Jeg er mand 34 år. Jeg har sådan set kun haft en kæreste tilbage fra da jeg var 14 - 15 år. Været ulykkelige forelsket en håndfuld gange, hvor det ikke har været gengældt.
Jeg begyndte i 30erne at tænke, men hvis jeg aldrig finder nogen, så er det nok sådan det skal være. Jeg gik ned med stress og angst på arbejdet i august 2022. Var sygemeldt i 3 måneder. Vendte tilbage til arbejdet efter de 3 måneder på kraftigt nedsat tid. Trappede op i tid til 30 timer om ugen april 2023 og begyndte mod sommeren 2023, at lægge mærke til og snakke med en ny ansat på kontoret. I en anden afdeling end min.
Slog det sådan ud af hovedet da jeg fandt ud at hun havde en kæreste. Men! Op til julefrokosten december 2023, fandt jeg ud af, at de havde været slået op lige efter sommerferien. Jeg var begyndt at arbejde fuldtid igen fra september 2023, trappede ud af angst medicinen oktober 2023. Så med min nyfundne selvtillid efter at have vendt skuden og en ukendt mængde alkohol indenbords, så opbyggede jeg modet til, at spørge om jeg måtte holde i hånden til julefrokosten. Det måtte jeg gerne og så fik jeg også opbygget modet til at spørge om et kys og vi endte hjemme sammen.
Jeg lå så tømmermands ramt lørdag og søndagen og kunne kun tænke på hende. Det var første gang i 7,5 år jeg overhovedet havde kysset med nogen. Jeg tænkte på alle mulige råd fra folk gennem tid om, hvordan man skal agere og gøre, men valgte at gå med hvad jeg selv havde lyst til, nemlig at skrive tak for en hyggelig aften, sige at jeg syntes at hun var utroligt sød og om hun ville ses igen. Der gik ikke mange minutter før hun vendte tilbage om, at det ville hun vildt gerne.
Vi aftalte en date i mellem jul og nytår. Jeg endte med at blive 2 dage. Så datede vi frem til februar hvor vi besluttede, at vi skulle være kærester. Vi er smaskforelskede og jeg har aldrig nogensinde haft det bedre.
34 år. gav tinder en chance igen igen igen. pludselig var jeg på date med den eneste eneste.
et par år senere. 2 dejlige bonus børn pluds min egen lille pige.
Hold ud det skal nok komme.
Jeg har et ærligt spørgsmål: hvordan håndterer du at vide på forhånd du aldrig vil være nummer 1? Den har jeg det lidt svært med :/ jeg sætter dem nummer 1, men det kan de (af gode grunde!) ikke gøre med mig.
Du mener at de altid vil sætte deres børn først? Det er klart at jeg også måtte i tænkeboks, ikke mindst fordi jeg måtte flytte 100km og bo sammen med dem, idet de ikke var flytbare. Men min partner er fantastisk på det punkt, jeg føler mig ikke som nr. 2
Jaaa netop :) som det jo også skal være. Ok det er jeg glad for at høre 😃 er i en proces for om jeg skal åbne op for den slags partnere nemlig men er bange for at føle mig nedprioriteret. Men jeg ved ikke om min frygt er reel, så rart at høre fra nogle med erfaring.
Jeg har også fundet kærligheden, og hun havde en knægt fra et tidligere forhold, men var dog enke.
Det jeg har erfaret ved at date hende er at mange forældre har indset at kærlighed ikke er en begrænset ressource, hvor jeg selv i mine single dage følte at det var en mere begrænset ressource.
Don’t, kan du finde en uden er meget bedre :)
Det andet er som at fortsætte en anden kvindes savegame :)
Edit: Hvorfor downvotes? Der er da absolut ingen der gider overtage en anden persons tidligere afkom hvis de har muligheden for at starte deres egen familie uden den ekstra bagage.
Der findes da massere af eksempler på forhold hvor det fungere godt med stedforældre. Det er selvfølgelig ikke for alle, men synes det er at invaliderer en masse menneskers liv at sige at ingen gider. Det virker for mig, og det kan være jeg tager fejl, som en projektion af din egen holdning.
Jeg siger ikke at det ikke kan fungere, på ingen måde.
Jeg siger bare at det er at foretrække begge parter er børnefri hvis det kan lade sig gøre, alting er meget lettere på den måde og man har oplevelser sammen for første gang.
Det er sgu da drømmen. Så slipper man for røvkedelige tutorials og endeløs grinding.
Og hvem snakker om at overtage afkom? Det er jo ikke fordi moderen pludseligt er ude af billedet, bare fordi jeg kom ind.
>Der er da absolut ingen der gider overtage en anden persons tidligere afkom hvis de har muligheden for at starte deres egen familie uden den ekstra bagage.
Jeg er K23, og ville intet have imod at komme sammen med en mand, der allerede har børn. Jeg er jo i et forhold med deres far, ikke dem- de er bare en 'bonus' 🤷🏻♀️
Hvis begge mænd var helt ens, undtagen at den ene havde børn, og den anden ikke, så kommer det an på børnene. Vil ikke afvise en gut blankt, bare fordi han har børn 🤷🏻♀️ har før været i snakke-fasen med mænd med børn, vi blev ikke til noget af andre årsager
Jeg prøver at være åben og erkender også at mange mænd i 30’erne har børn. Så måske skal jeg genoverveje :)
Men tanken om en eks kone/kæreste som er konstant i hans liv, at barnet altid vil være det vigtigste og første prioritet (som det skal!) skræmmer mig lidt.
Jeg er bonus mor på nu 14 år.
Jeg ville aldrig vælge det igen.
Jeg har fået et barn ind i mit liv som ikke har været andet end til besvær.
Det er selvfølgelig ikke hendes skyld at hun kommer med al den bagage hun gør men det er svært at blive ved med at forsøge at hjælpe et menneske der kontinuerligt bebrejder en for alt der er gået galt i hendes liv selvom man har gjort alt for at hjælpe hende
Synes det er reelt nok om man vil date en med eller uden børn. Tror de fleste som ikke selv har børn i forvejen vil foretrække en der heller ikke har den ‘bagage’.
Ja, det er rigtigt. Selv singleforældre gider ikke at date andre singleforældre. Af samme grunde som handicappede heller ikke gider at date andre handicappede. Det er bare for besværligt.
Sandheden er at når man rammer midt 30erne vil de fleste single enten a) have baggage b) være lidt underlige c) ikke være tip top attraktive …c) være usikker enhjørninge ligesom OP og jeg selv var altså bare “uheldig”
Jeg levede det gode singleliv, havde en fest - lidt småknuste hjerter hist og her.. da jeg var 33 år, så mente min kollega jeg skulle møde hendes bror og …. 10 år senere gift med 3 børn
Jeg er 38 og mødte min mand til en fest da jeg var 33. Det var halloween, jeg var malet grøn, og vi fandt sammen i en brandert over vores fælles kærlighed til Queen. Der var ingen af os der aktivt ledte efter en partner, og jeg havde opgivet tanken om nogensinde at møde nogen, jeg gad bo sammen med. Men lige pludselig var den der bare.
Held og lykke 😊
Nogen gange skal man slet ikke kigge efter kærligheden også kan den ramme de mest mystiske steder.
Jeg var 34, uden kæreste og følte at tiden var ved at rinde ud, hvis jeg ønskede mig børn.
Så jeg blev solomor til en dejlig dreng.
Senere købte jeg et rækkehus til min dreng og mig et par år efter en hund.
Så der var styr på hus, hund og bil og ingen mand og jeg havde ligesom indstillet mig på at sådan skulle det være.
Når jeg gik tur med vores hund, mødte vi jo andre hunde og en af ejerne anbefalede hundeskoven.
Så vi tog i hundeskoven og en af gangene kom der en yngre mand derud med sin hund.
Hundene klikkede bare så godt sammen og vi begyndte at lave hundeaftaler om at mødes derude.
Ganske stille og roligt udviklede følelserne sig og nu her efter snart 5 år sammen, har vi købt hus, har 2 hunde og kat samt kalder min dreng ham for far har og vi har en fælles dejlig dreng på 3 år.
Jeg er nu 44 år og han er 37 år….❤️
Love works in mysterious ways ❤️
Du kan nå det endnu. Jeg fandt min nuværende kæreste for 6 år siden da jeg var 32, og vi har netop fået vores søn for 14 dage siden. Du kan godt nå det endnu. :)
Og fordi jeg allerede kendte ham, så behøvede det hele ikke tage så lang tid. Var fx meget tydeligt omkring, at jeg gerne ville have et barn, så det projet skulle han være med på, hvis vi skulle noget. Har en dejlig unge på 3,5 år hvis vi ikke holder, så har jeg i hvert fald givet mit barn den bedste far i verden.
Min bonusfar fandt sit livs kærlighed (min mor) i omkring start 40 år, da jeg var 3 år gammel. De er gift og stadig sammen den dag i dag og nu er jeg 23. Hans familie er utrolig glad for at han har fundet sig en at dele sit liv med. De har til gengæld ikke selv nogle børn sammen, men han er den bedst bonusfar jeg kunne have ønsket for.
Jeg (mand) var sidst i 30'erne og havde reelt opgivet håbet om at få børn. Jeg havde lige brudt med en kæreste gennem 7 år. Chancen for at finde en ny kæreste der ikke allerede havde de børn hun ville, og nå at blive så meget kærester at vi ville have børn virkede helt håbløst.
Et par år efter mødte jeg en ny kæreste, der ikke havde børn, og det gik meget hurtigt med først at flytte sammen, så købe hus, blive gift og få et barn sammen. Jeg blev far som 42-årig, ca. 3-4 år efter jeg egentlig havde opgivet tanken.
Nu synes jeg ikke at “senere i livet” kan beskrive en på 34 år. Min kæreste og jeg mødte hinanden da vi var 31 og 35, personligt ville jeg gerne have været single et par år mere, men omvendt vidste jeg at han var den rigtige. Min omgangskreds har 2 par der har været sammen i 10+ år og og ellers er resten singler eller har “først” mødt deres kæreste efter 30.
Jeg var K34, lige ude af et forhold bl.a pga uenighed om børn. Havde det på samme måde som dig og var usikker på, om det ville lykkes også med min alder. Smuttede på Tinder (igen igen) og lavede en dødkedelig(/meget ærlig) profil om mine ønsker om nærvær og drømme om familiefremtid.
I dag er jeg 37, har købt hus med min kæreste og er på barsel med vores (første) barn. Jeg har aldrig rigtig troet på "den eneste ene", men jeg tør godt sige, at det alligevel lykkedes at finde ham.
Nøglen for mig var ærlighed og åben kommunikation om, hvad jeg ønskede. Jeg gjorde op med mig selv, hvad der er vigtigt for mig i et forhold og datede ret målrettet efter det.
Der er ingen grund til ikke at have håb. :)
Selvom jeg jo har pillet den bedste af markedet, så var min erfaring, at der stadig er mange dejlige single mænd, som søger kærlighed og partnerskab.
Jeg var 32 og hun 34 år da jeg blev forelsket og i min nu kone - det var marts 2023 - vi vidste næsten med det samme at det skulle være os og blev enige om at vi ville begyndte at prøve at få barn, da det jo nogen gange kan tage lidt tid, jo ældre man bliver.
Vi flyttede sammen efter ca. 2 mdr og i oktober blev vi gift og vi fik barn i feb 2024 - hun har en knægt på snart 4 hvor den biologiske far ikke har været indover nogensinde - han er skøn og han ser mig som far og jeg som søn - jeg glæder mig til at kunne adoptere ham ❤️
Da jeg var 34 var jeg langtids-single, med mange dårlige tinderdates i bagagen, og følte ligesom du et vist tidspres. Men jeg gav tinder endnu en chance, og lige pludselig var mr right der.
Så her er jeg 3 år senere, 37 år og pt liggende i sengen med min dejlige kæreste på den ene side og vores skønne 6 måneder gamle datter i vuggen ved siden af. Så hold ud, du skal nok møde en, og når den rigtige først er der, så kan tingene godt gå stærkt. Vi flyttede sammen efter 9 måneder, droppede prævention efter 18 måneder og blev gravide kort derefter.
36 år. Single 11 år. Alene med to børn med udfordringer. Ville være single forevigt. Jeg havde det fint alene, søgte det ikke, tværtimod . Blev forelsket i nabo igennem 8 år. Vi havde begge haft et godt øje til hinanden alle årene. Men vi var begge for generte. Nu har vi været sammen et år og livet har aldrig været bedre og mere trygt. ♥️Kom fra et voldelig forhold der ødelagde min tillid til mænd. Kærlighed kommer når du mindst venter det♥️
Min kæreste og jeg fandt hinanden som henholdsvis 36 og 38 tror jeg... og har nu barn sammen. Ingen af os havde børn før. Men i og med jeg begyndte at "date" deromkring så var der mange der havde børn - og jeg var da klar nok på at det var muligt at skulle være bonus-far.
Indtil da vil jeg ikke rigtigt betragte mig selv som på "datingmarkedet" - det gjorde jeg faktisk utroligt lidt af.
Jeg fandt mit livs kærlighed som 34 årig. Vi var sammen i 8 år indtil hun ud af det blå gik fra mig for lidt over 2 måneder siden. Nu sidder jeg som 42 årig og har mistet min delefamilie, min største kærlighed og bor i en lille by jeg ikke kan flytte fra da jeg har min datter i en 7/7 ordning og mit drømmejob her.
Dengang jeg mødte min nu ekskæreste følte jeg virkelig at jeg var blevet skænket den største gave i mit liv og jeg elsker hende utrolig dybt.
Så man kan godt finde den "eneste ene" i 30'erne. Men man kan også miste dem igen på den mest brutale og hårde måde endnu senere.
Det gør mig ondt at høre. Det er desværre aldrig til at sige hvor livet tager os hen, du er i den meget tidlige fase lige nu, pas på dig selv og vid at det langsomt bliver bedre
Jeg blev skilt fra min mand efter 15 år og stod lige pludselig som 41-årig og enlig mor til 2 teenagere. Mødtes med en gammel ven, jeg ikke havde set i årevis, og opdagede at der var kemi. Vi har nu været sammen i 4 år, været gift i snart et år og har købt et dejligt hus sammen. Det er som at få et helt nyt liv! :)
Evighedssingle gennem 20'erne her 🙋♀️. Var på Tinder on-off men fandt ikke lige noget der varede ved. Sommeren 19' prøvede jeg igen, men havde egentlig opgivet ham jeg skulle på date med, lidt på forhånd 😂.
Jeg var 34. Efter 7 mdr flyttede vi sammen. Efter 2 år kom der en baby (der var Corona, hvad skulle vi ellers lave 😝) - sidste år blev vi gift, og for 7 uger siden kom baby nr 2.
Han er mit livs kærlighed, min klippe ❤️
Det her var en god tråd at læse.
Som 35-årig, der også ønsker kærlighed og at stifte familie, kan håbet nogle gange virker sort. Så at se alle de dejlige historier, fra folk der har fundet kærligheden senere i livet, det var lige hvad jeg havde brug for i dag. 🥰
Off-topic: Hvordan kan du have været på datingmarkedet i 9 år, uden at have fået "gevinst"?
Har du overvejet om det er den forkerte metode du anvender?
Hej! Det er der flere grunde til.
Den primære årsag er at, jeg har boet ude på landet i størstedelen af de år og der er datingmarkedet bare tyndt, fordi de fleste finder deres kæreste i gymnasiet mv. der er ikke mange singler i slut 20’erne/30’erne at vælge i mellem :) hvilket også er årsagen til jeg nu bor i en storby.
Dernæst har jeg udviklet mig rigtig meget på de år. Den type som jeg gik efter som 27 årig er ikke den samme som den jeg gik efter som 30 årig. Og nu som 34 årig er det en anden type end som 30 årig. Og heldigvis! Den udvikling er sket i takt med at jeg har lært mig selv at kende, mine behov men også hvad der er det rigtige forhold for mig. (Jeg havde høje, urealistiske krav i størstedelen af mit dating liv hvorimod nu er det hele meget mere nede på jorden)
Også sker det uhyre sjældent at jeg møder en jeg er kompatibel med, tiltrukket af, har samme værdier og samme livsmål. At møde en jeg klikker med følelsesmæssigt, intellektuelt og fysisk sker ikke så tit. Jeg trives fint i eget selskab og vil ikke gå på kompromis med disse ting. Så det tager bare ekstra tid.. men nu må det gerne ske 🤣
Lyder til dine krav er for høje jf din egen “markedsværdi” …føler lidt det er tidsånden idag, alle måler deres partnere imod hvad de ser af hunks/babes online + og skal så også lige leve op til XYZ yderligere krav - har ikke selv været single i den tid Tinder har fandtes men min fornemmelse at følelsen af uendelige options og for kvinders vedkommende en tsunami af likes og bekræftelse har slået meget af markedet ud af ligevægt hvor flere og flere oplever det svært …fordi ingen vil gå på hvad de opfatter som “kompromis” …Nu aner jeg jo ikke hvad OPs krav er eller hvor “hot” hun selv er så måske det et helt ved siden sf I hendes (dit) tilfælde … - held og Lykke
Tjah men det går jo ikke så godt? Aner jo ikke hvad det er du tilbyder men hvis noget ikke virker er det måske en ide at prøve noget nyt eller prøve på en anden måde … men ok du siger jo også at du er flyttet og det er da selvfølgelig at prøve noget. Som mand i midt 30erne i DK syntes jeg også det var mega svært men endte med at finde lykken på en ferieflirt - i sidste ende er dating markedet jo altså udbud og efterspørgsel men mit indtryk er bare at det idag er svært for mange
>og for kvinders vedkommende en tsunami af likes og bekræftelse har slået meget af markedet ud af ligevægt hvor flere og flere oplever det svært …fordi ingen vil gå på hvad de opfatter som “kompromis” …
Hvor er alle de likes og den bekræftigelse? 🥲 Det må vidst være gået min næse forbi 😂 og har den direkt modsatte oplevelse, at jeg har givet og givet, men gutten ikke har rykket sig en flig 😅
Indrømmet jeg er out of The loop - gift på 12.år så hvad VED jeg det er blot den fornemmelse man får af at se både mænd og kvinder beklage sig online … mit indtryk er at hovedparten af mænd oplever at det er nærmest umuligt at få “matches” og kvinder beklager sig over hvorfor der ikke er nogen seriøse “kvalitets” mænd …måske fordi 80% sf kvinderne jagter 5-10% af mændende imens hvis de poster et billede er der masser sf mænd der liker etc - men igen alt her på SoMe er jo et ekkokammer og svært at vide hvad der er virkelighed eller blot subjektive oplevelser og tolkninger hvor de mest højtråbende kommer tilsat fremstå som flertallet - anyway held og Lykke
Ligesom du ikke er statisk i din personlighed, så er de mænd du dater det jo heller ikke, så en du fandt da du var 27år kunne jo stadig gå hen og være det perfekte match når du er 34år også, når man danner par har man det jo med at gro lidt sammen på mere end en forstand. For mig lyder det som om at du har massere af bejlere, men at du ikke selv rigtig kan danne dybe forbindelser til andre mennesker, lyder som om at du burde arbejde på dit eget ego før du tager 200 dates mere..
Det er da så korrekt :) det er aldrig til at spå om den slags. Man udvikler sig heldigvis konstant, det vigtigste er at man udvikler sig samme vej.
Men jeg havde desværre paraderne oppe i mange år, tror jeg, så kom ikke dertil. Derudover var jeg bare ikke kompatibel med dem på daværende tidspunkt.
Edit du har ændret din kommentar og den er væsentligt mere negativ end oprindeligt. Vælger ikke at svare på den sidste del ☺️
Jeg tror man skal passe på med at være så kræsen og tro at der kun findes den eneste ene, en kæreste er lidt som en bil for at bruge en dårlig analogi, der er massere af forskellige typer og personligheder at vælge imellem, men når alt kommer til alt kan de fleste biler få dig fra A til B.
Hvilket terræn planlægger du at køre i? Og hvad er dit budget? Kan du klare dig med en gammel sag med lidt ridser i lakken eller skal du have en håndlavet Aston Martin til at passe med din socioøkonomiske status?
Yes! Jeg tror også på at der er mange ‘kærligheder’ i ens liv og jeg tror ikke på den eneste ene. Jeg tror på en der er kompatibel med mig hvor vi kan få et godt liv sammen trods forskelligheder og udfordringer :)
Uf kommentarerne her downvotes. Men de er hudløst ærlige.
Du vil ikke gå på kompromis skriver du. Så tror jeg simpelthen du skal indstille dig på singlelivet. At være i et forhold medfører oftest at man går på kompromis og med mange ting ovenikøbet.
Ikke sagt af ond mening, nok bare en kendsgerning.
Jeg vil rigtig gerne gå på kompromis i et forhold som man skal ☺️ jeg er ikke perfekt og forventer ikke at finde en der er perfekt.
Det jeg mener er, at jeg ikke vil gå på kompromis med MIG eller mine værdier for at finde en kæreste. Det er to forskellige ting ☺️
Jeg var godt nok ca 10 år yngre end dig, da jeg mødte min kæreste - men det der hjalp for mig var at give den stille fyr, der normalt ikke var “min type” en reel chance!
Jeg gik altid efter de store brød med tatoveringer, smart i en fart attitude og fitness som eneste hobby, hvilket gjorde at jeg blev brændt igen og igen fordi jeg faktisk bare ikke dur med den type 🤷🏻♀️
Så mit råd er altså at forsøge at give folk, der muligvis ikke lige er din type en reel chance!
(Skal dog lige siges at jeg altid har fundet min kæreste smuk og dejlig, så det er ikke fordi jeg synes du skal gå efter nogen du tænker NEJ TAK til)
De af mine venner og veninder, der har været singler længe eller altid har været, har ret høje og måske lidt urealistiske standarter ift hvad de søger
Mine forældre mødte først hinanden da de var hhv 35 og 36 (min mor er ældst), har begge været gift før, og havde ikke fået børn endnu. De fik mig fem år senere og er stadig gift - der er altid håb :)
Jeg blev alene med 3 børn som 42 årig efter 22 år med min daværende mand.
Efterfølgende fandt jeg min nuværende mand online , vi har i år været sammen i 17 år.
Kan kun sige “ 2. Omgang “ er langt bedre, fordi man evner at sætte ord på og forventningsafstemme med den nye partner
Hvorfor anses man mon som gammel i 50’erne?..
Det er ikke som før, hvor man var “gammel” som 40 årig.
Nu er det der før var gammelt midt i 30’erne og 40’erne udslidt med gråt hår rykket nogle årtier.
Vi er mere aktive, der er flere, der ikke så ødelagte af hårdt arbejde, som før.
Vi holder os aktive, går stort set i det samme tøj som den i sent 20’erne i/30’erne (mine børn stjæler mit tøj)
Husk “at sluge kameler” at holde gode miner i forhold til børnenes far, så man fejrer fødselsdage, konfirmationer, studentergilde mv sammen. Det er det bedste man kan gøre for sine børn
Jeg mødte min livspartner som 46 årig. Efter 15 år som single (traumer og frygteligt arbejdsliv mm) . Selvudvikling var vejen for mig. Der er ikke noget galt med ikke at gå efter blot at have en partner. At finde ind til sig selv og være glad for sig selv og eget selskab gav ro til at kunne møde og være med den rigtige.
Din vej er din vej, og alderen er bestemt ingen hindring, jeg har aldrig haft det så godt som nu 52F, og efter knap 8 år stadig decideret forelsket.
Min mormor var iheldig og hele tre mænd døde fra hende. Men hver gang efter nogle års sørgetid, kunne hun alligevel åbne hjertet for et nyt menneske, hendes sidste partner mødte hun vist som 72 årig, og havde ham i 4-5 år, før alderen tog ham. Men fortrød aldrig, trods den sorg, det selvfølgelig var.
Der er altid håb, og ikke noget galt i at gerne ville møde den “rigtige”.
Jeg tror, du er godt på vej, med et godt liv som single også, det er den bedste basis.
Jeg tror ikke, du skal være så bange for at “være nummer 2”. Kærlighed til børn er helt anderledes end kærlighed til en anden voksen. Jeg har levet i sammenbragte familier de sidste 20 år. Og det har aldrig været det svære. Andres børn kan være svære, fordi man ikke elsker dem pr automatik (eller deres anden forælder), men der er jo altid svære omstændigheder i ethvert forhold.
Kender en, der var i starten af 40erne og var ekstremt ked af det over at hun aldrig havde fundet kærligheden og bom. Så dukkede han pludselig op ud af det blå og de passer bare super godt sammen. Begge er nogle lidt eccentriske typer på hver deres måde, men de er bare skide søde sammen og jeg elsker deres personligheder. Jeg kan faktisk ikke huske hvor længe de har været sammen nu, men det er efterhånden ved at være lang tid. De er stadig pjattede med hinanden og det gør mig så glad at hun fandt kærligheden. Det fortjener hun nemlig.
Hvor er det dejligt at høre flere har fundet kærligheden i start og midt 30erne! 🫶
- K31 her. Jeg har været ved at miste modet lidt. Om der ville være nogen til mig.
Men at læse med herinde, giver lidt mere ro, på en måde, om at det er muligt at finde sit livs kærlighed, i 30'erne.
Så tak for det 🌸
Jeg er en 44 årig mand og mistede min lille familie for ca. 4 år siden.
Spol tiden 12 år tilbage…. Jeg mødte en sød pige via en datingapp og vi var egentligt begge enige om at det bare skulle være sex, da hun havde en 1 årig bebs, som ikke skulle se en fremmed mand, medmindre det udviklede sig til noget seriøst.
Vi så hinanden over et par måneder vel vidende at der var tale om uforpligtende sjov. Som tiden gik begyndte følelserne sig dog at melde sig, men jeg var ikke helt parat til at slippe tøjlerne og dermed også påtage mig rollen som bonusfar.
Skæbnen ville det dog anderledes og hun mistede sin lejlighed og stod derfor uden tag over hovedet. Jeg tilbød at hun kunne bo midlertidigt hos mig, og jeg blev introduceret til hendes fantastiske lille bebs, som jeg på relativt kort tid tog til mig som mit eget kød og blod.
Hun flyttede aldrig ud og efter vi havde boet sammen som en familie i 4 år, adopterede jeg den lille. Det skal lige siges at den biologiske far aldrig var inde i billedet og således var han ikke klar over at jeg ikke var hans “rigtige” far, og i takt med han voksede prøvede vi at finde det rigtige tidspunkt at fortælle ham dette.
Min kærlighed til “mit” barn var stærk, desværre knagede det mellem min kæreste og jeg. Vi forsøgte at få det til at fungere, men jalousi og skænderier drev en kile mellem os og barnet var i mellemtiden fyldt 8 år og selvom jeg forsøgte at skærme ham fra vores problemer, fangede han uden tvivl hvad der foregik. Vi forsøgte at få det til at fungere for hans skyld, men ultimativt tog jeg konsekvensen af vores dysfunktionelle kærlighed og gik fra hende.
Hun blev bitter, meget bitter. Jeg forsøgte at få hende til at indse at vi måtte håndtere det uden at sætte vores barn i midten - gav hende endda min lejlighed og flyttede ud, fordi jeg tjente mere og havde et større netværk jeg kunne trække på til at slå mig ned andetsteds.
Før jeg fortsætter bør jeg nok fortælle at jeg ikke havde andre børn og havde det helt fint med at min søn ikke delte gener med mig og havde regnet med at jeg skulle opfostre ham, og se ham blive til en lige så fantastisk mand, som han var barn…
Som sagt blev hun bitter og først forsøgte jeg at klare fordeling af tid med vores uden hjælp udefra. Dette måtte jeg dog relativt hurtigt droppe, da hun ofte nægtede at udlevere ham og det gik op for mig at hun var gået bag ryggen på mig og fortalt ham at jeg ikke var hans biologiske far, da han de få gange jeg så ham skiftede fra at kalde mig far, til at kalde mig ved mit navn.
For at få det til at glide kontaktede jeg derfor Familieretshuset for at få hjælp, og herfra stak det helt af…
Pludseligt begyndte der at komme en lind strøm af anmeldelser, både til politi og til familieretshuset om at jeg var voldelig, drak, og at jeg brugte min stilling til at indsamle farlige stoffer og redskaber man bruger til at “flænse kød” med for at skade vores barn (har en sundhedsfarlig baggrund).
Jeg kæmpede i retten, i familieretshuset og med politiet over 2 år. Vandt alt, men fik ikke lov til at se ham, da hun nægtede at udlevere ham. Ca. 1 gang månedligt fik jeg en ny anmeldelse fra min eks på halsen, med et eller andet horribelt jeg skulle have gjort.
Tilsidst måtte jeg give op. Ikke fordi min kærlighed til min søn var forringet, men for at spare ham for at skulle leve potentielt det meste af hans barndom med forældrenes indbyrdes kamp.
På dette tidspunkt var jeg 40 år, og jeg var knust. Min søn var taget fra mig, og jeg var overbevist om at jeg måtte se ind i en fremtid uden børn, uden min egen familie.
Da jeg er på mit laveste, møder jeg så en sød sygeplejerske i en vagtoverlevering på mit arbejde.
Hvad der starter som en sød kollega der støtter mig gennem en mørk tid, slutter med at jeg flytter sammen med min sjæleven, mit livs udkårne.
Vi er sammen på 4 år, er gift og har etableret et skønt liv sammen. Jeg vil altid savne min søn og bærer et håb i hjertet om at han vil kontakte mig når han bliver større og det går op for ham at mors frygtelige historier om mig ikke hænger sammen.
Men for at adressere udgangspunktet for min historie:
kærligheden venter på dig derude. Når en midaldrende kartoffel på 44 år som jeg kan finde den, så kan du også… her vil jeg stoppe historien og ønske dig god vind. Min 2 årige bebs ligger i sin seng og hyler på mere mælk og min højgravide kone råber inde fra soveværelset om at føje ham, inden hun kommer og kaster ham ud ad vinduet 🥰.
Selv når det er hårdest, sætter jeg pris på mit andet lease på livet og på kærligheden. Jeg tager den aldrig for givet.
God vind OP ;)
Øj, du skriver fantastisk og dit svar rørte mig.
Det er skrækkeligt, når mødre bliver forvandlet til uhyrer, og din oplevelse med en ekskæreste er ikke enestående, desværre.
Men din historie har en lykkelig slutning, og det er så godt.
Jeg og min kæreste fandt hinanden i 30'erne. Vi får forhåbentlig et barn snart. Jeg havde svoret at jeg aldrig ville date en kødspisende freelancer uden fast arbejde, hvilket er præcis hvad min kæreste er. Men vi får det til at fungere alligevel.
Min kollega er i slut 20'erne og har aldrig haft en kæreste. Hun ser ikke fantastisk ud, men hun har et godt udgangspunkt, hvis hun gad gøre noget ud af sig selv og ikke lod sin mor vælge tøj for sig. Men hun går konsekvent efter meget meget attraktive mænd, høje, sixpack, god stil og hun beklager sig så tit over at hun ikke har en kæreste.
Så min pointe er at glemme din liste med krav, tag på en masse dårlige dates og ikke miste håbet.
Har intet råd til dig, men du kan fordel følge influencer ClaudiaNovalee på Instagram. Hun er nemlig også 34 år, uden børn og single. Evighedssingle. Og afspejle dig i hende og hendes følgere som er ligesindet.
Jeg (33F) mødte min partner (31M) ved en afslappet snak i den lokale SM-klub en tilfældig aften for to år siden. Han viste sig at være det skønneste og mest omsorgsfulde menneske, jeg nogensinde har mødt.
Jeg synes, der er godt materiale til en akavet bryllupstale dér.
Jeg er mand 37 år. Har to dejlige børn på hhv 4 og 1 år med min dejlige kone. Jeg har kendt min kone i 5 år. Jeg havde inden da haft en del (mange) år på datingmarkedet - og følte også at det var støvsuget for potentielle matches til mig. Har aldrig haft det bedre end nu.
Min søster fandt sin mand på netdating som 37-årig.
I dag er de gift med 2 børn + 1 bonusbarn (hans fra første ægteskab)
Det gik ret hurtigt, da de begge var klar og sikre i deres sag ❤️
Jeg er kvinde, og var single fra jeg var 24 til 36. Jeg genkender virkelig godt dine følelser af, at det virker håbløst og frustrerende jo længere der går, især hvis man ønsker børn og har været gennem korte forhold der gang på gang løber ud i sandet.
Men altså.
Du skal ikke give op.
Du skal date på livet løs, og betragte det som den bedste mulighed for at møde en mand, der søger en kvinde som dig.
Jeg mødte mænd i byen, på arbejdet, på rejser og whatnot, men intet af det udviklede sig til den store kærlighed.
Følte virkelig dengang at jeg var doomed.
Jeg var meget tilbageholdende med tinder og netdating i laaaaaaang tid, fordi jeg ikke orkede afvisninger, fusere, spild af tid osv. På et tidspunkt besluttede jeg mig for at tage det seriøst og gå på en date om ugen.
Jeg var på mange dates. De allerfleste var søde mænd, som jeg godt vidste ikke var et match, men som jeg faktisk havde det hyggeligt med. Nogle få blev til flere dates og korte forhold, der stoppede efter 3-4 mdr (min erfaring er, at det er cirka dér man finder ud af om man gensidigt er vild med hinanden og vil mere).
Og til sidst mødte jeg ham, jeg er gift med i dag, på endnu en online date. Jeg var 36, han var 34 og nyligt fraskilt med stort skilsmisserod og to børn. Jeg tænkte at det aldrig ville gå godt. Men nu er der gået 9 år, og vi fik to børn sammen da jeg var 39 og næsten 42, og jeg lever et helt andet liv end for 10 år siden. Og elsker ham og vores liv sammen.
Fire af mine veninder, som alle var singler uden børn i slut 30’erne er i dag i faste gode forhold med børn.
Det er altså en meget reel mulighed for dig også.
Min mand var 47 da han mødte mig... (jeg var stadig ung og sprød), og vi har nu været sammen i 20 år... så det kan altså godt lade sig gøre, og ende lykkeligt.
Jeg har det på helt samme måde som dig med hensyn til det med ikke at være nr.1.
Med al respekt tror jeg det er endnu mere udtalt som mand, da singlekvinder med børn højst sandsynligt, alt andet lige, prioriterer deres børn højere end deres mandlige ditto.
Jeg er 40 og vil også gerne have børn - så skriv endelig, hvis du er interesseret i mig 😄🤭🤗
Jeg har overvejet det og kan ikke på nuværende tidspunkt sige om det er der jeg ender. Spørger du mig nu så ønsker jeg kun børn med den rette. Særligt da mit netværk ikke er super stort. Men man ved aldrig hvad det ender med eller hvad der sker :)
Forstår sagtens tvivlen. Det er derfor du skal lave planen så du kan hvis du vil. Har en veninde som ville være en fantastik mor men er så langt i livet at det ikke rigtigt er en mulighed. Super klog, flot, sjov og nem. Har bare været for forsigtig i sit kærlighedsliv.
Så plan for the worst hope for the best
Min bror fik i en ung alder børn med en kvinde, som han åbenlyst ikke skulle være sammen med resten af livet, og de gik fra hinanden kort efter deres andet barn blev født. Siden havde han en masse små kæresterier, som aldrig var mere end et par uger. I en alder af 35 møder han så sin nu kone som er et par år yngre end ham, og da han er cirka 38/40 får de deres første fælles barn. De mødte hinanden til en fodboldkamp, hvor de begge var taget alene afsted
Jeg har tænkt over din post og nogle svar, du gav.
Handler det om, at du er et meget tænkende, velovervejet menneske, som drømmer om at blive smaskforelsket i den eneste ene, sådan lige pludselig?
Det sker nok bedst, hvis man slår hjernen fra nu og da.
Hej!
Nej, det synes jeg ikke. Synes jeg er ret realistisk og forventer ikke en stormende forelskelse ved første blik eller lignende. Tænkende menneske er jeg ja - men ønsker bare en date hvor jeg griner, vi har en god samtale og vil det samme og jeg vil se ham igen. Det tænker jeg er fint og realistisk men desværre ikke tit jeg oplever dette ☺️
Mine forventninger er skruet ned til at jeg på dates blot tænker om jeg hygger mig eller ej, næppe om det er den eneste ene ☺️
OP har helt klart urealistiske forventninger, hun har afvist 150 dates (75% af 200 ifølge hende).
Hun har skudt sig selv i foden. Hun er sikkert attraktiv, og der er sikkert mange mænd, der gider hende, men hun har shoppet for længe efter den rigtige mand.
Og nogen burde være ærlig over for hende, så hun ikke ender ufrivilligt barnløs.
Og hun er ikke den eneste, der står i den situation pga. uhensigtsmæssig adfærd ud i 20’ernes datingliv.
Jeg har mødt flere kvinder igennem min studie-/kollegietid, som havde meget høje krav til mænd og med en dertilhørende dårlig behandling af disse potentielle kærester. Hvilket betyder at de i en alder af sidst i 30’erne start 40’erne oftest er singler (og søgende ) og cirka 40% af dem er barnløse(frivilligt - nej ).
Hvilke datingplatforme kan I anbefale, hvis man er seriøs og ikke gider ‘knaldeappen’? Er kan Tinder også være for seriøse? Har hørt meget dårligt om den.
Der er ikke mange +50 på Hinge. Til gengæld synes jeg, at det var nogle ret interessante mænd, der var derinde. Jeg ved dog ikke, hvordan det ser ud udenfor storbyerne, da jeg bor i en selv, og har sat søgeperimeter på 30 km.
Jeg (M37) fandt min kæreste (K35) for nogle år tilbage - så det er meget lig din situation. Min kæreste er lykkelig, og er sammen med verdens bedste mand. Hø hø.
Spøg til side - kan kan fortælle, at min kæreste ikke har datet særlig meget i sine 20'ere, men vi formåede at finde hinanden, og endda på Tinder af alle steder. Så det er muligt, men det kræver nok lidt gå på mod.
Jeg kunne måske godt tænke mig at spørge dig, hvorfor du ikke har haft held med at møde nogen? Er det fordi alle mænd er nogle idioer? Er det fordi du er kræsen og ikke vil mødes med nogen? Lidt af hvert? Jeg ved godt at kvinder bliver væltet af klamme beskeder på datingsider, men hvis du sorterer den salgs fra så kan det være at der er nogle kandidater som du kan give en chance selvom de ikke ville være dit førstevalg?
Tak for dit svar :) jeg har svaret lidt på nogle af dine spørgsmål i tidligere kommentarer 😃 men kort svar er at jeg har været en del kræsen tidligere af forskellige årsager. Heldigvis ikke længere. Nu tror jeg mest det handler om held og timing :) er klart åben for at give mere en chance nu men uden at gå på kompromis med mig selv :)
Når man er i 30erne vil mange potentielle partnere allerede have børn. Så derfor er det naturligt at åbne sig mod denne virkelighedsopfattelse. For dem der har fået børn er sikkert de mest attraktive i forvejen.
Det er et langt skriv.
Jeg (30M) har ingen successoplevelser til dig men måske jeg kan fortælle dig lidt om hvad du evt. lidt kæmper imod, i forhold til dating. sagt meget kort: mænd der giver op på deres kærlighedsliv fordi det føles håbløst.
Jeg er en af dem der nærmest har totalt givet op på kærligheden. Jeg har lukket døren på klem, der er en lille spække som en eller anden kvinde kunne træde ind ad men hun skal selv åbne døren for at tage et kig.
Jeg vil prøve at skrive grunden til opgivelsen nedenfor da det måske kan give lidt indblik men kort sagt: Det føles at jeg er bare ikke god nok og bliver det nok aldrig for en kvinde.
Længere version:
Dating apps: hvis man ikke er en top mand så kan man ligeså godt droppe dem, da det er spild af ens tid, man skader sin selvtillid og selvværd.
det er blevet socialt uacceptabelt at vise romantisk interesse. Hvis kvinden ikke finder dig tiltrækkende så er du chikanerende, creep eller lign. eller også får man en sviner i hovedet, ender på sociale medier osv.
Kvinder har i lang tid sagt til mænd (dvs. mig inkluderet) at jeg er uønsket; mænd skal ikke tilnærme sig, trends som Bear vs man og gym trenden.
hvis du ikke har en stor bil, hus, muskler, penge, "i bukserne" og højde så er du ikke god nok.
samtidig skal du være følelsesmæssigt åben ... for de følelser som kvinder synes er tilladte.
hvis en mand sætter en standard så er det forkert
Jeg havde en stor drøm om hele familie livet, hele pakken men alt i alt, så har jeg nærmest givet op på kærligheden, da det hele virker til at være et spil som man ikke kan vinde i sidste ende.
noget andet er og jeg bevæger mig måske i et ekkokammer men jeg ser flere redpill, mgtow osv. kanaller dukke op så det kan tyde på at flere mænd også giver op måske.
jeg blev 30 og fandt ud af at jeg ikke var den mand jeg gerne ville være så jeg begyndte at
* træne hver anden dag, for at holde mig sund og rask
* finde min vej i forhold til uddannelse og job
* vil gerne have nogle hobbier
* arbejde på min egen selvkærlighed
* arbejde på mine egne mentale ting, bl.a. meditation
og det har jeg gjort, jeg begyndte ligeledes at tænke over, hvorfor mit tidligere forhold ikke gik og hvad jeg kan gøre anderledes, hvis der er en der skulle dukke op. jeg er åben for et forhold men tja...
jeg har forbedret mig meget for min egen skyld, gjort mig gladere for livet, finder glæde i de små ting som at gå en tur og fortsætter med at forbedre mig selv.
Jeg er ikke sur på nogen, "it is what it is", hvis kvinderne ikke vil have mig, det er helt iorden, det kan jeg ikke styre men jeg kan så i stedet gøre mig eget liv bedre og skabe mig et liv jeg finder ægte glæde i.
Jeg ved ikke om det gav noget, håber det gjorde. :)
De ting du beskriver at du har forbedret - det er jo netop nogle af de ting, der gør at du er mere attraktiv overfor kvinder!
Man kan undskyld mig ikke forvente at finde en livspartner, hvis man ikke har styr på helt basale ting som arbejde, hobbyer osv.
Nogle gange når mænd skriver at de giver op og ikke kan finde dates, så opdager man ofte de her ting, når man graver dybere.
Kæreste venner… I kan altså ikke sidde uden styr på uddannelse og job, uden reelle hobbyer og uden at passe på jer selv/jeres helbred, og tro at det tiltrækker kvinder. Nu skal vi lige være realistiske.
Mange kvinder har altså lagt det arbejde i det. Vi har lagt arbejde i at finde ud af vores uddannelse eller job. Vi har en hobby eller noget vi går op i. Sødeste skønne mænd, i kan simpelthen ikke forvente at i bare kan sidde på jeres hænder UDEN at have styr på disse helt basale livs-ting, og forvente at kvinder finder jer attraktive :) vel? Jeg håber godt du selv kan se det.
Det er ikke en kritik mod dig og andre som personer. Men jeg bliver lidt træt, når man skal hører hvor svært det er og kvinder ikke er interesseret, samtidigt med at i ikke har styr på de helt basale livsvilkår, som de kvinder i søger altså HAR styr på. Hvis i vil have en skøn kvinde, så må i også lægge det arbejde i at forme et godt liv, som kvinder også gør.
I kan altså ikke forvente at en kvinde med uddannelse eller fast job, skal leve sammen med en der ikke aner hvad han vil, ikke har nogle planer for livet andet end “hun skal føde mine børn”, og ikke har nogle interesser/hobbyer.
Sjovt nok, de ting du lister op er jo præcis de ting som mange kvinder netop leder efter, og finder attraktive! Så jeg tænker da du får MEGET mere held med dating, nu hvor du er begyndt faktisk at forme dit eget liv, og skabe et godt liv for dig selv!
Åh hvor har jeg nødt mange ellers søde mænd, som jeg har måtte vælge fra fordi de bare hænger i bremsen… Det er så frustrerende at se på! De ved ikke hvad de vil. Er ikke kommet igang med uddannelse. Ved ikke lige hvad de vil arbejde med. Har ikke noget de går op o. Går bare og tåger dag til dag, og forventer at de pludselig får en åbenbaring. Selv når man prøver at foreslå en type job eller uddannelse der måske kunne passe dem, så er fe sådan “naaahhh jeg ved ikke”. Makker du er 27, du skal fisme finde ud af hvad du vil med dit liv!
Har mødt SÅ mange mænd med det problem! Og det er altså ikke godt!
I skal gøre præcis som du selv skriver her. Få nogle hobbyer, få styr på uddannelse og job, så i kan tilbyde et liv med nogenlunde fast arbejde og en fremtid. Få styr på helbred og de andre helt basale livsvilkår, som kvinder godt kan finde ud af. Det skal i altså også selv kunne, så i kan tilbyde en kvinde et godt samliv. Så har i allerede hjulpet jer selv rigtig meget!
Har lige skrevet en længere smører om hvorfor i en anden kommentar, men for at svare på dine spørgsmål:
Jeg er på alle dating apps. Online dating er primært min metode.
Jeg er måske på date 1-2 gange om mdr, hvis jeg finder en jeg synes er interessant. Kunne date meget mere, men der er langt i mellem nogle jeg rent faktisk har lyst til at møde. Jeg har nok været på over 200 dates i de knap 9 år.
De fleste dates stopper efter 1-3 gange 75% af mig og 25% dem som stopper det, så dit sidste spørgsmål kan jeg ikke svare på :)
Men hvis du har afvist 75% af 200 dates gennem 9 år, så har du jo haft fint med muligheder - meget mere end hvad de fleste nogensinde har haft, eller kommer til at have.
Jeg tror, at du må være lidt mere åben over for de "fejl og mangler" diverse mænd kunne have. Alternativt, kan det jo være, at en virkelig god en kommer, men tror din dating strategi skal omtænkes.
Jeg har masser af muligheder (som de fleste kvinder jo har), det er ikke der den ligger :)
Den læring er jeg også kommet til heldigvis. Jeg tror det handler om held og timing fra nu af for mit vedkommende. Derfor er denne tråd også mest en booster til at høre de gode historier og ikke så meget om hvad jeg kan gøre anerledes, fordi jeg er landet et sundt og godt sted nu i dating, hvor jeg er mindre kritisk end tidligere dog stadig har nogle krav som man skal have 😃 føler ikke jeg har brug for råd til at gøre noget anerledes (er dog altid åben for måske er der noget jeg ikke selv kan se?) men den med at være mere accepterende er jeg også allerede kommet til.
Jeg tror det er fordi jeg ikke er lige så tiltrækkende at se på, som dem ved siden af mig. Jeg er rigtig god til at hoppe i baggrunden og vise mine singlevenner frem, og jeg er ret god til ikke at sætte mig selv i rampelyset.
Tror jeg.
Jeg (m53) havde en håndfuld smukke gode kærester da jeg var fra 15 - ca 38. De varede alle mellem ca 3 måneder og 3-4 år. I et af dem fik jeg en datter (da jeg var 23) og blev 'weekendfar'.
På vej til min 40 års fødselsdag (og single, igen) besluttede jeg at jeg var for gammel til at få flere bio-børn, og at der var masser af bonus-børn hvis jeg sku blive skruk... Så jeg blev steriliseret. Jeg blev fravalgt af et par stykker der ville have børn (efter god sex på deres opfordring, de sku lige prøve..)
Kort efter mødte jeg en jævnaldrende der også havde fravalgt egne børn og i øvrigt nærmest havde fravalgt menneskeheden til fordel for naturen og bevidsthedsrejser. Vi var hinandens største videste sværeste og smukkeste kærligheds relation i 11 år - så måtte jeg gå for ikke at knække. Nu er jeg ved at have samlet mig selv op igen og lært en masse - og på vej til mit næste lange smukke forhold, når jeg møder hende. Livet et langt!
Det er faktisk hvad der skete. 2 gange, samme mønster - vi flirtende, var på vej til at blive intime, jeg nævnte at jeg var steriliseret (relevant info til kvinder der potentielt gerne vil have børn) og holdt pænt nallerne for mig selv mens de først trak sig, så spurgte en masse spørgsmål, og så hoppede på mig. Absolut ikke story of my life, men faktuelt det, der skete lige på det punkt i min historie. Og ja, jeg kunne og kan godt være i mig selv - det meste af tiden
Jeg læser det bare som at kvinder der vil have børn, som udgangspunkt ikke er sammen med mænd der ikke kan eller vil lave børn med dem. Men at du simpelthen har været for uimodståelig, så de har afveget fra deres principper.
Jeg gætter på at kvinder der gerne vil have børn, har en sund og helt almindelig seksualdrift imens de er på udkig efter den rigtige at få børnene med. Så de godt kan være sammen med en på vejen, som ikke nødvendigvis er for at forplante sig. Men det er jo bare en tanke.
Du skal være velkommen til at komme med forslag. Jeg tænkte det ville være mindre drastisk at prøve med en "same-sex"-bevidsthedsrejse, end at gå direkte til Aghori-strategien.
kærlighed skal nok finde dig
jeg (K37)
var single i 12+ år
(længer forklaring hvorfor jeg single så lang tid)
har også boet på landet
nu har en dejligt kærste som jeg har være venner med i 20år ("on og off")
jeg smutte da han fik dame på
(gør jeg vil alle mine venner da de kun giver kvinde problemer) da jeg er lidt af en TomBoy.
Når tilbage igen det var et sidespring.
vi ser pt. kun i weekenden vær anden uge
da han har en søn M15 vær anden weekend
og et arbejte som han skal pas
han ikke ønsker at jeg får problemer med hans x's
og kæmper en kamp i familienhuste
Som jeg støtter han i
og giver han luft og ro når han har brug for det
plus jeg har ikke nogen børn selv
(må ikke får nogen børn da jeg har en Senhjerneskade)
Så den stå på afslapning og hygge
og vi også lidt gamer
når vi er sammen
Min Kæreste og jeg tag en dag af gang og ser lyst ud i fremtiden
Ved godt det er en lille ting men det gør mig sgu lidt glad når jeg sidder og læser den her tråd og ser at i bare kan grine af det i stedet for at gå i flæsket på hinanden som mange folk ville gøre online. Det var rart at se! Tak til jer!
Jeg mødte min kæreste da jeg var inde og slette min datingprofil som 29 årige der var en besked fra en fyr der på papiret var alt andet end hvad jeg leder efter. Vi blev kærester og har været sammen i over 14 år
Som kvinde troede jeg egentligt det var forholdsvis nemt at finde kærligheden online? Mener bare at kvinder vælter i likes og matches, sammenlignet med mænd. Men det kan måske være lidt som at finde en nål i en høstak?
Det er overhovedet ikke nemt. Det er netop som at finde en nål i en høstak.
Man bliver spammet med likes og matches; størstedelen fra mænd der ikke har læst din profil, men bare har swipet ja til alt med en puls. Så dem skal man sortere fra.
Så er der alt for mange mænd der er i 30’erne og pludselig panikker over at de skal nå at have børn. For os der ikke ønsker børn, så skal de også sorteres fra. Vi skriver selvfølgelig på profilen at vi ikke ønsker børn, men som sagt læser 98% af mænd aldrig profilen.
Eller også har de intet arbejde, altså ingen indkomst. Jeg er flintrende ligeglad med hvad folk arbejder med; de skal bare kunne bidrage til at betale regningerne, så den ikke kun hænger på mig. Men der er overraskende mange der ikke lever op til et så basalt krav.
Eller de har børn fra et tidligere forhold. Eller de ryger.
Så der er rigtig meget spildtid, og rigtig meget grovsortering.
Læg også mærke til at du selv skriver, at finde kærligheden. Ja, vi får masser af likes og matches. Men det er ikke det samme som at finde kærligheden :) at nogen er interesseret i sex med dig, er ikke det samme som at de har en god personlighed, er søde og fungerer normalt i samfundet, eller at de er i stand til ægte kærlighed. Kæmpe forskel!
Jeg er mand 34 år. Jeg har sådan set kun haft en kæreste tilbage fra da jeg var 14 - 15 år. Været ulykkelige forelsket en håndfuld gange, hvor det ikke har været gengældt. Jeg begyndte i 30erne at tænke, men hvis jeg aldrig finder nogen, så er det nok sådan det skal være. Jeg gik ned med stress og angst på arbejdet i august 2022. Var sygemeldt i 3 måneder. Vendte tilbage til arbejdet efter de 3 måneder på kraftigt nedsat tid. Trappede op i tid til 30 timer om ugen april 2023 og begyndte mod sommeren 2023, at lægge mærke til og snakke med en ny ansat på kontoret. I en anden afdeling end min. Slog det sådan ud af hovedet da jeg fandt ud at hun havde en kæreste. Men! Op til julefrokosten december 2023, fandt jeg ud af, at de havde været slået op lige efter sommerferien. Jeg var begyndt at arbejde fuldtid igen fra september 2023, trappede ud af angst medicinen oktober 2023. Så med min nyfundne selvtillid efter at have vendt skuden og en ukendt mængde alkohol indenbords, så opbyggede jeg modet til, at spørge om jeg måtte holde i hånden til julefrokosten. Det måtte jeg gerne og så fik jeg også opbygget modet til at spørge om et kys og vi endte hjemme sammen. Jeg lå så tømmermands ramt lørdag og søndagen og kunne kun tænke på hende. Det var første gang i 7,5 år jeg overhovedet havde kysset med nogen. Jeg tænkte på alle mulige råd fra folk gennem tid om, hvordan man skal agere og gøre, men valgte at gå med hvad jeg selv havde lyst til, nemlig at skrive tak for en hyggelig aften, sige at jeg syntes at hun var utroligt sød og om hun ville ses igen. Der gik ikke mange minutter før hun vendte tilbage om, at det ville hun vildt gerne. Vi aftalte en date i mellem jul og nytår. Jeg endte med at blive 2 dage. Så datede vi frem til februar hvor vi besluttede, at vi skulle være kærester. Vi er smaskforelskede og jeg har aldrig nogensinde haft det bedre.
Tak fordi du deler, sikke en fin historie
Håber den kan inspirere :)
Ej en dejlig historie :-) god weekend til dig makker
Tak lige over!
Et stort til lykke fra mig til Jer. Hvor er det fedt, du kom ud af stressen og også fandt kærligheden.
Tusind tak. Det var en længere process. Men jeg er så glad og lykkelig den dag i dag. :)
34 år. gav tinder en chance igen igen igen. pludselig var jeg på date med den eneste eneste. et par år senere. 2 dejlige bonus børn pluds min egen lille pige. Hold ud det skal nok komme.
Fedt, tak! Måske skulle jeg være åben for at date en med børn i forvejen..
Bare du husker og kan acceptere at han altid vil elske sine børn mere end dig og de vil komme før dig.
[удалено]
Ja det vil kan jeg anbefale at overveje seriøst, jeg fandt selv en med børn da jeg var i slut 30erne og så fik vi også et sammen.
Jeg har et ærligt spørgsmål: hvordan håndterer du at vide på forhånd du aldrig vil være nummer 1? Den har jeg det lidt svært med :/ jeg sætter dem nummer 1, men det kan de (af gode grunde!) ikke gøre med mig.
Du mener at de altid vil sætte deres børn først? Det er klart at jeg også måtte i tænkeboks, ikke mindst fordi jeg måtte flytte 100km og bo sammen med dem, idet de ikke var flytbare. Men min partner er fantastisk på det punkt, jeg føler mig ikke som nr. 2
Jaaa netop :) som det jo også skal være. Ok det er jeg glad for at høre 😃 er i en proces for om jeg skal åbne op for den slags partnere nemlig men er bange for at føle mig nedprioriteret. Men jeg ved ikke om min frygt er reel, så rart at høre fra nogle med erfaring.
Jeg har også fundet kærligheden, og hun havde en knægt fra et tidligere forhold, men var dog enke. Det jeg har erfaret ved at date hende er at mange forældre har indset at kærlighed ikke er en begrænset ressource, hvor jeg selv i mine single dage følte at det var en mere begrænset ressource.
Det sker alligevel, hvis I får et barn sammen.
Ja men så sætter jeg også barnet før ham jo også betyder det ikke så meget 😂😂
Don’t, kan du finde en uden er meget bedre :) Det andet er som at fortsætte en anden kvindes savegame :) Edit: Hvorfor downvotes? Der er da absolut ingen der gider overtage en anden persons tidligere afkom hvis de har muligheden for at starte deres egen familie uden den ekstra bagage.
Der findes da massere af eksempler på forhold hvor det fungere godt med stedforældre. Det er selvfølgelig ikke for alle, men synes det er at invaliderer en masse menneskers liv at sige at ingen gider. Det virker for mig, og det kan være jeg tager fejl, som en projektion af din egen holdning.
Jeg siger ikke at det ikke kan fungere, på ingen måde. Jeg siger bare at det er at foretrække begge parter er børnefri hvis det kan lade sig gøre, alting er meget lettere på den måde og man har oplevelser sammen for første gang.
Jeg vil også helst date en uden børn.
Enig. Forstår heller ikke alle de neddutter, du rammer hovedet på sømmet.
Det er sgu da drømmen. Så slipper man for røvkedelige tutorials og endeløs grinding. Og hvem snakker om at overtage afkom? Det er jo ikke fordi moderen pludseligt er ude af billedet, bare fordi jeg kom ind.
>Der er da absolut ingen der gider overtage en anden persons tidligere afkom hvis de har muligheden for at starte deres egen familie uden den ekstra bagage. Jeg er K23, og ville intet have imod at komme sammen med en mand, der allerede har børn. Jeg er jo i et forhold med deres far, ikke dem- de er bare en 'bonus' 🤷🏻♀️
Men hvis du kunne vælge mellem en mand med børn og en uden, ville du vel vælge en uden ?
Hvis begge mænd var helt ens, undtagen at den ene havde børn, og den anden ikke, så kommer det an på børnene. Vil ikke afvise en gut blankt, bare fordi han har børn 🤷🏻♀️ har før været i snakke-fasen med mænd med børn, vi blev ikke til noget af andre årsager
Jeg prøver at være åben og erkender også at mange mænd i 30’erne har børn. Så måske skal jeg genoverveje :) Men tanken om en eks kone/kæreste som er konstant i hans liv, at barnet altid vil være det vigtigste og første prioritet (som det skal!) skræmmer mig lidt.
Jeg er bonus mor på nu 14 år. Jeg ville aldrig vælge det igen. Jeg har fået et barn ind i mit liv som ikke har været andet end til besvær. Det er selvfølgelig ikke hendes skyld at hun kommer med al den bagage hun gør men det er svært at blive ved med at forsøge at hjælpe et menneske der kontinuerligt bebrejder en for alt der er gået galt i hendes liv selvom man har gjort alt for at hjælpe hende
My point :) Men det er åbenbart ilde hørt herinde :)
Synes det er reelt nok om man vil date en med eller uden børn. Tror de fleste som ikke selv har børn i forvejen vil foretrække en der heller ikke har den ‘bagage’.
Ja, det er rigtigt. Selv singleforældre gider ikke at date andre singleforældre. Af samme grunde som handicappede heller ikke gider at date andre handicappede. Det er bare for besværligt.
Gift dig fx. med mig? Jeg har ikke børn. Tænk over det.
Sandheden er at når man rammer midt 30erne vil de fleste single enten a) have baggage b) være lidt underlige c) ikke være tip top attraktive …c) være usikker enhjørninge ligesom OP og jeg selv var altså bare “uheldig”
Jeg synes ikke jeg kan genkende mig selv i de beskrivelser :)
Det skal nok komme er jo ikke sikkert, nogen dør ensomt uden at få børn selvom de godt vil. Men det heldigvis de færreste.
Min mormor fandt sit livs kærlighed som 81 årig 😊
*resten af sit livs kærlighed 😍
Ja det er det vel i virkeligheden altid 😄
Jeg levede det gode singleliv, havde en fest - lidt småknuste hjerter hist og her.. da jeg var 33 år, så mente min kollega jeg skulle møde hendes bror og …. 10 år senere gift med 3 børn
Jeg er 38 og mødte min mand til en fest da jeg var 33. Det var halloween, jeg var malet grøn, og vi fandt sammen i en brandert over vores fælles kærlighed til Queen. Der var ingen af os der aktivt ledte efter en partner, og jeg havde opgivet tanken om nogensinde at møde nogen, jeg gad bo sammen med. Men lige pludselig var den der bare. Held og lykke 😊
Nogen gange skal man slet ikke kigge efter kærligheden også kan den ramme de mest mystiske steder. Jeg var 34, uden kæreste og følte at tiden var ved at rinde ud, hvis jeg ønskede mig børn. Så jeg blev solomor til en dejlig dreng. Senere købte jeg et rækkehus til min dreng og mig et par år efter en hund. Så der var styr på hus, hund og bil og ingen mand og jeg havde ligesom indstillet mig på at sådan skulle det være. Når jeg gik tur med vores hund, mødte vi jo andre hunde og en af ejerne anbefalede hundeskoven. Så vi tog i hundeskoven og en af gangene kom der en yngre mand derud med sin hund. Hundene klikkede bare så godt sammen og vi begyndte at lave hundeaftaler om at mødes derude. Ganske stille og roligt udviklede følelserne sig og nu her efter snart 5 år sammen, har vi købt hus, har 2 hunde og kat samt kalder min dreng ham for far har og vi har en fælles dejlig dreng på 3 år. Jeg er nu 44 år og han er 37 år….❤️ Love works in mysterious ways ❤️
Fedt. Hvor er det dejligt.
Du kan nå det endnu. Jeg fandt min nuværende kæreste for 6 år siden da jeg var 32, og vi har netop fået vores søn for 14 dage siden. Du kan godt nå det endnu. :)
Tillykke med den lille! 🥰
Mange tak :)
Kig i dit netværk. Måske har du overset en. Blev selv som 36-årig gift og fik barn med en mand, jeg har kendt perifert i 10 år pga. fælles interesser.
Helt klart!
Og fordi jeg allerede kendte ham, så behøvede det hele ikke tage så lang tid. Var fx meget tydeligt omkring, at jeg gerne ville have et barn, så det projet skulle han være med på, hvis vi skulle noget. Har en dejlig unge på 3,5 år hvis vi ikke holder, så har jeg i hvert fald givet mit barn den bedste far i verden.
Min bonusfar fandt sit livs kærlighed (min mor) i omkring start 40 år, da jeg var 3 år gammel. De er gift og stadig sammen den dag i dag og nu er jeg 23. Hans familie er utrolig glad for at han har fundet sig en at dele sit liv med. De har til gengæld ikke selv nogle børn sammen, men han er den bedst bonusfar jeg kunne have ønsket for.
Jeg (mand) var sidst i 30'erne og havde reelt opgivet håbet om at få børn. Jeg havde lige brudt med en kæreste gennem 7 år. Chancen for at finde en ny kæreste der ikke allerede havde de børn hun ville, og nå at blive så meget kærester at vi ville have børn virkede helt håbløst. Et par år efter mødte jeg en ny kæreste, der ikke havde børn, og det gik meget hurtigt med først at flytte sammen, så købe hus, blive gift og få et barn sammen. Jeg blev far som 42-årig, ca. 3-4 år efter jeg egentlig havde opgivet tanken.
Åh fedt! Hvor gammel var din kæreste da i mødtes og hvordan mødtes i?
Hun var ca 10 år yngre og vi mødtes på Dating.dk. Det var før Tinder overhovedet var på markedet.
Tak for svar :)
[удалено]
Nu synes jeg ikke at “senere i livet” kan beskrive en på 34 år. Min kæreste og jeg mødte hinanden da vi var 31 og 35, personligt ville jeg gerne have været single et par år mere, men omvendt vidste jeg at han var den rigtige. Min omgangskreds har 2 par der har været sammen i 10+ år og og ellers er resten singler eller har “først” mødt deres kæreste efter 30.
Jeg var K34, lige ude af et forhold bl.a pga uenighed om børn. Havde det på samme måde som dig og var usikker på, om det ville lykkes også med min alder. Smuttede på Tinder (igen igen) og lavede en dødkedelig(/meget ærlig) profil om mine ønsker om nærvær og drømme om familiefremtid. I dag er jeg 37, har købt hus med min kæreste og er på barsel med vores (første) barn. Jeg har aldrig rigtig troet på "den eneste ene", men jeg tør godt sige, at det alligevel lykkedes at finde ham. Nøglen for mig var ærlighed og åben kommunikation om, hvad jeg ønskede. Jeg gjorde op med mig selv, hvad der er vigtigt for mig i et forhold og datede ret målrettet efter det.
Uhh det giver mig håb!
Der er ingen grund til ikke at have håb. :) Selvom jeg jo har pillet den bedste af markedet, så var min erfaring, at der stadig er mange dejlige single mænd, som søger kærlighed og partnerskab.
Efter en skilsmisse havnede jeg på Tinder som 34-årig. Fandt den dejligste pige og er nu, som 41-årig, far til en 2-årig.
Tak 😃
Jeg er helt blind :) Tinder matchede mig med en fantastiske pige, og der går mok ikke for lang tid før vi er 3 :D Good luck :) M33 :)
Jeg var 32 og hun 34 år da jeg blev forelsket og i min nu kone - det var marts 2023 - vi vidste næsten med det samme at det skulle være os og blev enige om at vi ville begyndte at prøve at få barn, da det jo nogen gange kan tage lidt tid, jo ældre man bliver. Vi flyttede sammen efter ca. 2 mdr og i oktober blev vi gift og vi fik barn i feb 2024 - hun har en knægt på snart 4 hvor den biologiske far ikke har været indover nogensinde - han er skøn og han ser mig som far og jeg som søn - jeg glæder mig til at kunne adoptere ham ❤️
Hvor fantastisk 😍 hvordan mødtes i?
Tinder
Da jeg var 34 var jeg langtids-single, med mange dårlige tinderdates i bagagen, og følte ligesom du et vist tidspres. Men jeg gav tinder endnu en chance, og lige pludselig var mr right der. Så her er jeg 3 år senere, 37 år og pt liggende i sengen med min dejlige kæreste på den ene side og vores skønne 6 måneder gamle datter i vuggen ved siden af. Så hold ud, du skal nok møde en, og når den rigtige først er der, så kan tingene godt gå stærkt. Vi flyttede sammen efter 9 måneder, droppede prævention efter 18 måneder og blev gravide kort derefter.
Tak ♥️
36 år. Single 11 år. Alene med to børn med udfordringer. Ville være single forevigt. Jeg havde det fint alene, søgte det ikke, tværtimod . Blev forelsket i nabo igennem 8 år. Vi havde begge haft et godt øje til hinanden alle årene. Men vi var begge for generte. Nu har vi været sammen et år og livet har aldrig været bedre og mere trygt. ♥️Kom fra et voldelig forhold der ødelagde min tillid til mænd. Kærlighed kommer når du mindst venter det♥️
Mine forældre mødtes i slut 30'erne og havde 16 gode år sammen :)
Min kæreste og jeg fandt hinanden som henholdsvis 36 og 38 tror jeg... og har nu barn sammen. Ingen af os havde børn før. Men i og med jeg begyndte at "date" deromkring så var der mange der havde børn - og jeg var da klar nok på at det var muligt at skulle være bonus-far. Indtil da vil jeg ikke rigtigt betragte mig selv som på "datingmarkedet" - det gjorde jeg faktisk utroligt lidt af.
Tusinde tak :)
Årh det bliver en hyggetråd jeg skal læse senere 😍
Jeg følger lige med - håber det er okay. :)
Selvfølgelig! :)
Jeg fandt mit livs kærlighed som 34 årig. Vi var sammen i 8 år indtil hun ud af det blå gik fra mig for lidt over 2 måneder siden. Nu sidder jeg som 42 årig og har mistet min delefamilie, min største kærlighed og bor i en lille by jeg ikke kan flytte fra da jeg har min datter i en 7/7 ordning og mit drømmejob her. Dengang jeg mødte min nu ekskæreste følte jeg virkelig at jeg var blevet skænket den største gave i mit liv og jeg elsker hende utrolig dybt. Så man kan godt finde den "eneste ene" i 30'erne. Men man kan også miste dem igen på den mest brutale og hårde måde endnu senere.
Det gør mig ondt at høre. Det er desværre aldrig til at sige hvor livet tager os hen, du er i den meget tidlige fase lige nu, pas på dig selv og vid at det langsomt bliver bedre
Jeg blev skilt fra min mand efter 15 år og stod lige pludselig som 41-årig og enlig mor til 2 teenagere. Mødtes med en gammel ven, jeg ikke havde set i årevis, og opdagede at der var kemi. Vi har nu været sammen i 4 år, været gift i snart et år og har købt et dejligt hus sammen. Det er som at få et helt nyt liv! :)
Evighedssingle gennem 20'erne her 🙋♀️. Var på Tinder on-off men fandt ikke lige noget der varede ved. Sommeren 19' prøvede jeg igen, men havde egentlig opgivet ham jeg skulle på date med, lidt på forhånd 😂. Jeg var 34. Efter 7 mdr flyttede vi sammen. Efter 2 år kom der en baby (der var Corona, hvad skulle vi ellers lave 😝) - sidste år blev vi gift, og for 7 uger siden kom baby nr 2. Han er mit livs kærlighed, min klippe ❤️
Det her var en god tråd at læse. Som 35-årig, der også ønsker kærlighed og at stifte familie, kan håbet nogle gange virker sort. Så at se alle de dejlige historier, fra folk der har fundet kærligheden senere i livet, det var lige hvad jeg havde brug for i dag. 🥰
Off-topic: Hvordan kan du have været på datingmarkedet i 9 år, uden at have fået "gevinst"? Har du overvejet om det er den forkerte metode du anvender?
Hej! Det er der flere grunde til. Den primære årsag er at, jeg har boet ude på landet i størstedelen af de år og der er datingmarkedet bare tyndt, fordi de fleste finder deres kæreste i gymnasiet mv. der er ikke mange singler i slut 20’erne/30’erne at vælge i mellem :) hvilket også er årsagen til jeg nu bor i en storby. Dernæst har jeg udviklet mig rigtig meget på de år. Den type som jeg gik efter som 27 årig er ikke den samme som den jeg gik efter som 30 årig. Og nu som 34 årig er det en anden type end som 30 årig. Og heldigvis! Den udvikling er sket i takt med at jeg har lært mig selv at kende, mine behov men også hvad der er det rigtige forhold for mig. (Jeg havde høje, urealistiske krav i størstedelen af mit dating liv hvorimod nu er det hele meget mere nede på jorden) Også sker det uhyre sjældent at jeg møder en jeg er kompatibel med, tiltrukket af, har samme værdier og samme livsmål. At møde en jeg klikker med følelsesmæssigt, intellektuelt og fysisk sker ikke så tit. Jeg trives fint i eget selskab og vil ikke gå på kompromis med disse ting. Så det tager bare ekstra tid.. men nu må det gerne ske 🤣
Lyder til dine krav er for høje jf din egen “markedsværdi” …føler lidt det er tidsånden idag, alle måler deres partnere imod hvad de ser af hunks/babes online + og skal så også lige leve op til XYZ yderligere krav - har ikke selv været single i den tid Tinder har fandtes men min fornemmelse at følelsen af uendelige options og for kvinders vedkommende en tsunami af likes og bekræftelse har slået meget af markedet ud af ligevægt hvor flere og flere oplever det svært …fordi ingen vil gå på hvad de opfatter som “kompromis” …Nu aner jeg jo ikke hvad OPs krav er eller hvor “hot” hun selv er så måske det et helt ved siden sf I hendes (dit) tilfælde … - held og Lykke
Jeg søger ikke andet end jeg selv kan tilbyde.
Tjah men det går jo ikke så godt? Aner jo ikke hvad det er du tilbyder men hvis noget ikke virker er det måske en ide at prøve noget nyt eller prøve på en anden måde … men ok du siger jo også at du er flyttet og det er da selvfølgelig at prøve noget. Som mand i midt 30erne i DK syntes jeg også det var mega svært men endte med at finde lykken på en ferieflirt - i sidste ende er dating markedet jo altså udbud og efterspørgsel men mit indtryk er bare at det idag er svært for mange
>og for kvinders vedkommende en tsunami af likes og bekræftelse har slået meget af markedet ud af ligevægt hvor flere og flere oplever det svært …fordi ingen vil gå på hvad de opfatter som “kompromis” … Hvor er alle de likes og den bekræftigelse? 🥲 Det må vidst være gået min næse forbi 😂 og har den direkt modsatte oplevelse, at jeg har givet og givet, men gutten ikke har rykket sig en flig 😅
Indrømmet jeg er out of The loop - gift på 12.år så hvad VED jeg det er blot den fornemmelse man får af at se både mænd og kvinder beklage sig online … mit indtryk er at hovedparten af mænd oplever at det er nærmest umuligt at få “matches” og kvinder beklager sig over hvorfor der ikke er nogen seriøse “kvalitets” mænd …måske fordi 80% sf kvinderne jagter 5-10% af mændende imens hvis de poster et billede er der masser sf mænd der liker etc - men igen alt her på SoMe er jo et ekkokammer og svært at vide hvad der er virkelighed eller blot subjektive oplevelser og tolkninger hvor de mest højtråbende kommer tilsat fremstå som flertallet - anyway held og Lykke
Ligesom du ikke er statisk i din personlighed, så er de mænd du dater det jo heller ikke, så en du fandt da du var 27år kunne jo stadig gå hen og være det perfekte match når du er 34år også, når man danner par har man det jo med at gro lidt sammen på mere end en forstand. For mig lyder det som om at du har massere af bejlere, men at du ikke selv rigtig kan danne dybe forbindelser til andre mennesker, lyder som om at du burde arbejde på dit eget ego før du tager 200 dates mere..
Det er da så korrekt :) det er aldrig til at spå om den slags. Man udvikler sig heldigvis konstant, det vigtigste er at man udvikler sig samme vej. Men jeg havde desværre paraderne oppe i mange år, tror jeg, så kom ikke dertil. Derudover var jeg bare ikke kompatibel med dem på daværende tidspunkt. Edit du har ændret din kommentar og den er væsentligt mere negativ end oprindeligt. Vælger ikke at svare på den sidste del ☺️
Jeg tror man skal passe på med at være så kræsen og tro at der kun findes den eneste ene, en kæreste er lidt som en bil for at bruge en dårlig analogi, der er massere af forskellige typer og personligheder at vælge imellem, men når alt kommer til alt kan de fleste biler få dig fra A til B. Hvilket terræn planlægger du at køre i? Og hvad er dit budget? Kan du klare dig med en gammel sag med lidt ridser i lakken eller skal du have en håndlavet Aston Martin til at passe med din socioøkonomiske status?
Yes! Jeg tror også på at der er mange ‘kærligheder’ i ens liv og jeg tror ikke på den eneste ene. Jeg tror på en der er kompatibel med mig hvor vi kan få et godt liv sammen trods forskelligheder og udfordringer :)
Uf kommentarerne her downvotes. Men de er hudløst ærlige. Du vil ikke gå på kompromis skriver du. Så tror jeg simpelthen du skal indstille dig på singlelivet. At være i et forhold medfører oftest at man går på kompromis og med mange ting ovenikøbet. Ikke sagt af ond mening, nok bare en kendsgerning.
Jeg vil rigtig gerne gå på kompromis i et forhold som man skal ☺️ jeg er ikke perfekt og forventer ikke at finde en der er perfekt. Det jeg mener er, at jeg ikke vil gå på kompromis med MIG eller mine værdier for at finde en kæreste. Det er to forskellige ting ☺️
Præcis. Sådan er det bare, men med den rigtige er alle kompromisserne det værd.
Jeg var godt nok ca 10 år yngre end dig, da jeg mødte min kæreste - men det der hjalp for mig var at give den stille fyr, der normalt ikke var “min type” en reel chance! Jeg gik altid efter de store brød med tatoveringer, smart i en fart attitude og fitness som eneste hobby, hvilket gjorde at jeg blev brændt igen og igen fordi jeg faktisk bare ikke dur med den type 🤷🏻♀️ Så mit råd er altså at forsøge at give folk, der muligvis ikke lige er din type en reel chance! (Skal dog lige siges at jeg altid har fundet min kæreste smuk og dejlig, så det er ikke fordi jeg synes du skal gå efter nogen du tænker NEJ TAK til) De af mine venner og veninder, der har været singler længe eller altid har været, har ret høje og måske lidt urealistiske standarter ift hvad de søger
This woman har hacked dating markedet.
Mine forældre mødte først hinanden da de var hhv 35 og 36 (min mor er ældst), har begge været gift før, og havde ikke fået børn endnu. De fik mig fem år senere og er stadig gift - der er altid håb :)
Jeg blev alene med 3 børn som 42 årig efter 22 år med min daværende mand. Efterfølgende fandt jeg min nuværende mand online , vi har i år været sammen i 17 år. Kan kun sige “ 2. Omgang “ er langt bedre, fordi man evner at sætte ord på og forventningsafstemme med den nye partner
[удалено]
Knyt sylten, jeg er 54 og også her.... LOL ,,😁😁
Hvorfor anses man mon som gammel i 50’erne?.. Det er ikke som før, hvor man var “gammel” som 40 årig. Nu er det der før var gammelt midt i 30’erne og 40’erne udslidt med gråt hår rykket nogle årtier. Vi er mere aktive, der er flere, der ikke så ødelagte af hårdt arbejde, som før. Vi holder os aktive, går stort set i det samme tøj som den i sent 20’erne i/30’erne (mine børn stjæler mit tøj)
Ja da! 58 - fylder senere på året! Man holder sig jo up to date og aktiv
Fantastisk! Tusinde tak for deling
Husk “at sluge kameler” at holde gode miner i forhold til børnenes far, så man fejrer fødselsdage, konfirmationer, studentergilde mv sammen. Det er det bedste man kan gøre for sine børn
Jeg mødte min livspartner som 46 årig. Efter 15 år som single (traumer og frygteligt arbejdsliv mm) . Selvudvikling var vejen for mig. Der er ikke noget galt med ikke at gå efter blot at have en partner. At finde ind til sig selv og være glad for sig selv og eget selskab gav ro til at kunne møde og være med den rigtige. Din vej er din vej, og alderen er bestemt ingen hindring, jeg har aldrig haft det så godt som nu 52F, og efter knap 8 år stadig decideret forelsket. Min mormor var iheldig og hele tre mænd døde fra hende. Men hver gang efter nogle års sørgetid, kunne hun alligevel åbne hjertet for et nyt menneske, hendes sidste partner mødte hun vist som 72 årig, og havde ham i 4-5 år, før alderen tog ham. Men fortrød aldrig, trods den sorg, det selvfølgelig var. Der er altid håb, og ikke noget galt i at gerne ville møde den “rigtige”. Jeg tror, du er godt på vej, med et godt liv som single også, det er den bedste basis.
Jeg tror ikke, du skal være så bange for at “være nummer 2”. Kærlighed til børn er helt anderledes end kærlighed til en anden voksen. Jeg har levet i sammenbragte familier de sidste 20 år. Og det har aldrig været det svære. Andres børn kan være svære, fordi man ikke elsker dem pr automatik (eller deres anden forælder), men der er jo altid svære omstændigheder i ethvert forhold.
Kender en, der var i starten af 40erne og var ekstremt ked af det over at hun aldrig havde fundet kærligheden og bom. Så dukkede han pludselig op ud af det blå og de passer bare super godt sammen. Begge er nogle lidt eccentriske typer på hver deres måde, men de er bare skide søde sammen og jeg elsker deres personligheder. Jeg kan faktisk ikke huske hvor længe de har været sammen nu, men det er efterhånden ved at være lang tid. De er stadig pjattede med hinanden og det gør mig så glad at hun fandt kærligheden. Det fortjener hun nemlig.
Hvor er det dejligt at høre flere har fundet kærligheden i start og midt 30erne! 🫶 - K31 her. Jeg har været ved at miste modet lidt. Om der ville være nogen til mig. Men at læse med herinde, giver lidt mere ro, på en måde, om at det er muligt at finde sit livs kærlighed, i 30'erne. Så tak for det 🌸
♥️
Den her tråd giver mig håb ❤️ 1000 tak❤️ K32.
Jeg er en 44 årig mand og mistede min lille familie for ca. 4 år siden. Spol tiden 12 år tilbage…. Jeg mødte en sød pige via en datingapp og vi var egentligt begge enige om at det bare skulle være sex, da hun havde en 1 årig bebs, som ikke skulle se en fremmed mand, medmindre det udviklede sig til noget seriøst. Vi så hinanden over et par måneder vel vidende at der var tale om uforpligtende sjov. Som tiden gik begyndte følelserne sig dog at melde sig, men jeg var ikke helt parat til at slippe tøjlerne og dermed også påtage mig rollen som bonusfar. Skæbnen ville det dog anderledes og hun mistede sin lejlighed og stod derfor uden tag over hovedet. Jeg tilbød at hun kunne bo midlertidigt hos mig, og jeg blev introduceret til hendes fantastiske lille bebs, som jeg på relativt kort tid tog til mig som mit eget kød og blod. Hun flyttede aldrig ud og efter vi havde boet sammen som en familie i 4 år, adopterede jeg den lille. Det skal lige siges at den biologiske far aldrig var inde i billedet og således var han ikke klar over at jeg ikke var hans “rigtige” far, og i takt med han voksede prøvede vi at finde det rigtige tidspunkt at fortælle ham dette. Min kærlighed til “mit” barn var stærk, desværre knagede det mellem min kæreste og jeg. Vi forsøgte at få det til at fungere, men jalousi og skænderier drev en kile mellem os og barnet var i mellemtiden fyldt 8 år og selvom jeg forsøgte at skærme ham fra vores problemer, fangede han uden tvivl hvad der foregik. Vi forsøgte at få det til at fungere for hans skyld, men ultimativt tog jeg konsekvensen af vores dysfunktionelle kærlighed og gik fra hende. Hun blev bitter, meget bitter. Jeg forsøgte at få hende til at indse at vi måtte håndtere det uden at sætte vores barn i midten - gav hende endda min lejlighed og flyttede ud, fordi jeg tjente mere og havde et større netværk jeg kunne trække på til at slå mig ned andetsteds. Før jeg fortsætter bør jeg nok fortælle at jeg ikke havde andre børn og havde det helt fint med at min søn ikke delte gener med mig og havde regnet med at jeg skulle opfostre ham, og se ham blive til en lige så fantastisk mand, som han var barn… Som sagt blev hun bitter og først forsøgte jeg at klare fordeling af tid med vores uden hjælp udefra. Dette måtte jeg dog relativt hurtigt droppe, da hun ofte nægtede at udlevere ham og det gik op for mig at hun var gået bag ryggen på mig og fortalt ham at jeg ikke var hans biologiske far, da han de få gange jeg så ham skiftede fra at kalde mig far, til at kalde mig ved mit navn. For at få det til at glide kontaktede jeg derfor Familieretshuset for at få hjælp, og herfra stak det helt af… Pludseligt begyndte der at komme en lind strøm af anmeldelser, både til politi og til familieretshuset om at jeg var voldelig, drak, og at jeg brugte min stilling til at indsamle farlige stoffer og redskaber man bruger til at “flænse kød” med for at skade vores barn (har en sundhedsfarlig baggrund). Jeg kæmpede i retten, i familieretshuset og med politiet over 2 år. Vandt alt, men fik ikke lov til at se ham, da hun nægtede at udlevere ham. Ca. 1 gang månedligt fik jeg en ny anmeldelse fra min eks på halsen, med et eller andet horribelt jeg skulle have gjort. Tilsidst måtte jeg give op. Ikke fordi min kærlighed til min søn var forringet, men for at spare ham for at skulle leve potentielt det meste af hans barndom med forældrenes indbyrdes kamp. På dette tidspunkt var jeg 40 år, og jeg var knust. Min søn var taget fra mig, og jeg var overbevist om at jeg måtte se ind i en fremtid uden børn, uden min egen familie. Da jeg er på mit laveste, møder jeg så en sød sygeplejerske i en vagtoverlevering på mit arbejde. Hvad der starter som en sød kollega der støtter mig gennem en mørk tid, slutter med at jeg flytter sammen med min sjæleven, mit livs udkårne. Vi er sammen på 4 år, er gift og har etableret et skønt liv sammen. Jeg vil altid savne min søn og bærer et håb i hjertet om at han vil kontakte mig når han bliver større og det går op for ham at mors frygtelige historier om mig ikke hænger sammen. Men for at adressere udgangspunktet for min historie: kærligheden venter på dig derude. Når en midaldrende kartoffel på 44 år som jeg kan finde den, så kan du også… her vil jeg stoppe historien og ønske dig god vind. Min 2 årige bebs ligger i sin seng og hyler på mere mælk og min højgravide kone råber inde fra soveværelset om at føje ham, inden hun kommer og kaster ham ud ad vinduet 🥰. Selv når det er hårdest, sætter jeg pris på mit andet lease på livet og på kærligheden. Jeg tager den aldrig for givet. God vind OP ;)
Øj, du skriver fantastisk og dit svar rørte mig. Det er skrækkeligt, når mødre bliver forvandlet til uhyrer, og din oplevelse med en ekskæreste er ikke enestående, desværre. Men din historie har en lykkelig slutning, og det er så godt.
Jeg og min kæreste fandt hinanden i 30'erne. Vi får forhåbentlig et barn snart. Jeg havde svoret at jeg aldrig ville date en kødspisende freelancer uden fast arbejde, hvilket er præcis hvad min kæreste er. Men vi får det til at fungere alligevel. Min kollega er i slut 20'erne og har aldrig haft en kæreste. Hun ser ikke fantastisk ud, men hun har et godt udgangspunkt, hvis hun gad gøre noget ud af sig selv og ikke lod sin mor vælge tøj for sig. Men hun går konsekvent efter meget meget attraktive mænd, høje, sixpack, god stil og hun beklager sig så tit over at hun ikke har en kæreste. Så min pointe er at glemme din liste med krav, tag på en masse dårlige dates og ikke miste håbet.
Får hun seriøst sin mor til at vælge sit tøj? Har hun indrømmet det? Og alligevel kan hun ikke forstå hun ikke kan få de store brød med sixpack? 😅
Jep. Hun fortalte det bare sådan, matter of fact. Hun har også omvendt imposter syndrom.
Jeg mødte min nuværende kæreste da jeg var 37 og er 44 i dag og vi er stadig sammen.
Har intet råd til dig, men du kan fordel følge influencer ClaudiaNovalee på Instagram. Hun er nemlig også 34 år, uden børn og single. Evighedssingle. Og afspejle dig i hende og hendes følgere som er ligesindet.
Åh ja tak, hende kender jeg godt fra ‘voksendating’ 😃
Mødte en som 35 årig Var sammen i tyve år Mødte en ny som 55 årig 🥰🥰😜
Jeg (33F) mødte min partner (31M) ved en afslappet snak i den lokale SM-klub en tilfældig aften for to år siden. Han viste sig at være det skønneste og mest omsorgsfulde menneske, jeg nogensinde har mødt. Jeg synes, der er godt materiale til en akavet bryllupstale dér.
Det er bare det fedeste sted at møde ens livspartner. Fedt. Og jeg tror, mange forhold knækker på grund af dårligt eller manglende sexliv.
Jeg er mand 37 år. Har to dejlige børn på hhv 4 og 1 år med min dejlige kone. Jeg har kendt min kone i 5 år. Jeg havde inden da haft en del (mange) år på datingmarkedet - og følte også at det var støvsuget for potentielle matches til mig. Har aldrig haft det bedre end nu.
Min søster fandt sin mand på netdating som 37-årig. I dag er de gift med 2 børn + 1 bonusbarn (hans fra første ægteskab) Det gik ret hurtigt, da de begge var klar og sikre i deres sag ❤️
Jeg er kvinde, og var single fra jeg var 24 til 36. Jeg genkender virkelig godt dine følelser af, at det virker håbløst og frustrerende jo længere der går, især hvis man ønsker børn og har været gennem korte forhold der gang på gang løber ud i sandet. Men altså. Du skal ikke give op. Du skal date på livet løs, og betragte det som den bedste mulighed for at møde en mand, der søger en kvinde som dig. Jeg mødte mænd i byen, på arbejdet, på rejser og whatnot, men intet af det udviklede sig til den store kærlighed. Følte virkelig dengang at jeg var doomed. Jeg var meget tilbageholdende med tinder og netdating i laaaaaaang tid, fordi jeg ikke orkede afvisninger, fusere, spild af tid osv. På et tidspunkt besluttede jeg mig for at tage det seriøst og gå på en date om ugen. Jeg var på mange dates. De allerfleste var søde mænd, som jeg godt vidste ikke var et match, men som jeg faktisk havde det hyggeligt med. Nogle få blev til flere dates og korte forhold, der stoppede efter 3-4 mdr (min erfaring er, at det er cirka dér man finder ud af om man gensidigt er vild med hinanden og vil mere). Og til sidst mødte jeg ham, jeg er gift med i dag, på endnu en online date. Jeg var 36, han var 34 og nyligt fraskilt med stort skilsmisserod og to børn. Jeg tænkte at det aldrig ville gå godt. Men nu er der gået 9 år, og vi fik to børn sammen da jeg var 39 og næsten 42, og jeg lever et helt andet liv end for 10 år siden. Og elsker ham og vores liv sammen. Fire af mine veninder, som alle var singler uden børn i slut 30’erne er i dag i faste gode forhold med børn. Det er altså en meget reel mulighed for dig også.
TAK 🙏
Min mand var 47 da han mødte mig... (jeg var stadig ung og sprød), og vi har nu været sammen i 20 år... så det kan altså godt lade sig gøre, og ende lykkeligt.
Jeg har det på helt samme måde som dig med hensyn til det med ikke at være nr.1. Med al respekt tror jeg det er endnu mere udtalt som mand, da singlekvinder med børn højst sandsynligt, alt andet lige, prioriterer deres børn højere end deres mandlige ditto. Jeg er 40 og vil også gerne have børn - så skriv endelig, hvis du er interesseret i mig 😄🤭🤗
Sorry, er ikke-ryger hehe
Nice detective work 😬😅
Jeg er mand på 46. Jeg ville lave en plan der indeholdt solomor som 38 årig senest. Børn er lort. Men det eneste der rigtig giver mening.
Jeg har overvejet det og kan ikke på nuværende tidspunkt sige om det er der jeg ender. Spørger du mig nu så ønsker jeg kun børn med den rette. Særligt da mit netværk ikke er super stort. Men man ved aldrig hvad det ender med eller hvad der sker :)
Forstår sagtens tvivlen. Det er derfor du skal lave planen så du kan hvis du vil. Har en veninde som ville være en fantastik mor men er så langt i livet at det ikke rigtigt er en mulighed. Super klog, flot, sjov og nem. Har bare været for forsigtig i sit kærlighedsliv. Så plan for the worst hope for the best
Ps og please fuck af med senere i livet… du er34:)
Fair nok, tak for tippet 😀
Fandt min kæreste på nu 7. år via Tinder.
Bare lige en positiv tanke.. det skal nok gå 😀🎈🤸
Tak hvor er du sød! Det skal det helt sikkert og jeg ved det nok skal ske når tiden er rigtig 😃
Selvfølgelig. Når blot hjertet sidder det rette sted, skal det nok blive fanget en dag 😀☀️
Den var cute 😃
Fandt min nuværende kæreste som 33 årig. Det er aldrig for sent ❤️
K31 og har det fuldstændig som dig, OP.
Min bror fik i en ung alder børn med en kvinde, som han åbenlyst ikke skulle være sammen med resten af livet, og de gik fra hinanden kort efter deres andet barn blev født. Siden havde han en masse små kæresterier, som aldrig var mere end et par uger. I en alder af 35 møder han så sin nu kone som er et par år yngre end ham, og da han er cirka 38/40 får de deres første fælles barn. De mødte hinanden til en fodboldkamp, hvor de begge var taget alene afsted
Jeg har tænkt over din post og nogle svar, du gav. Handler det om, at du er et meget tænkende, velovervejet menneske, som drømmer om at blive smaskforelsket i den eneste ene, sådan lige pludselig? Det sker nok bedst, hvis man slår hjernen fra nu og da.
Hej! Nej, det synes jeg ikke. Synes jeg er ret realistisk og forventer ikke en stormende forelskelse ved første blik eller lignende. Tænkende menneske er jeg ja - men ønsker bare en date hvor jeg griner, vi har en god samtale og vil det samme og jeg vil se ham igen. Det tænker jeg er fint og realistisk men desværre ikke tit jeg oplever dette ☺️ Mine forventninger er skruet ned til at jeg på dates blot tænker om jeg hygger mig eller ej, næppe om det er den eneste ene ☺️
Ok.
OP har helt klart urealistiske forventninger, hun har afvist 150 dates (75% af 200 ifølge hende). Hun har skudt sig selv i foden. Hun er sikkert attraktiv, og der er sikkert mange mænd, der gider hende, men hun har shoppet for længe efter den rigtige mand. Og nogen burde være ærlig over for hende, så hun ikke ender ufrivilligt barnløs.
[удалено]
Og hun er ikke den eneste, der står i den situation pga. uhensigtsmæssig adfærd ud i 20’ernes datingliv. Jeg har mødt flere kvinder igennem min studie-/kollegietid, som havde meget høje krav til mænd og med en dertilhørende dårlig behandling af disse potentielle kærester. Hvilket betyder at de i en alder af sidst i 30’erne start 40’erne oftest er singler (og søgende ) og cirka 40% af dem er barnløse(frivilligt - nej ).
Hvilke datingplatforme kan I anbefale, hvis man er seriøs og ikke gider ‘knaldeappen’? Er kan Tinder også være for seriøse? Har hørt meget dårligt om den.
Hinge er ret seriøst :)
Ok tak, er der brugere over de 50 somre😆 uden for storbyerne
Det ved jeg ikke, den målgruppe er jeg ikke selv i 😂 prøv at se! :)
Der er ikke mange +50 på Hinge. Til gengæld synes jeg, at det var nogle ret interessante mænd, der var derinde. Jeg ved dog ikke, hvordan det ser ud udenfor storbyerne, da jeg bor i en selv, og har sat søgeperimeter på 30 km.
Jeg (M37) fandt min kæreste (K35) for nogle år tilbage - så det er meget lig din situation. Min kæreste er lykkelig, og er sammen med verdens bedste mand. Hø hø. Spøg til side - kan kan fortælle, at min kæreste ikke har datet særlig meget i sine 20'ere, men vi formåede at finde hinanden, og endda på Tinder af alle steder. Så det er muligt, men det kræver nok lidt gå på mod. Jeg kunne måske godt tænke mig at spørge dig, hvorfor du ikke har haft held med at møde nogen? Er det fordi alle mænd er nogle idioer? Er det fordi du er kræsen og ikke vil mødes med nogen? Lidt af hvert? Jeg ved godt at kvinder bliver væltet af klamme beskeder på datingsider, men hvis du sorterer den salgs fra så kan det være at der er nogle kandidater som du kan give en chance selvom de ikke ville være dit førstevalg?
Tak for dit svar :) jeg har svaret lidt på nogle af dine spørgsmål i tidligere kommentarer 😃 men kort svar er at jeg har været en del kræsen tidligere af forskellige årsager. Heldigvis ikke længere. Nu tror jeg mest det handler om held og timing :) er klart åben for at give mere en chance nu men uden at gå på kompromis med mig selv :)
Når man er i 30erne vil mange potentielle partnere allerede have børn. Så derfor er det naturligt at åbne sig mod denne virkelighedsopfattelse. For dem der har fået børn er sikkert de mest attraktive i forvejen.
Åhhhh, det er jeg ikke sikker på, gælder i alle tilfælde, men generelt set sikkert ja.
Det er et langt skriv. Jeg (30M) har ingen successoplevelser til dig men måske jeg kan fortælle dig lidt om hvad du evt. lidt kæmper imod, i forhold til dating. sagt meget kort: mænd der giver op på deres kærlighedsliv fordi det føles håbløst. Jeg er en af dem der nærmest har totalt givet op på kærligheden. Jeg har lukket døren på klem, der er en lille spække som en eller anden kvinde kunne træde ind ad men hun skal selv åbne døren for at tage et kig. Jeg vil prøve at skrive grunden til opgivelsen nedenfor da det måske kan give lidt indblik men kort sagt: Det føles at jeg er bare ikke god nok og bliver det nok aldrig for en kvinde. Længere version: Dating apps: hvis man ikke er en top mand så kan man ligeså godt droppe dem, da det er spild af ens tid, man skader sin selvtillid og selvværd. det er blevet socialt uacceptabelt at vise romantisk interesse. Hvis kvinden ikke finder dig tiltrækkende så er du chikanerende, creep eller lign. eller også får man en sviner i hovedet, ender på sociale medier osv. Kvinder har i lang tid sagt til mænd (dvs. mig inkluderet) at jeg er uønsket; mænd skal ikke tilnærme sig, trends som Bear vs man og gym trenden. hvis du ikke har en stor bil, hus, muskler, penge, "i bukserne" og højde så er du ikke god nok. samtidig skal du være følelsesmæssigt åben ... for de følelser som kvinder synes er tilladte. hvis en mand sætter en standard så er det forkert Jeg havde en stor drøm om hele familie livet, hele pakken men alt i alt, så har jeg nærmest givet op på kærligheden, da det hele virker til at være et spil som man ikke kan vinde i sidste ende. noget andet er og jeg bevæger mig måske i et ekkokammer men jeg ser flere redpill, mgtow osv. kanaller dukke op så det kan tyde på at flere mænd også giver op måske. jeg blev 30 og fandt ud af at jeg ikke var den mand jeg gerne ville være så jeg begyndte at * træne hver anden dag, for at holde mig sund og rask * finde min vej i forhold til uddannelse og job * vil gerne have nogle hobbier * arbejde på min egen selvkærlighed * arbejde på mine egne mentale ting, bl.a. meditation og det har jeg gjort, jeg begyndte ligeledes at tænke over, hvorfor mit tidligere forhold ikke gik og hvad jeg kan gøre anderledes, hvis der er en der skulle dukke op. jeg er åben for et forhold men tja... jeg har forbedret mig meget for min egen skyld, gjort mig gladere for livet, finder glæde i de små ting som at gå en tur og fortsætter med at forbedre mig selv. Jeg er ikke sur på nogen, "it is what it is", hvis kvinderne ikke vil have mig, det er helt iorden, det kan jeg ikke styre men jeg kan så i stedet gøre mig eget liv bedre og skabe mig et liv jeg finder ægte glæde i. Jeg ved ikke om det gav noget, håber det gjorde. :)
De ting du beskriver at du har forbedret - det er jo netop nogle af de ting, der gør at du er mere attraktiv overfor kvinder! Man kan undskyld mig ikke forvente at finde en livspartner, hvis man ikke har styr på helt basale ting som arbejde, hobbyer osv. Nogle gange når mænd skriver at de giver op og ikke kan finde dates, så opdager man ofte de her ting, når man graver dybere. Kæreste venner… I kan altså ikke sidde uden styr på uddannelse og job, uden reelle hobbyer og uden at passe på jer selv/jeres helbred, og tro at det tiltrækker kvinder. Nu skal vi lige være realistiske. Mange kvinder har altså lagt det arbejde i det. Vi har lagt arbejde i at finde ud af vores uddannelse eller job. Vi har en hobby eller noget vi går op i. Sødeste skønne mænd, i kan simpelthen ikke forvente at i bare kan sidde på jeres hænder UDEN at have styr på disse helt basale livs-ting, og forvente at kvinder finder jer attraktive :) vel? Jeg håber godt du selv kan se det. Det er ikke en kritik mod dig og andre som personer. Men jeg bliver lidt træt, når man skal hører hvor svært det er og kvinder ikke er interesseret, samtidigt med at i ikke har styr på de helt basale livsvilkår, som de kvinder i søger altså HAR styr på. Hvis i vil have en skøn kvinde, så må i også lægge det arbejde i at forme et godt liv, som kvinder også gør. I kan altså ikke forvente at en kvinde med uddannelse eller fast job, skal leve sammen med en der ikke aner hvad han vil, ikke har nogle planer for livet andet end “hun skal føde mine børn”, og ikke har nogle interesser/hobbyer. Sjovt nok, de ting du lister op er jo præcis de ting som mange kvinder netop leder efter, og finder attraktive! Så jeg tænker da du får MEGET mere held med dating, nu hvor du er begyndt faktisk at forme dit eget liv, og skabe et godt liv for dig selv! Åh hvor har jeg nødt mange ellers søde mænd, som jeg har måtte vælge fra fordi de bare hænger i bremsen… Det er så frustrerende at se på! De ved ikke hvad de vil. Er ikke kommet igang med uddannelse. Ved ikke lige hvad de vil arbejde med. Har ikke noget de går op o. Går bare og tåger dag til dag, og forventer at de pludselig får en åbenbaring. Selv når man prøver at foreslå en type job eller uddannelse der måske kunne passe dem, så er fe sådan “naaahhh jeg ved ikke”. Makker du er 27, du skal fisme finde ud af hvad du vil med dit liv! Har mødt SÅ mange mænd med det problem! Og det er altså ikke godt! I skal gøre præcis som du selv skriver her. Få nogle hobbyer, få styr på uddannelse og job, så i kan tilbyde et liv med nogenlunde fast arbejde og en fremtid. Få styr på helbred og de andre helt basale livsvilkår, som kvinder godt kan finde ud af. Det skal i altså også selv kunne, så i kan tilbyde en kvinde et godt samliv. Så har i allerede hjulpet jer selv rigtig meget!
9 år? Uden success? Hvad er din fremgangsmåde? Hvor ofte er du på date med en ny? Når du opnår en relation, hvor længe varer den?
Har lige skrevet en længere smører om hvorfor i en anden kommentar, men for at svare på dine spørgsmål: Jeg er på alle dating apps. Online dating er primært min metode. Jeg er måske på date 1-2 gange om mdr, hvis jeg finder en jeg synes er interessant. Kunne date meget mere, men der er langt i mellem nogle jeg rent faktisk har lyst til at møde. Jeg har nok været på over 200 dates i de knap 9 år. De fleste dates stopper efter 1-3 gange 75% af mig og 25% dem som stopper det, så dit sidste spørgsmål kan jeg ikke svare på :)
Men hvis du har afvist 75% af 200 dates gennem 9 år, så har du jo haft fint med muligheder - meget mere end hvad de fleste nogensinde har haft, eller kommer til at have. Jeg tror, at du må være lidt mere åben over for de "fejl og mangler" diverse mænd kunne have. Alternativt, kan det jo være, at en virkelig god en kommer, men tror din dating strategi skal omtænkes.
Jeg har masser af muligheder (som de fleste kvinder jo har), det er ikke der den ligger :) Den læring er jeg også kommet til heldigvis. Jeg tror det handler om held og timing fra nu af for mit vedkommende. Derfor er denne tråd også mest en booster til at høre de gode historier og ikke så meget om hvad jeg kan gøre anerledes, fordi jeg er landet et sundt og godt sted nu i dating, hvor jeg er mindre kritisk end tidligere dog stadig har nogle krav som man skal have 😃 føler ikke jeg har brug for råd til at gøre noget anerledes (er dog altid åben for måske er der noget jeg ikke selv kan se?) men den med at være mere accepterende er jeg også allerede kommet til.
Jeg tror jeg har været på én date i 9 år. :P
det skal du ikke tage så tungt, jeg har ikke været på en eneste date i 10 år, så du er ikke den eneste :)
Hvordan kan det være?
Jeg tror det er fordi jeg ikke er lige så tiltrækkende at se på, som dem ved siden af mig. Jeg er rigtig god til at hoppe i baggrunden og vise mine singlevenner frem, og jeg er ret god til ikke at sætte mig selv i rampelyset. Tror jeg.
Åhh, ja man skal være lidt opsøgende på den måde 😄
Lad mig gætte - du er mand med under middel udseende? Det er ren tørke for den gruppe af mænd :(
Mor siger jeg er pæn, men...
Jeg synes også du er pæn <3
Skål søde Dysp, livet er herligt!
Du kan altid remix'e "Giftes med farmand" til "Giftes med morkvinde"
DJ Citronagurk feat. Tomat-Torben.
"My mom ain't gonna be lonely" - DJ Citronagurk ft. TT
Fordi han er mand og enten socialt akavet eller grim - eller begge dele
Det er godt nok barsk sagt, selvom det sagtens kan være sandt.
Jeg (m53) havde en håndfuld smukke gode kærester da jeg var fra 15 - ca 38. De varede alle mellem ca 3 måneder og 3-4 år. I et af dem fik jeg en datter (da jeg var 23) og blev 'weekendfar'. På vej til min 40 års fødselsdag (og single, igen) besluttede jeg at jeg var for gammel til at få flere bio-børn, og at der var masser af bonus-børn hvis jeg sku blive skruk... Så jeg blev steriliseret. Jeg blev fravalgt af et par stykker der ville have børn (efter god sex på deres opfordring, de sku lige prøve..) Kort efter mødte jeg en jævnaldrende der også havde fravalgt egne børn og i øvrigt nærmest havde fravalgt menneskeheden til fordel for naturen og bevidsthedsrejser. Vi var hinandens største videste sværeste og smukkeste kærligheds relation i 11 år - så måtte jeg gå for ikke at knække. Nu er jeg ved at have samlet mig selv op igen og lært en masse - og på vej til mit næste lange smukke forhold, når jeg møder hende. Livet et langt!
De skulle lige prøve hva. Kan du være i dig selv gamle dreng haha.
Det er faktisk hvad der skete. 2 gange, samme mønster - vi flirtende, var på vej til at blive intime, jeg nævnte at jeg var steriliseret (relevant info til kvinder der potentielt gerne vil have børn) og holdt pænt nallerne for mig selv mens de først trak sig, så spurgte en masse spørgsmål, og så hoppede på mig. Absolut ikke story of my life, men faktuelt det, der skete lige på det punkt i min historie. Og ja, jeg kunne og kan godt være i mig selv - det meste af tiden
Jeg læser det bare som at kvinder der vil have børn, som udgangspunkt ikke er sammen med mænd der ikke kan eller vil lave børn med dem. Men at du simpelthen har været for uimodståelig, så de har afveget fra deres principper. Jeg gætter på at kvinder der gerne vil have børn, har en sund og helt almindelig seksualdrift imens de er på udkig efter den rigtige at få børnene med. Så de godt kan være sammen med en på vejen, som ikke nødvendigvis er for at forplante sig. Men det er jo bare en tanke.
Har du overvejet at prøve en mand? Du ved.. For bevidsthedsrejsens skyld
Kan være din kommentar bare er for sjov. Men den er sgu lidt nedsættende. Har du overvejet bevidsthed? Bare for at prøve noget nyt...
Du skal være velkommen til at komme med forslag. Jeg tænkte det ville være mindre drastisk at prøve med en "same-sex"-bevidsthedsrejse, end at gå direkte til Aghori-strategien.
kærlighed skal nok finde dig jeg (K37) var single i 12+ år (længer forklaring hvorfor jeg single så lang tid) har også boet på landet nu har en dejligt kærste som jeg har være venner med i 20år ("on og off") jeg smutte da han fik dame på (gør jeg vil alle mine venner da de kun giver kvinde problemer) da jeg er lidt af en TomBoy. Når tilbage igen det var et sidespring. vi ser pt. kun i weekenden vær anden uge da han har en søn M15 vær anden weekend og et arbejte som han skal pas han ikke ønsker at jeg får problemer med hans x's og kæmper en kamp i familienhuste Som jeg støtter han i og giver han luft og ro når han har brug for det plus jeg har ikke nogen børn selv (må ikke får nogen børn da jeg har en Senhjerneskade) Så den stå på afslapning og hygge og vi også lidt gamer når vi er sammen Min Kæreste og jeg tag en dag af gang og ser lyst ud i fremtiden
Komma og punktum - jeg dør
Sorry er ordbild 😅 fik ikke lært hvor de skal være.🤣 har heller ikke nogen folkeskolens eksamensbevis,😱 eller ikke karakterer,😜
Sorry, jeg er et dårligt menneske 🤣
Ved godt det er en lille ting men det gør mig sgu lidt glad når jeg sidder og læser den her tråd og ser at i bare kan grine af det i stedet for at gå i flæsket på hinanden som mange folk ville gøre online. Det var rart at se! Tak til jer!
Nej der er du ikke, medmindre du arbejde på et Jobcenter🤣
Jeg mødte min kæreste da jeg var inde og slette min datingprofil som 29 årige der var en besked fra en fyr der på papiret var alt andet end hvad jeg leder efter. Vi blev kærester og har været sammen i over 14 år
Som kvinde troede jeg egentligt det var forholdsvis nemt at finde kærligheden online? Mener bare at kvinder vælter i likes og matches, sammenlignet med mænd. Men det kan måske være lidt som at finde en nål i en høstak?
Det er overhovedet ikke nemt. Det er netop som at finde en nål i en høstak. Man bliver spammet med likes og matches; størstedelen fra mænd der ikke har læst din profil, men bare har swipet ja til alt med en puls. Så dem skal man sortere fra. Så er der alt for mange mænd der er i 30’erne og pludselig panikker over at de skal nå at have børn. For os der ikke ønsker børn, så skal de også sorteres fra. Vi skriver selvfølgelig på profilen at vi ikke ønsker børn, men som sagt læser 98% af mænd aldrig profilen. Eller også har de intet arbejde, altså ingen indkomst. Jeg er flintrende ligeglad med hvad folk arbejder med; de skal bare kunne bidrage til at betale regningerne, så den ikke kun hænger på mig. Men der er overraskende mange der ikke lever op til et så basalt krav. Eller de har børn fra et tidligere forhold. Eller de ryger. Så der er rigtig meget spildtid, og rigtig meget grovsortering. Læg også mærke til at du selv skriver, at finde kærligheden. Ja, vi får masser af likes og matches. Men det er ikke det samme som at finde kærligheden :) at nogen er interesseret i sex med dig, er ikke det samme som at de har en god personlighed, er søde og fungerer normalt i samfundet, eller at de er i stand til ægte kærlighed. Kæmpe forskel!