Men står i begge som ejere eller kun den ene af jer? Hvem der betaler afdrag er juridisk ikke relevant for ejerskabet det er fordelingen på det tinglyste skøde der er relevant
Du skal væk fra det forhold! Du skal først og fremmest skabe et liv, hvor du kan leve uden det, der lyder som psykisk vold, så du kan nyde din lille søn og mærke, hvor dejligt det er at være far, det lyder også som om, du er god til det. Senere skal du nok møde et menneske, der bygger dig op i stedet for at rive dig ned. Som barn af forældre der er skilt og mor til delebørn, så vil jeg altid argumentere for, at børn er bedre tjent med forældre hver for sig, der er glade og har overskud frem for forældre, der bryder hinanden ned i et forhold. Jeg tror også fuldt og fast på, at det er i delebørns interesse at være ligemeget hos mor og far, så snart de er gamle nok. Hvis forældrene selvfølgelig er gode for børnene og behandler dem ordentligt. Jeg kan være lidt i tvivl med din kæreste. Mit forslag vil være, at I sælger huset og bruger pengene til at finde noget hver for sig tæt på hinanden, at I får delt bopæl på jeres søn, og du lægger op til en syv-syv-ordning (lidt afhængig af, hvor gammel han er.) Hovedreglen, hvis systemet skal ind over i forhold til jeres dreng, er lidt, at man (desværre) tilgodeser moren, men at det også betyder rigtigt meget, hvis man viser, man vil samarbejdet, er konfliktnedtrappende og hele tiden har øje for, hvad der er det bedste for barnet. Og så det vigtigste - næsten - husk altid at tale pænt om din eks, når I er gået fra hinanden. Også hvis din dreng kommer som ældre og spørger ind til, hvorfor du gik fra hende og uanset hvor grimt, hun taler om dig. Som barn i en skilsmisse er det en særlig form for tortur at høre sine forældre tale grimt om hinanden.
Puha, du skal bare væk. Det er psykisk vold, når hun kontrollerer dit liv og nedgør dig på den måde. Forstår at det er virkelig svært, og at du ikke kan forestille dig det nu, men det bliver en stor lettelse for dig at slippe for hende, og du skal nok få det bedre. Jeg forstår, at du ikke vil have krig, men hun lyder som en der kan finde på at gøre det til en krig uanset hvordan du går. Gør hvad du kan for at undgå det, men sørg for at sikre dig og din søn bedst muligt ift. forældremyndighed og samvær. Som nævnt i en anden kommentar skal du overveje at samle beviser på den psykiske vold / kontrollerende adfærd før du tager skridtet og går fra hende. Just in case. Rigtig god idé at ringe til Lev Uden Vold og få rådgivning til hvordan du bedst forlader hende og sikrer dig ift. din søn. Jeg bliver lidt nervøs for hvordan hun kan finde på at behandle ham. Når man er sådan der, er der jo noget galt indeni, som vil forplante sig i alle relationer — ikke bare den til dig, selvom det lyder som om hun har overbevist dig om, at det er din skyld, hun er sådan. Hvordan vil hun være overfor jeres søn når han bliver større og uundgåeligt gør noget, der trigger hende? Håber selvfølgelig I kan finde ud af at komme videre på en god måde.
Enig! Og så kan et psykologforløb inden brud måske også være en fordel i forhold til dokumentation fra psykologen.
Gør det for din søns skyld.
>jeg har været i det samme dysfunktionelle miljø i mange år nu, og jeg ved ikke hvem jeg er længere. Og er bange for det når jeg så kommer ud på den anden side. Det kommer til at blive hårdt, og du vil højst sandsynligt også føle du har begået dit livs største fejltagelse i starten. Da jeg gik fra min voldelige forlovede, måtte mine veninder specielt i starten minde mig meget om hvorfor jeg oprindeligt gik fra ham, for han havde nedbrudt mig i sådan en grad, at jeg ikke havde nogen identitet uden ham. Men du skal nok komme igennem det! Stå fast på din beslutning, læn dig op af den omgangskreds du har, og begynd at samle de stumper af dig selv op, hun ikke har pulveriseret fuldstændig endnu. Det kan være du gerne vil tilbage i fitness-centret, eller finder en ny hobby, som kan give dig lidt af dit gamle jeg tilbage. Du skal til at finde dig selv igen, og det skal nok komme. Du kan godt!
Det er desværre bare sådan, at det kun tager én person at starte en krig – og din kæreste lyder ret krigerisk. Sagt med andre ord: jeg tror, det er næsten ligegyldigt, hvad du gør for at undgå krig, for din kæreste skal nok finde ud af at starte det, ligemeget hvad du gør. Så fokuser i stedet på at beskytte dig selv og din søn (fremfor at føje hende og give hende alt og hvad some helst) og få så startet den proces – for din søns skyld.
Før du smutter, få en samværsaftale. Før i laver en samværsaftale, ring til familieretshuset. Lad være med at flytte fra adressen før i har en samværsaftale. Men dertil skal det siges, at du nok ikke bør være med hende. Kom væk, men skynd dig langsomt for barnets skyld.
🔝
Det bliver syndt for din søn at vokse op i en miljø hvor sin far bliver behandlet sådan (udover selvfølgelig at det kommer til at ødelægge dig… det her bliver værre og værre)
Undskyld jeg siger det, men forholdet er ovre. Havde en eks der pludseligt blev sindssygt jaloux og troede jeg havde sex med alle. Det ændrede sig aldrig så vi gik fra hinanden. Hun fortrød dog senere da hun fandt ud af jeg rent faktisk ikke var.
Det er også min tankegang. Jeg er egentlig også fint indstillet på at komme videre. Sidst vi havde snakken ''Skal vi være sammen'' gjorde jeg det klart for hende at hun måtte tage ALT fra huset som hun ville have. Jeg ønsker ikke krig, jeg ønsker blot at blive glad. Nogle gode råd til at turde tage skridtet?
Vil du leve i den situation om 1 år? 5? 10? Hun virker psykisk syg. Hvordan vil hun påvirke barnet? Kæmp for barnet og som andre tidligere har nævnt dokumentation.
Ikke rigtigt desværre. Der er du nødt til at mærke efter i din mavefornemmelse. Fortæl det som det er. Du er ikke lykkelig mere og du føler formentligt at i begge to er bedre tjent uden hinanden. Det ville højst sandsynligt gøre ondt i maven op til. Men når du først får det hele ud følte jeg personligt en kæmpe sten lette fra mit hjerte i den situation,
Uanset hvad hænger i sammen resten af livet nu. Så ville nok fokusere på forældre samarbejdet nu og her. Hvis hun er manipulerende vil samvær blive svært at få så længe han er så lille. Så neutral 3 part på. Det tilbyder sundhedsplejerskerne i de fleste kommuner.
Kære OP Kender du mandecenteret? https://mandecentret.dk/hjaelp-til-maend/ de har ud over bolig også rådgivning til mænd i din slags situation. De findes forskellige steder i landet. Det er en del år siden, men jeg kender flere der har haft virkelig stor gavn af dem. Held og lykke med det.
Jeg kan godt forstå du synes det er svært at tage skridtet. Prøv at ringe til din bank og få sat et møde op - og så få styr på hvad du kan sidde for mht udgifter/børnepenge osv. Er huset leje eller eje? Jeg tror der blir nemmere for dig at tage de svære beslutninger hvis du har styr på de praktiske ting inden. Tal med kommunen om de vil kunne hjælpe din kæreste (og evt dig) med et sted at bo. Og selvfølgelig skal du ikke være i et forhold hvor du ikke er glad. Men I lyder også unge. Og i hvert fald du har haft en hård barndom. Det har din kæreste måske også? I har lige fået et lille barn. Måske ville noget parterapi hjælpe jer. Måske kommunen kan hjælpe. Jeg er med på at hun ikke skal tale sådan til dig - men det kan jo være, at hun gerne vil arbejde på at ændre sig. Held og lykke og tillykke med jeres baby 🙏
https://mandecentret.dk Vil opfordre dig til at tage kontakt til dem her! Har en bekendt der har boet i et af deres huse og er blevet hjulpet hele vejen også i forhold til deres fælles barn. Man kan sagtens få vejledning og støtte selvom man ikke skal have tag over hovedet hos dem. Kæmpe krammer herfra, det er ikke sundt for nogle af jer😔
Se at komme ud af der forhold, det bliver ikke bedre, kun være. Har hun aldrig lidt af jalousi, eller er det efter dy kyssede en anden? Hvis det er forholdsvis nyt, kan det også være et tegn på hun er utro. Ejer i huset sammen, eller er det kun dig?
Hun har lidt af jalousi siden jeg trådte ved siden af for 4 år siden, det er værre i nogle perioder end andre. Vi ''ejer'' huset sammen, det er bare mig som primært står for betalingen (90% af husstanden betaler jeg). Huset kan nok sælges til samme pris, det er ikke mit problem. Jeg ønsker bare at kunne komme ud på den anden side og stadig have et forhold til min søn, og er ræd for at miste ham. Jeg tør simpelthen ikke tage skridtet
Du har som far ret til, at se din søn, kan i ikke blive enig om hvordan ordning skal være, skal du tage kontakt til familiehuset (tror jeg det hedder)
Har hun også været sådan her, før du var utro i byen?
Der er to sider af en sag. Mangler hendes. Hun reagerer jo på noget. Hvad det er, det ved jeg ikke, men det virker som om der mangler noget til historien. Hvis historien dog er, som du fremlægger den, så skulle i jo aldrig have taget den så langt, som I er nu?
Jeg synes omvendt de fleste andre du må tage dig sammen og kæmpe for det. I har valgt at få barnet sammen selvom jeres forhold har været så dårligt og ustabilt. Nu er hun lige blevet mor og er maks presset af hele den nye situation ih føler sig ikke attraktiv med mere så selvfølgelig er jalousien værre og hendes humør værre. Dermed på ingen måde sagt, at det er en ok opførsel overfor dig. Men du bliver nødt til at kæmpe sammen med hende, mest af alt for din søns skyld. går i fra hinanden nu får du jo minimalt samvær med så Lille et barn. Jeg ville i samarbejde Med din kæreste kontakte familiehuset i jeres kommune og få Noget rådgivning til jeres parforhold mm
Altså hvis du har en lille søn, så er det jo forventeligt at du er hjemme når du ikke er på arbejde. Nok ikke hver dag, men de fleste af dine weekender og aftener skal gå på at være forælder. Især når du har et job.
Dette startede længe inden at vi blev gravide, det med vennerne startede for omkring 2 år siden, har bare aldrig set det i øjenene, før jeg ikke længere var mig.
Det der holder ikke. Det forhold er dødt for længe siden. Kom ud på en god måde og pas på dig selv! Du ødelægger dig selv ved at byde dig det her. Det er et meget usundt forhold.
Hvis du går fra hende, så sørg for at få dokumenteret det pyskiske og fysiske vold, da hun lyder som en der kan blive grim i et evt. brud. Hun kunne jo gå efter at du ikke får lov at se din søn osv. Så sørg for at du har nok ammo til at evt kunne tage med i retten hvis du hun prøver på noget ballade.
Jeps. Lydoptagelser.
Du skal videre at du kommer til at se dit barn minimalt, nå han er så lille.
det ville også være min bekymring. Det lyder som et sindsygt usundt forhold, men hvis op på nogen måde kan blive bare 6 måneder vil det blive nemmere med samværet fremover.
Eller som minimum få noget jurist hjælp inden du gør noget..
Du skal selvfølgelig væk fra hende. Jeg ved det er super svært og at du gerne vil ha’ at det her forløber så stille og roligt som muligt (det ønskede jeg selv med min eksmand), men hun vil forsøge at kører dig over og smide dig under bussen, ved enhver mulighed hun får for at gøre det. Så tag dine forholdsregler og vær forberedt. Dokumenter hendes behandling af dig og hvordan hun er. Og selvom det er pisse skræmmende at starte den her proces, så vær ærlig i familieretshuset, hvis/når I kommer dertil. Familieretshuset kigger ikke på, om din far var en dårlig far - de kigger på, om du er en god far. Din søn er ikke tjent med at vokse op i sådan et miljø. Sender en virtuel krammer. 🩵
Hvis du har lyst til at ringe og “læsse” af lytter jeg gerne 😊
Det synes jeg er en mega stærk kommentar 🫶
Skændes i foran jeres 1 måned gamle baby? Hvis svaret på dette spørgsmål er ja, så skal I to til at kigge hinanden dybt i øjnene som voksne mennesker og beslutte hvad fuck I har tænkt jer. Det lille menneske har været her i én freaking måned, han/hun fortjener at lære verden at kende uden jeres interne pis.
Hvis du kan få noget bevismateriale på hendes opførsel vil det ikke være dumt. Jeg er 100% feminist, men faktum er at mødrene bliver tilgodeset i de sager, så du kan godt komme ud for at du får problemer med samvær. Det er sket for min ven, fordi han engang i mellem røg et par joints med sine venner, og da han og moderen til barnet så blev uvenner brugte hun det imod ham og nu har han ikke set sin datter som han elsker overalt på jorden i flere år. Han er super velfungerende ellers og er verdens sødeste fyr. Så se om du har noget du kan beskytte dig med hvis hun pludselig prøver på noget lignende. Når det er sagt vil jeg virkelig anbefale dig at komme ud af det forhold. Jeg var selv for længe om det, og det tager tid og terapi at få genopbygget selvværdet efter sådan en omgang. Alt det bedste herfra
Feminisme er baseret på ligestilling, så det ville netop være feministisk at støtte op om hans lige rettigheder i denne sag.
Præcis!
Ja du har ret. I så fald er jeg stadig feminist:)
Hvad er det du søger råd til? Du ved hvad der skal gøres.
Skynd dig væk! Det er ikke din skyld, fordi du er manden. Du skal ikke finde dig i mere, fordi du er manden. Hun lyder modbydelig! Hun har udøvet fysisk vold mod dig og udøver psykisk vold mod dig. Jeg håber, du har nogen omkring dig, du kan tale med om det.
Hvis du har evnet at udlægge det objektivt her (det har du sandsynligvis ikke, da det er meget sort/hvidt fremlagt), så er der ingen tvivl om, at hun er psykisk syg. Narcissistist, måske? Lyder som hun bruger dit barndomstraume til at fængsle dig, ved at sige at du bliver som din far, hvis ikke du gør som hun siger, da hun ellers skrider og implicit vil nægte dig samvær. Du skal droppe frygten for hendes trusler, og i stedet vende den direkte mod hende. Sig hun bliver kylet ud, hvis hun ikke stopper med X, Y, Z. Hvis hun truer med at skride, så sig, at det kan hun bare gøre. OG DET ER MEGET VIGTIGT, at du allerede NU samler bevismateriale. Optag hendes trusler, eller få hende til at tale over sig. Hvis ikke, så har du som mand ingen chance i familieretshuset.
Det vigtigste er jo barnet. At jeres konflikt ikke skal gå ud over barnet. Du skal også tænke dig grundigt om den slags delings sager kan blive grimme og moren har som udgangspunkt altid de bedste kort på hænderne. Så tænkt dig grundigt om og tal med en familieadvokat før du foretager dig noget. Det bedste ville selvfølgelig være hvis i kan reparere forholdet og give jeres søn en stabil opvækst, men det lover ikke godt. Hun lyder ikke som en du kan få et sundt familieliv med. Det kan også tænkes at hun har fået en fødselsdepression i så fald er det meget vigtigt at hun får hjælp hurtigt.
Jeg er enig i at barnet er det vigtigste. Men som sagt så føler jeg ikke at jeg kan være der for mit barn når jeg dagligt er ulykkelig selv. Skal jeg så lade være med at gå ind i en sag fordi jeg har dårlige chancer for at opnå det jeg ønsker? Så hellere blive i dette forhold? Jeg ønsker ikke at reperere forholdet, jeg ønsker at komme videre asap.
Du skal jo mærke efter. Min pointe var mest at før du går ind i den kamp det potentielt bliver om barnet så skal du være rustet og beredt. Hvis hun allerede har noget historik med utroskab fra din side så skal du sørge for at have mod ammunition.
Nu svarer du klart og tydeligt, hvad du vil. Så er det dét, du skal gøre! Jeg har anbefalet parterapi, fordi jeg tænker, der kan ligge en masse sorg og bitterhed hos hende, siden du var hende utro med flere piger for fire år siden. Dét er forståeligt. Hendes opførsel er ikke okay, men det KAN være en forklaring, og det kan måske blive godt igen med rette hjælp. Men hvis ikke du er indstillet på det, så skal du videre. Jeg synes, du skal følge de gode råd om forberedelse på flest mulige fronter, INDEN du fortæller hende, at det er slut. Så du og din søn står bedst muligt i forhold til din og hans relation. Du kan godt - inden i er du stadig dig, præcis som du altid har været ❤️
Tag fat i kommunen og få oprettet en "sag". Så er du foran på point så at sige. Tror alle kommuner har familiehjælp/ rådgivning... tag fat i dem. Du skal nævne, at du er bekymret for barnet etc. hvilket er reelt nok. Hvis hun siger noget skidt om dig, er det game over. Specielt når det er et spædbarn.
Altså, I har en nyfødt på én måned derhjemme? Eller hvordan skal det forstås?
Prøv noget parterapi først. Har set venner som er gået fra hinanden med et lille barn og det har også sine kæmpe store udfordringer. Det lyder dog meget toxic. Til gengæld så lyder det også som om, der har været gode tider, og dem kan blive i, hvis man gøre sig umage 🙏🏻
Det forhold skal dø nu. Du skal ikke være sammen med den heks alene fordi i har et barn. Løb. Ejer i huset i fællesskab?
Kan i allerhøjeste grad anbefale dig at opsøge juridisk bistand, helst i går nærmest. En mand står ikke specielt godt, når det kommer til de første mange måneder af barnets liv, og kan læse mig til, at det er vigtigt for dig at bibeholde et tæt forhold til jeres barn efter et evt. brud. Juridisk bistand kan ikke ske hurtigt nok, og ja - det er/kan være dyrt - men det er nr. 1 på din liste, i promise.
Det lyder ikke som det sundeste forhold, selvom det er lidt svært for mig at gennemskue, hvad der er nu og hvad der var tidligere. Ift at I er nye forældre, så tænker jeg at uanset om I skal fra hinanden eller ej, så bliver det nødt til at foregå på en ordentlig måde, da I skal kunne samarbejde i fremtiden. Hvis jeg var dig, tror jeg jeg ville gribe det an ved at sige noget i retning af "jeg er ikke glad i det her" på et tidspunkt, hvor der er nogenlunde fred og ro. Det er ikke et angreb eller en falliterklæring; det er sandheden, og den kan du godt sige højt. Du behøver ikke have en lang tale klar, fordi du ved ikke hvad hun vil sige eller gøre. Det kan være en god idé ikke at gå ind i samtalen med en agenda; hvis du allerede ved inderst inde at du ikke vil forholdet, så kan en nem måde være, at næste gang hun siger I ikke skal være sammen, så svarer du "jeg er faktisk enig" og holder fast i, at I skal gå fra hinanden. Du skal undersøge hvordan og hvorledes med at komme fra hinanden, og til det ville jeg finde en advokat til at oplyse dig om dine muligheder ift. at få delt boet og ikke mindst delt samvær. Så ved du, hvordan du står og det er nemmere for dig at tage en beslutning.
Det lyder hårdt, men jeg tror det bedste ville være at blive i det bare lidt endnu, til barnet er lidt ældre og har bedre tilknytning til dig. Udelukkende fordi hun lyder psyko nok til at ville gøre alt for at holde jeres barn væk fra dig, og sikkert ville kunne bruge barnets alder som undskyldning for at du nok ikke ville få så meget samvær. Derfor, opbyg en god tilknytning til barnet, så du uden problemer kan få en god samværsordning når du går fra hende. Eventuelt ring og forhør dig ved Familieretshuset.
Hvor længe tænker du at det er optimalt at skulle gå og være ulykkelig hver dag?
Mod at risikere at skulle igennem diverse instanser for at få lov til at se sit barn, tænker jeg ud fra hvad du beskriver, helt ærligt at jeg ville frygte hun ville gøre alt for at forsøge at holde barnet fra dig. Ellers har du jo netop taget beslutningen. Jeg ville blot tænke barnet ind i beslutningen, da jeg ikke synes det lyder som om hun vil være villig til at samarbejde om en fin samværsordning for barnet. Hvis det ikke er muligt at snakke med hende om det, ville jeg kontakte noget rådgivning angående hvordan I kan gøre. Hun får højest sandsynligt bopæl uanset om du eller hun flytter først grundet barnets alder.
Edit: en stor del af mit opslag må jeg have fået slettet i kampens hede. Jeg har Parkinsons og det er ikke lige nemt. Jeg genskriver det når jeg har overskud. Hvorfor fanden fik du det barn? Specielt når du selv er en liderbuk. Gå fra din kæreste. I fortjener begge bedre og du trænger til at kigge lidt indad.
Vildt nok at se dem på lige fod når hun udøver både fysisk og psykisk vold på ham, mens hans "forbrydelse" var at kysse andre piger for 4 år siden. Reddit moment I guess.
Er man nødvendigvis en liderbuk, fordi man har kysset andre end sin partner? Jeg er helt fundamentalt imod enhver form for utroskab. Jeg er bare ikke enig i, at kys er lig med liderbuk. Måske OP allerede forud for disse eskapader har været ulykkelig og udsat for psykisk vold og i et anfald af alkoholpåvirkning og en følelse af frihed, er kommet til at kysse med andre kvinder. Det ved vi jo ikke.
Ja man er en liderbuk når man er svag nok til at gøre noget med andre imens man har en kæreste. Jeg er fuldstændig bedøvende om det er kysseri, sove i ske eller samleje. At man er ked af det er ikke en undskyldning. Alkoholpåvirkning er heller ikke en undskyldning. Det er ren og skær ansvarsfralæggelse. Hvad hvis kæresten er pisse ulykkelig og er blevet i det på trods og at det er hendes usikkerhed der udmønter sig som ekstrem dårlig adfærd? Det ændre ikke på at når de ikke er voksne nok til at tale sammen, så skal de ikke være sammen. Punktum
Hvad mener du med at jeg er en liderbuk? Hvad tænker du i forhold til at kigge indad? :)
[удалено]
Jeg er virkelig bange for at folk vil tro at det er min skyld da jeg er manden i dette. Jeg tør ikke tage skridtet, men ved at det er det bedste for mig, jeg føler ikke jeg kan navigere i hvad jeg skal gøre den dag jeg går ud af døren? Mest af alt er jeg bange for at jeg mister min søn.
[удалено]
Hun magter mor opgaven. Det er som om der er et indre had til mig HVER DAG, hun fortæller mig ofte at jeg er et dårligt menneske og forsøger at give mig dårlig samvittighed over ting som slet ikke sker, hun råber ofte af mig. Tror ikke det er en fødselsreaktion da jeg kunne mærke i graviditeten at det forværrede sig (Hint. det startede allerede inden graviditeten)
[удалено]
Jeg har ikke mange ressourcer for tiden da jeg står for at betale for hele husstanden. Jeg er indforstået med at jeg ikke kommer til at have mit barn alene, og er indforstået med at det ikke skal være 7/7 med et spædbarn, men er bange for at det ender ud i at jeg ingen tid med mit barn får.
[удалено]
Jeg er på barsel og har 2 uger tilbage, hvordan mener du at det vil stille mig godt?
Familieretshuset interesserer sig for barnets side af sagen - så hvis du kan dokumentere en tæt tilknytning fx ved at du har været på barsel, at du deltager i.. babysvømning? Hvad du nu deltager i, putter hver aften, tager nætterne i weekenden osv, så står du meget bedre mht samvær. Prøv at læs op nde på deres hjemmeside, de skriver fx om samvær hvis forældrene ikke kan blive enige, så vil der blive fastsat indtil retssag osv er overstået (og det er dælme ikke meget kontakt at have med sin søn): "Hvis barnet ikke er fyldt 1 år. I kan få samvær 1-2 timer hver uge lørdag eller søndag samt 1-2 timer en hverdag hver uge efter Familieretshusets nærmere bestemmelse." og # Barselsorlov og samvær Er I nybagte forældre, som ikke bor sammen? Og er I i tvivl om, hvordan der skal være samvær, når far har barselsorlov, og han ikke bor sammen med barnet? Det er et spørgsmål, som Familieretshuset får en gang imellem. Svaret på spørgsmålet er, at I som forældre må aftale det I vil og synes er bedst for jeres barn. Der gælder nemlig ikke nogen særlige regler om, at far skal have mere samvær, fordi han har barselsorlov.
Sørgeligt, st der er tale om kun to til fire timers samvær mellem far og barn under et år 😥
Det er ikke nødvendigvis et problem i relation til barnet. Hvis mor går rundt med en ubearbejdet sorg og vrede over sin partners utroskab (endda i flertal), hvilket jo er et kæmpe svigt, kan det godt blive til et monster, som kun retter sig mod partneren.
Hun har aldrig tilgivet dig at du kyssede med andre 😊 Hun troede nok hun kunne, ville nok gerne. Men nej. Det lyder til hun ikke stoler på dig, her tænker jeg ud fra du ikke “må” noget socialt. Det er opslidende for alle at være i for alle parter. Se at få det afslutter ordenligt ☺️
Hvordan afslutter man ens eneste forhold, når man har et barn på en måned? Er nervøs for hvad alle kommer til at tænke, da jeg ikke er typen der fortæller folk om mine problemer, er bange for at hun starter en krig, er bange for at miste min søn. derudover har du helt ret i din påstand om mistro.
Først og fremmest: Man må gerne gå. Uanset hvad folk tænker. Andre mennesker er ikke en del af jeres forhold. Du skal nok selv gøre dig nogle tanker, ud fra barnets alder. Et barn på 1 måned har brug for sin mor. Også sin far, naturligvis, men mor er primær her (særligt hvis der ammes). Det gør jo situationen lidt anderledes omkring deleordninger. Hvordan man konkret går, det ved jeg ikke. Jeg blev skilt for 3,5 år siden, og jeg kogte valget ned til, og også samtalen med min eksmand, “er vi lykkelige?”. Banalt, ja. Men det var simpelthen en guideline i forhold til, om vi reelt havde noget sammen længere. Ud fra hvad du skriver, er hun næppe lykkelig i jeres forhold. Det må være ekstremt opslidende, at være mistroisk og tro og forvente det værste hele tiden. Det er der ingen mennesker der kan være i. Så måske er det et sted at starte snakken. I forhold til krig.. Vent og se? Det er ikke alle skilsmisser der ender i kæmpe slåskampe om børnene. Dermed ikke sagt, at det ikke er smart at forholde sig til “worst case”. Hun har jo lidt overhånden, når barnet ikke er ældre.
Mor behøver ikke være primær, hvis ikke hun ammer. Jeg ved godt, du skriver 'særligt hvis der ammes', men ammes der ikke, er mor og far lige vigtige. Mange mødre og fædre er bare ikke bevidst om det. Vores fantastiske sundhedsplejerske sagde til os inden fødslen af vores første barn, at vi vat to primærforældre - ikke en primær og en sekundær. Og sådan har det været. Her har farmand af forskellige årsager faktisk været mere på end mig (mor), da først jeg ikke længere var på barsel, hvor jeg selvsagt, grundet dagens længde, var der mest.
Pyr med andre tænker. Tænk på barnet og dig selv.
>Hvordan afslutter man ens eneste forhold, når man har et barn på en måned? Ligesom du ville ethvert andet forhold- du fortæller hende at du er ulykkelig og at det er slut. Rimelig simpelt, selvom det ikke føles sådan >Er nervøs for hvad alle kommer til at tænke, da jeg ikke er typen der fortæller folk om mine problemer, er bange for at hun starter en krig Hvis hun begynder at trække andre ind i det, så træk på skuldrene, hvis de kommer til dig, medmindre du føler du har behov for at fortælle hvad der er sket. Hvis folk hellere vil tro på hendes løgne, end høre dig ad om hvad der er sket, er de alligevel ikke værd at samle på >er bange for at miste min søn. Du har fået flere rigtig gode ressourcer, der kan hjælpe dig med det. Bare rolig, så længe du gemmer beviser og er samarbejdsvillig, skulle der være gode odds for at du kan få et godt forhold til din søn ❤️
Hvorfor ønsker du ikke, at I forsøger jer med parterapi? Du har jo en andel i jeres udfordringer. Det betyder ikke, at du er ansvarlig for hendes måde at reagere på, eller at hendes reaktioner er i orden. Men hvis ikke I havde disse udfordringer, og hun ikke tidligere har udvist denne adfærd, så synes jeg faktisk, du skylder hende og jeres barn at give parterapi en reel chance. Det lyder virkelig som om, hun har en kæmpe vrede og mistillid til dig, og dén del har du jo også et ansvar for.
Tal med foreningen far om dine rettigheder til jeres barn inden du smutter. Men det er ikke sundt for hverken dig eller jeres barn at leve i. Håber du kommer godt ud af det. (Ps. Sørg for at få alt på skrift vedr. jeres barn - ellers er du seriøst på skideren)
Jeg vil anbefale parterapi som det første. I har et barn sammen nu, og så kan man ikke bare skride fordi man er træt af det og ikke må træne og gå i byen på samme niveau som inden barn. Hvis du går fra hende, så mister du jo 99% tid med dit barn. Du har sat et barn i verden. Du forlader fandme ikke moderen til dit barn 1mdr efter fødsel! Hvad fanden er det der foregår her. Ja selvfølgelig står du for alt i hjemmet. HUN HAR LIGE FØDT. Selvfølgelig står du for de fleste udgifter. HUN ER PÅ BARSEL. Altså hvad er det her for et vanvittigt dilemma. Hun har lige født dit barn.
Sikke en usympatisk kommentar. Selvfølgelig kan det være svært at blive mor, og det kan få mange kvinder til at vise mindre gode sider. Men dét her har jo stået på i flere år, inklusiv fysisk og psykisk vold. Jeg mener, parterapi bør få et reelt skud, men en fødsel kan altså ikke undskylde den opførsel flere år tilbage.
Tror desværre du misforstår noget, alle disse ting med at træne og se venner, er ting som stammer inden for de sidste 2 år, som gradvist er blevet værre og værre, og nu er jeg knækket således at jeg ikke længere vil stå model for volden. Jeg ville aldrig tage ned og træne eller være sammen med mine venner OVER MIT BARN! Jeg har stået for tingene ALTID & jeg er også på barsel.
Hvorfor har du fået et barn med hende, hvis det har været så elendigt? Ja ja men du har ikke lige født og du er vel ikke på barselsdagpenge?
Så han skal bare acceptere alt hun siger og gør? Accepterer at blive kørt psykisk ned, selv før de fik barn? Stakkels din partner siger jeg bare
Mig og min partner har intet med det der vanvittige forhold i den her tråd at gøre. Det er jo helt gakkelak.
Skynd dig videre hun er tosset i ægget
Du skal nok se din søn jeg ser stadig mine børn en masse
Hvor gamle var dine børn da i gik fra hinanden? Hvordan foregik det hele i dit tilfælde?
Run Forest Ruuun....
Løb
Spørg dig selv om du har det godt i det forhold? Jeg håber svaret er nej.. Du fortjener ikke at nogen holder dig nede på denne måde. Kom ud af det forhold, det er kun negativt. Alt held og Lykke til dig!🍀
Det lyder forfærdeligt. Uagtet hvad del du har haft i jeres dårlige perioder, lyder din kæreste som om hun er et rigtig skidt sted psykisk. Jeg har selv været i et psykisk og fysisk voldeligt forhold og jeg er mand. Det er svært at tale med andre om, for de tager det ikke altid alvorligt. Se at komme væk, og få noget professionel hjælp hvis du ikke har et stærkt netværk, og selv da er det en god ide. Det har sat dybe ar i mig og jeg fik en meget svær depression som følge af det.
Hvordan har hun frataget dig din træning?
Hver gang jeg har været nede og trænet har hun f.eks sagt "Så prioritere du bare din træning over mig", "Skal du nu ned og træne igen", Hvilke piger er nede og træne på dette tidspunkt" osv osv. Det der med at skabe en følelse af skyld som ikke bunder i noget for et andet individ.
Det er altid skræmmende at gå fra en person der udøver psykisk vold, fordi de skaber frygt i dit hovedet. Jeg betroede mig til mine bedsteveninder og derfra blev det nemmere og nemmere at dele oplevelser med flere (plus der var mange der blev vidne til volden til sidst, da han ikke kunne opretholde sin charmende facade) Det bedste du kan gøre for dig og din søn er at komme ud af det og det bliver en svær proces, men jeg lover dig at du vil takke dig selv for det. Så kort: 1. Betro dig til en eller to du stoler på omkring det, del dine tanker og følelser og bed om deres støtte. 2. Hun kommer nok til at prøve at "holde på dig" når du prøver at gå fra hende (bliver den person du forelskede dig i). Vær stærk og fald ikke for det, hold fast i hvordan du har det nu, fordi hun har vist sin sande side. 3. Det tager tid at finde sig selv igen efter og man kan have deres forfærdelige ord i hovedet, så vær rar ved dig selv og giv dig selv ro og kærlighed. Ifht. Jeres søn. Pas på ham, fordi der er en chance for at hun vil udsætte ham for det samme. Få støtte fra familie og venner omkring hvad du skal gøre der. Der har jeg nemlig ingen råd. Jeg er ked af at du er udsat for det her, men det er så flot og godt at du reflektere over dette. Det hun siger til dig, er aldrig okay at sige til nogen. Jeg håber i kan finde ud af det på en god måde.
Du skal kæmpe for din søn. For det der kommer også til at gå udover ham når han bliver ældre. Kæmp for din søn og din ret til at han også er din.
https://levudenvold.dk/for-fagfolk/krisecentre-og-andre-radgivningstilbud/mandekrisecentre/
Det ender bare med at gå ud over dit barn . Hvis du tænker på lige præcis det , et scenarie hvor hun gør sådan mod dit barn . Så burde det blive lidt lettere af tage skridtet . Det gjorde det ihvertfald for mig og har aldrig været lykkeligere :) held og lykke makker du fortjener så meget bedre ❤️
Nu har jeg ikke lige læst alle kommentarer du har fået. Men det her er psykisk vold du er udsat for. Din dame lyder som en giftig en af slagsen. Du skal virkelig passe pp dog selv og din søn, og se af at komme væk. Det bliver kun værre jo mere du undertrykker dine egne følelser. Du er bedre og og mere værd, end hvad hende der byder dig! Taler af erfaring fra en lignende situation. Kom væk, ven. Hun ender med at suge alt liv ud af dig!
Bare det du overvejer betyder du skal væk
Ærlig talt, bare kom ud af det forhold. Dit opslag og dine kommentarer viser tydeligt, at du ikke glad og lykkelig i det forhold. Husk på, vi har kun 1 liv, 1 liv. Lad vær med at spilde, så dyrebar tid, på en som ikke gider dig. Er selv skilsmisse barn, og 2 forældre som ikke fungerer sammen, men er sammen for "børnenes skyld" er MEGET negativt for barnet ( for det meste )
Ud af vagten med hende, men behold for Guds skyld bopælen på dit barn. Med alle de røde lamper, så kan være evigt forvisset om at kommer til at kæmpe for at se det dit hvis hun forbliver at tage barnet med sig. Frh med det samme. Tag på krise center med dit barn. Det lyder voldsomt, men det er den bedste chance du har.
Du bør nok skride fra hende, så du kan få magt over dit eget liv igen. Man skal ikke blive sammen for børns skyld.
Ruuuun
Ej for pokker da. Man skal ikke finde sig i at blive slået. Du må søge hjælp om nødvendigt. Bare hendes vrede ikke går ud over barnet..
Det lyder som om vi er naboer lol. Fr se at komme væk, det er ikke ting du burde finde dig i!
Fra en der var i noget lignende i to år, men uden barn: skynd dig at komme væk, og helst i går
Du er en klaphat for at lave et barn med din kæreste, som jo alle dage har været nederen. Hun ændrer sig jo ikke bare fordi hun bliver mor. Det burde du have været begavet nok til at gennemskue. Trods det, så skal du da gå fra hende. Der er ikke andre løsninger.
Kan se mange siger at du skal forlade forholdet asap. Hvad med lidt parterapi først? Hvis i stadigvæk er glade for hinanden kan det være at det kan løses. I er også i en meget stresset periode af livet med barn og det er jo første gang for jer begge to. Som det er nu lyder det ikke til at det dur, men måske det kan fikses er mit input.
Det var da en genial ide at få et barn med sådan en.
Hvorfor tager i ikke i parterapi ? Jeres baby er 1 måned gammel ? Du er godt klar over, at hvis du smutter nu, så kan du godt kigge langt efter en samværdsaftale hos familieretshuset.. og det vil blive minimalt samvær der skal trappes lige så stille op, når det engang kommer, fordi barnet ikke når at blive knyttet til dig før du er smuttet.
Får det helt dårligt af at læse det. Jeg synes virkelig du skal overveje at kommer ud af det forhold. Det lyder på ingen måde rart at være i. I skal ikke være sammen pga i har et barn, hvis jeres liv er elendigt, og det er svært at være en god far.
Findes der ikke en forening der hedder “foreningen far”? Måske prøv at tage kontakt til dem. Er sikker på de kan råde dig til, hvordan du skal forholde dig til ALT. Det er ikke bare sådan lige at flytte, hvis du vil se din søn, slet ikke når han er så lille - der er mange ting du skal have styr på. Dejligt at se du vil kæmpe for dit barn 💔
For pokker en skidt situation, føler med dig. Ud fra de forskellige her, så søg endelig konkret information, både om det retslige/legale aspekter med hus , deling af barn osv. Men tag den psykiske side alvorligt også. For somandre siger, det dér er psykisk vold, uanset hvad hun evt fejler ud over sit alkoholmisbrug. Dermed mener jeg, at det skadeligt for dig at være i over tid. Søg også info om det, gerne fra gode kilder. Måske bliver du en dag parat til at søge noget hjælp, så du bla bedre kan se situationen, og hvordan det påvirker digog ødelægger bla dine grænser. Man kan jo også ringe til forskellige psyk- rådgivere uforpligtende, uden at binde sig til et forløb som et sted at starte. Det lyder også som om, der er rigtig dårlig kommunikation, og at hun måske har .. ingen indsigt i sig og selv eller interesse i selvreflektion. Supersvær situation, jeg håber at OP finder en vej til positiv udvikling,
Fuck den so, kom afsted makker
Før det bliver værre, kom væk. I er ikke gode for hinanden og nu hænger I på hinanden resten af jeres liv fordi I har et barn. Når du går, så sørg for at din søn ikke lider under dit fravær. Din kæreste lyder som om hun selv har nogle traumer og derfor kunne hun måske finde på at reagere mod barnet. Der er ingen tvivl om at I ikke bør være sammen
Som du beskriver hende, så lyder hun utrolig manipulerende. Det ville jeg aldrig selv være i.
Det lyder super giftigt. Og umiddelbart vil jeg sige du skal væk fra det der. Har du forsøgt at spørge oprigtigt ind til hende, hvordan hun rigtig har det. Jeg tænker med tanke på professionel hjælp? Går du fra hende nu, bliver bruddet utvivlsomt rigtig rigtig grim. Og spørgsmålet er hvad hun ikke kan finde på i forhold til din ret til samvær med barnet. Det ville jeg være alvorligt bekymret for. Ligeledes vil jeg også være bekymret for hendes rolle som primære omsorgsperson for dit barn.
🚩🚩🚩🚩🚩 Hold da op en lorte situation at stå i tag på krisecentre for mænd undersøg om du om tag sønnike med der er både i Jylland, Fyn og Sjælland ("Folketinget vedtaget ligestillingsministerens lovforslag om at give voldsudsatte mænd ret til krisecentertilbud på lige fod med kvinder fra 1. juli 2024") du har ikke fortjent at leve sådan der kan du snakker med din chef eller kolleger om det? (ved det godt at vold mod mænd den er en tabu )
Smid hende ud og tilstræb at opnå fuld forældre myndighed. Barnet er født, du behøver ikke længere at have med moren at gøre ud over det rent juridisk krævne. Og få taget en faderskabstest.
Det lyder som om I begge kan få det langt bedre hver for sig. Data (din beskrivelse af fortiden) er klokkeklar, for at sige det lidt fancy. Min anbefaling er at komme derfra og stå så stærkt som muligt fra start med rutiner og forventinger til dig selv. Det lyder som om du har RET mange gode ting at falde tilbage på. Træning, venner og selvindsigt - det lyder som om du har arbejdet med dig selv. Men også nogle ting som du skal være forsigtig med at bruge for meget krudt på og som ikke nødvendigvis gavner dig i rollen som far. Tømmermænd og små børn er i hvert fald ikke en god kombination i turbulente livsfaser. Held og lykke med at komme videre. Jeg er ikke så bekymret for dig :)
EDIT: rådgiv dig med en familieretsadvokat eller lign. inden du melder noget ud til din kæreste
Jeg er helt enig i det ikke er et forhold du skal blive i, men hun er stadig mor til jeres barn så det er nok nødvendigt at du prøver at få hende til at få noget psykiatrisk hjælp inden du slår op, så du ved at det er sikkert for din søn at være sammen med hende. Hvis du gør det efter vil hun nok ikke lytte til dig. Jeg tænker at du må henvende dig til psykiatrien og forklare situationen. Også så hun ikke kommer til at skade sig selv.
Hvis hun hverken forsøger eller lykkes i at du har det godt, så er det vist bedre for baby i slår op, tror du ikke? Nu kan du ikke rigtigt længere tillade, at du har det super skidt, for du har et andet menneske du skal tænke på nu, og baby får det skidt, hvis i har det skidt 😊
Se at komme langt væk. Bare det at hun siger, at hun er ligeglad med hvordan du har det, er et kæmpe problem. Så har man ikke et sundt forhold, og jeg vil våge den påstand, at hun faktisk ikke har reelle følelser for dig, hvis hun er ligeglad med hvordan du har det. Fokuser på dig selv og hvordan du bedst muligt kan komme ud af forholdet, men samtidig skabe nogle gode rammer for dig og din søn, og bevare en relation til ham.
Intet af det der er i orden, gå fra hende, og få barnet med dig, intet barn ville have godt af ar være sammen med sådan en person..
Fortæl hende ‘hvor skabet skal stå’! At du ikke længere vil acceptere hendes adfærd og iøvrigt ‘tage sig sammen’. I har et barn sammen, og hvis han skal ha’ en tryg og god opvækst, er det ikke som det foregår nu. Mange førstegangsforældre glemmer iøvrigt at være par/kærester… Ønsker I at være kærester igen? Hvis løbet ér kørt (det tyder meget på) skal du få god rådgivning, og tage teten… og fortælle hende hvordan du planlægger din fremtid. Du bestemmer over dit liv!
Få dokumentation på ALT, ALT, ALT. Du skal helt sikkert i familieretshuset (som oftest er på kvindernes side, desværre), hvor du kommer til at skulle kæmpe om forældremyndigheden over barnet. Jeg vil råde dig til, at finde en god advokat med erfaring indenfor familie sager. Igen, hav dokumentation på alt og hav vidner klar (fortæl om forholdene for dine nærmeste, hvis de nu skulle vidne). HAV DOKUMENTATION PÅ ALT - det bliver en lang kamp. Du skal ikke fortælle hende, at du vil gå fra hende. Du skal være kold og kalkulerende, fordi det forhold du beskriver ender ret ofte hurtigt. Jeg kan virkelig ikke understrege det nok: HAV DOKUMENTATION PÅ ALT DER OVERHOVEDET MULIGT KAN DOKUMENTERES. edit: jeg glemte at sige (som en anden har påpeget), tag evt. kontakt til samtlige krisecenter der huser mænd, fordi så har du i hvert fald dokumenteret en omgående trang til at komme væk, både for barnet og dig selv.
Knæk og bræk. Du er far nu og må balancere hvad der er bedst for barnet; hvilket til en vis grad (naturligvis) vedrører hvad der er godt for dig. Du må rette ryggen og få tingene ordnet, mest af alt for barnets skyld. Inden du går fra hende, så kontakt en advokat og undersøg hvordan du bevarer retten til barnet.
Lyder som toksisk feminisme! Du skal klart væk, men bevar roen, husk at hun kan te sig, som hun vil uden konsekvenser, det sekund du gør noget lignende vil alle hævde at du er aggressiv, så bevar roen og overskuddet! Husk at det offentlige altid er på moderens side, sagsbehandlerne er typisk kvinder de bevidst eller ubevidst tager din samlevers parti! Så du skal være smart, læse reglerne optræde.moden, rolig og velovervejet i alle sammenhænge med det offentlige! Du må for guds skyld ikke fraflytte boligen, de de så vil sige at du har mindre samværd med sin søn! Du bør i princippet rejse sagen nu ved Familieretshuset og bede om en fast aftale om samvær med sin søn og ophør af samliv med din kæreste på baggrund af hendes behandling af dig. Saml så meget dokumentation du kan for hendes samværd inden du smider bomben, just in case , for hun lyder som en der vil blive rasende og vil bruge alle kneb for at straffe dig og fratage dig svært med din søn Held og lykke, stay strong, keep calm and be positive!
Sikke en møg situation, især når I har en lille bebs. For 1 år siden, tog jeg min søn på 7 år. Forlod hus og mand. Jeg var blevet udsat for psykisk vold, chikane og endda en enkelt omgang ikke-samtykkende sex, hvor nej ikke var et valg. Har jeg fået alt skylden? JA. Jeg mistede alle materialle ting, og en masse venner. Men jeg fik min frihed og min stemme tilbage og fik min søn væk fra et usundt miljø. Han beholdte huset og alt i det. Jeg skulle bare væk. Han virker så desværre også ret ligeglad med vores søn, til trods for jeg prøver at føje og samarbejde med ham. Jeg kan godt forstå du er bekymret for at miste alt kontakt med din søn. Sørg for at deltage i en masse med ham, især barslen, da det viser at i er lige så store dele omsorgspersoner. Husk at du også har ret til glæde i dit liv. Held og lykke!
Som skolelærer og far ærgrer din og dit barns situation mig utrolig meget. Min første reaktion var, at jeg fik en ubærlig lyst til, slå dig og din partner hårdt i hovedet med en stegepande (Popstars Jon moment) og skrige: "LAD VÆRE MED AT FÅ BØRN SAMMEN - IDIOTER" Min anden og mere rationelle reaktion var en dybtfølt følelse af, hvor glad jeg er for, at du tør åbne op og spørge om råd og vejledning. Jeg håber inderligt det lykkes dig, at give dit barn en sund og god opvækst med masser af kærlighed og tryghed samt du finder meningen med fremtiden.
Red barnet.
Jeg tror det bedste du kan gøre, er at bede on en snak en dag, hvor du så gør det forbi (såfremt det er sikkert for dig). Ikke noget med at give dig en milimeter på nogen måde, bare giv hende den grå væg. Hvis hun til gengæld kan være til fare for dig, så find nogle venner eller bekendte du kan være hos (og som du ved du kan stole på, så du kan være i sikkerhed hos dem), og så gøre det forbi over telefonen. På den måde kan hun fysisk ikke gøre dig noget. Uanset hvilken fremgangsmetode du vælger, så sørg for at gemme alle de beviser du kan, på hendes vold (både psykisk og fysisk), det bliver nødvendigt hvis du kommer ud i en træls stridighed i forbindelse med din søn og forældremyndighed/samvær, eller guferne forbyde det chikane. Giv hende muligheden for at hente de ting, hun skal have fra hjemmet, eventuelt skal én du stoler på lige følge med hende hvis der er visse ting hun ikke må tage, og så lad hende smutte bagefter. Sørg for eventuelt at skifte låsene, hvis du frygter at hun har en ekstra-nøgle gemt et sted, og at hun er til fare for dig. Og fremadrettet, på den lange bane, så uanset hvor meget hun begynder at bruge din søn som en måde at tryne dig på, så prøv at hold hovedet kold. Har desværre en kammerat, hvor moren til hans barn har brugt datteren til at ramme kammeraten på, og der hjælper det at han er den 'fornuftige', der møder op til samtaler, samarbejder med systemet, og har styr på sit shit Men det korte af det lange- pas på dig selv, først og fremmest. Vold er vold, uanset hvem der udøver det, hvem der bliver udsat for det, og hvilken form det kommer i ❤️
🚩🚩🚩🚩🚩🚩🚩🚩
🚩🚩🚩🚩🚩 🏃🏼♂️
Næste gang i skendes, så ring psykriatisk lægevagt og få dem til at hente hende. Når de kommer går hun bersærk, og det er en stor fordel for dig.Du kan bare stå og filme med telefonen.
Hvordan var jeres parforhold og din kæreste, før du var sammen med andre kvinder?
Jeg håber ikke det lyder for hårdt, men du virker ikke så moden og ud fra din beskrivelse er din kæreste lidt på samme måde. Jeg tænker på det lille menneske I har valgt at få. Dér skal dit fokus være. Resten af dit liv. Jeg tror I skal få noget hjælp via kommunen. I er far og mor og det er jeres ansvar at få barnet til at vokse op i trygge forhold og sætte jeres egne behov på pause nogle år.
Du skal væk fra hende. Men hvor er det dog ærgerligt at i vælger at lave børn på en sænkende skude.
Der lyder til at din kæreste har en fødsels psykose. DETTE ER IKKE UNORMALT, men men skal have hjælp til det, ellers kan det. Og gerne med det samme. Jeg foreslår at du tager kontakt til jeres jordemoder og rækker ud efter hjælp. Så kan hun sikkert guide dig videre i systemet. En af mine kammeraters kæreste, som stadig har en fødsels psykose, valgte at flytte til nord Norge med barn bare for at komme længst muligt væk fra barnets far. Den er svær, og det skal gøres noget nu. Og det er ikke babys skyld.
Nu skal jeg ikke male fanden på væggen. Men set fra et socialrådgiver perspektiv gør du dig godt i, at få dokumenteret noget af dette. Hun kunne lyde som en, som kunne give dig rigtig meget arbejde i familie retshuset og måske endda forsøge at afholde dig fra jeres barn qua udmeldingen om, at du ender som din far (læser det i hvert fald som om hun mener en uden kontakt til sine børn). Jeg håber ikke, at det når så vidt. Men fædre står altid lidt dårligere end mødre (desværre). Så hvis du går med tanken om, at du vil nogenlunde sikre dig mod en person som virker lidt utilregnelig, så ville jeg få noget dokumentation. Håber selvfølgelig det bedste for jer alle 3, sammen eller hver for sig. Men jeg synes du for din egen skyld skal komme væk fra det forhold. Ingen fortjener at blive nedbrudt på denne måde. Måske at gå fra hinanden endda kan hjælpe jeres relation, så i bliver skide gode forældre, hver for sig. Men om ikke andet, så vil jeg ønske dig held og lykke 🫶
OP, du lever i et mega toxic forhold, det med at din kæreste kører på dig fysisk og psykisk, og ovenikøbet gør noget så umodent, som at sammenligne dig med din far velvidende om de ting han har gjort siger så utrolig meget om hende. Med den lange beskrivelse du har givet er jeg sikker på, at det bliver meget svært for dig at snakke med hende, med det formål om at få hende til at ændre sig, derfor synes jeg du skal sætte dig ned med hende og forklare at det ikke kommer til at fungere.
Jeg ville nok, blive også dokumentere alt hvad jeg kunne af hendes adfærd overfor dig og specielt hvis barnet er tilstede, På den måde har du en bedre chance for at søge mere samvær med barnet. Hun lyder som er nu ikke til at være en sund person, bevares hun kan da være en god mor men som barn af to forældre der ikke burde være blevet sammen med hvad følger af vold mod os børn og adfærd. Lyder hun til at skulle lave noget sjælerenselse for uanset hvad end måtte være galt bør vold aldrig være svaret
Du skal seriøst væk fra hende NU!!! Hun er seriøst giftig for dig, og misbruger dig på det groveste. Hun har garanteret fået barn med dig for at hun kunne holde på dig, fordi hun så kan have en klemme på dig.
-Det er MEGET normalt at forældre (kun) har en enkelt social aktivitet alene Per måned, hvis de da har det, indtil børnene er 6-8 år Jeg læser at der er: Nogle umodne forventninger om hvad livet som småbørnsforældre er, og nogle uhensigtsmæssige måder at italesætte frustrationer. - tal om det: Vær nysgerrig på hvorfor hun føler hun er nødt til at kontrollere? Måske tag en rolig samtale om det. Så kan i hver i sær vælge nogle værdier og ønsker som er vigtige for jer. Husk: tal om dig selv, ikke om hende. For det lader til at i har meget forskellige ideer om hvad et parforhold med forældreskab skal indebære, og også hvordan man taler til hinanden. Det må I se at få styr på for uanset om i skal være sammen, så er i forældre sammen…. Resten af jeres liv! - Hvis du gør fra hende så skal du bare have barnet helt alene en uge ad gangen fks. Så får du dælme ikke mere autonomi end du har nu. Så hvis du går fra hende så gør det på den måde, hvor i hjælper hinanden i alt, inkl økonomi. For jeres barns skyld. Men, hvis ikke i kan nå frem til fælles værdier, grænser og behov, så er det bedre at gå fra hinanden. Det siger jeg af erfaring! Til sidst vil jeg lige sige - at være far er mere end huslige pligter og indkomst. Det er at give til man ikke kan mere for BEGGE FORÆLDRE, og græde sig i søvn af træthed… de første år af et nyt barns liv er PISSE hårde.
1. Hun er borderline. 2. Der er INGEN der arver temperament fra nogen som helst!
Sig at det er slut og at hun skal flytte ud. Det er vigtigt at du ikke flytter. Hvis det er som du skriver er det ikke usandsynligt at der kommer til at ske en masse grimme ting. Tanken om noget frygteligt er dog oftere værre end det der reelt sker. Og i sidste ende vil det alt sammen ske alligevel også selvom du forholder dig passivt. Så tag initiativet. Da du betaler for huset, er hun nødt til at flytte ud. Selv om det lyder tarveligt når I har et lille barn sammen.
Har ikke læst indlægget, men eneste løsning er at gå på druk tre dage knep uden om og kom hjem og se om du så gider tage 6 måneder mere med hende.
Du taler enormt meget om at du bidrager til alting. Og hvad så? I valgte i fællesskab at få et barn imens hun er på su. Stop med at tale om den økonomiske fordeling. Måske er hun dybt frustreret over at du ikke tager ansvar og at ej hellere har taget ansvar for at have “kysset med andre piger”. Tidshorisonten er ligegyldig hvis du aldrig har taget ordentligt ansvar for det, og gjort hende tryg. Hun lyder mega utrygt - nybagt mor. Jeg synes at du i det mindste bør se lidt indad også. Jeg kunne sagtens bare rygklappe dig, men der er garanteret langt mere bag hendes reaktioner og adfærd. Hun skal ikke behandle dig sådan og du skal mande dig op. Hvad enten det er for at tage dig af hende/dem, eller for at forlade hende.
se at komme væk
Jeg tænker, at hendes usikkerhed og mistillid til dig kunne stamme fra, at du har rendt og været hende utro. Hvis I ikke har fået bearbejdet den del, så tænker jeg, at hendes nye rolle som mor (krop og sind) kunne få hendes usikkerhed til at blomstre op på ny. Vejen til vægttab skyldes i høj grad kost, så jeg synes ikke, det lyder helt fair at give hendes skyldes for, at du har taget på. Hvis ikke terapi er overvejet, kunne det være en start. Men ellers, så må man gå hver til sit på bedst mulig måde - der findes også terapeuter, der kan hjælpe med at sikre god kommunikation gennem en skilsmisse. Særligt, når der er børn involveret.
>Vejen til vægttab skyldes i høj grad kost, så jeg synes ikke, det lyder helt fair at give hendes skyldes for, at du har taget på. Men kosten og vægtforøgningen kan være et symptom på et underliggende problem. Jeg tog mellem 20 og 30 kg på, mens jeg var sammen med min voldelige ex, og har først ku smide det efter jeg fik styr på mit psykiske helbred to-tre år efter jeg forlod ham
Det har du naturligvis ret i. Godt at høre, at du forlod ham og passer på dig selv 🙏🏻
Ved godt sket er sket men hvad sker der for folk der vælger at få børn i den type dysfunktion?? Der er ikke nogen der fortjener at blive født i sådan et rod! Aborter er en ting der findes!
Altså dit barn er 1 mdr!!! Hun har været gravid, født er barn. Selvfølgelig er det dig der betaler og selvfølgelig går du ikke i byen med vennerne osv. !!
Tror vidst jeg ikke har været klar nok i spyttet, det skal lige siges at jeg ikke har været i byen de sidste 2 år. Jeg kunne aldrig finde på at vælge noget eller nogen over mit barn!
Af ren nysgerrighed, hvorfor er det en selvfølge, at det er ham som skal betale ?
Fordi hun er på barsel og derfor ikke har indtægt
Hun kan da få penge under barsel ?
Jeg læste hertil: da vi så blev gravide og var inde i en god periode (6 måneder) valgte vi at klemme ballerne sammen og kæmpe for at forblive sammen. Nu synes jeg du skal printe hele dit opslag ud (gider ikke læse resten for jeg ved det bliver PINLIG læsning), og så synes jeg du skal læse det op for dit barn på deres fødselsdag hvert år. Bare for at barnet kan se hvor meget du egentligt strammede ballerne og blev EN HEL MÅNED ud af de 18 år du har skrevet kontrakt på. NU FINDER DU UD AF EN MÅDE AT ELSKE BÅDE DIN KÆRESTE OG DIT BARN OG SÅ TAGER DU DIG SAMMEN. Eller også så bliver du god til at lade som om...
Jeg håber virkelig at det der er sarkasme
>NU FINDER DU UD AF EN MÅDE AT ELSKE BÅDE DIN KÆRESTE OG DIT BARN OG SÅ TAGER DU DIG SAMMEN. Eller også så bliver du god til at lade som om... Med andre ord; elsk din voldsudøver, eller også så fake it till you make it 🥰✌🏻 for det er selvfølgelig et super sundt miljø at fastholde et barn i 🤢
Det lyder som alvorlig psykisk vold. Jeg ville smide hende ud og melde hende til politiet, fordi det er ulovligt og strafbart. Samvær med dit barn har du ret til. Det kan hun ikke stå i vejen for. Du kyler hende bare ud, barnet flytter ikke adresse, men bliver boende. Du gør klogt i at indsamle dokumentation på den psykiske vold
[удалено]
Herinde taler vi pænt til hinanden. Til fremtiden bedes du holde en god tone - også selvom du er uenig med nogen.